Klumme

Selv når vi sætter hele samfundet i stå, springer syrenerne ud

Foråret 2020 betegnes af mange som ’det forsømte forår’. Men er det egentlig så forsømt? Coronanedlukningen tvang mig til at rejse hjem til København, hvor det moderne byliv holdt pause. Og det, jeg fik øje på, var planterne, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
»Jeg tror aldrig, jeg har fulgt så indgående med i et forår. Jeg har aldrig sat så meget pris på syrenernes blomstring som dette forår. Med al respekt for de mange tragedier, COVID-19 har medført og medfører, så fremstår coronatiden som en af de perioder i mit liv, jeg har følt mig nærmest naturen,« skriver Mathilde Moestrup i denne klumme.

»Jeg tror aldrig, jeg har fulgt så indgående med i et forår. Jeg har aldrig sat så meget pris på syrenernes blomstring som dette forår. Med al respekt for de mange tragedier, COVID-19 har medført og medfører, så fremstår coronatiden som en af de perioder i mit liv, jeg har følt mig nærmest naturen,« skriver Mathilde Moestrup i denne klumme.

Astrid Dalum

19. maj 2020

»I maj skal syrenerne blomstre, de skal!« befaler Inger Christensen i digtsamlingen Det. Og det gør de så.

På Østerbro i København, hvor jeg snart har boet i to måneder efter en uplanlagt coronaflytning fra Sverige, kan man næsten ikke gå om et gadehjørne uden af blive mødt af den svimlende, lidt kølige duft, lugten af forår, løftet om +20 grader lige om lidt.

Foråret har i år gjort opmærksom på sig selv på en mere insisterende måde end nogensinde før i mit liv. Jeg mener foråret som løst defineret naturfænomen.

Jeg har haft uanede mængder af tid til at bevæge mig rundt i en delvist lukket by og se, hvordan skiftende blomsterknopper er ved at åbne sig, holde øje med tulipaner, kastanjer, æbletræsblomster, anemoner.

Jeg har stjålet syrener fra afsidesliggende buske og fyldt mine vindueskarme med dem. Og jeg har sågar downloadet National Geographic-appen iNaturalist, som hjælper mig med at identificere planter og dyr omkring mig (men det er svært med dyr, fordi de altid løber væk).

Det lyder måske ikke som alverden, men for en storby-læsehest som mig er det en stor forandring. Derfor har jeg på det seneste spurgt mig selv, om jeg er ved at blive gammel, eller om jeg er ved at komme i kontakt med naturen. Jeg vælger at tro på det sidste.

Virustilstanden har de seneste måneder tvunget en masse opmærksomhedskrævende aspekter af mit liv til at tie stille, holde lukket og holde pause. De fleste sociale og professionelle interaktioner er blevet forvandlet til zoom- eller telefonopkald, og mit nye kvarter er underligt stille (det er muligvis bare, fordi det er Østerbro).

Men blomsterne er sprunget ud med præcis samme rytme som altid; foråret er kommet ufortrødent. Næsten farceagtigt oplagt er dette forår blevet kaldt for Det forsømte forår med reference til Hans Scherfigs roman om skoletidens afsavn.

Men er det egentlig så forsømt, dette forår?

Ikke for mig. Jeg tror aldrig, jeg har fulgt så indgående med i et forår. Jeg har aldrig sat så meget pris på syrenernes blomstring som dette forår.

Med al respekt for de mange tragedier, COVID-19 har medført og medfører – og med bevidstheden om, at natur er et kompliceret, modsætningsfyldt begreb – så fremstår coronatiden som en af de perioder i mit liv, jeg har følt mig nærmest naturen.

Stærke og stikkende som altid

For tiden er der mange, der kobler det at genopdage naturen med behovet for CO2-neutralitet. Klimajournalist Jørgen Steen Nielsen fremhævede sidste år i denne avis, hvordan menneskets genopdagelse af naturen måske ville kunne hjælpe planetens triste økologiske tilstand. Han mener, det er det moderne liv, der gør, at vi forsømmer disse »sansninger af naturen«.

Det må jeg nok give ham ret i. Det er i hvert fald usandsynligt, at jeg ville have taget billeder af brændenælderne i nærheden af Nordhavn Station til min plante-app, hvis jeg kunne være gået i biografen, på café eller til digtoplæsning i stedet.

Det kan selvfølgelig diskuteres, hvor meget natursansning, der er ved at gå rundt på stenbroen og tage billeder med sin smartphone.

På den anden side synes jeg godt, man kan være lidt large med, hvad man definerer som natur. Man behøver ikke tage dybt ind i de svenske skove for at komme i kontakt med den. Nordhavnsnælderne kommunikerer faktisk også.

Og bare det, at der har været så få distraktioner, at jeg har kunnet fokusere på en brændenælde – urtica dioica på latin, fortæller app’en mig – har været overraskende og temmelig dejligt. Det moderne liv holdt en pause, og det, jeg fik øje på, var planterne.

Disse planter fremstår desuden ret så mægtige, når de totalt upåvirkede af den verdensomspændende pandemi gror sig store og stærke og stikkende som altid.

Virussamfundets sænkede aktivitetsniveau rummer en erkendelse, som er lige så banal, som den er altafgørende: Vi skal ikke ’passe på’ naturen, vi er her på dens nåde.

Og selv om vi sætter hele samfundet i stå, springer syrenerne ud alligevel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
  • Niels Bent Johansen
  • David Zennaro
  • Anker Heegaard
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Niels Bent Johansen, David Zennaro, Anker Heegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg kan ikke benytte linket "Anbefal artikel", som det ellers var min mening.

Her på Christianshavn er syrenerne nu på retur, men endnu er der hvidtjørn på Volden. Blot blomstrer hvidtjørnen år for år tidligere, end den skal.

Læs Knud Sønderbys essay "Hvidtjørnen"!

Thomas Andersen

Tillykke Mathilde!

Det er fantastisk at følge årstiderne. Det giver en respekt for nuet og en længsel efter den næste årstid, som er svær at fornemme hvis man ikke er udenfor.

Benta Victoria Gunnlögsson, Birte Pedersen og Niels Bent Johansen anbefalede denne kommentar
Niels Bent Johansen

Dejligt med et positivt blik i modsætning til både de naturskabte og menneskeskabte negative historier. Vi bor i vores svenske hus i det nordlige Blekinge, og her er syrenerne lige ved at springe ud og sende deres dejlige duft ud over alting.

@ Niels Bent Johansen,

Når jeg læser dette, savner jeg faktisk vores andet hus, der ligger i det nordlige Jönköping län.

Netop nu er vi i vores Balkan hus. Vi kom ned i december for at sætte den sidste renovering i gang, men blev overhalet hernede af corona-problemerne.

Her var påskeliljerne færdigblomstrede i midten af februar, og vi har spist jordbær og nye kartofler i 1½-2 måneder, samt oplevet frugttræernes fantastiske blomstring for længe siden. Men nu virker det altså som om, at sommeren er i fuld gang, og cikaderne "synger" hele natten. .

Steffen Gliese

Det er jo et misbrug af Scherfigs roman, for ham ville den fritstillelse, gymnasieungdommen er kastet ud i, netop ikke være forsømt.