Klumme

Rune Lykkeberg: Jo, pandemien har allerede forandret verden politisk

De kompetente teknokrater har under pandemien besejret de vrede protestpolitikere, staterne har fået ny magt over virksomhederne, og vi har set en helt uventet forandringsvilje i verdens samfund, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne kommentar
Italiens premierminister Giuseppe Conte – en juraprofessor og embedsmand uden politisk erfaring, der her tager selfier med bygningsarbejdere i Genoa – er et eksempel på, at kompetent forvaltning af systemerne er blevet mere populært i de vestlige demokratier end politisk vrede mod systemerne. Og teknokraternes foreløbige sejr over dem, vi plejer at kalde for populister og nationalister, er faktisk en sensation, skriver Rune Lykkeberg i sin klumme.

Italiens premierminister Giuseppe Conte – en juraprofessor og embedsmand uden politisk erfaring, der her tager selfier med bygningsarbejdere i Genoa – er et eksempel på, at kompetent forvaltning af systemerne er blevet mere populært i de vestlige demokratier end politisk vrede mod systemerne. Og teknokraternes foreløbige sejr over dem, vi plejer at kalde for populister og nationalister, er faktisk en sensation, skriver Rune Lykkeberg i sin klumme.

PALAZZO CHIGI PRESS OFFICE

9. maj 2020

Nogle af klodens meget kloge hoveder har allerede konstateret, at coronavirus ikke rigtig forandrer verden. Det samme, som var ved at ske, vil bare ske meget hurtigere, siger de: 

»Corona ændrer ikke vores verdensorden,« sagde eksempelvis den verdensberømte analytiker Ian Bremmer her i avisen:

»Den forstærker alle de tendenser, som allerede er i gang«.

USA er ikke længere verdens moralske og politiske omdrejningspunkt, deres præsident er til grin for hele verden. Internationale institutioner er uden global autoritet, verdens politiske ledere handler nationalt, når det bliver alvor, og globalismen forstået som en utopi om verden som et uendeligt supermarked og en grænseløs fabrik, hvor alt skal produceres der, hvor det er billigst, er faldet.

Den konsensus og orden, der efter Murens Fald virkede, som om den ville vare for altid, holder ikke længere. Det er alt sammen rigtigt.

Det er bare ikke det eneste, som er sket under pandemien. Hvem ville for et år siden have forestillet sig, at teknokraterne ville blive folkekære regeringsledere i 2020? Giuseppe Conte var et teknokratisk kompromis, da han blev valgt som premierminister i Italien.

En juraprofessor og embedsmand uden politisk erfaring. Nu er han blevet en folkelig autoritet i et Italien, der ellers har forekommet politisk uregerligt. Selv Angela Merkel er genopstået som national samlingsfigur i Tyskland.

En historisk mulighed

Sat på spidsen er kompetent forvaltning af systemerne blevet mere populært i de vestlige demokratier end politisk vrede mod systemerne. Pandemien, som er kommet udefra og har udløst økonomisk krise, har indtil videre ikke mobiliseret massivt fremmedhad og racisme.

Teknokraternes foreløbige sejr over dem, vi plejer at kalde for populister og nationalister, er faktisk en sensation.

Og hvem ville for et år siden have forestillet sig, at forholdet mellem stat og marked ville blive så forandret i 2020, at republikanerne i USA gennemførte nærmest socialistisk krisepolitik, og at regeringerne i Holland og Frankrig som betingelse for at hjælpe Air France-KLM krævede plads i luftfartsselskabets bestyrelse?

Det er, som Børsen skrev i en leder forleden, et nyt vilkår, at staten vil komme langt tættere på erhvervslivet og stille nye krav medindflydelse.

Her i Danmark var det Danmarks borgerlige liberale parti, Venstre, som foreslog, at de virksomheder, som modtog hjælp fra staten, ikke skulle betale udbytte til aktionærer i år.

Det blev af mange betragtet som farligt vanvid fra Jeremy Corbyn, at han forestillede sig renationaliseringer af samfundsbærende private virksomheder.

Nu ser vi, at statens medejerskab gennem repræsentation i bestyrelser og gennem fonde er blevet et realistisk scenario i flere vestlige demokratier. Det er en historisk uventet mulighed for venstrefløjen og socialdemokraterne til at genforhandle hele magtforholdet mellem demokrati og kapital, som kræver original idéudvikling og politisk nytænkning, hvis den skal udnyttes ordentligt.

Det umulige er muligt

Endelig: Hvem ville for et år siden have forestillet sig, at der var så meget forandringsvilje i verden, at man kunne holde flyvemaskinerne på jorden, opgive produktion og indstille det forbrugsliv, som ellers har haft karakter af en slags social naturlov?

Og den vilje kommer ikke bare fra autoritære stater, som krænker borgernes rettigheder, begrænser deres frihed og øger kontrollen. I et land som Brasilien har det tværtimod været et folkekrav nedefra imod den autoritære leder, at samfundslivet skulle forandres, så man kunne passe bedre på hinanden. Og de, der som i USA protesterer voldsomt mod coronaberedskabet, er indtil videre oppe imod et stort flertal i deres egne befolkninger.

Kampen mod pandemien har et stort destruktivt potentiale, omkostningerne bliver meget omfattende, og konsekvenserne i Den Tredje Verden kan blive uoverskueligt frygtelige.

Men meget af det, som politisk for et år virkede umuligt, har pludselig vist sig muligt.

Og efter 2019, som også var præget af verdensomspændende protestbevægelser, en ny global offentlighed og klimamobiliseringer, synes pandemien at forstærke nogle helt andre tendenser, end dem vi ellers var opmærksomme på.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jane Jensen
  • Søren Veje
  • Steffen Gliese
  • Anders Graae
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Ib Christensen
  • Oluf Husted
  • David Zennaro
  • Ervin Lazar
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Poul Anker Sørensen
Jane Jensen, Søren Veje, Steffen Gliese, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Ib Christensen, Oluf Husted, David Zennaro, Ervin Lazar, Bjarne Bisgaard Jensen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oluf Husted

Når ting, ikke længere er politisk umulige, så må det være muligt, for fremtiden, at
ændre den hemmelige partistøtte og enkelte MF'eres skyhed omkring egne venner.

Samt forenkle skattelovene og offentliggøre både vores gæld og indbetalinger, til SKAT.

De udbetalte, ca. 400 mia. bør også offentliggøres, så skatte-akrobater ikke får støtte,
men højst lån.

Trond Meiring, Per Torbensen, Hallberg Borg, Estermarie Mandelquist, Liselotte Paulsen, Jan Damskier, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen, Mogens Holme, Kurt Nielsen, Michael Waterstradt og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

USA gennemførte ikke socialistisk krisepolitik, pengene gik ikke til de fattige, de gik til virksomhederne og lidt til deres ansatte, ligesom de plejer, men de enorme masser af arbejdsløse får intet. Skulle Socialdemokraterne kræve plads i luftfartsselskabets bestyrelse? Stille nye krav medindflydelse, nej vel. At kræve at hjælpepakkerne ikke gik til aktionærerne er det mindste man kan kræve, men det forandrer intet permanent. Bankerne udbetaler pengene til aktionærerne senere.

Renationaliseringer af samfundsbærende private virksomheder? Hvor, hvilke? Da ikke herhjemme. Vi venter stadigvæk på at statens medejerskab gennem repræsentation i bestyrelser og gennem fonde bliver et realistisk scenario. Venstrefløjen og socialdemokraterne? hvordan blande den pærevælling sammen? De har intet med hinanden at gøre. "Meget af det, som politisk for et år virkede umuligt, har pludselig vist sig muligt." Ja vi venter nu stadigvæk!

Verden ser helt anderledes ud set nedefra end oppefra. Angela Merkel's Austerity, Reagans ulighedsskabelse eller Tatchers fattigdomsskabelse, det er lige fedt. Tyskland med Merkel i spidsen styrede EU i de tolv forbandede neoliberalistiske år, hvilket herhjemme medførte sociale nedskæringer og ulighed som stadigvæk stiger. Pengene går til de rigeste 16 %. Vi får en mindre procentvis andel af den samlede samfundskage år for år.

Vi styrer ikke verden, tværtimod, der er andre som bestemmer over vores forhold. Merkel har magt, hun styrer fordelingen af penge mellem Syd- eller Nordeuropa. Hendes ulighedsskabende nedskæringspolitik bestemmer over EU. Hvorfor skulle denne krise være anderledes end de andre? Hjælpepakkerne går ikke til de fattige, tværtimod. Økonomi drejer sig om at nogen har ret til en større del af kagen. Så forklar lige hvad vi skal gøre fremover.

Rettelse: Hverken teknokrater, de intellektuelle eller de politiske partier har svarene. Vi er selv nødt til at kæmpe for enhver social forbedring. S, SF og R har slået sig sammen med erhvervslivet. Så hvem kan vi slå os sammen med for at få magt?

