Kronik

Rødstrømpe: Stop helgenkåringen af rødstrømperne. Vi visnede i uenigheder og splittelse

Vi rødstrømper har uden tvivl været medvirkende til, at kvinder i dag er mere frie og selvstændige, men glorificeringen af bevægelsen skal stoppe. I starten var vi solidariske, men interne uenigheder og hadet til mænd og kernefamilien tog livet af bevægelsen, skriver rødstrømpe Ninon Schloss i dette debatindlæg
’Kvindebevægelsen var optaget af problemer med sex, abort, prævention med mere – og tak, vi vil aldrig miste retten igen – men ordet kærlighed ville fremkalde forlegenhed og rødmen,’ skriver Ninon Schloss, der her er fotograferet i april 1970.

’Kvindebevægelsen var optaget af problemer med sex, abort, prævention med mere – og tak, vi vil aldrig miste retten igen – men ordet kærlighed ville fremkalde forlegenhed og rødmen,’ skriver Ninon Schloss, der her er fotograferet i april 1970.

Debat
4. maj 2020

I dette forår er rødstrømpernes første aktion for 50 år siden blevet fejret med glorværdige fortællinger om bevægelsens historie.

Vi kæmpede mod mandssamfundet, mod mediernes hovmod og kønshad og ikke mindst, som rødstrømpe Vibeke Vasbo skrev her i avisen den 7. april, mod »hån« og »latterliggørelse« fra mandschauvinisterne internt på venstrefløjen.

Sandheden er, at rødstrømperne havde mere positiv mediebevågenhed end andre på venstrefløjen. At de aviser, der stod os nærmest, især Dagbladet Information, gav os mulighed for at blive hørt.

Og at vi allerede i løbet af det første år, 1970, fik højeste prioritet i venstrefløjens dengang væsentligste blad, Politisk Revy, hvor Bente Hansen inviterede mig til at indtræde i redaktionen. Hun blev i øvrigt selv chefredaktør på Information i 1976.

På den socialistiske venstrefløj mente leninisterne i VS, DKP og diverse bogstavkombinationer, at vi afsporede toget mod revolutionen, netop som det var kommet op i fart. Det betød ikke modstand mod kvindesagen som sådan. I VS var man meget interesseret i at samarbejde med diverse sociale bevægelser, herunder den nye kvindebevægelse.

En anden myte er den højt besungne søstersolidaritet. Først skulle 1.000 blomster blomstre. Og i begyndelsen fungerede pluralismen, men blomsterne visnede snart i uenigheder, splittelse og majorisering af anderledestænkende.

Stramningen i kvindebevægelsen fulgte den tiltagende centralisme og ensretning på venstrefløjen, hvor man for eksempel i VS forlangte, at medlemmerne skulle på skolingskurser, aka indoktrinering.

På de første fællesmøder for alle rødstrømpegrupper kunne man fortælle om de initiativer, man havde planlagt, og høre, om nogen ville deltage. Senere skulle forslagene godkendes. Det blev Tvind-agtigt.

Klassekamp og kvindekamp

Hvor langt vi var kommet fra vores udgangspunkt – ikke at kritisere hinanden offentligt – viser den shitstorm, der rejste sig i 1974 efter min kronik i Information om økofeminisme.

Vi blev beskyldt for at være den yderste højrefløj blandt kvindeorganisationer, med en fascistisk kvindeideologi liggende som en latent mulighed.

Da økofeministgrupperne ville holde møder i kvindehuset, lød beskeden, at vi var for udflippede til at få lov til at bruge lokalerne. Og i 1977 blev vi udelukket fra at deltage i kvindefestivalen i Fælledparken.

Rødstrømpebevægelsens hovedparole var »ingen klassekamp uden kvindekamp, ingen kvindekamp uden klassekamp«. Men klassekampen har ikke brug for kvindekampen som sådan, kun som middel til at bevidstgøre og mobilisere folk til revolutionen.

Og den brænder ikke for, at overklassens kvinder skal ligestilles med overklassens mænd, når disse kvinder allerede tjener langt mere end arbejdsmanden.

Blandt rødstrømperne var der stort set ikke nogen rigtige arbejdere. Vi blev ugleset af arbejderbevægelsen, inklusive fagforeningernes kvinder.

Kvindekampen har heller ikke brug for klassekampen som sådan, for ligestilling går på tværs af klasseskel. Uligeløn blandt arbejderne var den eneste fælles sag. Og den blev snart fortrængt af kampen for kønskvotering inden for de højere klasser eller ligefrem i klassekamp fra oven, idet virksomhederne ifølge feministerne vil øge profitten med flere kvinder i bestyrelser og direktioner.

Konflikterne i bevægelsen voksede også ud af en anden modsætning: mellem det antiautoritære oprør i 1960’erne og den marxistisk-leninistiske drejning på venstrefløjen fra 1970. Rødstrømpernes vigtigste aktiviteter kom fra dette mere anarkistiske miljø: basisgrupper, der først og fremmest gik ud på at fri- og bevidstgøre kvinderne selv. Happenings. Femølejrene, en kopi af Thylejren i 1970. Kvindefestivaler. Hovedsagen for rødstrømperne blev aldrig klassekamp.

Den sidste fase var sammenfaldende med venstrefløjens udmatning og præget af kvindebevægelsens alternative rådgivende og sociale arbejde, i en grad så rødstrømpeveteran og kvindeforsker Tinne Vammen i et interview i Information i 1983 spurgte sig selv, om store dele af kvindebevægelsen var ved at blive en »behandlingsbevægelse«, der udførte gratis arbejde.

Opgør med kernefamilien

Det er en myte, at den første rødstrømpegruppe var mandehadere. Det stod sort på hvidt i Information den 1. april 1970 – en uge før den første aktion – hvor journalist Lasse Ellegaard refererede os:

»Mænd vil kunne optages i bevægelsen, hvis de nyder medlemmernes tillid.«

Det var først ved et senere tumultagtigt møde, at der var flertal for at udelukke mænd. Dermed var det stadig ikke mandehad. Det begyndte dog at dukke op, især i lesbiske grupper, som i 1974 dannede Lesbisk Bevægelse.

Langt de fleste rødstrømper levede sammen med mænd. Det var en torn i øjet på de lesbiske, som på det nærmeste begyndte en psykisk terrorisering af ’heteroerne’ (eller ’heteromokkerne’) som andenrangsfeminister og forrædere, der sover sammen med fjenden.

Kvindekamp var lesbisk kamp. Rødstrømper af den klassiske skole fik sat al deres engleblide kvindetålmodighed på prøve, men da kritikken af Lesbisk Bevægelse brød ud i lys lue, havde splittelsen længe haft ødelæggende konsekvenser.

Filminstruktøren Elisabeth Rygaard var en af dem, der tog bladet fra munden. I Kvinders Hæfte karakteriserede hun Lesbisk Bevægelse som hoven, chauvinistisk, »sekterisk og i sidste ende reaktionær«. Det var i 1984, året før rødstrømperne blev opløst.

Kernefamilien var hovedfjenden hos datidens feministiske teoretikere som for eksempel Germaine Greer, Kate Millett og Shulamith Firestone. Rødstrømperne herhjemme havde ikke noget positivt at sige om kernefamilien, men var ikke reelt optaget af at finde alternativer.

Der blev talt om kollektiver, men det, vidste man allerede, var en urealistisk model for samfundet som helhed. Og siden da er kernefamilien ikke blevet knust, som nogen talte om.

For vi sukker efter den besværlige vaskeægte kærlighed. En at komme hjem til efter en åndssvag chef eller fra hospitalet med en diagnose. Mange ældre kvinder har jeg set miste livsmodet, efter at deres elskede mand er død.

Uden kernefamilien forsvinder det sidste virkelige fristed, hvor man kan åbne og blotte sig for hinanden som de mennesker, vi er – her og nu. Hvor man bliver holdt fast og står til ansvar uden at kunne undvige til en anden gruppe eller relation.

Bange for kærlighed

Kvindebevægelsen var optaget af problemer med sex, abort, prævention med mere – og tak, vi vil aldrig miste retten igen – men ordet ’kærlighed’ ville fremkalde forlegenhed og rødmen.

Det mærkelige er, at vores hverdag er fyldt af kærlighed. Det foregår bare i medierne, tv, nettet, film, litteratur og populærmusikkens tekster, der kører døgnet rundt og stort set ikke handler om andet. Det vigtigste i livet. All you need is love.

Kernefamilien har masser af problemer – det største er utvivlsomt, at den netop betyder så meget. Ungdommen er i hvert fald massivt tilhængere af kernefamilien. Det var resultatet af en SFI-rapport udgivet i 2017 om årgang 1995. Over 80 procent – også piger – ønsker at blive gift, leve med én fast partner hele livet og få to eller flere børn.

Selv om kvinder nu er nået meget langt i kampen for ligestilling og ligeværd, har navnlig mange unge kvinder store psykiske problemer. Jeg håber, at en ny kvindebevægelse vil kæmpe for, at disse piger kommer til at få et godt og meningsfuldt liv.

Vi rødstrømper har uden tvivl været medvirkende til, at kvinder i dag er mere frie, selvstændige og bedre uddannet. Lige så vigtigt er det, at respekten og synet på kvinderne er ændret fra både mændenes og samfundets side. Men nye tider kræver helt sikkert nye ideer og løsninger.

Ninon Schloss er rødstrømpe og kandidat i pædagogik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Agnete La Cour

Jeg var også rødstrømpe, og selvfølgeligt husker jeg kampene om - - - ja, næsten alt - - - undtagen det, som samlede os: ligestilling. Vi kom fra alle mulige politiske orienteringer, så jeg synes, det er lidt uretfærdigt at skælde bevægelsen ud for et hav af politiske uoverensstemmelser. Det vi samledes om - ligestillingen - lykkedes jo på mange punkter, som Ninon Schloss også skriver. På et punkt er jeg helt enig: Ligestillingskampen er ikke slut!

Karsten Aaen, Rolf Andersen, Estermarie Mandelquist, søren ploug, Birte Pedersen, Jane Doe, David Zennaro og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

"Kernefamilien var hovedfjenden hos datidens feministiske teoretikere som for eksempel Germaine Greer, Kate Millett og Shulamith Firestone. Rødstrømperne herhjemme havde ikke noget positivt at sige om kernefamilien, men var ikke reelt optaget af at finde alternativer."

Man kan vel tilføje at kollektivet Kussemosen nok heller ikke var et særligt attraktivt alternativ til far mor og børn.

En meget spændende periode for feminismen som jo stadig i dag kæmper med om mænd er fjender eller ej. Det forekommer mig at Vasbo og Schloss ser den moderne feminismes nødvendighed fra to forskellige lys. Måske et fint billede på den fortsatte splittelse hos nyrødstrømperne at selv den gamle hårde kerne ikke kan enes.

Lisbeth Larsen

som en af dem, der kom lige bagefter,i den store nå-generation kan jeg KUN være taknmemmleig for det som i kæmpede jer til.-ja, selfølgelig var ikke lige skønt det hele,men det kan man da heller ikke forlange.- Hurra for feministerne og 68,-hvor var verden dog uden jer.

Karsten Aaen, Hans Larsen, Camilla Mehl, Rolf Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, søren ploug, Karen Grue, David Zennaro, Hanne Ribens, John Liebach, Agnete La Cour, Birte Pedersen, Nike Forsander Lorentsen, Steffen Gliese og Jane Doe anbefalede denne kommentar
Agnete La Cour

Kent Nørregaard. Jeg levede i kernefamilie - og var også rødstrømpe. Det kan da godt være, nogle fra 'eliten' skrev sønderlemmende kritiske bøger om kernefamilien, men dem mængede jeg mig ikke så meget med. Man kan ikke vurdere rødstrømpebevægelsen ud fra eliten alene. De fleste af mine venner levede også i kernefamilier.

Karsten Aaen, Camilla Mehl, Susanne Kaspersen og John Liebach anbefalede denne kommentar
Katja P. Hansen

"Uden kernefamilien forsvinder det sidste virkelige fristed, hvor man kan åbne og blotte sig for hinanden som de mennesker, vi er – her og nu. Hvor man bliver holdt fast og står til ansvar uden at kunne undvige til en anden gruppe eller relation."

