Klumme

Manglende underretninger om svigtede børn bør få regeringen til at tænke, ikke fortvivle

Med coronakrisen er antallet af underretninger om børn i mistrivsel faldet drastisk. Regeringen ser det som et faresignal, men måske burde det få den til at overveje, om straftrussel ikke får fagpersoner til at lave unødigt mange underretninger, skriver jurist og klummeskribent Anne Sofie Allarp i dette debatindlæg
11. maj 2020

Rettelse: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at Astrid Krag i DR2 Deadline tidligere på året skulle have sagt »hellere tvangsfjerne for mange end for få.« Det var et fejlcitat. På interviewerens spørgsmål om, hvad der er værst – at tvangsfjerne for få børn eller for mange, svarede ministeren blandt andet: »Hvis vi skal hjælpe tidligere, så vil der formentlig også være flere tilfælde, hvor det ville være en tvangsanbringelse, men det er jo ikke et mål i sig selv.« Information beklager fejlen.

»Du er jo narkoman!« Min snart 11-årige datter kiggede på mig i afsky.

»Nej, det er teknisk set ikke den rigtige betegnelse,« indvendte jeg, mens jeg fortrød, at jeg lige havde fortalt ungen, at mor for et kvart århundrede siden havde prøvet at ryge hash to gange uden at inhalere og en gang til en i øvrigt vældig pæn fest havde spist et stykke kage, der viste sig at indeholde noget euforiserende. I hvert fald havde kagen sendt folk ud i stærke oplevelser med Jesus, manden med leen og ikke mindst med deres egen biologi.

Men inde i et mellemstort barns hoved er der ikke forskel på at være narkoman og så mors fuldstændig snorlige, regelrette, skattebetalende, revisorstemplede og i øvrigt temmelig pletfrie, grænsende til det uskyldige middelklassetilværelse.

Efter en længere debat over spisebordet om definitionen af narkomani sagde jeg til hende: »Du må simpelthen ikke gå rundt og sige nede i skolen, at din mor er narkoman, det er vigtigt.«

For sagen er jo, at man som forælder i dette land kan komme til kammeratlig samtale hos kommunen for den mindste henkastede udtalelse fra barnets side i skolesammenhæng.

Antallet af underretninger har været under kraftig stigning de senere år. I 2015 var der på landsplan 96.905 underretninger, i 2017 var tallet oppe på 117.000. I 2018 modtog kommunerne samlet set 127.182.

Der kan være foretaget flere underretninger på et enkelt barn, men i antal svarer det til, at der foretages underretninger om mere end to årgange af danske børn – hvert år.

Indholdsløse sager

Den udvikling er vendt brat her under coronakrisen til regeringens store beklagelse.

Det er DR, der har afsløret faldet. De har kontaktet samtlige 98 kommuner i Danmark, og 83 kommuner har svaret tilbage og rapporteret et gennemsnitligt fald på omkring 42 procent i antallet af underretninger siden nedlukningen af Danmark, hvis man sammenligner med den samme periode i 2019.

Regeringen har reageret ved at opfordre folk til at holde øje med naboen og lytte gennem væggen.

»Hellere en underretning for meget end en underretning for lidt,« lyder det fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Men måske skulle regeringen overveje, om eksplosionen i antallet af underretninger frem til marts i år kunne have andre årsager end hundredtusindvis af fordrukne forældre og vanrøgtede børn?

Måske skal en del af forklaringen findes i den underretningspligt, som fagpersoner som lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og en række andre faggrupper har, der går forud for deres tavshedspligt? Disse grupper behøver ikke at kende barnets forhold, de har pligt til at reagere på formodninger om, at et barn eller en ung har behov for »særlig støtte«.

Kommunerne har haft øget fokus på underretninger siden overgrebspakken fra 2013, men siden 2018 er den skærpede underretningspligt ledsaget af et strafansvar. Straffelovens paragraf 157 siger, at man som for eksempel skoleleder kan få bøde eller fængsel i op til et år for at forsømme ansvaret for at indberette.

Strafansvaret blev indført af VLAK-regeringen i 2018 med bred opbakning i Folketinget – trods protester i høringssvar fra fagforeninger, der blandt andet påpegede, at loven ville føre til for mange underretninger på for løst et grundlag.

Og det er måske lige præcis det, der er sket. Forskere rejser i hvert fald bekymring om, hvorvidt grundlaget for en kommunal underretning er tilstede i mange af sagerne, og hvorvidt den skærpede pligt betyder, at socialforvaltningerne sander til i indholdsløse sager.

Mistanken om, at dette er tilfældet, bestyrkes af, at der, allerede før man i 2018 begyndte at true fagfolk med fængselsstraf for manglende underretninger, var et voldsomt stort flertal af sager, hvor der alene var én årlig underretning på det enkelte barn.

Bureaukrati og mistillid

Underretninger på et for løst grundlag er ikke harmløst. Det betyder, at kommunens socialforvaltning skal bruge tid på sagsbehandling af grundløse sager. En tid, der går fra de sager, hvor et barn vitterligt har behov for støtte.

Og når hr. og fru Danmark ikke samler opgaven op fra skoler og daginstitutioner og udleverer andre borgere til kommunen for hjemløshed, påfaldende opførsel og udadreagerende børn, så kunne man forestille sig, at nogle borgere tøver med at melde hinanden, fordi de har noteret sig regeringens eget politiske pres for at få tvangsfjernet numerisk flere børn.

Et pres, som må noteres i den politiske beslutningsproces i kommunerne om at anbringe barnet. Og måske har folk bemærket, at offentligheden vrimler med eksempler på sagsbehandlingsfejl, omstødte anbringelser, elendig retssikkerhed for forældrene og ringe tilbud til børn efter en anbringelse.

De manglende underretninger bør derfor ikke få regeringen til at fortvivle, men til at tænke sig om en ekstra gang og overveje, hvad det nuværende system gør ved socialvæsenet og ved os som samfund.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Berg

Kære Anne Sofie. Jeg deler ikke dit syn på tendensen i antallet af underretninger - eller rettere dit syn på årsagen til disse underretninger. Efter 12 års egen erfaring fra pædagogisk arbejde i både daginstitutioner samt specialområdet - og yderligere 22 års erfaring fra min nuværende stilling som direktør i PVB-Pædagogisk Vikarbureau (hvor vi udfører talrige støtteopgaver i familier) - må jeg sige at jeg/vi ikke har bemærket en tendens til hurtige fingre på aftrækkeren hos kommunerne når det kommer til at handle på underretninger med eksempelvis tvangsfjernelser. Min påstand er ikke at der ikke kan findes eksempler på det modsatte - det er bare ikke det generelle billede.

Både før og efter overgrebspakken i 2013 samt den efterfølgende skærpelse i 2018 har jeg oftere været vidne til det modsatte. De pædagoger, lærere og ledere som observerer tegn på mistrivsel hos et barn har en (helt naturlig) indbygget berøringsangst íft. underretninger om eksempelvis mistanke om incest, som ofte kan betyde at man hellere venter og observerer lidt mere inden man "trykker på aftrækkeren" og inddrager sagsbehandlere fra kommunen. Ofte laver de selv samme pædagoger og ledere et rigtigt godt og grundigt arbejde ved selv at tage dialogen op med forældrene og prøve at afdække hvad den observerede mistrivsel hos barnet udspringer fra - og rådgive forældrene.
Går man endnu længere tid tilbage (70'erne, 80'erne, 90'erne) er det mit indtryk ud fra samtaler med pædagoger i pensionsalderen at der faktisk blev lavet for få underretninger fra institution/skole til forvaltning - og i nogle tilfælde manglende aktion hos forvaltningen på trods af modtagne underretninger - ganske enkelt på grund af berøringsangst.
Hvad dette kan føre til så vi med brutal tydelighed i sagen fra Brønderslev ol.

Jeg vil dog give dit kredit for at rejse flaget ift. at vi som samfund skal være varsomme med overreagere eller handle på et ufuldstændigt grundlag i disse sager.

Overordnet mener jeg at du desværre undervurderer professionalismen hos pædagoger, lærere, ledere og sagsbehandlere som til dagligt skal lave disse svære bedømmelser under deres daglige arbejde.

Med venlig hilsen
Morten Berg
Direktør PVB

uffe hellum

@morten Det lyder en lille smule arrogant. Det er ikke (kun) berøringsangst at udskyde et angreb, men også en respekt for familier, der måske bare ikke er dygtige forældre eller underklassemennesker, der bare ikke præsenterer sig som vindere, fordi de ikke ER vindere.

I mange sammenhænge i livet er det let at drage konklusioner, for så efter nogle år eller årtier se et mere nuanceret billede. Det er ikke kun et spørgsmål om kvalifikationer, men om tålmodighed for at finde den fornuftigste sandhed.

Det er naturligvis højeste prioritet at standse et igangværende skadeligt forhold, men...

Hvis nu forholdet ikke er ligeså skadeligt som en tilsvining af en eller to forældre, og et angreb fra myndighederne.

Det ER personligt, når nogen bliver angrebet. Det er personligt for barnet, og det er personligt for forældrene. Selvom myndighedernes analyse er helt i top professionel, og alle bokse er korrekt checket af, kan det stadig være, at det bedste indgreb er "ingenting", og i det tilfælde var angrebet udelukkende skadeligt.

Jeg er stor tilhænger af tvangsfjernelse, men hvis du tror, at et angreb er "gratis", er du vanvittig. Det er et enormt indgreb og en enorm trussel, som kræver massivt forsvar, som familien måske kunne have anvendt anderledes.

Helt tilsvarende til en arrestation, hvor danske betjente går meget langt for at nedtrappe, selv overfor aggressive tosser, mens nogle amerikanske betjente tilsyneladende ønsker at optrappe.

Jeg er stor tilhænger af et moderat, kedeligt, æreløst tiltag, som måske i sidste ende har mindre skadevirkning end den prestigefyldte konfrontation.