Medierne gyder mere og mere olie på, i form af underholdning på TV og regeringen spyder tonsvis af spin om at vi alle er i samme båd. Nej gu er vi ej. Medierne sikrer bare status quo, hvilket ikke er holdbart for vores vedkommende. Det som foregår i øjeblikket med fattiggørelse og en konstant øget ulighed kan ikke fortsætte.

De intellektuelle prædiker ikke-voldelige midler, og det er nobelt. Men fattigdomsskabelse er social vold. Det vi udsættes for dræber os, vi dør af det. Så hvad gør vi når ikkevold ikke virker? Vi har set hvad højrefløjen ender med i USA. Hvad gør vi nu hvor det ikke virker? Ikke-vold modstand virker ikke, hvad gør man så? Vi har demonstreret og råbt op de sidst tyve år.

Et af de næreste spørgsmål i øjeblikket må være, hvordan får vi magt til at fjerne fattigdommen i vores land,
hvordan får vi hævet underklassen op til et rimeligt niveau af levestandard, uden at blive som Trump. Højrefløjen har haft succes med deres agenda de sidste to årtier, men med forfærdelige følger for mennesker, hvor menneskerettigheder bliver knægtet og en ond syndebuk-ideologi er som taget lige ud af anden verdenskrig.

Højrefløjen har haft fremgang fordi de har teamet sammen med de formuende. Herhjemme endte det i en grotesk farce under Folketingsvalget 2019 med flere yderliggående højreorienterede politikere. Hvordan undgår vi at lide samme skæbne, og at miste os selv? Socialdemokraterne overtog den samme syndebuk-politik ved at indsætte Tesfaye som afløser for Støjberg, dvs. den yderliggående højreorienterede politik fortsætter.

Venstrefløjen har tabt på alle fronter i årtier. Derfor er vi nødt til at vende tilbage til det centrale spørgsmål; hvordan får vi magt. Hvem kan vi slå os sammen med? Men hvordan undgår vi at det ender i vold? Det ydeliggående medie Breibart førte i USA Trump frem til valgsejr. Herhjemme pumpede de borgerlige højrefløjen op til groteske dimentioner for at få flertal. I øjeblikket er Radikale mest sammen med blå blok for at få lukket landet helt op efter Corona-nedluknngen.

Vi ved hvad det er som skal forandres. Der skal en omfordeling til, som for hele underklassen vil forbedre sundheden og derved livslængden. Det næste skridt efter det, er at sikre den sociale sikkerhed for arbejderklassen. Med andre ord skal de ødelæggende reformer rulles tilbage.

At staten tilbageruller alle de love som forhindrer vores frihed til at bo hvor vi vil, gifte os med hvem vi ønsker, og at gå i det tøj som vi selv vælger. En verden hvor staterne stopper med at samle vores private data og at registrere os i hoved og røv. Forestil jer at vi igen er fri til at bare være dem vi selv vælger uden deres etiketter, men betragtes som mennesker og ikke længere som forbrugere der skal overøses med den ene ligegyldige reklame efter den anden.

Det haster det med at finde en ny vej til at fjerne fattigdommen og at få alle op på en levestandard som er rimelig - som er et rigt land værdigt. Tiden er for længst overskreden.

Trond Meiring, hannah bro, Karsten Aaen, Chris Ru Brix, Michael Waterstradt, Per Torbensen, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Per Christiansen, Pia Nielsen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Måske man skulle skille tingene lidt ad. Nu hvor alting kommer til os fra USA.

Det er jo ikke ren socialisme vi er vidne til i USA, hvor hjælpepakker og FED-pengeudpumpning, vil medføre den største overførsel af ressource fra den amerikanske arbejder- og middelklasse til de rigeste og deres virksomheder og CEO'er og hvad de hedder alle sammen. Det vi er vidne til i USA er udbygning af monopoler, som vi aldrig har bevidnet det før.

Disse monopoler sidder allerede tungt på alle vores data, de sidder allerede i alle hemmelige amerikanske efterretningsudvalg, og de har nu fået alle tiders mulighed for fuldstændigt at smelte sammen med statsmagten via deres smittesporingsApps med vores data.

