Klumme

Det er svært at føle sig fri, selv nu hvor dørene til livet slås op igen

Man behøver ikke et ydre fængsel, for ufriheden er iboende i mennesket, og det selvskabte fangenskab er medfødt. Derfor var det let at adlyde coronareglerne, og derfor er det nu som altid svært at føle sig fri, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme
Debat
28. maj 2020

I de her dage tænker jeg på et digt af den finlandssvenske digter Edith Södergran, som døde i 1923. Digtet beskriver så rammende den følelse, der hersker over hele landet. Det handler om at holde livsudfoldelse tilbage.

»Jeg, min egen fange, siger:
Livet er ikke foråret, klædt i lysegrønt fløjl,
eller det kærtegn man sjældent får,
livet er ikke en beslutning om at gå
eller to hvide arme der holder en tilbage
Livet er den trange ring som holder os fangne,
den usynlige kreds vi aldrig overtræder.
Livet er den nære lykke som går os forbi,
og tusind skridt vi ikke formår at tage.(...)
Livet er at være en fremmed for sig selv,
og en ny maske for hver anden som kommer.
Livet er at omgås skødesløst med sin egen lykke,
og støde det enestående øjeblik fra sig,
livet er at tro sig svag og ikke turde.«

Edith Södergran vidste det: Ufriheden er iboende i mennesket. Man behøver ikke et ydre fængsel.

Södergran var et følsomt og intelligent menneske. Hun led i mange år af en dødelig sygdom, tuberkulose. Det prægede hende selvfølgelig. Men beskrivelsen af et selvskabt fangenskab er alment genkendelig.

Digtet beskriver ufriheden som en grundlæggende eksistentiel præmis. Selv om hun døde allerede som 31-årig, havde Södergran erfaret, at lykken er kortvarig, og at selve livet – som man kan erstatte med ordet ’hverdagen’ eller ’virkeligheden’ – er en trang fornemmelse.

I digtet beskriver hun, hvordan hun kaster lykken bort, alene fordi hun er bange. Der er et mod, hun kunne udfolde, hvis hun bare turde. Men det er netop livets tragedie, at det ikke lader sig leve fuldt ud. Og det er ikke en fejl, det er et grundvilkår.

Livsfornægtelse i os alle

Södergran levede ikke under en pandemi, og alligevel er digtet relevant i denne tid. Bag de statsautoriserede restriktioner, som vi ganske fornuftigt følger, står depressionen på spring. Livsangsten er altid til stede. Fejhed, dovenskab og frygt er udyder, som bare skal fodres, så begynder de at vokse. Det er som ukrudt, der let kan overtage hele bedet.

Hvorfor er det sådan? Det kan ingen svare på. Mennesket vil bare ikke altid det gode, heller ikke for sig selv.

Denne livslammelse gælder ikke bare for folk, som er »psykisk sårbare«, som det hedder med et slet skjult stigmatiserende udtryk. Nej, der er en livsfornægtelse i os alle, der i øjeblikket får frit spil. Smittetallene falder, men når faren aftager, og dørene til livet igen slås op, foretrækker den indsatte alligevel fangenskabet. Vi ender med at udvikle et Stockholmsyndrom over for os selv.

Det er selvfølgelig mest tydeligt blandt de ældste. Min 81-årige mor og hendes venner vil helst ikke gå ud, også selv om det bare gælder en tur i parken, hvor der ikke er smittefare. Pandemien har kickstartet sidste del af deres alderdom med depressionens velkendte redskaber. Mine jævnaldrende holder ikke de selskaber, der nu er tilladt, og hvis man har set folk, er man udmattet flere dage efter. Pandemien er blevet et alibi for ikke at leve livet.

De unge er umiddelbart en undtagelse. Cafeer og barer er igen fyldte, og for et par dage siden måtte politiet rydde Kongens Have, fordi de unge sad for tæt. Men mine teenagedøtre fortæller om en anden virkelighed.

Der er stadig en på nogle punkter overdreven forsigtighed blandt de unge. Mange vil ikke mødes indendøre med de nærmeste og ikke forsamles med nye mennesker, også selv om man holder sig indenfor det tilladte antal. Også blandt de unge fremelsker pandemien ængstelighed og irrationel forsigtighed.

Når man som Södergran kender livet lidt og ved, hvor svært det i forvejen er at føle sig fri, kan man godt blive bange for, at vi kommer til at ophøje livsangsten til en dyd.

Det har været mere end let at få den danske befolkning til at adlyde reglerne. Det kunne ikke lade sig gøre, hvis ikke vi havde talent for det. Vores liv er i forvejen en fængselsbygning. Vores fangenskab er medfødt. Det er egentligt banalt: Vi er ikke herre over vores skæbne, fordi vi er dødelige, fanget i vores krops forgængelighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Så sandt, så sandt!

Johnny Werngreen

Du kan da ikke generalisere dine personlige ontologiske refleksioner til at gælde alle. Jeg er sikker på, at nogle vil nikke indforstået til din beskrivelse, men den virkelighed, jeg for eksempel har oplevet, har været én stor hyldest til livets mangfoldighed af muligheder - billedet er nærmest modsat, lidt ligesom mælkebøtten der bryder gennem asfalten.

Steffen Gliese

Jeg har det udmærket med et reflekteret liv uden for megen udenoms aktivitet i denne tid. Lige så glad jeg er for at folde mig ud i selskaber og at rejse, ligeså tilfreds er jeg med nu ikke at gøre det, men i stedet gøre ting hjemme.