Den nuværende krise har som bekendt alvorlige konsekvenser. Uanset hvordan man anskuer den, er den utvetydigt skadelig, og man kan kun glæde sig til, at den når et mere håndterbart niveau. Men når det så er sagt, tilbyder den aktuelle situation en del særomstændigheder, hvoraf ikke alle er af det onde. Faktisk ved jeg, at der er fem forhold, som jeg vil komme til at savne.
1. Fravær af FOMO
Jeg kommer til at savne det totale fravær af FOMO (fear of missing out). Det har været en præmis for min generation, at informationsstrømmen aldrig tørrer ud, og at de tilbud, den leverer, altid står ved magt. Altid kunne man være et andet sted, altid kunne man være sammen med andre mennesker, der potentielt kunne have mere at byde på.
Men nu kan vi for en stund næsten være sikre på, at det selskab, vi aktuelt befinder os i, faktisk er det eneste rigtige. For der er ganske enkelt ikke nogen eller i hvert fald meget få alternativer. Det legitimerer beskæftigelser, der før virkede kedelige, sørgelige eller decideret åndsvage, på tidspunkter der før var øremærket bestemte aktiviteter. Det legitimerer at ligge og stirre op i loftet fredag aften eller at streame tre CPH:DOX-film i træk. Det kommer jeg til at savne.
2. Reel kulturpolitik
Jeg kommer til at savne, at kulturpolitik diskuteres nationalt og er forsidestof, som har almen relevans. Det er længe siden, at kunstneres vilkår er blevet diskuteret så bredt, og at diskussionen er blevet fulgt til dørs med en sådan omhyggelighed.
Det behøver ikke ebbe ud, men jeg spår det ringe chancer. Kulturpolitik som reel politisk målsætning har været parkeret i årevis, og vil næppe igen få samme nationale bevågenhed, som det har haft de seneste måneder. Det kommer jeg til at savne.
3. Mindre forurening
At krydstogtskibe og flyafgange er sat i bero, kommer jeg til at savne. Mange har formentlig set billederne af delfiner ud fra Istanbuls kyst og grafikkerne over dalende forureningsniveauer verden over. At være vidne til, hvordan hele kloden simultant er i stand til at bremse luftforureningen, er ekstraordinært og opløftende. Og selv om det ikke skyldes de grunde, man kunne have ønsket sig, kan man håbe på, at øjebliksbilledet alene indgyder tro og optimisme, hvor håbet måske var svundet ind.
4. De nye helte
Jeg kommer til at savne det alternative anerkendelseshierarki, hvori omsorgsjobbene hyldes. At sygeplejersker, socialarbejdere, social- og sundhedsassistenter, chauffører og andre dele af velfærdsstaten får anerkendelse som essentielle for vores samfund, ligesom lavtlønnede job som kassemedarbejdere eller vareleverandører pludselig påskønnes.
Jeg kommer til at savne den tydelige demonstration af, hvor meget vi alle er afhængige af, at vores velfærdsstat fungerer. At mennesker, der ikke før har været genstand for beundring, pludselig anses som helte, skønt det arbejde, de udfører, ikke er væsensforskelligt fra det, de lavede for en måned siden.
Blikket for, at vi er forbundne, og ikke kan isolere os fra samfundets øvrighed, uanset hvor lidt vi troede, vi havde brug for det, det kommer jeg til at savne.
5. De kreative projekter
Den kreativitet, der er blomstret op under krisen og har udtrykt sig som fællessange fra altaner, surdejsbagning, strikkeprojekter og vinduesdyrkede grøntsager kommer jeg til at savne. Viljen til at ville farvelægge hverdagen, gøre den spraglet og interessant, har været markant. Den har vist, at kreativiteten ligger latent hos mange mennesker, men at den kræver omstændigheder, der tilgodeser den.
6. Troen på forandring
Den verden, vi kender, er ved at bryde op. Ofte opstår der umiddelbart efter et opbrud en kortvarig uklarhed. De involverede gør sig hver deres tanker, læser konteksten, sådan som de kan, fra den position netop de står i. I dette korte virvar, hvor ingen har greb om situationens videre forløb, er der plads til at fortolke den, præcis sådan som man kunne ønske sig, at den ville tage sig ud. Oprigtigt kan man tro på dette forløb som en realistisk mulighed. Det er i denne kortvarige tilstand, vi befinder os nu.
Vi har hver vores forhåbninger om, hvordan verden bør se ud, når den atter stabiliserer sig, og netop nu kan alle disse drømme eksistere parallelt. For en kort stund tilbyder uvisheden os en realistisk tro på, at vi kan vende verden hen imod noget mere bæredygtigt, retfærdigt og humant. For en kort stund kan vi alle være utopister.
Måske er det dét, jeg kommer til at savne mest, når opbruddet har glattet sig ud: det kollektive væksthus for idéer, overvejelser og forhåbninger om, hvordan verden bør se ud, når den engang åbner sig igen.
Laurits Gulløv, studerende
Jeg hefter mig ved følgende, citat:
"2. Reel Kulturpolitik. Jeg kommer til at savne, at kulturpolitik diskuteres nationalt og er forsidestof, som har almen relevans. Det er længe siden, at kunstneres vilkår er blevet diskuteret så bredt, og at diskussionen er blevet fulgt til dørs med en sådan omhyggelighed. Det behøver ikke ebbe ud, men jeg spår det ringe chancer. Kulturpolitik som reel politisk målsætning har været parkeret i årevis, og vil næppe igen få samme nationale bevågenhed, som det har haft de seneste måneder. Det kommer jeg til at savne."
For det første den konstatering at det jo er helt korrekt at den kulturpolitiske diskussion ikke behøver at ebbe ud, om den gør det afhænger vel af at Laurits Gulløv og alle vi andre, har lysten modet, passionen og interessen for at ville videreføre den politiske samtale om hvad kulturpolitik er, hvad den kan og hvad den skal. Her har vi alle et ansvar for hvordan den fremtidige udvikling kommer til at se ud.
Det videre indhold i punktet er forfatterens egen formodning om, hvad der vil ske i den kommende tid. Men det er vigtigt at holde fast i, at det netop er formodninger - og kun det. Jeg finder det ærgerligt at analysen standser her - i stedet for at fastholde det perspektiv som er overskriften på artiklens 6. punkt: Troen på forandring! For burde vi ikke spørge os selv og hinanden om, hvad der skal til for at fastholde det perspektiv at vi kan diskutere kulturpolitik og at vi kan prioritere kulturen som en selvstændig samfundsmæssig værdi. Det tog sin tid - men den siddende regering nåede alligevel frem til at erkende, at kulturlivet nødvendigvis måtte støttes for at kunne komme igennem krisen! Deri ligger vel også en anerkendelse af, at kultur og kulturinstitutioner har sin plads inden for et velfungerende demokrati. Noget statsministeren har været inde på, i sine offentlige udtalelser.
Derfor: jeg mener der ligger en udfordring i at føre debatten om kulturens rolle i et demokratisk samfund videre, i den kommende tid.
Endvidere mener jeg også der kan være god grund til optimisme, fordi indlægget er trykt i en avis der har set det som sin eksistensberettigelse at være modstandsavis i hele sin levetid. Dette burde vel skabe de allerbedste forudsætninger for at det netop er i Pjoskerens spalter, debatten om den fremtidige kulturpolitik kan udfolde sig. For en ting er helt sikkert: følgevirkningerne af den nuværende sygdomskrise vil være mærkbare i, i alt fald, nogle år ud i fremtiden. Her burde kulturlivet have en afgørende stemme, for det er i kulturen i alle dens facetter ideen om det gode liv og det samfundsmæssige fællesskab skabes. Modstandsavisen burde være det oplagte sted for den demokratiske debat! Man kan jo håbe på, at der vil blive plads til den debat i løbet af sommeren!
mvh. poul.
Glimrende lille indlæg, kan kun nikke genkendende til de gode observationer.