Klumme

Hvis ingen andre vil, kommer Kina til at løbe med det globale lederskab

Nu, hvor der igen kan tjenes store penge på samkvem med Riget i Midten, står Vesten splittet over for kinesernes intimidering og pengestrømme. Det minder om 1700-tallet, skriver forfatter Ian Buruma i dette debatindlæg
Førhen ville USA være gået foran som leder af en fælles front. Men under den siddende America First-administration er dette udelukket. Og hvis ingen andre vil, kommer Kina til at løbe med det globale lederskab, skriver Ian Buruma i sin klumme.

Førhen ville USA være gået foran som leder af en fælles front. Men under den siddende America First-administration er dette udelukket. Og hvis ingen andre vil, kommer Kina til at løbe med det globale lederskab, skriver Ian Buruma i sin klumme.

Thomas Peter

Debat
26. maj 2020

Donald Trump spilder sin tid. I stedet for at mobilisere den amerikanske forbundsstats betydelige ressourcer på at minimere COVID-19-pandemiens ulykker går han mere op i at give Kina skylden for virussmittens spredning.

Mens Kinas regering sendte strømme af hjælpeforsyninger og lægehold til pandemiramte lande kloden over, lukkede Trump ned for flytrafik fra Europa uden forinden at orientere USA’s europæiske allierede. Siden marts har Kina bidraget med 50 millioner dollar til WHO, hvorimod Trump, der beskylder Verdenssundhedsorganisationen for at være »i lommen på Kina«, har stoppet USA’s finansielle bidrag til WHO’s arbejde.

Med Kinas generøsitet følger betingelser: WHO vægrer sig mod at anerkende Taiwans vellykkede inddæmning af virus og vil ikke optage Taiwan som medlem for ikke at støde Beijing. Og mens Trump og hans udenrigsminister, Mike Pompeo, havde travlt med at udbrede konspirationsteorier om ’den kinesiske virus’, måtte EU nedtone sin kritik af Kinas misinformation i pandemiens første fase for at afværge en kinesisk trussel om sanktioner. At Kinas intimideringer er så effektive, siger alt om Kinas enorme og voksende økonomiske magt.

Man må tro, at skræmmetaktikken ville være knap så virksom, hvis de vestlige allierede (og lande, som Japan og Sydkorea, der har tilsvarende interesse i at modstå pres fra Kina) forstod at stå sammen. Førhen ville USA være gået foran som leder af en fælles front. Men under den siddende America First-administration er dette udelukket. Og hvis ingen andre vil, kommer Kina til at løbe med det globale lederskab.

Underkastelse

Sandt at sige har vestlige nationer stort set aldrig ført en fælles og koordineret politik over for Kina. Forklaringen på dette går tilbage til sidst i 1700-tallet, da Lord Macartney blev udsendt som Georg III’s gesandt for at etablere diplomatiske forbindelser med det kinesiske kejserrige. Målet for den mislykkede mission var at skabe samhandel med Kina (og vel at mærke om andre varer end opium) – men Qianlongkejseren var afvisende. Storbritannien kunne ikke tilbyde noget, Kina var interesseret i at købe, mente han.

Måske skyldtes afvisningen, at Macartney havde vakt anstød hos sine værter ved at nægte at hilse på kejseren med traditionel kowtow-hilsen (som udtrykkes ved at knæle og bøje sig så dybt, at hovedet støder mod gulvet, red.). Medlemmer af en hollandsk delegation havde ikke de samme problemer med at udvise den ønskede underkastelsesgestus og fik en mere favorabel modtagelse ved kejserens hof.

Pointen ved det mislykkede kulturmøde er, at Kina så sig selv som centrum for den civiliserede verden. Udenlandske missioner kunne ikke have andre ærinder end at hylde kejserens overhøjhed – ligemænd var de ikke. Macartney var derimod overbevist om, at det britiske imperium var verdens førende magt og kunne ikke handle med Kina på andre præmisser. På samme måde som EU i dag var hollænderne kun interesseret i adgang til det kinesiske marked og klar til at spille efter kinesiske regler.

Maccartneys indstilling blev definerende for Vesten: Da det britiske imperium gik i opløsning, fremstod USA så selvbevidst og selvcentreret som det tidlige kinesiske kejserrige med prætentioner om at være et civilisatorisk forbillede for verden uden ligemænd. Og mens Kina var forarmet og udleveret til stormagternes nåde, var det da også let for amerikanerne at patronisere kineserne som potentielle konvertitter til demokrati, kapitalisme og kristendom.

Lukrativ samhandel med Kina under formand Mao Zedongs kommunistregime var ikke muligt, men heller ikke i den epoke fandt Vesten fælles fodslag. Det vakte raseri i et USA på korstog imod verdenskommunismen, da Storbritannien anerkendte Folkerepublikken i 1950, kun et år efter revolutionen. Helt frem til 1972 anerkendte Washington Kuomintang-partiets nationalistregering på øen Taiwan som Kinas eneste legitime regering.

Barbarer

Nu, hvor der igen kan tjenes store penge på samkvem med Kina, står vi i samme position som Macartney. Riget i Midten har stort set samme grænser som Qing-dynastiet. Regeringen er så udemokratisk som under Qianlong-kejseren. Efter et århundrede med krige, invasioner, massiv fattigdom og blodsudgydelser fører Kina sig atter frem som et civilisatorisk forbillede, som barbarer i resten af verden må følge.

Udsigten til et globalt kinesisk lederskab er ikke tillokkende. Men USA er hurtigt ved at falme som alternativ. ’Det amerikanske århundrede’ blev præget af tåbelige krige, ideologisk rigiditet og tankeløs støtte til diktaturer. Ikke desto mindre var der tilslutning til det amerikanske lederskab i respekt for, at USA havde en regeringsform, som kunne være kritisabel i praksis, men i det mindste var funderet på menneskelig frihedstørst og på idealet om lige rettigheder.

Det samme er ikke tilfældet for dagens Kina.

© Project Syndicate og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Ian Buruma

USA vil ikke være leder af en fælles front imod Kina -
og hvem skulle ellers kunne gøre det ??
Slet ikke EU, der helt mangler udenrigspolitisk fodslag -
og i øvrigt har al nok med egne problemer.

Bea Gustafson

Hvorfor overhovedet efterspørge et globalt lederskab?

Randi Christiansen

Globalt lederskab? I så fald i form af en demokratisk samtale, der når frem til gode løsninger for det fælles bedste.

Men den slags ligger det jo tungt med i tider, hvor indbyrdes konkurrence og privatkapitalisering synes at være tidens dummemantra.

Det kan meget vel blive sådan.

Og hvorfor? - Simpelt hen fordi Kina er offensiv. Og er ikke et demokratisk, for i et demokrati tager alle beslutninger tid.

Randi Christiansen

Så er det jo spændende, om det blir money, militær eller andet, der taler. Men nok en god ide at lære kinesisk. En vært på p8 jazz har lyttet til vandrørene og spillede kinesisk jazz. Optagelser helt tilbage fra 70'erne og bortset fra, at vi ikke forstod et pløk, svingede det fedt.