Kommentar

Pædagoger: Coronahverdagen i daginstitutionerne er urimelig. Det ændrer skulderklap ikke på

Børn og pædagoger udgør frontlinjen i genåbningen, og det har presset alt for meget ansvar ned i de enkelte institutioner. Pædagoger skal blandt andet vælge, hvilke forældre der kan få deres barn passet. Det får både børn og samarbejde til at vælte, skriver to pædagoger i dette debatindlæg
11. maj 2020

Fra en allerede hektisk hverdag er daginstitutionerne nu presset helt ud til kanten. Som pædagoger er vi blevet kastet ud i en genåbning af Danmark i forreste række og med sundhedsfagligt og menneskeligt ansvar for nogle af de mest skrøbelige i vores samfund – de mindste, børnene.

De opgaver, der er fulgt med genåbningen, har vist sig at handle om meget mere end at skabe en tryg og rar tilbagekomst for børnene. Vi arbejder over, læser mails, holder møder i fritiden, er ængstelige og har urolige nætter, fordi vi er blevet påduttet at udføre opgaver og tage beslutninger, der ikke burde ligge på vores skuldre, og finde løsninger i et helt urimeligt højt tempo.

Vi bliver påduttet krav om at visitere forældre til pasning, for at daginstitutionerne kan følge Sundhedsstyrelsens retningslinje om kun at udbyde pladser til halvdelen af børnene. Hvilke forældre har det mest betydningsfulde arbejde? Hvem skal blive hjemme, passe deres børn og risikere en fyreseddel?

Vi står med denne visiteringsopgave hver uge i en dybt ubehagelig og samarbejdsundergravende forhandlingssituation med forældrene. Forældre, som på bedende eller frustreret vis søger at 'købe sig' en dag, en uge eller bare nogle timers ret til pasning. Vi skal have et kæmpe puslespil til at gå op og forfalder til at tage for mange børn ind og løbe hurtigere, end vi kan. Med det resultat at børn og samarbejdsmiljø er ved at vælte.

Vi skal stå som dommeren, der dømmer, om snottet er gult nok til en hjemsendelse. Dit barn har måske corona, vi tager ingen chancer, kom igen når hun har været symptomfri i 48 timer. Forældre, der ikke har kunnet arbejde i ugevis, tager poden med hjem igen – med frustration og udmattelse malet i ansigtet. Fra sundhedspersonalet er der kun meget lidt hjælp at hente, et venligt smil og et træk på skulderen; for ja, det er jo en svær vurdering.

Vi skal vurdere, om vores kolleger skal blive hjemme, hvis de er i risikogruppen. Først skulle alle, der boede i husstand med en i risikogruppen, blive hjemme. Det blev ændret, så kun folk, der selv var i risikogruppen, skulle blive hjemme. Og så kunne pludselig alle i risikogruppen potentielt komme på arbejde. Det er nu op til den enkelte institution at lave vurderingen. Det er altså endt med, at det er os, der må stå med vores kollegers liv i hænderne.

Giv os ro og tid til børnene

Det store ansvar, som er blevet sparket ned til os, omfatter endnu flere opgaver, og vi har ikke engang nævnt børnenes hverdag endnu.

For selv om vi står med hænderne begravet i den pædagogiske praksis, har en mængde instanser travlt med at fortælle os, hvordan vi skal arbejde.

Vi får et hav af udmeldinger fra myndighederne. Det er ikke unormalt, at vi modtager tre til fire mails dagligt med skemaer, der skal udfyldes, ting, vi skal huske at gøre, opdateringer på retningslinjer osv., og de forskellige instanser melder fuldkommen forskelligt ud.

Sundhedsstyrelsen melder det ene ud, næste dag siger områdechefen noget andet, og samme dag ringer den pædagogiske konsulent med en ny vinkel. Der står vi så, handlingslammede og frustrerede over en verden, der tager beslutninger på måder, der hverken tilgodeser os eller børnene.

