Klumme

Jeg havde helt glemt, hvor grusomme børnesange var i 1950’erne

Ved en genlæsning af ’De små synger’ fra min barndom slog det mig, hvor mange sange, der handler om død, og hvor mange der videregiver et gennemført autoritært og uempatisk børnesyn. Det må have sat sig i de små, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme
Det er et gennemført autoritært og uempatisk børnesyn, der møder én i De Små Synger fra 1950'erne, mener Karen Syberg: Børn skal lystre, de skal være artige, og er de uartige, får de smæk, eller det går på anden måde grueligt galt.

Det er et gennemført autoritært og uempatisk børnesyn, der møder én i De Små Synger fra 1950'erne, mener Karen Syberg: Børn skal lystre, de skal være artige, og er de uartige, får de smæk, eller det går på anden måde grueligt galt.

Kristian Djurhuus

18. maj 2020

I disse fællessangstider har jeg set lidt på min barndoms børnesange, og det har slået mig, hvor grusomme mange børnesange var. Jeg har en udgave af De små synger, 12. oplag fra engang i 1950’erne.

En forklaring er selvfølgelig, at mange af sangene afspejler et landbosamfund, hvor naturen, som ikke altid er særlig skånsom, udgør den underliggende erfaring.

Et par eksempler:

I en kælder sort som kul om musene, der havde det godt, selv om de levede lidt småt, slutter:

»Men til sidst kom katten
åd dem alle atten.«

I Højt på en gren en krage, kommer der »en hæslig jæger« og skyder den stakkels krage, og »Nu er den stakkels krage,/død.«

I Se den lille kattekilling spørger killingen, om ikke musen har lyst at lege med den lille kat.

»Lille kat, det må jeg ikke
for min far og mor
for de siger det var dig
der åd min storebror.«

Men jeg opdagede også, at folkeviddet havde digtet videre. Således optræder verset om musens storebror faktisk ikke i De små synger. Der slutter sangen med tredje vers:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Lillian Larsen
  • Viggo Okholm
  • ingemaje lange
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Troels Ken Pedersen
Klaus Lundahl Engelholt, Lillian Larsen, Viggo Okholm, ingemaje lange, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

I "Den Store Bastian, som ej er en sangbog, men dog på vers der rimer, er 'pædagogikken' (eller rettere, manglen på samme) endnu mere grusom.
Her gælder det både liv og lemmer, når straffen falder for vidt forskellige synder.

Jacob Schmidt, Ole Frank, Karsten Lundsby, Maj-Britt Kent Hansen, Hanne Ribens og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Det var før "Disneyficeringen".

Karsten Lundsby, John Liebach, jens christian jacobsen, Martin Kristensen, Claus Nielsen, Gustav Alexander, Steen K Petersen, Morten Simonsen, Torben Bruhn Andersen, Søren Nielsen, Rolf Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Oxenbøll Huggler

Du ser moralismer i dag, men prøv at huske hvilke sange, du foretrak dengang. Der er ikke noget så hyggeligt som at synge en grum sang - eller høre en grum historie - sammen med en voksen, man kender og har tiltro til.
I min børnehave var der et tillægsvers til “Højt på en gren en krage”, som gik ud på, at der kom en lille pige og pustede liv i kragen igen! Din bekymring har således været kendt i slut 1950’erne.
Til daglig måtte man ikke være pyntesyg. Det er det, sangen om den lavendelblå kjole afspejler, men også at fint tøj før vaskemaskinen og syntetiske stoffer krævede en masse arbejde for at blive ved med at se godt ud.

Klaus Lundahl Engelholt, Karsten Lundsby, Randi Christiansen, lone hansen, Claus Nielsen, Uffe Brun, Torben Bruhn Andersen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Fanden læser bibelen højt, og djævlene, de ler..

Karen Syberg forsøger sig her med et ikke videre klædeligt kunstgreb:

'Gudsfrygt', 'respekt for autoriteter' og 'erkendelse af dødens evindelige nærhed' opstilles af den belæste kvinde som et i sidste ende patriarkalsk ærinde, naturligvis rettet mod 'kvinden', det stakkels lille 'pigebarn'..

Sådan kan man selv i sine bedste år føle sig så forsmædeligt undertrykt af snart sagt hvad som helst, historiens lænker ikke mindst.. Bundet i går er som bundet i dag og hvad har vi så alligevel her, hvis ikke en fri kvinde, som hælder ud af sit ganske vid...ganske uforstyrret..

Lidt ligesom Harald Bergstedts stær, måske? Den stær, hvis vingeslag bestemt ikke er primært tilegnet børn..

