Læserbrev

I det håndskrevne brev fanger bordet. Det gør det mere sandt og autentisk

Når vi skriver breve til hinanden, opstår der nærvær. Det giver anledning til refleksion. Og så forbinder det os, på trods af tids- og stedsforskelle. Vi skal genoptage den håndskrevne brevveksling, skriver forfatter og billedkunstner Vibeke Nørgaard Rønsbo
Debat
18. maj 2020

Kære dig

»Mon der stadig sendes drømme med lykke og længsel i,« sang Steffen Brandt fra højtaleren i mit værksted forleden, om fundet af brevet i sangen Line Jørgensen, Voldum: »skrevet liggende på sengen, men afsendt fra himmelen«.

Så poetisk og relevant midt i coronatidens vituelle ihærdighed med at træde ind i hinandens stuer og ’være sammen hver for sig’. Men tilfredsstiller det længslen efter egentligt nærvær?

Bogen Brevstemmer dokumenterer mit samtidskunstprojekt om skiftet fra håndskriftskultur til digitalt samfund. Den indeholder et rigt udvalg af brevindlæg, hvor mennesker blandt andet skriver om håndskriftens refleksive kraft og synæstetiske værdi. Om, hvordan tanker om verden flyder.

Hvordan den forankres anderledes med pennen på papiret, mens de levner et fysisk spor af den krop, der skrev, det menneske, der tænkte. Nogle iagttager et familiespor i skriftens æstetiske udtryk, til såvel nære som afdøde slægtninge, der glæder, forundrer og forbinder.

I brevveksling deles tanker med og for hinanden. Tankekæder. Refleksioner. De vokser til ræsonnementer, som med dokumentets kraft er i verden. Brevene kan ses, de kan mærkes. Krølles og glattes. Foldes, gemmes og genlæses.

Sådan nærer brevet vores hjerners mulighed for at vække erindrede sanseindtryk. På den måde får ’jeg’et’ med intensitet lov til at træde frem for vores indre blik. Det taler i vores indre ører, så vi synes at fornemme personens duft, trods afstand i tid og sted.

I det håndskrevne brev fanger bordet. Det gør det mere sandt og autentisk. Brevkorrespondancen rummer så megen keren om at få sin hilsen frem, og ses af mange unge som en gestus. En særlig vilje til at glæde og give en flig af sig selv med tanke for netop og kun modtageren. En ung pige skriver om brevet i Brevstemmer:

»Det er det dér når/ tanker bliver fanget på/ papiret og gemt mellem/ siderne så dig og den/ du er bliver lige under/ stregen af det næste strøg.«

Gentænker vi brevvekslingen, kan vi måske opleve egentligt nærvær trods fravær.

Tænk! Coronakrisens opstandsning kan vi bruge til at reflektere tilstedeværende til, for og med hinanden på papir over afstand, måske vil vi kunne finde en dybere eftertanke af høj kvalitet. Investere tid i hinanden. Nå ind under huden. På os selv og hinanden.

Hilsen

Vibeke Nørgaard Rønsbo

Vibeke Nørgaard Rønsbo, billedkunstner og forfatter til bogen Brevstemmer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Kære Vibeke Nørgaard Rønsbo.
Tak for hilsen med mange gode tanker der er lette at bifalde. Selv lægger jeg desuden meget i de signaler som afsenderens skrift sender. Det gælder også når jeg selv er afsender...
Men... for nogle år siden skulle jeg flytte. Ville ikke få plads til de mange æsker, kasser, bundter og poser med gamle breve, egne og mine forældres, i den nye bolig. Genlæste en del, med glæde, vemod, sorg og forundring... måtte til sidst melde pas over for opgaven og skar med blødende hjerte igennem da jeg trods alt fravalgte at drukne i fortiden frem for at være tilstede nu, næsten... og jeg smed væk. Det var som at kassere en del af mig selv.
Svært når det går fra teori til praksis at noget må kasseres for at gi' plads til noget nyt. Vælger jeg rigtigt, for "noget" er jo netop ikke alt; der skal vælges.
Jeg var en langsom brevskriver, nu er jeg en langsom mailskriver... med mængder af brevpapir, konvolutter og pæne postkort i en skuffe - der er så også lige det med frimærkerne og tilliden til Post Nord...

Venlig hilsen,
Ete Forchhammer

Brian W. Andersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg udveksler breve med en studieven. Det går fint med PostNord. Ingen breve er forsvundet hidtil.

Det er ikke kun modtageren, som har fornøjelse af brevet. Afsenderen får også god lejlighed til at overveje, hvad det der, som fylder og betyder noget i livet. Det er nemlig ikke nødvendigvis det samme.

Maj-Britt Kent Hansen

Kære alle

Jeg har også for nylig gennemlæst - og desværre måttet tynde ud i - efterladte familie- og vennebreve. Til tider var det svært ikke at fælde en tåre eller flere. Der var dels det grafologiske udtryk, dels det æstetiske og så formuleringsevnen samt selve budskabet.

Meget blev genopvakt, mange nye oplysninger kom frem, og jeg mindedes alle disse brevskrivere, hvoraf de fleste ikke er mere.

Det håndskrevne, personlige brev er en uvurderlig kilde til indsigt i såvel det nære som det fjerne liv.

Hilsen
Maj-Britt

Brian W. Andersen

@ Lise Lotte Rahbek

Mine almindelige breve har jeg overladt til den digitale verden, men aldrig uden overvejelser af indhold, fonte, formulering og layout, så jeg kan bibeholde nogen grad af personliggørelse. Dette betyder ikke at jeg har forladt håndskriften. Den har i stedet fået et andet formål.

