Det er godt at få en debat i gang om de emner, som Pikkety tager op i sin seneste bog. Her bliver det for omstændeligt at gå i dybden med den tidligere særlige rådgiver Christopher Arzrounis mange seriøse indvendinger i hans kronik den 29. april. Lad mig dog korrigere en af Arzrounis påstande.
Det er forkert, at man kan blive rig af arbejde. Lad mig forsøge at argumentere ud fra min egen økonomi. Jeg har tjent i omegnen af 20 millioner kroner i løbet af hele mit arbejdsliv, hvilket vist er mere, end de fleste gør. Jeg ligger i den høje ende, da jeg har haft akademisk ’højtlønnet’ arbejde hele mit erhvervsaktive liv.
Jeg har også brugt rub og stub til at leve og opspare pension for. Dog også lidt til udbetaling på fast ejendom. Derfor har jeg en god økonomi her på mine gamle dage.
Egentlig er jeg vel ikke rig, men jeg har rigeligt. Tre huse i tre forskellige lande. Købt og delvist betalt af min indkomst. For vel cirka seks millioner kroner angivet som værdi på købstidspunktet i alt, heraf har jeg lånt fire millioner kroner.
Nu er mine ejendomme vel omkring 15 millioner kroner værd – og lånekapitalen er stadig fire millioner kroner. Er jeg rig? Tja, måske? Men ikke ved at arbejde. Kun ved værdistigninger af min anskaffede døde kapital.
Min påstand er så, at det ikke er arbejde, altså sådan noget, der giver sved på panden og muskelømhed eller vrider og gør ondt i de små grå, der skaber rigdom.
Det er magt- og ejendomsstratifikation forårsaget af kapitalafkast, stillings- og arbejdshierarkier og dertil måske medfødte privilegier i form af penge, intelligens, specielle færdigheder og held til at være det rigtige sted det rigtige tidspunkt med de rigtige medhjælpere.
Ingen af delene er personlig fortjeneste, men derimod fødselsgaver og nådesgaver for de bedst stillede og fraværet af samme for de skidt stillede.
Naturligvis skal alle deltage med de små grå og den muskelmasse, de besidder. Vi kan sagtens enes om, at der også skal være lag- og fordelingsnormer mellem meget og lidt og rimeligt. Men når nogle får grotesk meget, får vi problemer. Det går i samme retning, når nogle får grotesk lidt.
Ingen, som i absolut ingen, er tjent med situationer, der giver for stor polaritet. Om livslønnen skal være 20, 30, 50 eller 100 millioner kroner, kan og skal diskuteres. Men der skal være en nedre og en øvre grænse, hvis vi alle skal kunne være fælles om denne klode.
En faktor fem
Omkring forrige århundredskifte, altså omkring år 1900, tjente en departementschef – et af statens højeste embede – cirka 12.500 kroner om året og en gennemsnitlig faglært håndværker med helårsbeskæftigelse tjente cirka 2.500 kroner om året.
De bedst stillede tjente altså fem gange mere end de godt stillede. Kunne det ikke blive lagt til grund for den indkomstdistribution, der skal sikres for at opretholde et velfungerende, relativt lige samfund?
I dagens tal skulle den nedre grænse så være 400.000 kroner om året og den øvre to millioner kroner. Altså: Konfiskér alle indkomster over to millioner og fordel provenuet mellem dem, der har under 400.000 kr. Gør alle nettoformuer over ti millioner til kollektiv ejendom. Det er mit forslag, Christopher Arzrouni! Hvad siger du?
Hvis det blev vedtaget, gav jeg meget gerne mit millionoverskud væk, hvis mine ejendomme ender med at blive realiseret til den angivne værdi, og når arveafgiften er betalt.
Om staten, kommunerne eller erhvervslivets organisationer skal have ansvaret for at styre os i retning af en sådan cirka faktor fem fordeling, kan selvfølgelig diskuteres. Men hvis ikke vi tilnærmer os en sådan fordeling, tror jeg, at den vil etablere sig selv på en grim måde.
Det er en slags historiske erfaringer med det: Den Franske Revolution, Første og Anden Verdenskrig, Wall Street-krakket i 1929 etc. Forsøg på at realisere en bedre fordelingsmodel med mindre voldsomme metoder sås i Danmark ved statskuppet i 1660, ved landboreformerne fra sidst i 1700-tallet og husmandsbevægelsen i begyndelsen af 1900-tallet. Tilløb ses også ved økonomiske sammenbrud som i 2008 og med det nuværende coronakaos.
