Læserbrev

Gymnasiet er et spil, der handler om at få gode årskarakterer. Og det er spild af tid

Er man dårlig til et fag, handler det om ikke at blive opdaget, mere end det handler om at lære noget – læreren skal jo give årskarakterer. Årskaraktererne kommer i vejen for læringen, fordi man ikke kan stille dumme spørgsmål eller lave fejl i afleveringer, skriver gymnasieelev Nohr Knudsen i dette debatindlæg
Debat
26. maj 2020

Jeg sidder til en matematiktime i 3.g. Læreren fortæller entusiastisk om differentialligninger af anden grad, og jeg fatter absolut ingenting. Alligevel er mit blik rettet direkte mod min matematiklærer. Jeg forsøger hele tiden at skabe øjenkontakt, og når det lykkedes, rynker jeg koncentreret på næsen og trykker på tilfældige taster på min computer, så det ser ud som om, at jeg tager noter. Sådan fortsætter jeg i 60 stive minutter. Søger øjenkontakt, rynker på næsen, trykker på tilfældige taster.

Sådan foregår hundredvis af timer for tusindvis af elever på de danske gymnasier. Er man dårlig til et fag, handler det om ikke at blive opdaget, mere end det handler om at lære noget. Man forsøger hele tiden at ligne en, der arbejder koncentreret og forstår. Man kæmper for, at læreren har en positiv opfattelse af en, for de skal jo give en årskarakter.

Min klare opfattelse er, at årskaraktererne kommer i vejen for undervisningen og er skyld i, at vi spilder hinandens tid ved at spille en rolle over for lærerne. Og det stopper desværre ikke ved klasseundervisningen – det går også ud over afleveringerne.

Afleveringerne er blevet særligt vigtige nu, hvor undervisningsministeriet har besluttet, at årskaraktererne erstatter de eksamenskarakter, som vi under normale omstændigheder ville have fået. Derfor flyver matematikafleveringer rundt i klassechats på Facebook, hvor de dygtige elever forærer resten hele besvarelsen.

Det sker, fordi man er gode venner og ønsker hinanden det bedste, men ligesom spillet i klasseundervisningen fører det kun til én ting: Alle spilder hinandens tid. Den dygtige elev får spildt sin tid på at skrive beskeder og sende sine afleveringer til dem, der måtte spørge. Den mindre dygtige elev spilder sin tid på at skrive om i afleveringen, så det ligner, at vedkommende selv har lavet den, og til sidst spildes lærerens tid på at rette og skrive feedback til flere opgaver lavet af den samme person.

Så lad os nu afskaffe årskaraktererne og befri alle, der i frygt for at fejle og for at få dårlige karakterer agerer som latterlige figurer af dem selv.

Af Nohr Knudsen, gymnasieelev

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her