Hør den lille stær, den er åh så fornøjet.
Morgenklokken ringer, og marken står i damp.
Nylig er den vågnet, men altid i tøjet
aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.

Den har hverken hat eller sløjfer og kjole,
ingen fine støvler, den først skal pudse a´.
Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,
den kan gå og fløjte den hele lange dag.

Og når den bli´r sulten deroppe på kassen,
finder den en orm, den kender hvor de er.
Den skal ikke først ha´ den kogt over gassen,
den kan få den ned, li´så levende den er.

Og når den vil rejse, den venter ikke længe
Vips, er den afsted og ta´r på eventyr!
Den har hverken kuffert, billet eller penge,
den har bare vinger, den er en lystig fyr.

Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,
den må passe på, den ikke falder ned.
Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,
den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.

Det kræver vel sin mand (eller kvinde) at omgøre denne tekst til blot og bart barnekammer-rim? I så fald misser man hele pointen, ligesom man så sikkert vil have for vane at læse 'Solen er så rød, mor' som blot endnu en 'opdragende' vise for børn. Intet her at se for den voksne...

At livet er grusomt, er et faktum. Hvor længe man skal skærme børn mod dén sandhed er et emne for psykologisk/pædagogisk diskussion. Bedstemødres ihukommelser og tredjegrads-fornemmelser er i den sammenhæng i og for sig uvedkommende. Ikke mindst hvis sådanne matriarker læser tegn fra fordums tid, som var de sat i dag..

Meget dumt er gennem tiden nedfældet i rim og remser. Det meste har vi med rimelighed glemt. Og dog bliver visse tekster båret videre, fra generation til generation.

Hvorfor?

Måske fordi de er rundet af en sandhed, der ikke sådan lader sig anfægte af bedstemødres og andet godtfolks alt for bogstavelige læsning? Tekster, der ligesom rækker sig langt ud over selv den mest forbenede læser?

Sådan tror jeg, det er. Ligesom ethvert barn udmærket forstår, at Søren snegl ikke sådan i slimet og korporlig forstand bemægtiger sig den stakkels Evigglad..Børn forstår essensen i en fortælling, ubelært som de er af eksistensen..

Hvilket der er en grund til. En grund, der (igen) tilsyneladende undslipper mange bedstemødre, forhippet som de er på alene at læse deres eget navn ind i enhver udsigelse fra universet..

Tillad mig at anbefale den ellers særdeles forkætrede Jordan B Petsersons læsning af myten om Pinocchio, indviklet som den er i hans helt egen fortælling.

https://www.youtube.com/watch?v=I8Xc2_FtpHI&list=PL22J3VaeABQAT-0aSPq-OK...

Alt er en fortælling. Ethvert menneske lever i kraft af en sådan selvfortælling, som igen indgår i og påvirkes af en større fortælling om hvad livet er..hvad det går ud på..Det er svært at forestille sig et (menneskeligt) liv, som ikke er besat af fortællinger..

Fortællinger er på en og samme tid virkelige og ikke virkelige. Et sandt paradoks. Karen Sybergs fortælling er utvivlsomt sand for hende, et lille mærke sat i tidens sand..

Jacob Schmidt, Esben Lykke, Hans Christian Rasmussen, Poul Anker Sørensen, Karsten Lundsby, Niels-Simon Larsen, Carl Chr Søndergård, jens christian jacobsen, Claus Nielsen, Viggo Okholm, Steen K Petersen, Erik Winberg, Gustav Alexander, Torben Bruhn Andersen, Rolf Andersen, Thomas T. Jensen, Hans Jensen og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Mikkel Zess

Tror det kommer meget an på, hvem der læser højt for én som barn.
Jeg kunne aldrig få det til at blive uhyggeligt nok..
Og er ret vild med både H. C. Andersen, Grimms eventyr og den Store Bastian.

Mærkeligt nok er jeg blevet noget mere pylret som voksen, underligt ;-)

Nille Torsen, Nette Skov, Elisabeth Andersen, Karsten Lundsby, Søren Mortensen, Oluf Husted, Rolf Andersen, Bjarne Sinkjær og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

For ikke at glemme:
"Tre søde småbørn med øjne blå
stille i skumringen sammen stå
følger med øjnene alle dem
som nu fra arbejdet vender hjem
De venter på far venter på far
trykker sig mod ruden og venter på far"

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Nille Torsen, Torben Bruhn Andersen, Susanne Kaspersen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Ja, man kan få meget ud af “De små synger”, alt efter hvem man er. Tommy Kenters figur Alf Velling læser den f.eks. som børneporno. Og hvad “indpodning af skyldfølelse” angår, så er udskamning da ikke noget, der er specielt for 50’erne. Den trives da også rigtig godt i vore dage.