Lad os snakke os frem til at handle. Demokrati er den lyttende og mæglende samtales tilstand.
Fin Egenfeldt-Nielsen er tidligere lektor og psykoterapeut.
Kan vi lære af Pikettys politik i Danmark?
Stjerneøkonomen Thomas Piketty kommer i sin nye bog med et bud på en »deltagersocialisme« og en række radikale politiske forslag, som skaber lighed og bekæmper klimaforandringerne. Men er franskmandens forslag også relevante for den danske samfundsmodel? I denne kronikserie har vi bedt skribenterne vurdere Pikettys politik i en dansk kontekst.
Seneste artikler
Cevea: Piketty viser vejen for en ny demokratisk socialisme – og Danmark bør lade sig inspirere
13. maj 2020Centrum-venstre i Danmark bør lade sig inspirere af enmandshæren Thomas Pikettys kamp mod den syge kapitalisme, den destruktive ulighed og rovdriften på klodens ressourcer. Han revitaliserer troen på, at progressiv politik kan flytte verden, skriver direktør og kommunikationschef i Tænketanken Cevea i kronikserien, der sætter den franske økonoms politik ind i en dansk kontekstPiketty er inspireret af Skandinavien, men nogle af hans forslag virker ekstreme i Danmark
6. maj 2020Pikettys utopia byder på uddannelse til alle, midlertidigt ejerskab frem for permanent og mere fokus på miljø- og sociale hensyn. Især finansieringen af forslagene er ikke uden problemer, og nogle af dem er dyre uden at leve op til deres formål, skriver ulighedsforsker Birthe Larsen i kronikserien, der sætter den franske økonoms politik ind i en dansk kontekstChristopher Arzrouni: Pikettys polemiske analyse er fuld af fejl, men venstrefløjen labber den i sig
29. april 2020I Thomas Pikettys nye bog er det ideologen og ikke videnskabsmanden, der forelæser. Han har en forkert analyse af, hvad der har gjort de nordiske lande succesfulde, og er opsat på at tilpasse virkeligheden til sit personlige ideologiske projekt, skriver tidligere særlig rådgiver Christopher Arzrouni i kronikserien, der sætter den franske økonoms politik ind i en dansk kontekst
Alt for ofte males 'vi socialister' op i en krog, med påstanden om at vi insisterer på, at 'alle skal have lige meget'.
Well, den slags forestillinger er måske retvisende for en bestemt form for socialister, og af samme grund betegner jeg gerne mig selv som 'en slags socialist'.
Jeg er en 'slags socialist'. Jeg har ikke noget i mod, at nogen har (for) meget, mens andre har lidt. Jeg bilder mig ikke ind, at det er 'statens' opgave at udjævne enhver lille rynke i menneskenes spil..
Blot bekymrer jeg mig om dem, der har lidt: Jeg bekymrer mig om deres (vores) livsvilkår, om deres selvagtelse, deres rimelige krav på anerkendelse. Jeg bekymrer mig med andre ord om solidariteten.
Der er trods en vis 'lyserød' overvægt ikke mangel på borgelige stemmer i diskussionerne her på Information.dk. Så lad os nu høre:
"Altså: Konfiskér alle indkomster over to millioner og fordel provenuet mellem dem, der har under 400.000 kr. Gør alle nettoformuer over ti millioner til kollektiv ejendom. Det er mit forslag, Christopher Arzrouni! Hvad siger du?"
Hvorfor er dette en så forfærdelig tanke? Og tænk gerne lidt ud af boksen, ikke? ;)
"Lad os snakke os frem til at handle. Demokrati er den lyttende og mæglende samtales tilstand." Det er smukt skrevet, men problemet er bare at det er for sent. Vi har netop snakket i de sidste 40 år, hvor uligheden er stukket af fra den sociale samfundsmodel. Politik har ikke handlet om andet end at bekæmpe de fattige, om at fjerne pengene fra bunden og flytte dem opad til dem som intet mangler.
De sidste 20 år har politikerne gjort alt hvad de kunne for at skabe fattigdom, derfor har vi fået nok. Ikke mere snak, det er tid til handling, fattigdommen skal fjernes. Den nuværende regering har ingen plan for hvordan den systematisk vil gøre det som skal til. Den har ingen 2030-plan, den har ikke engang en plan for de næste 3 år. Hvordan skal regeringen overleve når den ikke er rød?
Vi skal have startet det sociale oprør, vi har ventet længe nok. Politikerne har fået deres chance, men det eneste de er interesserede i er at opretholde uligheden. Vi kæmper for en fair levestandard, fri ret til at bo alle vegne ligesom alle andre borgere, en fuld livslængde, samt menneskerettigheder som f.eks. en bolig der er til at betale. Vi kæmper for et samfund uden social undertrykkelse, stressende kontrol og overvågning. Vi accepterer ikke stigende ulighed og konstant færre midler at leve for, alt imens landet bliver rigere hvert år.
Vi skal handle nu. Der skal en ny bølge af civile strejker, demonstrationer og blokader til for at fjerne fattigdommen. Oprøret kan kun komme fra bunden. Målet er at tilbagerulle alle de umenneskelige nedskæringer som politikerne de sidste 20 år har skabt, udelukkende for at øge uligheden, de har fjernet trecifrede milliardbeløb fra bunden og givet dem til erhvervslivet, boligejerne og især overklassen.
Politikerne fastholder de socialt udsatte i armod, fattigdom og håbløshed. De to grupper, arbejderklassen og underklassen, udgør 55 % af befolkningen, derfor kan vi sammen fjerne fattigdommen og sætte grænserne for hvor lidt man skal have at leve for her i landet.
Den nuværende koncentration af rigdom er simpelthen ikke kompatibel med vores demokratiske system, idet pengene skaber urimelig politisk indflydelse og derved en fordrejning af demokratiet. Repræsentanter fra overklassen og virksomhedsejerne skal ikke sidde i ministerierne på Christiansborg og bestemme, at vi ikke skal have rimelige levevilkår og en fair del af samfundskagen. Det er ikke de rige som skal bestemme over vores liv.
Det er ikke selve fordelingen af penge og andre rigdomme, der er problemet. Det er de underliggende over- og underforbrug der er den største trussel mod vort liv på kloden.
Groft sagt: det er vand, agerland, husdyr og afgrøder der skal omfordeles.
Tak Fin Egenfeldt-Nielsen fordi du fik mig til at læse Christopher Arzrouni (CA) kronik. Normalt har jeg ikke overskud til CA's skriverier, tanker og forestillinger (derfor blev jeg også, igen, lidt sur på redaktionen på Information over at de bruger plads på manden.
De er nu tilgivet for din fremragende artikel gav mig det overskud, og jeg blev endnu engang bekræftet i at Christopher Arzrouni's verdenssyn intet har med virkeligheden at gøre og det er, om ikke andet, godt at få bekræftet i disse corona tider.
Du er god for ca. 15 mill. og ved ikke om du er rig.
Øhhh - jo det er du !!! Hvis ikke, er vel omkring 99 % af danmarks befolkning fattige.
Til Jens Christian Jensen. Godt med lidt humor ind imellem :)
"Politikerne fastholder de socialt udsatte i armod, fattigdom og håbløshed. De to grupper, arbejderklassen og underklassen, udgør 55 % af befolkningen, derfor kan vi sammen fjerne fattigdommen og sætte grænserne for hvor lidt man skal have at leve for her i landet."
Mikael,
hvordan vil du sætte denne fjernelse i værk, når flere borgerlige partier (ikke kun NB og DF) henter en stor del af deres stemmer fra disse klasser? ;-)
"derfor blev jeg også, igen, lidt sur på redaktionen på Information over at de bruger plads på manden"
Kurt,
hvis Information skal leve op til sin oprindelse som borgerlig avis, bliver man jo nødt til at bringe artikler fra den fløj. Eller som en anden debattør citerer i kommentarerne til CA's kronik: “Spørgsmålet er, om ikke det gør ens verden og udsyn mindre, når man kun bliver præsenteret for det, man i forvejen kan lide?”
Det er også, når du bliver sur, at du ikke lader dig lulle i søvn..... :-D
'"derfor blev jeg også, igen, lidt sur på redaktionen på Information over at de bruger plads på manden"
Det er sgu da det, der er Informations adelsmærke: At udfordre læserne med synspunkter, der ikke nødvendigvis er i sync med en bestemt forestilling om verdens rette sammenhæng. Hvis Information degenerede til et munkemarxisisk menighedblad, ville avisen have overflødiggjort sig selv.
Problemet er organiseringen.
Christopher Arzrouni’s verdenssyn er besynderligt men han indgår i den organisering som neoliberalisterne har opbygget de sidste mange år "The Neoliberal Thought Collective",beskrevet af Philip Mirowski som opbygget som Babushka dukker hvor den inderste kerne er "the Mont Pèlerin Society ". Næste lag består af diverse tænketanke og politiske partier og yders er der non- goverment organisationer eller populistiske bevægelser, som et eksempel kan nævnes Teaparty bevægelsen i USA.
Det er ikke uvæsentligt at forstå organiseringen og hvordan det er lykkedes dem at få klassisk liberale, ja endog venstreorienterede til at gå deres ærinde.
Mirowski er desværre lidt svær at forstå men han beskrvelse af organiseringen er gengivet i denne artikel som er noget lettere at fordøje synes jeg.
Cyberlibertarianism: The Extremist Foundations of ‘Digital Freedom’
http://www.uncomputing.org/wp-content/uploads/2014/02/cyberlibertarianis...
"Mirowski argues that the neoliberal project takes advantage of these apparent contradictions, and that the project is most usefully understood as a set of what he refers to as Russian dolls or “shells” consisting of interlocking ideological systems and organizations such as the Mont Pèlerin society (MPS) itself at the inner core, directly political foundations and think tanks outside of those, and apparently religious or single-issue non-profits at a further remove:
“Outsiders would rarely perceive the extent to which individual protagonists embedded in a particular shell served multiple roles, or the strength and pervasiveness of network ties, since they could never see beyond the immediate shell of the Russian Doll right before their noses” (Mirowski 2009, 431).
Frequently shells are used to advocate for narrow ends whose connection to core neoliberal doctrine may have more to do with realpolitik or ideology formation than with the coherence of those ends with those of the The Neoliberal Thought Collective (NTC). Thus despite, for example, the dogmatic insistence on “spontaneous order” as the exclusive result of market-based transactions—transactions that in core neoliberal dogma are said to be the only permissible form of social planning—the social policies pursued by the MPS and its outer shells are often exquisitely planned, anything but spontaneous, and have nothing to do with any market.
Hvorfor mon de også går ind for borgerløn?
En smuk ide men glem alt om omfordeling. Neoliberalisternes ønsker Feudalsamfund 2.0.
As Mirowski puts it, “Neoliberals see pronounced inequality of economic resources and political rights not as an unfortunate by-product of capitalism, but as a necessary functional characteristic of their ideal market system” (Mirowski 2009, 438).
God leder.
Problemet med økonomi er den er så relativ.
Hvad hjælper en månedelig pension på 20000kr hvis udgiftsniveauet er 25000kr?
Priserne afspejler inkomsterne hoveddelen af befolkningen har.
Når mange tjener "meget" skyldes det høje priser eller de høje priser skyldes folk tjener meget. fører til det samme uanset hvilken vej det vendes.
En hurdle er der dog:
Når folk mister interessen for "ting" falder efterspørgslen og dermed prisen, bare ikke lønnen. Og konsekvensen af det bliver ophør af arbejdspladser.
Summa-summarum, det overskyggende problem bliver afstanden imellem den fattige og rige del af befolkningen, og det indbyrdes størrelsesforhold på de to, da priserne i markedssamfund generelt set søger "så højt som muligt". (ses tydeligst med boligpriserne).
Det bliver så lidt af et paradoks. For hvis man forstiller sig den fattige del af befolkningen er meget lille (hvilket jo er bedre end den var stor) og den rige del større, bliver pristrykket som konsekvens tilsvarende større og dermed afstanden ned til de fattige endnu større. Og det er jo noget skidt.
Ovenstående automatik retfærdiggører under alle omstændigheder, som jeg ser det, skattetrykket ligges der hvor pengene kan hentes, den velhavende del af befolkningen.
Det er bare så kedeligt at læse at læse hvad cepos skriver. Dette fordi at det ikke er deres holdning. de udtrykker men blot hvad de er betalt for at sige.
Ok Daniel. Så Cepos bliver betalt for at skrive noget de ikke mener ?
Hvordan kommer du frem til den (konspirations-) teori ?
@Jens Christian Jensen.
En god fremgangsmåde til opklare den "påstand" kunne være at følge pengestrømmen.
Hvem betaler for Cepos?
Hvem har glæde af deres konklusioner?
"Ingen er tjent med for store indkomstforskelle. Derfor er mit forslag, at man konfiskerer alle indkomster over to millioner og fordeler provenuet mellem dem, der har under 400.000 kr. Gør vi intet, vil fordelingen etablere sig selv på en grim måde, skriver Fin Egenfeldt-Nielsen i dette debatindlæg"
Debatten om "konfiskering" er interessant. En interessant tanke.
---------------
Hvor meget rigere, ville Danmark blive, hvis formuerne fra de 25 rigeste danske familier blev "konfiskeret". Med udgangspunkt i dette link: https://www.ekspertvalg.dk/blog/2019/02/top-25-rigeste-danskere#rige
De 25 rigeste danske familier har en samlet formue på 459,5 millarder kroner. Dette beløb svarer groft sammenlignet med statens ekstraudgifter på coronakrisen. Pengene kan som bekendt kun "konfiskeres" én gang, derefter er der ikke flere penge tilbage at "konfiskere", og vi alle er lige fattige. Hvorfor der året efter ikke er flere penge at "konfiskere".
--------------------
Ifølge Danmarks Statistik (dst.dk) var der 90.354 personer, der tjente over 2 millioner i 2018 ud af et samlet antal personer på 4.774.299 (1,89%). Deres indtægt er opdelt i intervaller, så beregningen har krævet brug af et gennemsnitstal indenfor hvert interval. F.eks. i intervallet 2.000.000-2.999.999 er brugt 2.500.000. Resultatet er derfor retningsgivende. Efter at have trukket 2 million fra på deres indtægt i hvert interval og så "konfiskere" resten, kommer jeg frem til et samlet beløb på 68.047.500.000,00 kr til "konfiskation" og omfordeling. Det er mange penge. Hvis vi antager, at de samme 90.354 ikke får noget ud omfordelingen, så skal disse penge fordeles på (4.774.299-90.354) = 4.683.945 personer.
Dette vil give 68.047.500.000,00/4.683.945,00= 14.527,82 kr til hver.
De store tals magi kan være grusom, og måske ikke et beløb, der er værd at lave blodige revolutioner for, specielt fordi det nok kun er første år, dette tal vil gælde, året efter vil indtægterne ganske givet være faldet ekstremt.
Og p.s. jeg har ikke regnet med, at der allerede bliver betalt skat af disse beløb, så pengene til omfordeling er selvfølgelig tilsvarende lavere.
@ Rikke Nielsen.
Det mis-forstået pengene kun kan bruges een gang.
Bevares, det ikke den samme person der bruger pengene to gange i træk. Men set med samfundets øjne, kan penge benyttes igen og igen.
'Det faktisk kun hastigheden pengene skifter hænder med, der afgører hvor hurtigt, hvor meget "de samme" penge omsætter.
For den enkelte bruger kommer "nye" penge derfor til i en kontinuerligt strøm, som sikrer "vedvarende" råd til forbrug.
Kunsten bliver at fordele "goderne" retfærdigt.
Den mest enkle måde sikre det på ville være nationalisere al produktion. På den måde kunne folk arbejde sig rige, men Ingen havde indtægter på andres bekostning.
Tænker dog ikke den model er en mulighed på nuværende tidspunkt af udviklingen.
Tak til artiklens skribent, for at sige de sande ord; MAN BLIVER RIG AF AT EJE, IKKE AT AT ARBEJDE
Vi mangler stadig svar på det gode spørgsmål:
“ Konfiskér alle indkomster over to millioner og fordel provenuet mellem dem, der har under 400.000 kr. Gør alle nettoformuer over ti millioner til kollektiv ejendom. Det er mit forslag, Christopher Arzrouni! Hvad siger du?”
@Erik Karlsen, René Arestrup: Det er Christopher Arzrouni der tænder mig af og det skal jeg selvfølgelig ikke genere andre med, beklager. Christopher Arzrouni var heller ikke mit ærinde, det var denne gode artikel af Fin Egenfeldt-Nielsen som på fornemste vis forklarer os hvorfor vi altid og til alle tider bør konfrontere de politiske/økonomiske forestillinger som Christopher Arzrouni står for.
Folk som Christopher Arzrouni og sammenslutninger som CEPOS lever af, ja de suger livet ud af, fællesskabet mellem menneske og fællesskabet mellem menneske og natur. Derfor er jeg sur på Christopher Arzrouni og CEPOS og deres slags. Men igen, jeg beklager, det er mit det bør ikke være andres problem.
@Nils Valla
"En god fremgangsmåde til opklare den "påstand" kunne være at følge pengestrømmen"
Det er vel ikke noget bevis for sig selv. Det kunne jo evt. være at de har samme mening som dem der støtter med midler.
Det er en kendt sag at fagbevægelsen er stor sponsor til Socialdemokratiet op til valg. Ifølge din logik må Socialdemokratiet jo så gå til valg på ting de ikke mener for at tække fagbevægelsen.
@ Jens Christian Jensen.
Og det mener du ikke Socialdemokraterne gør?
Et er hvad man siger man vil,
handlingerne man udfører afslører hvad man mente.