Okay, det er godt nok sort/hvidt. Det var ikke kun i rødstrømpe tiden, der var modstand mod kernefamilien - der er skrevet interessant litteratur og relevant kritik i dag. Hver sin smag for hvilken familie man ønsker men skift venligst " man" ud med "jeg" i citatet ovenover <3

Frederikke Nielsen, Rolf Andersen, David Zennaro, Markus Lund og Agnete La Cour anbefalede denne kommentar
Connie Brask Jensen

I Nordjylland havde vi den fedeste Rødstrømpebevægelse. Vi kunne samle alle mulige kvinder fra forskellige bevægelser og partier, - og kæmpe sammen, så at sige fra sag til sag.
Når byrådet havde kvindepolitiske punkter på dagsorden stillede vi op der. Deltog i diskussioner. Stillede forslag. Kæmpede for kvinders rettigheder på alle mulige og umulige måder.
Vi lavede en teatergruppe, der både med alvor at fuldstændig absurde komiske islæt, - skrællede lagene af den kulturelle kvindenedgørelse. Og vi havde det sjovt med det.
Selvhøjtidelighed har ingen gang på jord i Nordjylland.
Måske er det sidste det væsentligste element i den Nordjyske succes i Rødstrømpebevægelsen, at vi havde en stærk humoristisk sans.
Ved at vi havde det brede fundament, - følte mange forskellige slags kvinder sig kaldet til at kunne være med, - til at finde deres særegne plads i vores Nordjyske rødstrømpebevægelse.

Karsten Aaen, Hanne Ribens, Camilla Mehl, Nike Forsander Lorentsen, Estermarie Mandelquist, Karen Grue, Agnete La Cour og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Markus Lund

Tak for at nuancere bllledet af kvindebevægelsen for en millennial, som ikke kender hele historien om vores feministiske politiks ophav. Desværre var mandebevægelsen ikke meget bedre som sted, hvor søgen efter interpersonel mandlig intimitet kunne blive kuppet af en homoseksuel agenda. Men de historiske erfaringer er stadig vigtige, for de beviser hvilke fejl vi ikke må begå. Men det er godt at vide at den faglige kamp er den vigtigste, når det kommer til stykket, for nymodens intersektionelle feminister håner arbejderen, lønslaven, forudsætningen for al velstand i samfundet - og mener hans kamp er forældet. Den tendens skal bekæmpes. Feminismen må tilbage til sine rødder. Omsorgsfagene skal have et gevaldigt lønhop. Kvinder må i gang med at strejke i massevis - også for at bryde med et pæn pige-image, så arbejdskøberne omsider begynder at tage lærere, pædagoger, sosu'er, sygeplejere etc. alvorligt og omsider give dem den økonomiske anerkendelse og respekt, de fortjener. Det vil løfte hele klassekampen som helhed, hvis kvinder vinder på den front

Estermarie Mandelquist, Hanne Ribens, Nike Forsander Lorentsen og søren ploug anbefalede denne kommentar
Josephine Kaldan

Jeg var rødstrømpe og i et ægteskab. Vi lavede kvindegrupper, hvor vi diskuterede kvindespørgsmål, jeg tror, det må have været et storbyfænomen, skribenten beskriver. Vi var ikke venstresocialister, og vi boede i øvrigt i provinsen. Det var nogle af de vigtigste år i min ungdom. Det er baggrunden for den, jeg er i dag.

Karsten Aaen, Camilla Mehl og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

Interessant artikel. Betyder det at kvindebevægelsen ikke har et bud på hvordan man reformerer kernefamilien?

Pt. så forventes det at manden tager sig af halvdelen af det huslige - hvilket er fair. Men så er det lidt mere grødet med alt andet.

Fx vil mange piger gerne have at man er en gentleman oveni, dvs. små hensyn + måske endda betale når man er i byen - også gerne en håndværker, dvs. alt fra hænge hylder op til gør-det-selv-arbejde - derudover skal vi være robuste og stærke, så de kan følge sig som kvinder og ikke tage hensyn til vores følelser, men alligevel følsomme så vi kan tyde deres følelser og give omsorg.

Det er som om at man læner sig op af de klassiske krav til en rigtig mand + et par nye krav, som basis forventninger til mænd. Imens har man ikke defineret "en rigtig kvinde", udover at hun er selvstændig og bør være ligestillet med mænd.

Det gør at har man en usikker mand, så kan han påduttes en del forventninger, imens en usikker kvinde kan trække sig fra mange.

Det gør det svært at navigere i og jeg tror der kommer en modreaktion, hvis man ikke får skabt en dialog om hvad man forventer af "en voksen" M/K.

Karsten Aaen, Rolf Andersen, Jens Jensen, Trond Meiring og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Jens Jensen

kvindekampen er gået fra ligestilling i love og medfølge rettigheder og muligheder. Til det den er i dag(ideologi). bare se 3 og 4 feminisme bølge.

Feminister vil ikke anerkende eller have gjort noget ved de privilegier og fordele, som de har i kræft af deres eget køn. For sand ligestilling mellem kønnene, ville indebære at de selv skal opgiver og kæmpe imod deres egne privilegerer. Og have forståelse og respekt, for at der er en biologisk forskel mellem kønnene. Og at der er ting, der IKKE kan have ligestilling, af naturlige årsager.

Denne såkaldte kvindekamp, er taget så mange gange i at fordreje og have dobbelt standarder, som klart viser deres mål IKKE er ligestilling. Og de bruger stereotyper, anekdoter og cherry picking statistik for at ”påvise” deres sag.

Så som, at bruge 50/50 som et argument. Selvom det er videnskabelig uanvendeligt at bruge dette som en målestok. For det eneste det siger noget om, AT der er en forskel og ikke HVORFOR der er en forskel. og feminister er meget hurtige til indsætte deres fordomme og mandehad og så gøre det til grundlaget for forskellen.

Men også deres kæmpe imod sexisme eller social kontrol. Men de ser ikke et problem i at udsætte manden for disse virkemidler i stor stil. eller dem der ikke deler deres syn.

Eller den med at de er SÅ undertrykte. Og at de blive holde ude af magten korridorer, selv om det er så tydeligt hvor meget magt indflydelse de har i politik og vores medie.

Og nej der er ikke alle feminister der er sådan. Men der er en stor nok gruppe der larmer og presse(shammer) ting i gemmen systemmet. Og så er der det tavse mindre tale der nyder frugten i stilhed.

Kvindekampen bør dreje sig om frihed til valg i livet. ikke at slippe for ansvar for sine valg.....

Karsten Aaen, ulrik mortensen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Lige den type erindringsbearbejdning kvindebevægelsen har brug for, hvis den skal komme ud af de selvbekræftende fortællinger, der ikke gør nogen klogere.

Kent Nørregaard

Den dag feministerne kræver værnepligt til kvinder er de værd at lytte til. Indtil den dag klinger det hele bare af privilegiefornægtelse.

Frederikke Nielsen

Kent Nørregaard

"Den dag feministerne kræver værnepligt til kvinder er de værd at lytte til. Indtil den dag klinger det hele bare af privilegiefornægtelse."

Rigtig mange kvinder betragter det faktisk som en eksklusion ikke at have lov til at aftjene værnepligt; de tror, at de fleste mænd og myndighederne, styret af mænd, ikke gider have kvinder ind i militæret. Rigtig mange andre kvinder mener så til gengæld, at x gange graviditet på 9 mdr. i overvældende grad opvejer ubalancen i denne eksklusion, da ingen mænd bliver udsat for at opleve den kæmpe fysiske og mentale belastning og ekstreme smerte dette er. Hvem er dem, der har ret, skal jeg ikke kloge mig på. Personligt ville jeg gerne have haft lov til at aftjene værnepligt, men det måtte jeg ikke.

Kent Nørregaard

Rikke Nielsen hvor er det dog dejligt at høre. Så kan vi vel stole på at du vil slå et slag mod det enorme privilegie kvinder har ikke at kunne blive tvunget til at aftjene værnepligt i fremtiden?

Nu er militæret jo ikke ansvarlig for naturen og jeg må lige minde dig om at kvinder ikke er tvunget til at blive gravide. Ja det gør sikkert ondt at føde på et sikkert hospital omgivet af kompetent personale men nok ikke så ondt som mange af de ting man kan blive udsat for i en voletil krigssituation langt fra danske hospitalers sikkerhed.

Det er da overordenligt trist at du ikke måtte værne dit land. Specielt når kvinder har haft værneret siden 1998 og før det var gået en periode hvor kvinder også kunne søge, sidst i flyvevåbenet som blev åbnet for kvindelige piloter i 1992.

Bemærk forskellen på at kvinder har værneret i modsætning til mænds værnepligt så jeg undrer mig lidt over hvem de kvinder du siger "er mange" der ikke har lov til at aftjene deres værneret? Har de startet sager mod forsvaret for denne diskriminerende eksklusion? Eller er det en stråmand fordi du ikke er bekendt med kvinders værneret?

https://www.altinget.dk/artikel/minister-om-koensdiskriminerende-lov-det...