Kommentar

Vi skal lære at vælge ubehaget til og ikke løbe skrigende væk, når andre udfordrer os

Ingen har ret til at blive skærmet for ubehag – hverken feministiske killjoys eller Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl. Men konfronteret med ubehagelige synspunkter bliver mange defensive, og så er det svært at lære noget af samtalen, skriver forsker Ditte Marie Munch-Jurisic i dette debatindlæg
Debat
2. juni 2020

Det er godt at blive rystet i sin grundvold. En lang række forskellige stemmer hylder i disse dage ideen om, at det er sundt at blive så intellektuelt udfordret, at det er decideret ubehageligt.

Budskabet om, at der ikke er nogen, der har en særlig ret til at blive skærmet og pakket ind i vat, kommer især fra kritikere af den såkaldte identitetspolitik.

De amerikanske akademikere og debattører Jonathan Haidt and Greg Lukianoff har advaret om, at debatkulturen på amerikanske colleges er ved at blive kvalt i velmenende, men ødelæggende tiltag som safe spaces og trigger warnings, der skal tilfredsstille de studerende – de såkaldte skrøbelige snowflakes.

På samme måde har Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl, for nylig sammenlignet identitetspolitikken med en ødelæggende virus og pointeret, at problemet er, at nogle folk ikke kan håndtere »et vist mål af overraskende, anderledes eller ubehagelige udtryk og synspunkter«.

Men fra den anden side af den her debat bliver ubehaget også talt op. Feministiske killjoys argumenterer for, at det er i orden (måske endda påkrævet) at få folk til at føle sig ubehageligt tilpas, når de konfronteres med deres fordomme eller ubevidste bias.

I den nu legendariske Netflix-special, Nanette, nægter standup0komikeren Hannah Gadsby at bløde op og lave sjov med den homofobiske vold, hun selv oplever, og i stedet tvinger hun publikum til at forblive i det ubehagelige. Budskabet er, at den slags ubehag kan åbne vores øjne og give os en mulighed for at forstå et perspektiv på verden, vi ikke kendte til før.

Overraskende nok finder vi altså på begge sider af den her debat en opfordring til at omfavne og være klar på at tolerere mere ubehag. Men hvorfor bliver de to sider så ved med at tale forbi hinanden? Og hvem er det egentlig, der skal beskyttes imod ubehagelige udtryk og anderledes synspunkter? De spørgsmål er omdrejningspunktet for min forskning.

Det er enormt ubehageligt at blive taget til indtægt for noget, man ikke selv mener, man er en del af. Det er slet ikke rart at få at vide, at man har sagt eller gjort noget, som andre finder fordomsfuldt. Det stikker til ens egen selvforståelse – specielt hvis man ser sig selv som et fordomsfrit og åbent menneske. Psykologerne kalder det for kognitiv dissonans: Den følelse af ubehag, der opstår, når det går op for os, at vores handlinger ikke stemmer overens med vores principielle holdninger.

Men der kan være et vigtigt potentiale for forandring gemt i det her ubehag. Det er ikke kun killjoys, der advokerer for dette synspunkt, men også psykologer, der forsker i, hvordan vi kan skille os af med vores indlærte og ofte ubevidste bias. Den rette dosering af denne slags ubehag kan være en vigtig katalysator for adfærdsændring.

Læring er ikke forventelig

Problemet med disse håbefulde teorier er bare, at ubehaget kun udvikler sig i en sådan progressiv retning, hvis den, der oplever det, selv fortolker sit ubehag som udtryk for skam eller skyld og på den måde bliver motiveret til at ændre sin adfærd.

Meget forskning har kortlagt, hvordan oplevelsen af ubehag i de her situationer, hvor man konfronteres med sine bias, også kan tage en helt anden retning. Når folk bliver pinligt berørte, vælger de i fremtiden at undgå samtaler om sådanne følsomme emner. Det fører til en undvigende opførsel, hvor man simpelthen holder sig væk.

En helt anden historie er, at folk kan blive defensive eller simpelthen vrede over at blive påduttet et mærkat, som de på ingen måder vil anerkende, at de tilhører (for eksempel racist, sexist, homofob, transfob – indsæt selv situationer fra dit eget liv). I sådanne tilfælde er det ikke rimeligt at tale om, at deres ubehag vidner om en skam- eller skyldfølelse, som de ikke vil anerkende. En mulig alternativ forklaring er, at de oplever et stærkt ubehag, fordi de simpelthen er uenige.

Det er altså ofte uforudsigeligt og slet ikke forventeligt, at folk vil lære af det ubehag, der opstår, når de konfronteres med deres bias. Det betyder bestemt ikke, at vi skal afstå fra at konfrontere folk, hvis de handler eller siger noget fordomsfuldt. Men det betyder, at vi skal være knap så håbefulde i forhold til, hvilken potentiel læring- eller holdningsændring der kommer ud af en konfrontation.

Løsningen er altså ikke, at vi stopper med at stikke til hinanden. Løsningen er heller ikke, at vi pr. definition afviser enhver sådan udfordring af os selv som ’identitetspolitik’. I stedet skal vi netop øve os i det, som både killjoys og Hesseldahl foreslår: at vælge ubehaget til og ikke løbe skrigende væk, når andre udfordrer os.

Vi skal blive bedre til at forblive i den åbne og sårbare tilstand, hvor vores meninger endnu ikke er velformede, og hvor vi anstrenger os for at lytte og forstå.

Ditte Marie Munch-Jurisic er ph.d., postdoc, Filosofi og Videnskabsstudier RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her