Kronik

Peter Elsass: Alle kan være helte. På den måde er begrebet ret banalt

Coronavirussen har givet anledning til en forøget fællesskabsfølelse og en heltemodig adfærd hos befolkningen og især hos sundhedspersonalet. Men katastrofer har altid skabt mange helte, og titlen som helt er derfor lidt banal, skriver professor emeritus i klinisk psykologi Peter Elsass i dette debatindlæg
Sygeplejersker fra NYU Langone Hospital i New York hyldes for deres indsats under coronaepidemien.  Men ved at kalde sundhedspersonalet for helte kan man komme til at forbigå diskussioner om, at de for eksempel er dårligt lønnede, skriver kronikøren.

Sygeplejersker fra NYU Langone Hospital i New York hyldes for deres indsats under coronaepidemien.  Men ved at kalde sundhedspersonalet for helte kan man komme til at forbigå diskussioner om, at de for eksempel er dårligt lønnede, skriver kronikøren.

Dan Herrick

30. maj 2020

Jeg har gennem et års tid stået på lur i Politigården for at interviewe de personer, som havde modtaget politiets heltemedalje. Den heltemodige indsats har ofte bestået i at redde folk ud af brændende huse, at springe i vandet for at frelse folk fra druknedøden eller at bekæmpe overfald og vold og så videre.

Det var påfaldende, at de allerfleste var meget beskedne og ikke så sig selv som en helt. Interviewene var kortfattede, og svarene var for eksempel: »Jeg stod jo nærmest, så jeg handlede bare« eller: »Hvem skulle ellers have gjort det?« Flere modsatte sig at blive interviewet med svar som: »Spørg en anden, der er mange, der er større helte end mig.« 

I løbet af den seneste måneds tid har jeg nu haft mulighed for at stille stort set det samme spørgsmål til en række hospitalsansatte sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og læger, som arbejder på hospitaler, hvor der er coronapatienter. De allerfleste har uden tøven svaret, at de ville hjælpe, også selv om der ville være en risiko for at blive smittet. Ingen betragtede sig selv som helte.

Men alle mine informanter har jo været en slags ’dagligdagens helte’, fordi de har sat sig ud over sig selv for at hjælpe andre. Deres heltegerning har været frivillig og overskred, hvad der ellers var blevet iværksat for at hjælpe andre.

Helteuddannelse

Man kan blive helt på mange måder, for eksempel er der hen over de seneste ti år blevet etableret helteuddannelser. Det er skoler for både børn og voksne, som tilbyder heltetræning – der findes blandt andet heltetræning.dk og helteskolen.dk.

Uddannelserne til helt bygger ofte på den såkaldte skumfiduseffekt, som beskriver, hvordan børnehavebørn, der bliver præsenteret for skumfiduser, har svært ved at lade være med at spise dem med det samme. Men en undersøgelse af to amerikanske forskere har vist, at giver man dem et supermandkostume på, bliver de fleste i stand til bedre at udsætte deres egne behov og overkomme frustrationer – det ligger ikke til Superman at vise svaghed og græde over nederlag. Når almindelige mennesker oplever sig som en ’superhelt’ i deres eget liv, forøges deres selvkontrol og kompetence.

En af de store udfordringer for en uddannelse til helt er, hvordan man skal bekæmpe den såkaldte tilskuereffekt, nemlig fænomenet, at folk ikke handler, når der er brug for deres hjælp.

Men det kan lade sig gøre, for i 2017 udkom Handbook of Heroism and Heroic Leadership, som opsummerer denne type helteforskning i forenklede empiriske analyser. Konklusionen er, at alle kan lære at blive en helt under de rette omstændigheder. Blandt andet derfor taler professor i psykologi Philip Zimbardo om ’heroismens banalitet’.

Zimbardo er sammen med sine medarbejdere en af de mest aktive forskere i heroisme. De mener, at heltedyrkelsen er en måde at genetablere mening og idealisme – en måde at vise den bedste version af sig selv på.

Men heltebegrebet kan også komme til at fremstå unuanceret naivt, uden mørke sider og uden en livgivende dynamik. Helte gør det rigtige, men bliver let kedelige og forudsigelige – som enhver svigermors drøm om en svigersøn. For eksempel har den engelske instruktør Alfred Hitchcock udtalt, at »ingen helt kan lave en god spændingsfilm«, og den amerikanske filosof Ralph Waldo Emerson har sagt, at »enhver helt bliver kedelig til sidst«.

Katastrofer skaber helte

Mange er overraskede over det store folkelige fællesskab og den hjælpsomhed og altruisme, der er opstået under coronaen. Men det er sammenfaldende med mange års sociologisk forskning i katastrofeadfærd. I forbindelse med alt fra bombningerne under Anden Verdenskrig til nutidens oversvømmelser, tornadoer, jordskælv og økologiske forgiftninger er det påfaldende, at mange blandt civilbefolkningen bliver mere altruistiske og uselviske.

Rebecca Solnit har foretaget nogle analyser af den folkelige oplevelse af katastrofer. Hun var selv til stede under jordskælvet i Bay Area i USA i 1989 og beskriver det således i A paradise built in hell:

»I dagene efter var jeg overrasket over, at jeg ikke længere var den vredladne og halvsure person, som jeg af og til kunne være. Vreden var forduftet sammen med så meget andet højttravende og fjernt. Jeg blev i stedet kastet ind i nuet, som var intenst og opslugende«.

Det er også beskrevet, hvordan der særligt omkring de improviserede gadekøkkener opstod en helt speciel atmosfære. Fremmede blev venner og samarbejdspartnere. Folk afprøvede nye roller i et fællesskab, hvor penge spillede en lille rolle. Man reddede og hjalp hinanden, og maden blev givet bort uden modregning.

Man er som regel engageret i at hjælpe de nærmeste omkring sig, først og fremmest naboer, venner og bekendte, men også fremmede og folk på gennemrejse. Et billede af selviskhed, panik, regression og lamslåede reaktioner passer sjældent med de faktiske forhold.

Fra det store jordskælv i San Francisco i 1906 til oversvømmelserne i New Orleans i 2005 er der forbløffende få af de overlevende, som har optrådt som kriminelle og for eksempel tømt supermarkeder for mad, eller som har brudt ind i forladte huse og taget værdigenstande. I de få tilfælde, hvor der er begået drab, har det ofte været på grund af misforstået selvforsvar og har sjældent haft karakter af røveri.

Kvindehelte

Under coronaen er det meget ofte kvinderne blandt dagligdagens helte, der formår at være en hjælp for andre. Det passer ikke med de statistiske opgørelser, der i øvrigt eksisterer om helte. Den største internationale helteforening er Carnegie Hero Fund Commission i USA. Den uddeler omkring 9.000 medaljer om året – ni procent af dem går til kvinder, 91 procent går til mænd.

Megen katastrofehjælp består i at give omsorg, udvise empati og tage sig af naboen under en oversvømmelse, sørge for genhusning, opbygge køkkener, skabe nye netværk eller genetablere de ældre borgere i familierne. Mange af sådanne opgaver løses af kvinder, men de opnår alligevel sjældnere heltetitlen, end mænd gør.

Mændenes overrepræsentation afslører en særlig tendens til at bemærke eller beundre heltemodig adfærd hos mænd mere end hos kvinder. For eksempel har det amerikanske Holocaustcenter i mange år indsamlet beretninger om heltemodig adfærd i forbindelse med forsøg på at redde jøder fra nazisternes gaskamre. Systematiske gennemgange af disse rapporter foretaget af blandt andre professor i psykologi Alice H. Eagly viser, at der var flere kvindelige end mandlige helte, der havde trodset nazisternes trussel om dødsdom for at hjælpe jøder.

Der er således forskelle i kønsrolleadfærd med hensyn til den risikovillighed og den empati, der fremhæves som grundstene i heroisk adfærd. Den stereotype maskuline heroisme forbindes med militær, politi og brandvæsen, hvorimod kvindelige stereotyper hyppigere findes blandt omsorgspersonale ved sygdom. Men selv om man statistisk set kan tage højde for disse stereotyper i spørgeskemaundersøgelser, er der ikke belæg for at udnævne mænd som værende mere heroiske end kvinder.

Og i bekæmpelsen af corona har vi især brug for de omsorgsfulde og empatiske helte: dagligdagens kvindelige helte. Men ved at kalde sundhedspersonalet for helte kan man komme til at forbigå diskussioner om, at de for eksempel er dårligt lønnede, om de har de rigtige værnemidler og manglen på retningslinjer. Vi skal hylde dem, men ikke nødvendigvis for deres troskyldighed, for det er som sådan bare banal heroisme.

Peter Elsass er professor emeritus i klinisk psykologi ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Carsten Mortensen
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen, Carsten Mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant artikel Peter Elsass, med rigtig mange gode betragtninger, der bl.a. afføder nogle spørgsmål.

Jeg overvejer f.eks. hvor jeg skal placere hamstringsbølgen, der ofte ledsager en begivenhed/katastrofe, der ser ud til at kunne betyde mangel på forsyninger. Her må egoismen vel stå over altruismen, eller kan de leve side om side? Når jeg tænker på det jeg har læst- og hørt fra besættelsestiden, kunne noget tyde på, at rigtig mange praktiserede begge egenskaber samtidigt...

Den kønsopdelte heltedåd - og ditto påskønnelse, afføder også et par spørgsmål. Det er et faktum, at langt flere mænd blev fanget at gestapo, og dette faktum peger vel på, at langt flere mænd optrådte som "helte" under krigen, hvad enten det gjaldt sabotage eller hjælp til forfulgte. Altså tyder noget på, at mænd var mere heltmodige end kvinder, eller hvordan ser du på det?

Jeg vil tilføje, at det mig bekendt også et er faktum, at især unge mænd, er mere parate til at løbe risici - endda med livet som indsats, end kvinder i samme alder. Er det ikke noget med en forskel i hjernen mellem de to køn, eller er det en skrøne? Hvis den fysiologiske findes i hjernen, vil det vel også påvirke heltepotentialet i mændenes favør?