Jeg giver ofte gaver til andre uden at disse er forbundet med fødselsdage eller andre typiske mærkedage. De gives som værdsættelse, anerkendelse eller opmuntring og nogle gange bare fordi det er tirsdag, så de kræver som regel et kort eller brev for at modtageren kan forstå hvorfor vedkommende lige skulle have en gave den dag. Jeg har en opbevaringsreol i et køligt rum, hvorpå der bor en blanding af små praktiske ting og diverse lækkerier og vin, som jeg løbende holder suppleret, når jeg alligevel handler mine daglige indkøb. Og på samme måde har jeg også et udvalg af kort, brevpapir og kuverter, såvel som bånd, gavepapir/folie, kurve og æsker. Det har også den fordel at jeg aldrig mangler en gave, hvis jeg skulle komme til at glemme en mærkedag eller løber ind i en for sen invitation.

Det er her håndskriften kommer ind og på mit bord ligger flere gode fyldepenne og lysægte penneblæk i flere farver som bruger til de kort og breve, der skal sættes på gaverne. Den tid jeg har sparet på ikke at havne i situationer, hvor jeg skal smide det jeg har i hænderne for at jagte byen rundt efter en lejlighedsgave og indhente det forsømte bagefter, bruger jeg på at skrive med omhu.

Nogle gange kan det jeg vil sige til folk stå på et kort, men jeg har en lille "uvane", der gør at brevpapiret ofte må bruges i stedet for. Jeg finder ofte på at koble i lille opgave eller udfordring sammen med brugen af den givne gave, der kan give folk bestemte oplevelser. Denne er altid helt tydeligt gjort frivillig at udføre og altid udtænkt til at giver modtageren en positiv og ofte ikke tidligere oplevet erfaring. For ikke at spolere denne ekstra indbyggede overraskelse, skal det jeg skriver ikke pege for åbenlyst på målet og alligevel være inciterende for den enkelte modtager, hvilket nødvendiggør at det også skal være meget personligt.

Det er ofte så svært at skrive disse kort og breve at der efter et par timer ligger en cirkel af sammenkrøllet papir og karton omkring min skriveplads, men når det endelig lykkes, så er det alle mine hovedpiner værd. Jeg har gjort det i mange år og er nogle gange forundt den fantastiske oplevelse at en af mine venner eller bekendte pludselig hiver et gammelt slidt brev eller kort frem og fortæller om hvilket minde det er blevet til. Der er noget ved dette, som føles så rigtigt at det varmer helt ned i tæerne.

På denne måde har jeg fundet et formål for min håndskrift, der i mine øjne passer ret godt ind i vores fortravlede digitale tidsalder, fordi det er så uafhængigt af al anden kommunikation. Det har også givet en hvis afsmitning på adfærden i min omgangskreds, fordi flere er blevet inspireret til at prøve det samme, hvilket har virket styrkende på en lang række forhold. Folk lytter ganske simpelt mere til hinanden, fordi det er umuligt at ramme den rigtige gave og rette udfordring med det rigtige kort/brev på rette tidspunkt, uden at have lyttet først. Alene dette gør det det hele værd.

P.S.
Seneste gave og brev med indbygget udfordring blev givet i fredags til en lille privat gruppe sygeplejersker jeg kender. De har nysgerrigt accepteret opgaven som er listet ind i deres deling af gaven, men det kommer til at tage dem en 2-3 måneder at finde en dag at samles om at udføre denne. "Fordi'et" var at jeg har fået forhåndskendskab til ekstra belastninger som rammer deres arbejdsplads i sommerferieperioden (oveni coronaudfordringerne) og som jeg intet kan gøre for at afbøde, minimere eller bare advare om, så jeg gjorde i stedet dette: En gave som viser anerkendelse nu og en anvendelse af gaven, der er timet til at give en god oplevelse, når deres hverdag bliver ekstra stresset og dyster, men jeg nævne kun anerkendelsen i brevet og har overladt det til dem selv at opdage resten. ;-)

Hvis du har forslag til lignende ting som jeg kan (mis)bruge min håndskrift til, så sig endelig til. Og ja, jeg er ganske bevidst om at jeg også lidt misbruger min viden om adfærd og nudging til at manipulere andre. Jeg får jævnligt skældud for at gøre det, men det er den slags skældud, hvor folk hverken kan finde ud af at være rigtigt sure eller at holde smil og latter væk fra deres ansigter. Det bliver aldrig værre end at jeg får nogle halvhjertede knoslag på skuldre eller brystkasse og det kan jeg ikke bare leve med, men sagtens leve med noget mere af, så alle idéer er velkomne.

Lise Lotte Rahbek

Brian W
Min eneste hensigt med brevvekslingen er at holde mig i kontakt med studievennen. Altså socialisering i privaten med en, jeg har fælles oplevelser og referencer med. Vi har begge svært travlt med forskellige interesser, og selvom der suppleres med telefonsamtaler, er det ikke rigtig nok.
Det giver også et lille kick at se hendes håndskrift, fordi vi delte noter fra forelæsninger.

Jeg fungerer ikke selv så godt i længden med hverken skjult eller åbenlys manipulation, selvom jeg ved, den findes overalt. Det er en aversion som er vokset gennem lang tid. Ideer kan jeg således ikke bidrage med.