Kronik

Kvinder slipper ikke ud af social kontrol, hvis der ikke er plads til dem på krisecentrene

Ingen kvinde, der har brudt med et liv i undertrykkelse, skal afvises ved krisecenterets dør, fordi der ikke er plads. Samtidig skal vi bekæmpe de myter om krisecentrene, der eksisterer i visse minoritetsmiljøer, så flere søger hjælp, skriver socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid i dette debatindlæg
Ingen kvinde, der har brudt med et liv i undertrykkelse, skal afvises ved krisecenterets dør, fordi der ikke er plads. Samtidig skal vi bekæmpe de myter om krisecentrene, der eksisterer i visse minoritetsmiljøer, så flere søger hjælp, skriver socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid i dette debatindlæg

Illustration: Sara Houmann Mortensen

27. maj 2020

Selv om jeg personligt sidder midt i babygrød, bleskift og børnesange har jeg ikke kunnet undgå at bemærke den store opmærksomhed på problemet omkring negativ social kontrol i etniske minoritetsmiljøer.

Og opmærksomheden er berettiget. For det er en problematisk kultur, som i nogle miljøer desværre er ganske normal, selv om det er enormt ødelæggende for dem, det går ud over. Jeg håber, at den nye opmærksomhed fører til flere midler til de krisecentre, der gør et uvurderligt arbejde med at hjælpe kvinder ud af det.

Lad mig for en god ordens skyld starte med at sende en cadeau til de muslimer og minoritetsgrupper, som har formået at fravælge den sociale kontrol. Til dem, som har studeret den islamiske forståelse af ligestillingen mellem kønnene og individets ret til selvstændighed og derfor ikke har adopteret en kulturel fortælling, som ukritisk er gået i arv.

Til de forældre, der har formået at løsrive sig fra lokalsamfundets sladdertrang. Til de brødre, der ikke lader sig definere af machokulturens forventninger til dem i deres forhold til deres søster eller partner. Til de søstre, der formår at have respekt for andre familiemedlemmers selvstændighed og individualitet. Denne her kronik er ikke en skildring af jeres gode liv, men den skildrer de tendenser, som desværre er virkeligheden for andre.

Det ved jeg, for som socialrådgiver har jeg været godt rundt. Jeg har været bisidder for kvinder, der udsættes for negativ social kontrol. Jeg har huset frygtsomme kvinder i mit eget hjem. Og jeg har bistået både kvinder og mænd, der har været så presset af lokalmiljøet, at de har været nødt til at gå fra hus og hjem. Det gør indtryk hver gang. For hvert tilfælde er enestående. Og med hvert tilfælde bliver det tydeligere, at vi har brug for et opgør indefra. Nogle internt i miljøet må sige fra.

Skilsmisse og ære

Engang da jeg var på en faglig konference, mødte jeg en kvinde, jeg ikke havde set længe. Da vi hilste på hinanden, fik hun tårer i øjnene. Jeg inviterede hende derfor med hjem.

Hun er over 40 og har voksne børn, men hun græd, fordi hun ville skilles. Hendes familie udviste ingen støtte, og hun forventede at blive social udstødt, hvis hun gennemførte skilsmissen. Jeg husede hende et par dage, og når vi skulle ud og have frisk luft, var det undercover med hue oven på tørklædet, solbriller på og frakken trukket helt op til ansigtet, for hun havde familie i byen og var bange for at støde på dem.

Årsagen til skilsmissen er sagen uvedkommende. Sagens kerne er, at man bør have ret til at blive skilt og tage en selvstændig beslutning uden at blive udskammet, uanset om ens lokalmiljø er enigt i beslutningen. Men den ret gælder ikke alle. For i visse miljøer bliver sådan en beslutning ikke anset for at være individuel eller selvstændig, men i stedet for et kollektivt anliggende.

Jeg kunne have fremhævet en anden case. En af de mere barske. Om søsteren, der blev tæsket gul og blå, fordi hun kiggede sin bror i øjnene og vovede at svare ham tilbage i hans raseri. Om kvinden, der blev bedt om at blive hos ægtemanden, som var for doven til at arbejde, og derfor måtte hun forsørge ham, for som man sagde, brugte han ikke pengene i spilleklubber og var hende ikke utro. Eller om kvinden, der blev udsat for vold og utroskab, men fik at vide, at hun skulle holde ud, for på sine gode dage var han jo faktisk en omsorgsfuld og kærlig mand.

Alle de eksempler er også virkelige. Men jeg vil gerne fremhæve, at selv noget så almindeligt som en skilsmisse kan fremprovokere negativ social kontrol. Nogle gange skal der ikke mere til. Vælger kvinden at insistere på, at beslutningen om skilsmisse er hendes alene, vil hun stå over for et voldsomt pres. For det vil betyde, at hendes familie, særligt de mandelige medlemmer, vil tabe ansigt i minoritetsmiljøet.

Selv om en kvinde blot vil skilles, kan hun stå over for voldsomme konsekvenser, fordi hun bryder med de forventninger, der er til hende. Hun er den, der har ansvar for at samle familien, i hvad der udadtil ligner et succesfuldt ægteskab. Siger hun fra uden at gøre det i samråd med andre i storfamilien, kan hun blive udsat for hån af værste karakter. Hun vil blive modarbejdet og kan risikere, at hendes egen familie går i alliance med ægtemandens familie for at presse hende så meget, at hun underdanig og angrende finder vej tilbage til storfamiliens favn og alle deres forventninger og mandens krav.

I en almindelig dansk kontekst anses enkelte familiemedlemmers handlinger som individuelle beslutninger. Men i æresrelaterede konflikter står hensynet til familiens ansigt udadtil over de individuelle hensyn, og adfærd, som bryder med æreskodekset, mødes med voldsomme reaktioner, der ofte både er planlagte, organiserede og kollektivt accepterede.

Det er sørgeligt, at sådanne strukturer stadig eksisterer hos nogle minoriteter, og at nogle endda bevidst vælger at holde fast i dem. Det er ofte mænd, som anser strukturerne for at være den bedste mulighed for at tvinge deres vilje igennem over for ægtefællen.

Man kan sige, at æresrelaterede konflikter bliver holdt i hævd af æresløse mennesker, der tvinger deres primitive livsforståelse ned over hovedet på andre, og den slags magt er svær at gøre op med.

Midler til krisecentre

Coronasituationen, hvor vi alle har været og stadig er meget mere hjemme, er et skrækscenarie for de kvinder, der er tvunget til at leve sammen med mænd, der udøver psykisk eller fysisk vold. Faktisk kan situationen være livsfarlig og kræve, at kvinderne opsøger et krisecenter.

Flere centre gør et formidabelt og uvurderligt stykke arbejde for at bryde med social kontrol, særligt de centre, som har specialiseret sig i æresrelaterede forhold. De yder kvinderne moralsk, faglig og praktisk støtte. De træder til, når kvinderne er allermest sårbare efter at have taget en beslutning om at være selvstændige.

Men der er utroligt mange myter forbundet med anvendelsen af krisecentrene. I flere miljøer er det forbundet med meget stor skam, hvis en kvinde henvender sig dertil. Krisecentrene anses fejlagtigt for at være et organ, som assimilerer kvinderne. Det er forkert, fordi centrene netop ikke definerer for kvinden, hvem hun er, og hvilke normer hun skal leve efter, men blot støtter hende i de valg, hun træffer for sig selv.

Hvis flere kvinder skal anvende centrene, er det vigtigt, at centrene formidler deres rolle og opgave, og først og fremmest bekæmper myter med fakta. For på det område er der seriøse udfordringer. Mere information og vidensformidling vil forhåbentligt betyde, at flere vil få en forståelse af centrenes funktion.

Med andre ord: At centrenes opgave ikke er at assimilere nogen, og at man ikke ’bare’ kommer ind for rådgivning om almindelige uoverensstemmelser eller skænderier med ægtefællen, men at krisecentre er til for at hjælpe folk ud af situationer, der involverer reel frygt, trusler, vold, utryghed og lignende.

Centrene skal altid have kapacitet og dermed stå klar til at modtage alle de kvinder, der har brug for dem. Derfor bør de støttes ubetinget. Ingen kvinde, der har brudt med kollektivets lænker, skal afvises ved døren, fordi der ikke er plads eller kapacitet.

Asmaa Abdol-Hamid er socialrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Esben Lykke
  • Jørgen Greve
  • Ditte Jensen
  • Jon Mangerel
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • Ib Gram-Jensen
  • Werner Gass
  • Troels Ken Pedersen
Esben Lykke, Jørgen Greve, Ditte Jensen, Jon Mangerel, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen, Werner Gass og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Laursen

Det kan irritere mig grænseløst, at hver gang ordet "krisecenter" anvendes, så henledes der automatisk til kvinder, som om de samme forhold aldrig gør sig gældende for mænd.
Det kunne være rart hvis man så mere objektivt på sagen og konkluderede at de samme forhold og rettigheder burde være gældende for ALLE, og ikke bare et enkelt køn. Der er trods alt knap 40% af vold i de nære relationer, hvor offeret ikke er kvinde. Men det at være mand, og offer, er desværre underlagt massivt tabu endnu!

Viggo Okholm

Carsten: Hvis du lige tænker på hvem forfatteren her er, så ville du ikke komme med de argumenter her,uanset det er en nødvendig side i problematikken.

Jacob Nielsen

Det er desværre et selvskabt problem som vi har valgt at tage på os. Vi kunne også have valgt ikke at få fremmede til Danmark, andre end dem, som vil os. Havde vi valgt ikke at give fremmede statsborgere, dansk statsborgerskab, havde vi heller ikke haft alle disse problemer som indvandringen har skabt. Intet i den danske Grundlov tvinger os til at tildele statsborgerskab, til andre landes statsborgere. Min hustru er iøvrigt ikke dansker, og har heller ingen planer om at blive det. Hun har det godt, passer sit arbejde, så hvorfor skulle hun søge om at blive dansk statsborger?

Jacob Nielsen:

Så hun ikke bliver smidt ud af landet, hvis Støjberg og ligesindede får magt som de har agt.

Den tanke er ikke faldet jer ind?

Jens Christian Jensen

Nej Esben. Hvis man har fulgt bare lidt med bliver mennesker der passer sit arbejde og opfører sig nogenlunde ordentligt ikke smidt ud af landet ifølge alle partier. Kun Rasmus Paludan har jeg hørt omtale det. Kom ind i kampen og drop mudderkastningen.