Jacob Schmidt, Hans Christian Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, jens christian jacobsen, Torben Bruhn Andersen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Jamen dog, jamen dog, jeg elsker "de små synger" og kan alle sangene, har sunget dem for min søn,og med mine elever og lavet bevægelser til. Og de synes bestemt at have overlevet det på bedste vis. Hvad så med H.C. Andersen, eller Grimms eventyr. Tror man kan sove roligt om natten enten man synger om ti små kinesere på Højbro plads , eller om lignende. Man kan da bruge det til at tale om tiden før og nu og gøre børn fokuseret på sproget og hvad dets ord betyder.
og hvorfor man ikke må bruge ordnet neger, nigger m.m. I Niggerland bananer gror.....en god snak om slaveriets tider.

Nette Skov, Jacob Schmidt, Hans Christian Rasmussen, Karsten Lundsby, Nille Torsen, Per Torbensen, Gustav Alexander, Torben Bruhn Andersen, Ulla Søgaard og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

Nu når vi snakker om børnesange og H.C.Andersen m.fl., så er det tit og ofte skjulte beskeder.

Jeg er helt sikker på, at H.C.Andersens - Pigen med svovlstikkerne - helt sikkert har været med til at skabe en social forståelse hos de børn og voksne han læste fortællingen for.

Hans omgangskreds var jo faktisk de der var i det højere sociale lag i Danmark.

Fortællingen viser jo netop, at de fattige mennesker de fine folk møder på gaderne, sultede og manglede et sted at være med en lun kakkelovn.

Men Pigen med svovlstikkerne kan også inspirere til en selverkendelse:

DEN VINTERKOLDE GADE

Når du på den vinterkolde gade
ser et menneskebarn ensomt vade
tag det da op i din lune favn
for ikke at det skal føle kærlighedsavn.

Menneskebarnet ligner dig ret så meget
for det er helt og holdent dit inderste eget
lad det derfor ikke gå og fryse ihjel
for ellers kommer du til at gøre det sel'.

Det er en anden måde at se - Pigen med svovlstikkerne - på, for noget sådan kunne H.C.Andersen ikke sige til de rige og lærte han læste sine fortællinger op for.

Han var nødt til at påvirke dem gennem det ubevidste, for han kunne slet ikke sige til dem - direkte, at de fattige mennesker mangler omsorg og varme hænder, for det ville de rige og lærte ikke fatte en pind af, dersom han sagde det til dem, ansigt til ansigt.

H.C.Andersen kendte jo selv til de fattige kår i Odense og det var dem har på anden vis også på en måde forsøgte at flygte fra, ved netop at fortælle om dem, som skjulte fortællinger til de rige og lærte folk og deres børn.

Sådan var det også tit og ofte med andre børnerim og sange. Præcis som det også sker i dagens verden. Vi hører om en masse ting og ser det i tv og på film og i PC-spil.

En verden vi kan nikke genkendende til og dog ligger der skjulte beskeder til os, når vi går de enkelte produkter igennem. De fortæller om det vi ikke vil vedkende os.

Tag blot al det PC-spil og tv-serier og død og ødelæggelse.

Har vi mennesker nogensinde lært noget af alle de krige og konflikter der har eksisterer gennem hele menneskehedens historie? Nej - vel.

Men hvis nu jeg siger til jer, at vi mennesker gennem hele menneskehedens historie har lader hundreder af millioner af mennesker blive slagtet på dødens og ødelæggelsens alter, hvordan har i det så, når i ser de film og spil med død og ødelæggelse.

Hvorfor gør vi intet for at få stoppe slagteriet af mennesker på dødens og ødelæggelsens alter?

Danmark er selv med til at slagte mennesker på dette bloddryppende alter.

Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Karsten Lundsby, Søren Fosberg, Per Torbensen, Viggo Okholm og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Hvad skal vi med børnesange og tegnefilm, der ikke udfordrer barnet eller behandler 'farlige' emner, såsom død, uhygge eller uvished? Moderne underholdning af børn er gået i den anden grøft. I dag lader målet ikke til at være socialisering samt kursorisk udforskning af voksne emner, som barnet en dag må tage stiling til. Målet i dag er en konstant geninfantilisering, hvor barnet hyppigt skal bekræftes og betrygges. Det virker ikke socialiserende; tværtimod. Man opdrager generationer, der er individualiserede nærmere end socialiserede. De ved hvad de har krav på som individer og hvad man ikke må tale om - men de er ikke rustet til det videre liv på den måde.

Jacob Schmidt, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Nille Torsen, Lise Oxenbøll Huggler og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Det er da en spændende og ganske relevant diskussion, for hvorfor skal børn ikke lære af fortiden,når vi voksne stadig synger de gamle salmer og danske sange fra højskolesangbogen?
Er disse sange bedre og mere humane?
Mon ikke den gyldne middelvej med nye sange som e ren blanding af ord og vrøvl.skæg og ballade og så de gamle sange fra en tid med et andet mønster og livs vilkår
Eventyr er i sig selv blodige og børn får dermed udfordret flere aspekter i livet og så må pædagoger og forældre sortere ud fra det livs syn de har..
Jeg er gammel pædagog og i grundholdning pacifist- så når flertallet syntes at børnene skulle optræde med de Tre små soldater ,så måtte jeg jo være med uanset,da jeg stor for guitarspillet
Masser af de gamle sange kan jo laves om til mere nutidige rytmer, og der er nok at tage af.
Mariehønen og den lille kattekilling samt hjulene på bussen er stadig et hit og børn med forældre i andre kulturer er helt med. Sang og bevægelse e ri min optik livsvigtig for de fleste børn og helt fra små og vigtigst af alt: sange skal synges og leges i frivillighedens ånd med smil og ingen skæld ud.
Omkring os voksne: Kong Christian stod ved højen mast! Uha!

Jacob Schmidt, Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Thomas T. Jensen

"Fare, Fare, (løb, løb!) krigsmand!
Døden skal du lide,
Den, der kommer allersidst,
skal i den sorte gryde"

Jo, tak. Løb for livet!
Godt, at nutidens rekrutter ikke bliver skoldet ihjel, fordi de ikke klarer træningsbanen med fuldt udstyr.
Hvis ikke krigen, tager dig, gør vi det.

Børneleg og -sange har alle dage afspejlet de voksnes verden. Gennem leg og sang forbereder børn sig på den voksne fremtid. I min barndom legede vi "Røvere og banditter" i forskellige versioner og "skød" hinanden med knaldperler og vandpistoler.
I dag skyder man (børn, unge og mange voksne) hinanden i smadder i diverse on-line spil.
I tanken bliver mennesket aldrig en stille, elskelig grøntsag.

Jacob Schmidt, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Karsten Lundsby, Nille Torsen og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar

Og lige ....hvad med onkel Anders og nevøerne Rip, Rap og Rup ; - ) ?!!! De strøg jo ikke ligefrem hinanden med fjerene. Men du milde, hvor bladet Walt Disneys ANDERS AND i den grad blev/bliver nærlæst og nydt af børn.. OG voksne ; -)

Jacob Schmidt, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

På den ene side er der nok noget om at brutale børnesange kan indlære både børn og voksne nogle primitive og uempatiske forståelser og begreber om verden, samt fastholde/forstærke dem ... men på den anden side er det ret hensigtsmæssigt at både børn og voksne har udsyn til at primitive og forråede mekanismer har plads/udfoldes i verden. Men selvfølgelig er der behov for balance, hvilket betyder at f.eks. 'Jeg har set en rigtig negermand' med stor fordel kan synges i tide og utide, såfremt den synges med kærlig ironi i en stemning af overbærende erindring om hvilke primitive svin, vi mennesker til tider kan optræde som. Og være. Det afgørende er vel at børn og voksne både lærer og løbende erindres om at alting har årsager og at livet er en vældig mangfoldighed - hvormed der gives en uendelighed af perspektiver på tilværelsen, andre og sig selv. Blandt andet. Så vi kan udvikle os videre fra det relevante, men ret dikotome synspunkt, som bl.a. artiklen fremfører.

Erik Karlsen

"Således optræder verset om musens storebror faktisk ikke i De små synger."

I den udgave af "De små synger", som jeg kender fra min barndom, var den strofe skam med, og i 1950'erne var jeg endnu ikke født. Er det så, fordi nyere versioner var endnu mere barske?
I øvrigt så vi (jeg og mine søskende og andre i omgangskredsen) aldrig de børnesange som specielt grusomme, selv om nogen bagefter måske vil hævde, at det har præget min senere pacifistiske livsholdning. Og sangen om Spørgejørgen fik os heller ikke til at spørge mindre. ;-)

Nette Skov, Hans Christian Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Karsten Lundsby og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Børn er ikke så sarte, som de voksne tror!

Nette Skov, Søren Egert, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg har sunget mange børnesange som sanglærer og læst mange historier. Alt har sin tid. Den gamle brutalitet i eventyrerne er afløst af en spillekultur, hvor man plaffer løs. En dag vil det også blive forbudt.
Jeg læste en gang Trampeters fåreskinspels for en klasse. Drengen i historien har et gyldent hår, og trolden Trampepeter vil gerne have drengens hår, og vil give sin fåreskinspels i bytte. Drengen siger ja på den betingelse, at han må plante et hår ad gangen i troldens hovede. De enes, og næste dag har drengen en syl med og jager den ned i troldens hoved. Det går et par gange, så giver trolden op. Normalt morede børnene sig, for trolde er jo onde, men en dag råbte en dreng: “Det er da synd for Trampepeter”. Det gjorde indtryk på mig, og så var det slut med den historie. Drengen havde jo ret. Man må da ikke bruge en syl på den måde, heller ikke trolde. Trolde er jo også men.., nej det er de ikke. De er også Guds børn, nej, det er ikke. Jo, i dag er de. Det er synd for alle. Ingen er onde.
Kapitalister er ikke onde, heller ikke dem i fossilindustrien. De ødelægger bare verden, og det kan de ikke gøre for. Vi klimademonstranter skal tale pænt om dem, der ødelægger børnenes fremtid, for folk kan ikke lide det der ‘os og dem’. Selvom den 6. masseuddøen foregår lige uden for vores vinduer, forårsaget af os, skal vi tale pænt, også til os selv. Vi må ikke komme med selvbebrejdelser, for vi er gode nok. Vi ødelægger bare vores egne børns fremtid, og det skal vi gøre med oprejst pande.
Hvis ikke der er moralske modpoler, ondt og godt, skvatter det hele sammen, og det er det, vi ser nu. Regeringen vil have gang i det forbrug, der forstyrrer klimaet, samtidig med at den snakker om 70%. Ikke for at påføre os lidelser, nej, det er bare noget den gør, fordi den ikke kan se forskel på godt og ondt.

Egon Stich, Torsten Jacobsen og John Liebach anbefalede denne kommentar
Mathias Obdrup

Interessant klumme. Jeg har haft præcis samme oplevelse med De Små Synger. Jeg bliver allergisk over for artigheden og det velfriserede drengebarn, men jeg kan omvendt godt lide det naturlige og autentiske i, at dyrene også dør. I nutidig børnemusik bliver der i min optik fokuseret alt for meget på indlæring og pangfarver, end hvordan verden i virkeligheden ser ud.

For nylig gik jeg i nørdemode og forsøgte mig med en kortlægning af dansk børnemusik gennem 60 år. Tag et kig på det her:
https://www.mathiasobdrup.dk/post/hyldest-til-dansk-b%C3%B8rnemusik

Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Den her tråd kunne godt fortsætte, for emnet er uhyre interessant. Hvordan fortæller man børn sandheden, så de Ikke blive bange? Hvordan fortæller man dem om de menneskeskabte klimaforandringer, så de selv tager ansvar en dag. Jeg ser selv de helt unge til demonstrationerne, og de er meget engagerede. Nogle af dem på omkring 14 år er bedre argumenterende end de fleste voksne. Bestemt også bedre end visse politikere.
Det er et spørgsmål om, hvor lange ned i aldersklasserne man skal gå, og hvornår de skal synge sange om det. Jeg har en sang her, som mine børn lærte i børnehaven i 60’erne:
Hvis alle men’sker I forening
Bekæmped’ støj og forurening,
Så ku’ vi trække frit
Og ikke alle dø af skidt.

Den handler så også om død. Det er svært at undgå, når det ender der for os alle uden undtagelse.

Hanne Utoft

Hvordan fortæller man børn sandheden, så de Ikke blive bange? Hvordan fortæller man dem om de menneskeskabte klimaforandringer, så de selv tager ansvar en dag."

Det gør man vel bedst ved at handle resolut i vores samtid, og dét på måder som både giver og anviser vore børn/efterkommere bæredygtige livsformer.

Niels-Simon Larsen

Hanne Utoft: Enig. Så vi må i gang med at skabe det bæredygtige samfund, men det er en utopisk ide, og hvor mange utopister er vi, og hvor samles vi?
Der er lavet mange utopier gennem tiden, og de har ikke sat sig spor. Der er et eller andet skræmmende over dem. Vi står mellem det nuværende, som vi ikke vil have, og noget andet som vi heller ikke vil have. Jeg tror ikke, vi rigtigt ved, hvad vi vil have.
Selv synes jeg bedst om Huxleys bog, Ø, men den er der få, der kender.
Vores egen kollektivbevægelse siden 60’erne kunne ligne noget, men er ikke blevet til så meget.