Klumme

Pandemien har hverken skurke eller helte. Kun udryddelse. Det er svært at lave kunst om

Fortidens epidemier fylder meget lidt i kunsthistorien. Måske fordi epidemier i sig selv er meget lidt inspirerende. En sygdom er en tom form. Et Intet. Kunsten vil hellere skildre smitten i de menneskelige relationer, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme
Pandemier som COVID-19 gør os til et tal. Vi føler os som flokdyr og opfører os sådan. Vi oplever det samme. Den ensretning er det modsatte af kunstens opgave med os, skriver Katrine Wiedemann i denne klumme.

Pandemier som COVID-19 gør os til et tal. Vi føler os som flokdyr og opfører os sådan. Vi oplever det samme. Den ensretning er det modsatte af kunstens opgave med os, skriver Katrine Wiedemann i denne klumme.

Kyodo

Debat
7. maj 2020

Der findes våde og tørre skuespillere. De våde er dem, der spytter, græder og sveder meget på scenen. Teater er jo patos, og dertil hører kropsvæsker. Snart bliver det livsfarligt at gå ind og se visse store skuespillere, især hvis man har råd til en billet på de forreste rækker.

Jeg sidder i øjeblikket hjemme og forbereder næste års teatersæson. Det samme gør en masse andre teaterfolk over hele kloden. Under det hele lurer frygten: Kommer publikum overhovedet? Hvordan skal vi lave kunst? Glasrude mellem os og dem, halvsolgte sale, skuespillere med mundbind på?

En ting er de sundhedsrelaterede begrænsninger, men hvad med indholdet? Skal vi referere til corona på vittig vis i fortolkningen af stykkerne? Bare en lille håndsprit på scenen inden den store elskovsscene? Eller vil man til februar, hvor vi har premiere på Kong Lear, brække sig over alt, der har med corona at gøre?

Måske vi til den tid har behov for at glemme. Brug for at komme videre. Men lige nu er det svært. Vi er kollektivt besat, der er ingen fremtid og derfor ingen fremtidig kunst. Alt er pakket ind i plastik og har mundbind på, også mine tanker.

Kong Lear er faktisk skrevet, mens Shakespeare var i karantæne under et stort pestudbrud i 1606. Eller muligvis lige efter, man ved det ikke præcist. Hvad man ved, er, at pesten hærgede og var en stor del af livet også for kunstnerne. Det påfaldende er, at de store epidemier i historien, den spanske syge, pesten osv. ikke behandles særligt ofte i kunsten.

Rembrandt, Tizian og Caravaggio har afbildet pesten. Men i forhold til sygdommens langvarige påvirkning af samfundet er epidemien ikke udbredt i malerkunsten. Litteraturen har Boccaccios Dekameron, men ellers er de fleste pestromaner allegoriske og ikke selvoplevede.

Thomas Manns Døden i Venedig, Albert Camus’ Pesten, J.P. Jacobsens Pesten i Bergamo bruger alle epidemien som symbolsk baggrundstæppe for helt andre interesser. I Sofokles’ Kong Ødipus er pesten en del af plottet. Men ellers er epidemierne relativt fraværende også i dramatikken.

Måske fordi epidemier var en del af hverdagen for datidens kunstnere, så hvorfor skrive om dem?

En kedelig fætter

Det er, som om kunsten helst vil skildre de eksistentielle problemer, smitten i de menneskelige relationer, angsten for tab i almindelighed eller magtpolitiske forandringer. Ikke sygdomme. En sygdom er en tom form. Et Intet.

Epidemier er ikke inspirerende. Epidemier har ingen iboende ondskab eller amoral. Epidemien har ingen vision, intet ansigt. Den repræsenterer ikke i sig selv en konflikt, der er ingen skurke og helte, kun udryddelse. Ingen magtkampe ud over den mellem smitte og immunsystem. En pandemi er ikke i sig selv kunstnerisk interessant.

Den er ikke som krig, hvad den ellers ofte sammenlignes med. Krige er menneskeskabte og indeholder historier om had, fejl, identitet, mod og ansvar. Krigen er fuld af materiale, man kan arbejde med.

Medierne og de forskellige staters og samfundslags måde at tackle corona på er fulde af konflikt, men igangsætteren selv er en kedelig fætter. Hvis der var menneskelige handlinger bag, kunne vi udvikle os. Men pandemien reducerer os. Alle hjerner har i de seneste måneder været indstillet på samme frekvens. Det er stagnation.

Pandemier som COVID-19 gør os til et tal. Vi føler os som flokdyr og opfører os sådan. Vi oplever det samme. Den ensretning er det modsatte af kunstens opgave med os. For kunsten er mennesket altid et enestående individ. Kunsten er et humanistisk redskab, der forvarer den enkeltes ret til at blive set som en unik skæbne. Måske derfor skildrer Shakespeare os, som han gør.

Det er det skjulte i os, som Shakespeare vil have frem. Ikke den kollektive sygdomshistorie, ikke den trussel, som alle har øjnene på. Kunsten vil det skjulte, det endnu ukendte.

Måske er Kong Lear alligevel inspireret af pesten med dets lange dystre scener, der udspiller sig i et råt landskab, med truslen om døden hængende i luften. Stykket er noget af det mørkeste, Shakespeare har skrevet. Måske blev det dengang brugt til at bearbejde et traume, der ligner det, som sikkert bliver hængende efter denne tid. Efter svære kriser og store katastrofer bliver samfundet efterladt i sprogløshed. Det er vigtigt at huske. Men det er også vigtigt at glemme.

Det bliver snart en stor opgave for os alle sammen.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jakob Birklund Andersen

En god og tankevækkende klumme, som altid. Jeg er enig i, at manges hjerner går i tomgang i disse dage. Corona præsenteres af politikerne som en midlertidig ubuden gæst, der er kommet ud af det blå, og som det er vores opgave at få smidt på porten så hurtigt som muligt, så vi kan vende tilbage til det den verden, vi havde før. Og de fleste medier har købt denne fortælling med endeløse artikler om kurver, dødstal, intensivpladser og værnemidler. Men det er hverken en inspirerende eller udviklende tilgang til en krise.

Coronavirus kommer, ligeså lidt som klimaforandringer, ud af det blå. Virus er en livsform og som alle livsformer har den en funktion i den naturlige balance – en balance, vi mennesker jo har smadret på alle tænkelige måder. Og nu står vi i en situation, hvor en virus ikke længere er et sundhedsproblem, men bliver til et eksistentielt problem. Den udfordrer ikke bare vores helbred – det er sådan set det mindste af det – den udfordrer vores levevis og den tænkning, der ligger bag.

Ser man lidt bredere på denne tematik i kunsten, kan man pege på så forskellige film som Dr. Strangelove og Jurassic Park, og mange andre kunstværker derimellem, der behandler temaet om mennesket, der overskrider sine naturlige beføjelser som art, og dermed sætter sit eget eksistensgrundlag over styr. Jeg tror der er masser af god kunst i vente. Den skal bare ikke handle om corona, men om mennesket og den natur, vi selv er en del af.

Kent Nørregaard

Hvis det var sandt at pandemi er udryddelse var vi her jo ikke.

jan henrik wegener

Måske kunne kunstnere med fordel stille spørgsmål ved simple fremstillinger af krige som noget mellem skurke og helte. Sådant er vel ikke noget historikerne behøver at have monopol på.
Og så kan vi mennesker i almindelighed se.i øjnene at det ikke er alle typer begivenheder og katastrofer vi i udgangspunktet har indflydelse på.
Skulle solen eller en anden stjerne skabe problemer for os er det næppe noget vi som sådan kan forhindre, uanset hvad vi ellers foretager os.
Men måske dog afbøde nogle konsekvenser.