Læserbrev

Det er i strid med Grundloven, at vi restaurantejere ikke får fuld erstatning for vores tab

Når regeringens COVID-19-indgreb forhindrer restauranter i at holde åbent for gæster, må de tildele fuld erstatning og ikke bare et symbolsk beløb, skriver restaurantejer Leif Tullberg i dette debatindlæg
Debat
4. maj 2020

Regeringens COVID-19-indgreb har forhindret alle former for selskaber og serveringer i restauranter, hvilket medfører økonomiske tab.

Når regeringen påfører virksomhedsejere så betydelige økonomiske blødninger af hensyn til samfundets ve og vel, så skal det ske »mod fuldstændig erstatning« – for nu at bruge grundlovens ordvalg.

Jeg mener, at ophævelsen af paragraf 27 i epidemiloven, som Folketinget har hastegennemført, bryder med grundlovens paragraf 73.

Ophævelsen betyder nemlig, at vi ikke får fuld erstatning for tab som følger af coronarestriktioner, som paragraf 73 i grundloven ellers lover.

Jeg er indehaver af Restaurant Kalvø, hvor jeg har et meget professionelt personale, som har omlagt til takeaway. Det er ulogisk, at vi gør det, for det løber ikke rundt at sælge enkeltserveringer ud af huset, men vi gør det. Dels for at holde gang i butikken og dels for at holde på noget af personalet.

Basale rettigheder

Jeg vil gerne anerkende regeringen for deres indførelse af forskellige kompensationsordninger, men jeg mener, at de regler, der er blevet lavet, er præget af hastværk, og i mange tilfælde rammer de helt ved siden af. På min restaurant regner vi lige nu med et samlet tab på 341.000 kr. Den kompensation, vi ser ud til at få, bliver på 38.000 kr., og den er altså ikke i nærheden af det tab, restauranten lider.

Og det bliver kun værre, da vi nu ikke ser en ende på coronakrisen, og derfor frygter vi også, at vores reelle tab bliver langt større.

Jeg skal selvfølgelig ikke afgøre, hvornår det er sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne for restauranter igen. Det må være op til Sundhedsstyrelsen i samarbejde med politikerne.

For selv om min virksomhed bløder 100.000 kr. pr. måned – efter at vi har modtaget erstatning – så handler det om noget meget vigtigere, nemlig de helt basale rettigheder, man har som borger.

Netop paragraf 27 i epidemiloven slog fast, at hvis borgeren påføres (økonomiske) tab – for at hindre smitteudbredelse – så har vedkommende ret til fuld erstatning. Derfor er mit spørgsmål til folketingsmedlemmerne: Hvornår har I tænkt jer at leve op til grundloven?

Leif Tullberg, Indehaver af Restaurant Kalvø.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Vi står sammen.

Min kone er sygeplejerske på Holbæk Sygehus.
Hun vil der, starte en indsamling, til fordel for Leif Tullberg
så hans virksomhed kan komme godt igennem krisen.