Hanne-Vibeke Holst: Information gav mig ildkraft til opgøret med min patriarkalske far

»Og hwa’ skal’ do så wære, bette pige, nær do blywer stur,« blev jeg som lille spurgt af en af de lune Løkken-fiskere. Sådan en med strikhue og falmet blå busseronne, der også kunne finde på at spørge min lillesøster, om han kunne købe en af hendes proptrækkerkrøller for en tiøre. »Do skal kajski wære forputter?« foreslog han og syntes selv, at han var vældig sjøv, eftersom vores far jo var forfatter. Den fireårige forfatterdatter lod sig dog ikke intimidere, men stak næsen i sky og svarede uden tøven: »Jeg skal’ sk’ive en k’onik til In-for-ma-sjon!«

Det gjorde min far nemlig i ny og næ, og eftersom alt, hvad der angik ham, forfatteren, var omgærdet af ophøjet utilnærmelighed, måtte det være det, man skulle stræbe efter. Hvad en kronik var, havde jeg trods min kække fremmelighed ingen anelse om, men at Information var københavneravisen med den inciterende røde prik, som i korsbånd blev afleveret af det ligeledes røde postbud, Frits, med signetringen og de løse håndled, havde jeg fuldstændig styr på.

Husstanden abonnerede på andre aviser, herunder Politiken og Vendsyssel Tidende, mens de øvrige blev købt i løssalg henne i den tryksværteduftende kiosk. Men det var den tynde avis med siderne dækket af myrekolonner af små tegn og bogstaver og næsten ingen billeder, der fascinerede mig mest. Måske fordi der også over den var noget ophøjet, utilnærmeligt, som jeg masochistisk droges af.

For da jeg endelig lærte at læse og straks kastede mig over de attråede aviser, som hver dag bragte et sus af den verden, der lå på den anden side af horisonten, ind i hjemmet, og begyndte at stave mig igennem overskrifter, tegneserier og dødsannoncer (som jeg allerede dengang havde et gysende velbehag ved), måtte jeg hurtigt sande, at Information var uopnåelig. Ikke for børn. Jeg forstod ikke et (fremmed)ord af, hvad der stod i denne højbrynede voksenavis, som var tør som sand og aldrig skrev om bortløbne køer, ildebrande, bilulykker, tyve og røvere.

Forstærkning

Som en overmodig rodeorytter blev jeg kastet af og lærte så meget af knubsene, at jeg ventede til, jeg havde opbygget tilstrækkelig mental muskelmasse, før jeg som oprørsk gymnasieelev igen turde nærme mig avisen.

Da havde min far for længst opsagt den, for selv om den ubestikkelige kritiker Torben Brostrøm stadig borgede for avisens litterære linje og stod vagt om tressernes outdatede modernister, så var avisen, efter det munkemarxistiske venstresving som den efter min fars mening foretog i begyndelsen af Halvfjerserne, rent ud sagt utålelig.

Omtrent lige så utålelig som hans ældste datter, der som sekstenårig 2. g’er på Brønderslev Gymnasium var brudt ud af puppen og havde forvandlet sig fra en underdanig, faderdyrkende – og derfor laber – larve til en rebelsk, provokerende modsigelseslysten ung-amazone i kakiskjorte og hønsestrik.

»Ulrike Meinhof!« kaldte min far mig rasende under de første far-datter træfninger, og da var det, at jeg indså, at jeg måtte have mere ildkraft, hvis jeg skulle vinde de verbale slag. Han jordede mig alt for nemt. Så hvad gjorde jeg? Jeg tegnede mit eget abonnement på Dagbladet Information! En strategisk genistreg, som han ikke havde set komme.

Tændergnidslende måtte han finde sig i, at avisen som en trojansk hest dagligt blev leveret til hans postadresse, men med hans uvorne, hjemmeboende datter som adressat! Og jeg skal da lige love for, at jeg fik forstærkning!

Hver eftermiddag gennemtyrede jeg avisen fra ende til anden, særligt slagkraftige artikler blev klippet ud og gemt (en vane, jeg aldrig har aflagt) og således rustet med argumenternes kalasjnikov, kunne jeg gå til angreb over middagsbordet. For eksempel kunne jeg (med henvisning til avisens skribenter) faktisk godt finde på at forsvare Baader-Meinhofs byguerilla, jeg havde en svaghed for den koldblodige Ulrike, som jeg havde (og har) for alle frygtløse heltinder.

Det gjorde min modstander hvidglødende, ligesom han spyede røg, når jeg holdt mine foredrag om Maos paradisiske folkerepublik, citerede Benito Scocozza, som om han var Moses med lertavlerne, forherligede sandinisterne, forsvarede væbnet revolution (jo, også i Danmark, er jeg bange for) og erklærede, hvor meget jeg var imod det bestående, herunder EF, napalmbombende, kapitalistiske Uncle Sam, atomkraft og hjemmegående husmødre.

Kvindekamp

Rev han sig i håret over min »himmelråbende politiske naivitet«, og hidsede han sig op over min dogmatiske bedrevidenhed – »Du tror fandeme, det er dig, der har opdaget, at jorden er RUND!« – var det intet mod hans reaktion over det med kvinderollen. Da tændte han af!

For i virkeligheden var det dét, kønnet, vi sloges om. Hans og mit. Hans privilegier, mine rettigheder. Friheden. Jeg var i gang med at vælte patriarkatet, og han var kongen, der måtte ofres.

Også på det felt var Information den aldrig svigtende allierede. Fra den første kvindefestival i Fælledparken i 1974, der fastslog parolen »ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp«, var det her, tidens store, lidenskabelige diskussion om køn og kønsroller blev ført.

Som jeg husker det, kunne man dårligt åbne avisen uden at komme i krydsild mellem bløde mænd med kærestesorg og hårde kvinder, der insisterede på, at en kvinde uden mand, er som en fisk uden cykel.

Den superintellektuelle, rationelle avis, som næsten indtil da havde været lutter (ægge)hoved, fik nu også krop – og flere kvinder blev ansat, hurra for Hanne Dam! Den tog på sanselige ekskursioner i den emotionelle intimsfæres ølejre og var ikke længere for håndsky til at lægge papir til den navlepillende bekendelsesbølge.

Jeg råslugte alle disse øjenåbnende, debatterende artikler om moderne mænd og kvinder, krise og kærlighed, sex og parforhold, socialisme og puritanisme og what not, som sammen med datidens hotte (kvinde)litteratur ikke bare blev dannende, men decideret definerende for min voksenidentitet som inkarneret feminist.

Uden det daglige skvæt Information (»indoktrinering«, ville min far mene) i disse formative coming of age-år, ville universet ikke have åbnet sig for denne udkantspige langt fra metropol og akademia, jeg ville ikke have gennemskuet strukturel maskulin dominans og mandschauvinisme, endsige set alternativer og nye muligheder.

(Funfact: Efter studentereksamen søgte jeg en aupairstilling i Paris. Gæt, hvem der gemte sig bag billetmærket? Det gjorde den tidligere navnkundige Information-redaktør, Erik Seidenfaden, Tøgers far, som på det tidspunkt var direktør for Det Danske Studenterhus i Paris. Han var mild og god, men opdagede på grund af min benovethed over at være så tæt på myten vist aldrig mit indgående kendskab til sit gamle blad, som siden han og Børge Outze skabte det, både havde skiftet menighed og ypperstepræster).

Så Information inspirerede mig til handling, der kunne give forvandling. Men før jeg for alvor kunne vriste mig fri af faderautoriteten og som one of the boys flyve ud i fremtiden på bæredygtige vinger og få eget værelse og alt dét der, var jeg nødt til at foretage en sidste symbolsk gerning. Jeg måtte stikke spyddet i kongens hjerte – og det gjorde jeg. Koldblodigt som Ulrike, netop i den eneste avis, der kunne tænkes at ville trykke den slags grænseoverskridende tekster: naturligvis, Information.

»Fars pige« kaldte jeg dette endelige opgør, som var så nådesløst direkte og sikkert forfærdeligt smertefuldt for denne i forvejen hårdt sårede krigerfigur, at jeg kun kan bede til, at mine egne børn forskåner deres mor for så bitter en forsmædelse. Om det blev patriarkens banesår, skal jeg ikke kunne sige, for det røbede Knudemanden ikke.

Til gengæld ved jeg, at vores skrøbelige relation aldrig kom sig over datterens endelige stød. Det kom til at pine mig, og derfor var det en trøst, at vennen Klaus Rifbjergs smukke minderune over Knud Holst blev publiceret i netop Information i august 1995. Det gav ham oprejsning i den avis, som jeg om nogen kan takke min far for at have introduceret mig til.

Arrogancen

Jeg abonnerer stadig på Information. Den er så at sige den røde prik over i’et, skønt jeg stadig kan opleve bladet som ophøjet og uopnåeligt. Jeg synes stadig, det er en meget klog avis, som jeg dog med skam at melde ikke får læst hver dag. For selv om det er stimulerende at skulle stå på tæer, kan det indimellem være anstrengende med dette krævende niveau, indforståetheden og arrogancen, der godt kan pirke til de gamle provinskomplekser og få en til at savne nogle skønne, saftige mord eller bortløbne køer.

Sommetider kan jeg også stadig føle, at jeg bliver kastet af rodeohingsten, men mens jeg i min barndom tænkte, at jeg var for lille til at få adgang, kan jeg nu opleve det modsatte: at jeg er blevet for gammel. At de unge har en Inf.fest, som vi forældrefossiler ikke er inviteret med til. En rigtig grineren fest, endda.

Ikke desto mindre er jeg virkelig glad for, at (papir)avisen findes endnu og trods sit trekvarte århundrede holder sig så glimrende, stadig gider være indigneret og nytænkende, og er så vital og nysgerrig på sin tid. Avisen skal jo helst bestå længe endnu, så den kan være væbner for de opvoksende generationer. For det pigebarn, der i dette øjeblik går rundt i en by ved havet og drømmer om engang at sk’ive en k’onik til In-for-ma-sjon. De findes, altid. Stort tillykke med de 75 år og tusind tak.

Hanne-Vibeke Holst er forfatter.