Nu er næste fase af genåbningen så begyndt – vi har knap fundet fodfæste i den første:

Politikere og kommunalforvaltninger ønsker kapacitetsudvidelse – flere pladser – hvilket betyder, at vi skal finde plads, der ikke er der, og personale, vi ikke har.

Skal vi presse endnu en børnegruppe ind i hobby- og motorikrum, og dømme børnene til ophold på stadig færre kvadratmeter?

Accepterer vi at omgærde børnenes færden med endnu mere detaljestyring, at skabe en hverdag med endnu flere aftaler og skemalægninger, hver gang børnene skal klare toiletbesøg, håndvask og legepladsture?

Vi strækker os ud over det rimelige i både børne-, forældre- og arbejdsperspektiv. Vi har ikke brug for flere lovprisninger og skulderklap, og vi er trætte af at være så fandens omstillingsparate!

Vi ønsker dialog og lydhørhed, inden beslutninger om for eksempel kapacitetsudvidelser tages.

Vi har akut behov for ro og tid til at gøre vores arbejde, det vil sige markant færre kontrol- og indrapporteringsopgaver, samt klare udmeldinger oppefra, der ikke ændres fra dag til dag.

Vi ønsker, at man fra centralt hold udskyder indkøringen af nye børn i institution, indtil situationen er blevet normaliseret.

Vi ønsker, at forvaltningen påtager sig at visitere pladserne til forældrene og generelt løfter et større ansvar i forhold til at svare på forældrenes forståeligt mange spørgsmål.

Midt i en global pandemi må vi alle vise samfundssind, ja tak, det gør vi gerne. Men det, vi skal præstere, er meget mere end det.

Danielle Mercier og Tobias Nyegaard Jelkær Larsen er begge pædagoger i en kollektivtledet daginstitution

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Alle ugens hverdage
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Karlsson Pedersen
  • lise zeuthen
  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
Martin Karlsson Pedersen, lise zeuthen, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulla Blok Kristensen

Forståeligt nok frusterende arbejdssituation !
Men hvor er ledelsen i det her ? Både den lokale og den forvaltnings mæssige ?
Vh Ulla Blok

William Winding

Politikerne har sat pædagogerne i en uforsvarligt dårlig position for at tilgodese "erhvervslivet".

Københavns kommune har i forvejen været under pres på normeringer i årevis, og er på trods af det en af de få kommuner i Danmark hvor man ikke kan modtage tilskud for at passe eget barn. Der skal åbnes op for denne ordning på landsplan og det kan kun gå for langsomt.

Rikke Nielsen

Hvis I ikke skulle udføre dette stykke arbejde, hvem skulle så?

"Vi skal stå som dommeren, der dømmer, om snottet er gult nok til en hjemsendelse. Dit barn har måske corona, vi tager ingen chancer, kom igen når hun har været symptomfri i 48 timer."

Det er fremtiden for os alle...

"i skal vurdere, om vores kolleger skal blive hjemme, hvis de er i risikogruppen."

Det er fremtiden for os alle...

"Vi ønsker, at forvaltningen påtager sig at visitere pladserne til forældrene og generelt løfter et større ansvar i forhold til at svare på forældrenes forståeligt mange spørgsmål."

God ide...

Viggo Okholm

Som gammel pædagog i en nok bedre tid et langt stykke af vejen,kan jeg se problematikken.
Men jeg ser nu denne svada som lige i overkanten og sat meget på spidsen.
Som jeg har forstået det er det lige nu den nødvendige omsorg og pasning der er kernepunktet og så i en anden ramme,som jo nok ændres i løbet af en måneds tid om alt går vel.
Det er forhåbentlig den sunde fornuft som her sker og så hjertet på rette sted og så går jeg næsten ud fra det også er det de enkelte daglige ledere prioriterer og så sk....højt og flot på andre planer skemaer og tiltag.