Tror de fleste amerikanere vil ønske sig tilbage til valgkampen i 2016, hvor det værste dataovergreb der kunne overgå dem trods alt stadig blot var hvis de fik en

"Text massage from Anthony Wiener"

Iøvrigt her de sidste par dage, hvor 33 mill. amerikanere har mistet deres job, har andre fyldt godt op i pengetanken:

Mark Zuckerberg: $1.08B
Larry Page: $956M
Bill Gates: $931M
Sergey Brin: $919M
Jeff Bezos: $907M
Larry Ellison: $634M
Warren Buffett: $429M
Steve Ballmer: $353M
Combined wealth: $653.8B

Trond Meiring, Sonja Marie Tandrup Jensen, Michael Waterstradt, Jens Kofoed, Per Torbensen, Estermarie Mandelquist, Bjørn Pedersen, Pia Nielsen, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Med de meldinger der kommer fra EU-kommisionen om at stater skal købe indflydelse i store virksomheder der har en handelspolitik betydning er den direkte vej til økonomisk demokrati og dét fra den ultra-liberale kommision og i direkte modstrid med Maastricht-aftalen om staters indblanding i markedsmekanismerne. Neo-liberalismen,globaliseringen,kapitalismen er faldet i det sorte hul hvis rand har været synlig siden finanskrisen i 2008/09. Den måde verden har tacklet corona-krisen på har vist vejen til hvordan klimakrisen skal løses - i fællesskab. Som gammel socialist kan jeg næsten ikke få armene ned.

Ole Rasmussen

Inden vi forandrer verdensbilledet burde vi måske lige afvente og se hvordan det ser ud til august. Vi er jo kun i begyndelsen af slags fase 1 når vi taler fremtid.

Kent Nørregaard

Spørgsmålet er ikke om noget er ændret politisk. Spørgsmålet er om det er permanent eller midlertidigt.

Et hurtigt kig ud på gaden i solskins corona-Danmark viser mig at folk ved at være godt og grundigt tilbage til hvor de var før corona. Mit gæt er derfor, midlertidigt.

Hallberg Borg

Når Rune Lykkebergs visioner afføder så ordrige mod-skræp fra forstenede fundamentalister, sortseende revolutionære og fortvivlede alarmister, så KUNNE det være, at RL har set rigtigt, når han - i modsætning til hele det depressive debatmiljø - formår at løfte blikket og se hen over skyerne og ind i det, der KAN komme - hvis vi tager imod det og forstår det!

Anna Louise Finck-Heidemann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Rejserestriktioner varer ved, de er kommet for at blive. Flyvemaskinerne vil blive stående længe på jorden. Rejse- og turistbranchen var allerede på fallittens rand længe før pandemien førte til karantæne og forbud. Den globale sociale ulighed, naturkatastrofer, krig og geopolitisk strid havde lukket verden for rygsækrejsende og henvist charterrejsende til sikrede resorter verden over. Pirater, halshugning, kidnapning, slidte og turisttrætte storbyer var hverdag og pakkede turiststrømmene stadig tættere før grænserne lukkede ned.

Karsten Aaen

Når Rune Lykkenberg skriver det her:

"Og hvem ville for et år siden have forestillet sig, at forholdet mellem stat og marked ville blive så forandret i 2020, at republikanerne i USA gennemførte nærmest socialistisk krisepolitik, og at regeringerne i Holland og Frankrig som betingelse for at hjælpe Air France-KLM krævede plads i luftfartsselskabets bestyrelse?"

så passer det jo ikke helt, vel...

Og det gør det jo netop ikke, fordi i USA har man givet arbejderklassen, underklassen, og den lavere middelklasse 1200 US dollars i lån! Mod fremtidige skatter - altså, at når krisen er ovre, så skal de betale de 1200 US dollars tilbage igen - i skat! I Canada har regeringen givet hver canadier et tilskud på 1200 canadiske dollars - uden krav om tilbagebetaling...

Og som andre skriver her, så er en af grundene til, at republikanerne deltog i, stemte for, de her hjælpepakker, at de i høj grad gik til erhvervslivet, til de (aller)rigeste i USA, og at de ikke indeholdt
et krav! (som i DK, og resten af EU/Europa), om at pengene ikke må bruges til at betale dividende, udbytte, eller penge til aktionærerne...

Uligheden i USA vil stige efter det her....!

Achim K. Holzmüller, Trond Meiring og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mine amerikanske venner spørger, om det virkeligt er rigtigt, hvad de har kunnet læse om Danmark i New York Times, og de er meget positive og meget indstillede på at tage ved lære.

Svend Erik Sokkelund, Jane Jensen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar