Kommentar

LGBT+ Danmark: I glemmer os, når I kun snakker om far, mor og børn under coronakrisen

Krisen har gjort det klart: Politikere og medier fokuserer kun på kernefamilien, ikke på nye familieformer. Ensomme ældre får øget opmærksomhed, men ensomme LGBT+-personer glemmes. Det skal der laves om på, skriver Mads Hvid, politisk rådgiver i LGBT+ Danmark, i dette debatindlæg.
Coronakrisen har isoleret danskerne i deres hjem, hvilket som bekendt har været en belastning for mange. En relativt stor andel af LGBT+-personer lever alene, og statistisk set har de en langt større risiko for at have mentale sundheds- og trivselsproblemer, og mange lider både af depression og selvskade. Derfor er det ifølge LGBT+ Danmark tydeligt, at der er behov for, at det får opmærksomhed.

Coronakrisen har isoleret danskerne i deres hjem, hvilket som bekendt har været en belastning for mange. En relativt stor andel af LGBT+-personer lever alene, og statistisk set har de en langt større risiko for at have mentale sundheds- og trivselsproblemer, og mange lider både af depression og selvskade. Derfor er det ifølge LGBT+ Danmark tydeligt, at der er behov for, at det får opmærksomhed.

Sarah Hartvigsen Juncker

Debat
13. maj 2020

Hvis man har fulgt bare en smule med i medierne den seneste måned, er det tydeligt, at særligt én gruppe danskere har fået megen opmærksomhed: De, der lever i den klassiske heteroseksuelle kernefamilie med far, mor og børn.

De er alle steder, kernefamilierne. Både på tv og i landets aviser. Historierne om, hvordan mor og far kæmper med at dele hjemmeundervisningen ligeligt, hvordan man underholder ungerne og giver hinanden tid. Det er relevante historier, men for den støt stigende samfundsgruppe LBGT+-personer afspejler det ikke den virkelighed, de lever i.

40 procent af husstandene i Danmark består af kun én person. Samtidig vokser mange børn op i familier, hvor forældrene ikke bor sammen, og stadig flere familier består af par af samme køn, ofte med en familiestruktur, der ikke stemmer overens med den klassiske.

Hvor er historierne om, hvordan man får livet under nedlukningen til at fungere som en familie, der består af børn med to mødre og to fædre, når man er vant til at få hverdagen til at fungere på tværs af husstande?

Der mangler hjælp til de ensomme

En relativt stor andel af LGBT+-personer lever alene. Statistisk set har de en langt større risiko for at have mentale sundheds- og trivselsproblemer, og mange lider både af depression og selvskade. For mig er det tydeligt, at der er behov for, at det får opmærksomhed. Både fra civilsamfundsorganisationer og fra myndigheder.

Heldigvis har der været et stort fokus på ensomhed blandt ældre danskere, men jeg mener, at man også skal forholde sig til det faktum, at andelen af LGBT+-personer, som lever uden en ægtefælle, fast partner eller kæreste, er langt højere end befolkningsgennemsnittet. Især biseksuelle, transpersoner og ældre LGBT+-personer var allerede inden den nuværende krise både ensomme og manglede social kontakt med andre.

I LGBT+ Danmark ser vi et stort behov for at sætte ind mod ensomhed. Der er behov for støtte til de organisationer, som organiserer aktiviteter og tilbud til LGBT+-personer, der savner sociale relationer. Det kan for eksempel være i form af besøgsordninger og facilitering af sociale netværksgrupper såsom LGBT+ Danmarks seniorgruppe og besøgsvenner eller LGBT+ Huset i Aarhus’ aktiviteter.

Ikke som i 1950’erne

Gruppen af unge, hvis seksualitet og kønsidentitet ikke stemmer overens med normerne, er også særligt udsatte i denne tid. Ofte er LGBT+-personer dybt afhængige af fællesskaber uden for hjemmet, fordi mange ikke føler sig trygge ved at være sig selv eller ved at udtrykke deres kønsidentitet over for familien. I LGBT+ Danmark kender vi vigtigheden af at skabe trygge fysiske rum, hvor man kan mødes med ligesindede. I denne tid er sådanne rum ikke tilgængelige, og det kan få store konsekvenser for både den generelle trivsel og mentale sundhed.

Krisen har gjort behovet for en undersøgelse af muligheden for et krisecenter for LGBT+-personer vigtigere og mere akut. For når der i medierne bliver talt om vold i hjemmet, så er det næsten altid med udgangspunkt i ciskønnede kvinder, der er ofre for deres mandlige partners vold. Det er da også et kæmpe problem, som fortjener endnu mere opmærksomhed. Men vold i hjemmet findes også i familier, der består af LGBT+-personer, og det skal også frem i lyset.

Desværre ved vi ikke nok om dette endnu, men internationale studier viser, at LGBT+-personer i måske endnu højere grad udsættes for vold begået af nære relationer såsom kærester og ægtefæller.

Problemet vokser, fordi vi i Danmark ikke har nogen krisecentre for LGBT+-personer.
Hvor går man som transkvinde hen, hvis ens cpr-nummer ikke afspejler ens køn? Føler man sig som homoseksuel mand, der har været udsat for partnervold, tryg ved at søge hjælp i et af de eksisterende mandekrisecentre?

Jeg mener, at der er behov for, at vi dropper illusionen om, at danskere og danske familier lever, som de gjorde for 70 år siden. Tingene har heldigvis ændret sig markant, men der er et enormt behov for støtte, og der mangler relevante tilbud for den store gruppe af mennesker, som ikke lever op til de traditionelle normer for køn, seksualitet og familieformer.

Mads Hvid er politisk rådgiver i LGBT+ Danmark

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gunilla Funder Brockdorff

Jeg forstår ikke helt behovet for at selektere mellem LGBT+ mennesker og alle mulige andre i denne situation. Et ensomt menneske er vel et ensomt menneske, og en familie der skal have hverdagen til at fungere under Corona kan selvfølgelig se ud på alle mulige måder selvom den enkelte konstellation ikke nævnes. Der er rigtigt mange der føler sig glemt i øjeblikket, det er en rigtig hård tid for rigtigt mange mennesker. Når ældre bliver nævnt, er det jo fordi de bliver ekstra isoleret i kraft af deres sårbarhed over for Corona og deres sårbarhed overfor de begrænsninger alderdommen fører med sig.
Det giver mening at der er behov for en løsning til udsatte LGBT+ personer der ikke passer ind i kvinde/mande-krisecentre, og for mig havde indlægget stået stærkere hvis dét var fokus. Resten af indlægget giver bare brænde på bålet til snakken om offermentalitet, fordi det ikke bare vil gøre opmærksom på en grp men også problematiserer at gruppen ikke er specifikt adresseret i debatten. Det er synd når der nu er så mange udfordringer at stå i som LGBT+ person i øvrigt. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det forventes at coronaproblemer som ensomhed og logistik hos LGBT+ personer er særligt vigtige at tage hånd om i forhold til alle mulige andre. Måske er der noget jeg ikke ved? - men der gjorde indlægget mig ihvertfald ikke klogere på.

Helene Amalia Gianakos, Henrik Hesselholdt, Karsten Lundsby, Carsten Bjerre, Erik Jensen, Maria Ajspur, Nille Torsen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Jens Nielsen, Erik Fleischer, Morten Bak Kristoffersen, Hans Larsen, Jens Jensen, Khuram Bashir og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Frederikke Nielsen

Det er synd for alle under corona; de ældre, de unge, de helt små, forældre, de enlige, de enlige LGBT, sundhedspersonale, arbejdsløse, fattige, firmaejere, politikere, statsministre, direktører for sundhedsstyrelser, folk der går konkurs, 3. g studenter

Journalister er måske undtaget, da de har fast arbejde med at nævne corona hele tiden...

Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Erik Jensen

Jeg krummer tæer på LGBT+ miljøets vegne.

Lev med det, og drop denne meningsløse offerrolle. Gå hellere i gang med at organiserer en ny happening, hvor I kan hylde jer selv og jeres seksualitet.

Kim Abildskov, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar