Kronik

Planøkonomi får aldrig et menneskeligt ansigt


På trods af Pelle Dragsteds neutrale beskrivelse af fortidens planøkonomiske rædselsregimer, må vi ikke glemme de menneskelige skæbner, der led under dem. I stedet for at begrænse hinandens frihed bør vi have tillid til vores medmenneskers valg, skriver Peter Bjerregaard og Simon Dorph Nørgaard i dette debatindlæg
Krisen har fremhævet de ideologiske tilbøjeligheder, der findes lige under overfladen i vores politiske landskab. Her i avisen forsøger Enhedslistens Pelle Dragsted at forklare, hvorfor vi har brug for mere planøkonomi. Men skal vi i løbet af vores korte tilværelse nå at udfolde vores evner og udleve et aktivt liv, må vi insistere på enhvers ret og pligt til at nyde ’frihed i ansvar’ og ’lighed i ret’. Og tolerere den mangfoldighed og ulighed, som forskellige individers valg medfører, skriver dagens kronikør.

Krisen har fremhævet de ideologiske tilbøjeligheder, der findes lige under overfladen i vores politiske landskab. Her i avisen forsøger Enhedslistens Pelle Dragsted at forklare, hvorfor vi har brug for mere planøkonomi. Men skal vi i løbet af vores korte tilværelse nå at udfolde vores evner og udleve et aktivt liv, må vi insistere på enhvers ret og pligt til at nyde ’frihed i ansvar’ og ’lighed i ret’. Og tolerere den mangfoldighed og ulighed, som forskellige individers valg medfører, skriver dagens kronikør.

Tor Birk Trads

26. maj 2020

Kriser har det med at afsløre, hvilke briller man ser verden igennem. Coronakrisen er ingen undtagelse. Kort tid efter nedlukningen valgte nogle at hamstre toiletpapir, mens andre bankede på hos naboen for at spørge, om de skulle have noget med fra supermarkedet.


Krisen har også fremhævet de ideologiske tilbøjeligheder, der findes lige under overfladen i vores politiske landskab. Dansk Folkeparti var – måske ikke så overraskende – hurtige til at foreslå et asylstop og udgangsforbud for beboerne på landets asylcentre.

Venstreorienterede partier har brugt krisen til at afstøve ideer, der for længst burde være gået i glemmebogen.
 Her i avisen forsøger Enhedslistens Pelle Dragsted at forklare, hvorfor vi har brug for mere planøkonomi. Statslig planlægning er mere demokratisk end planlægning via markedet, lyder argumentet.

Dragsted tager dog sine forbehold. Selv om de sovjetiske planøkonomier var bedre end deres rygte, så blev den statslige planlægning trods alt mindre effektiv i takt med, at økonomierne blev mere komplekse, forklarer Dragsted. Af samme grund mener han ikke, at vi bør kopiere en så »omfattende planøkonomi, som den vi kendte i forskellige afstøbninger i Sovjet og Østeuropa«.

Mindre kan også gøre det.
 På trods af Dragsteds neutrale beskrivelse af de tidligere rædselsregimer, må vi ikke glemme de menneskelige skæbner, der led under dem. Og over for uretfærdighed bør ingen forholde sig neutral.


Systemet før mennesket


Skal vi forstå, hvorfor forbrydelserne i Sovjet og Østeuropa blev begået, må vi rette fokus mod det konkrete mentale software, der fik mennesker til at begå handlingerne, og en af de mest grundlæggende algoritmer i vores software udspringer af vores menneskesyn. 


Et centralt spørgsmål er her, om mennesker har en iboende værdi, som samfundet skal indrettes efter, eller om individer bør rette sig ind efter, hvad der bedst tjener et flertal? Forskellen mellem de to tilgange finder vi blandt andet i præfikset for typen af ens foretrukne demokrati. Liberale demokratier udspringer af førstnævnte princip, folkedemokratier udspringer af sidstnævnte. 


Det kan måske lyde som en ligegyldig kamp om ord, men det er en kamp om menneskesyn. I folkedemokratier er det enkelte menneske i vid udstrækning reduceret til en brik i det planøkonomiske maskineri, og Dragsteds brug af begrebet ’demokratisk’ illustrerer pointen. 
Ifølge Dragsted er noget demokratisk, hvis et flertal har besluttet det.

Når Enhedslisten ønsker ’demokratisk kontrol’ over vaccineproduktion, følger det af denne tilgang. Det er mindre vigtigt, at »udviklingen har vist, at det ikke er rentabelt at have en statslig vaccineproduktion«, som tidligere sundhedsminister Nick Hækkerup (S) forklarede i 2014. 


Det er dog tvivlsomt, at vaccineproduktion skulle være kritisk infrastruktur, som det påstås. I så fald burde staten vel også producere sit eget militære isenkram. Eller hvad med insulinproduktion? Det må da i så fald også udgøre kritisk infrastruktur. Omvendt er det usandsynligt, at staten kan producere insulin lige så effektivt som Novo Nordisk. Men selv hvis staten kunne producere insulin lige så effektivt, ville det stadig være problematisk, hvis staten overtog produktionen.

Når beslutninger træffes uden samtykke

Staten kan bruges til alle mulige gode formål. Uagtet de gode formål skal skatterne dog først kradses ind. Og når vi indkræver skat, lægger vi reelt beslag på folks arbejdstid. 
I den tid, du arbejder for andre end sig selv, tager vi frugten af dit arbejde og anvender pengene til at opfylde andres ønsker – uden dit samtykke.

Nu kan vi sagtens forestille os, at du rent faktisk ikke har noget imod at betale den aktuelle skattesats, men hvis bare vi kan finde én af vores medborgere, der synes, at skattetrykket er for tungt, så holder argumentet.


Nu er du selvsagt ikke tvunget til at arbejde og kan i øvrigt frit vælge, hvilket arbejde du foretrækker. Det afgørende er dog ikke, om man frit kan vælge sit arbejde, eller om man overhovedet vil arbejde. Hvis en slaveejer eksempelvis fortæller sin slave, at han kan vælge mellem at hugge brænde, male huset eller bare slappe af, så bliver slaven ikke mindre slave på grund af valgfriheden.

Det kan heller ikke være afgørende, om man kan vælge at undlade at arbejde eller bare arbejde op til en grænse. For omstændighederne er de samme: Hvis du arbejder op til en grænse, så tvinges du til at arbejde for andre.


Hvor vigtig er denne grænse så?

Lad os forestille os, at slaveejeren reelt ikke interesserer sig for, hvor mange grøntsager slaverne høster til sig selv. Hvis slaverne får lov til at beholde 95 procent af de grøntsager, de høster, så vil de praktisk talt være mere frie, men de vil stadig være slaver. Uanset hvor mange grøntsager, slaverne høster, tager slaveejeren fem procent af høsten. I det omfang slaveejeren ’beskatter’ fem procent af slavernes arbejdstid, er der tydeligvis tale om tvungent arbejde, idet slaveejeren beslaglægger denne arbejdstid uden slavernes samtykke.


Pointen her er ikke, at vi er slaver, fordi vi betaler skat. Skat er nødvendigt for at opretholde et frit og åbent samfund. Men eksemplet skulle gerne illustrere, hvorfor vi bør efterstræbe en minimal, men stærk stat, frem for en altomfavnende stat. Vi må godt være ydmyge i vores ønske om at bruge statslige midler, og derfor bør vi afholde os fra at indføre mere planøkonomi.

Et eksempel på vidtrækkende offentlig planlægning finder vi i København, hvor bystyret har valgt at udrulle cirka 2.000 bycykler. Umiddelbart kunne man tænke, at vores københavnske medborgere nok selv kunne finde ud af at købe eller leje en cykel, men så tager man fejl.

»Hvis københavnere skal gå fra bil til cykel, skal vi have et ordentligt system med nogle robuste cykler,« lyder forklaringen fra en af Enhedslistens folkevalgte i København.


Problemet er selvfølgelig, at folkevalgte – på trods af de gode hensigter – sjældent kender vores præferencer. Man kan sagtens være bedrevidende uden nødvendigvis at vide bedre, og cykelprojektet illustrerer pointen. Bycyklerne har en stykpris på cirka 46.000 kroner over deres levetid, og størstedelen af konstant i stykker.


Lighed i ret, ikke i resultat


Den uudtalte præmis i en planøkonomi er, at man ikke nærer tillid til sine medmenneskers valg. Derfor skal den individuelle frihed begrænses og ønskelig adfærd fremmes via staten. 
For myndige mennesker går frihed og ansvar dog nødvendigvis hånd i hånd, og begrænses vores valgfrihed, frarøves vi muligheden for at udøve den og forædle den.

Skal vi i løbet af vores korte tilværelse nå at udfolde vores evner og udleve et aktivt liv, må vi insistere på enhvers ret og pligt til at nyde ’frihed i ansvar’ og ’lighed i ret’. Og tolerere den mangfoldighed og ulighed, som forskellige individers valg medfører. 


Som Orla Lehmann, en af vores grundlovsfædre, påpegede nogle år efter, vores første grundlov blev vedtaget: »Lighedens opgave er ikke at drage ned, hvad der står højt, men at løfte op, hvad der står lavt – ikke at berøve arbejdet sin løn og fortjenesten sin krone, men tværtimod at anspore alle gode kræfter til frejdig og dygtig udvikling, fordi vejen til rigdom og velvære, til ære og magt er åben for alle.«

Peter Bjerregaard og Simon Dorph Nørgaard er henholdsvis underviser i politisk filosofi på CEPOS Akademi og tidligere højskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Svendsen

Hvad med at kalde de penge staten opkræver hos borgerne for samfundsprofit og de penge arbejdsgiveren tilbageholder af sine ansattes arbejdsindsats for arbejdskøberskat?
For den hvis løn pengene tages fra er forskellen på de to tilbageholdte beløb, at det ene beløb ryger for en stor del tilbage som fællesgode og det andet beløb ryger for en stor del i privateje, måske endda i skattely.

Ruth Sørensen, Alvin Jensen, Henrik Peter Bentzen, Peter Høivang, Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Steen Obel, Palle Jensen, Søren Nielsen, Trond Meiring, Anina Weber og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Markedet er en magtrelation, intet andet, og der er ingen frihed forbundet med den.
Det er meget sjovt, at det borgerlige flertalsdemokrati bliver bagtalt her, for det socialistiske er jo netop baseret på konsensus og at diskutere sig til rette.
Ydermere giver det ikke længere nogen mening at fremhæve et system, der planlagde ud fra unøjagtige opgørelser og manglende teknologiske metoder til at skabe det nødvendige overblik over ressourcerne.
Til gengæld er tiden ved at løbe fra den personlige berigelse: hvad skal man med den, når man reelt har adgang til det, man efterspørger, grundet den teknologiske udvikling?
Centralisme er imidlertid aldrig en god ting, hverken i stater eller virksomheder - bortset fra det helt undtagelsesvise som en pandemi - vi har til gengæld ypperlige erfaringer med flade hierarkier og fælles beslutninger fremfor den form for planøkonomi, der konstant måler på produktivitet og forsøger at presse den endnu mere i vejret på baggrund af modeller og målinger.
Det er sørgeligt, at et formodentlig velbegavede herrer ikke kan indse, at vaccineproduktion i høj grad er en del af et totalforsvar, bl.a. fordi biologisk krigsførelse jo ikke er ukendt, ligesom det er klart, at denne produktion må finde sted i forbindelse med avanceret forskning.
Men det er meget svært at forstå, når man også tror, at liberalisme og demokrati lader sig forene. De er gensidigt hinanden udelukkende.

Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Henrik Peter Bentzen, Ivan Breinholt Leth, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Palle Jensen, Jan Nielsen, Søren Nielsen, Anders Reinholdt, Carsten Svendsen, Trond Meiring og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

"I den tid, du arbejder for andre end dig selv, tager vi frugten af dit arbejde og anvender pengene til at opfylde andres ønsker - uden dit samtykke,"

Hvilken beundringsværdigt klart formuleret anklage mod det kapitalistiske lønarbejde! Og så meget mere overraskende, som den kommer i sådan en gang abstrakt ævleri, som indlægget i øvrigt er.

Bent Gregersen, Lasse Schmidt, Ruth Sørensen, kjeld hougaard, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Henrik Peter Bentzen, Flemming Berger, Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Brian W. Andersen, Steen Obel, Eva Schwanenflügel, Palle Jensen, Søren Nielsen, Mikkel Zess, Claus Mortensen, Trond Meiring og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Pelle taler om at reformulere andelstanken og ikke om planøkonomi a la Sovjet.
Men så giver det modsat lov til at sige, at kapitalismen med Elon Musk munder ud i mordet på nattehimlen og hans 20.000 reflekterende genstande, der danner reklamer. Det samme med Jeff Bezos. Alle disse løjsere får lov at udfolde den kapitalistiske blomst helt vanvittigt.

Hør lige engang Bjerregaard og Nørgaard, lad os løfte debatten op på et højere plan. Hvad har I ellers i posen?

Steffen Gliese, Alvin Jensen, Henrik Peter Bentzen, Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Steen Obel, Palle Jensen, Trond Meiring og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Tobias Hiort-Lorenzen

Så vidt jeg har forstået, er det principielt ikke rigtigt, at "skatten først skal kradses ind". Dvs at staten bruger penge som den får ind via skatter. Det er derimod staten der udsteder penge ved at bruge dem eller låne dem ud. For at vi kan betale penge i skat er det således en forudsætning, at staten har udstedt penge ved udlån eller offentligt forbrug. Så er det et politisk valg at lade det offentlige forbrug følge samme niveau som offentlige indtægter. Det hænger nok sammen med fastkurspolitikken, dvs løftet om at kroner skal være lige så mange euro værd imorgen som igår, men det er også et politisk valg.

Steffen Gliese, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Kjerulf

Grundlæggende er det interessant at udfordre venstrefløjen på deres idé om, hvor vidt planøkonomi kan strækkes:

Hvad vil det sige mere specifikt, at kompleksiteten for planøkonomi kan blive for høj?
Hvilke blinde vinkler eller faldgrupper har planøkonomi, hvor en stat er ansvarlig for produktion?
Hvilke blandingsformer af planøkonomi og markedselementer kender vi? (Er det altid et enten-eller)
Er brugerundersøgelser nødvendigvis en fremmed fugl i et planøkonomisk projekt?
Er det fx rigtigt, at der aldrig kan være fornuft i at bibeholde kritisk infrastruktur på statens hænder?

Men debatindlægget virker drillende og polemisk på en lidt studentikos måde, og på den måde virker det ret plat. Og plathed trætter.
En reel passioneret og iderig konservativ eller liberalistisk kritik af venstrefløjstænkning er jo rigtig interessant - og nødvendig, da alle tænkemåder vel har svage sider og blinde vinkler.

Næste gang I skriver et indlæg i Information må I gerne overveje, hvad man reelt kan lære af jeres tekst:

Det virker ret karl-smart-agtigt at sige "mental software" og så blande begrebet algoritme ind nærmest som et slags buzz-ord i tidens horisont. Hvorfor ikke bare sige tankegang eller mentalitet?
At menneskesynet er centralt er jo altid en god pointe, og den bringer Information nærmest dagligt, men selvfølgelig er det noget bombastisk sludder at sige, at Dragsted ikke også mener, at individet har en iboende værdi (stråmands-argumentation).
Det er også noget spydigt sludder at sige, at Dragsted gør kollektivistisk vold til en bagatel (ligeledes stråmands-argumentation).

I bliver nødt til at skrive en mere idérig og velbegrundet tekst, hvis I vil undgå at skabe træthed.
Det er så kedeligt ikke at lære noget, eller deltage i en sammenhænh, hvor alle kun kan bekræfte egne forestillinger.

Fx er cykel-eksemplet meget lidt overbevisende om noget på et mere generelt plan.

Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Henrik Peter Bentzen, Ture Nilsson og Jan Nielsen anbefalede denne kommentar
Jon Mangerel

Ganske underholdende artikel. Selv i de antageligt mere intellektuelle dele af den borgerligt liberale fløj lader det til at kreativiteten er sluppet op.

"Lad os forestille os, at slaveejeren reelt ikke interesserer sig for, hvor mange grøntsager slaverne høster til sig selv. Hvis slaverne får lov til at beholde 95 procent af de grøntsager, de høster, så vil de praktisk talt være mere frie, men de vil stadig være slaver. Uanset hvor mange grøntsager, slaverne høster, tager slaveejeren fem procent af høsten. I det omfang slaveejeren ’beskatter’ fem procent af slavernes arbejdstid, er der tydeligvis tale om tvungent arbejde, idet slaveejeren beslaglægger denne arbejdstid uden slavernes samtykke."

... tænketank? Ovenstående er i hvert fald ikke særlig gennemtænkt.
Men lad os følge tanken, og for en stund glemme de ting som andre mennesker tænker når de tænker slaveri (tvang, pisk, voldtægt, kidnapperi, mord, ydmygelse, tortur osv.):

Hvordan kommer d'herrer frem til, at det er skatten der bestemmer graden af vores slavegørelse? Det er vel at tillægge ligningen en faktor som ikke behøves, for glemmer vi skat, så gør det netop samme sig vel gældende for penge/kapital? Jo flere du har, desto flere handemuligheder (og vi er stadig i CEPOS' verden hvor det sociale ikke lader til at eksistere).

Slavemetaforen bygger på en helt grundlæggende misforståelse. Det er ikke hvor stor en del af produktionen en slavegjort har adgang til, der definerer hvor fri en person er. Det handler om hvorvidt personen kan opretholde og forsvare sin egen suverænitet/eksistens. Hvis nogen bestemmer hvad du skal gøre, er du åbenlyst ikke fri, uanset om du får 4 eller 8 broccoli.
Hvad skal slaven i øvrigt bruge flere grøntsager til, andet end at undgå døden i de tilfælde hvor udbuddet af slaver er stort nok til at han er nemt erstattelig? I andre tænkte tilfælde er slaveejeren vel interesseret i at slaven lever og dermed kan fortsætte produktionen, uden at slaveejeren skal købe nye slaver. Uanset hvad er det slaveejeren der bestemmer over slavens liv og død - medmindre slaven er "stærk" nok til at skabe sin egen frihed.

Den metafor kan ikke overføres på de nutidige vestlige statsformer som forfatterne forsøger. Her er det netop "slaverne" som kooperativt, gennem demokrati, opretholder egen og hverandres suverænitet gennem staten og dennes relation til andre stater.

Og for nu at vende tilbage til starten og min påstand om at penge/kapital udgør handlefrihed - snarere end skat som der så ideologisk blåøjet påståes - så giver store mængder af disse netop mulighed for at handle uden om vores demokratiske institutioner, på måder der i langt højere grad end danske skatter begrænser folks frihed. Held og lykke med at lave en transnational misinformationskampagne, producere og sælge våben for ikke at nævne private hære samt overtagelse af diverse kritisk infrastruktur som fx Nestlé der har købt grundvandsreserver og sælger det på flaske - uden penge eller politisk kapital.

Så jeg er helt enig i, at det handler om menneskesyn. Og der er selvsagt ingen iboende værdi i noget som helst som kan retfærdiggøre at enkeltindivider handlende på personlige motiver på den måde kan tromle henover tusinde, millioner af mennesker.

Bent Gregersen, Ruth Sørensen, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Henrik Peter Bentzen, Flemming Berger, Steen K Petersen, Ib Gram-Jensen, Ture Nilsson, Eva Schwanenflügel og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Hosbo Poulsen

Steffen Gliese. Du skriver: >> Markedet er en magtrelation, intet andet, og der er ingen frihed forbundet med den. <<
- Mon ikke du fandt ud af at der var flere fordele end som så - også hvad angår frihed - hvis du en periode skulle leve i et samfund uden markedsøkonomi.
- Jeg kan slet ikke forstå at du der ellers er så klog, kan finde på at skrive sådan noget.

Er det ikke planøkonomi at staten siger, her skal vi have en bro. Vi skal have elektrificeret jernbanenettet, vi skal dit og dat.
Det er staten der dikterer at penge skal bruges på dit og dat. Der er en plan over økonomien.
Og hvorfor er det en dårlig ting? Det er da en fornuftig og stabil arbejdsgiver som giver arbejde til tonsvis af privatansatte og deres firmaer.
Det behøves jo ikke at være en omlægning af hele det danske landbrug til noget andet, eller at fiskere max må eje en båd..
Problemet kommer når der går personlig iscenesættelse ind over. X person vil have en tunnel, for så vil han/hun blive husket for den der fik den bygget.

Ivan Breinholt Leth

Det er ikke nødvendigt at indføre planøkonomi. Den findes lige her foran Peter Bjerregaards og Simon Dorph Nørgaards næser, og det er muligvis derfor, at de har så svært ved at få øje på den.

Ifølge OECD har Danmark verdens højeste private gæld - 281 procent af den disponible indkomst. Det svarer ifølge Magnus Barsøe (forfatter til bogen: Gud bevare afdragsfriheden) til ca. 2900 mia kroner. Eftersom 75-80 procent af bankernes udlån går til køb af eksisterende boliger, betyder det at langt hovedparten af denne gæld, er gæld i private ejendomme.

I nævnte bog af Magnus Barsøe beskriver forfatteren et tilfælde med en boligejer i nærheden af København – kaldet Anders. Anders modtager et brev fra Nykredit, hvoraf det fremgår, at gebyret på hans boliglån stiger med 10.000 kr om året. “Man indgår en aftale, en kontrakt, og så hæver de alligevel prisen med 10.000 kroner. Jeg får intet, hverken bedre service eller bedre produkt – bare en prisstigning.”

Barsøe: ”Gebyrhammeren ramte kunder som Anders, der har flexlån og afdragsfrihed, allerhårdest. Bidragssatsen steg med 10.000 kroner årligt, og Anders skulle nu betale 44.000 kroner årligt i gebyrer alene – ud over renterne.” Hvad gør Anders? Finder en bank, som tilbyder bedre lånevilkår på det 'frie' finansielle marked? Det gør Anders naturligvis ikke, for det finansielle marked er i realiteten slet ikke noget marked, men en planøkonomi.

Anders: “Man kan sagtens spørge, hvorfor jeg ikke bare flyttede til noget mindre, men det er ikke sådan lige til... Det ville koste mig 30-40.000 at komme ud af lånet, fordi jeg skulle betale differencerenter og gebyrer. .. Jeg er reelt bundet på hænder og fødder, fordi det koster mig en formue at skifte lån og en formue at blive.”

Barsøe: ”Selv hvis du som kunde tager dig sammen til at smutte, så lægger konkurrenter sig typisk lige i slipstrømme på Nykredits prissætning, så det koster det samme på den anden side af gaden.”

Sådan er realiteten bag Cepos's floskler om det frie marked. Planøkonomien er her allerede, og enhver multinational virksomhed stræber efter monopolagtig status. For som Peter Thiel (grundlæggeren af PayPal) siger, er frie markeder kun for tabere. "Americans mythologize competition and credit it with saving us from socialist bread lines. Capitalism and competition are opposites. Capitalism is premised on the accumulation of capital, but under perfect competition, all profits get competed away. The lesson for entrepreneurs is clear. Competition is for losers."

I 1991 sad de danske pengeinstitutter på aktiver for omkring 1.000 milliarder kroner. I 2017 var det vokset til 3.386 milliarder kroner. Pengeinstitutterne alene er nu halvanden gang større end økonomien. Hvis man lægger pengeinstitutterne og realkreditinstitutterne sammen, får man en økonomi, som er mere end tre gange større end det danske BNP. Til sammenligning sidder de 6 største Wall St. banker på en kapital, som udgør ca. 60 procent af det amerikanske BNP.

Danmarks finansielle marked er et oligopol. Al snak om frie markeder hører hjemme i 70erne, og Cepos-økonomerne minder mest om en flok lallende hippier med blomster i håret uden det fjerneste kendskab til virkelighedens barske realiteter. (Jeg holder meget af hippier, men det gør de ikke i Cepos.) I denne virkelighed, som både Cepos, Dragsted og befolkningen ikke synes at lægge mærke til, løber almindelige lønmodtagere rundt i et hamsterhjul af en gæld, der vokser år for år, mens de inde fra hamsterhjulet råber i vrede over de høje skatter.

Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Mikkel Zess, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Torben Ethelfeld, Flemming Berger og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar