Læserbrev

Tue på 15 år: Jeg savner mit fodboldhold, selv om vi kun vandt én gang på et helt år

Coronakrisen har lært mig meget om mig selv: at jeg er meget mere doven, end jeg regnede med, at succesfulde langdistanceforhold er en myte og at jeg savner mit fodboldhold, selv om vi altid taber. Jeg vil ud, og jeg vil leve, skriver elev i 9. klasse i dette debatindlæg
»Vi har fået tæsk i så mange sæsoner, at de eneste pokaler, jeg har, er deltagerpokaler. Overraskende nok for mig selv viser det sig, at jeg savner at tabe,« skriver 15-årige Tue Andersen Jacobsen i dette debatindlæg.

»Vi har fået tæsk i så mange sæsoner, at de eneste pokaler, jeg har, er deltagerpokaler. Overraskende nok for mig selv viser det sig, at jeg savner at tabe,« skriver 15-årige Tue Andersen Jacobsen i dette debatindlæg.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Debat
14. maj 2020

Man siger, at man først ved, hvad man har, når man mister det. Det viser sig, at det er helt rigtigt. Her er fem sjove, bekymrende og overraskende ting, coronakrisen har lært mig om mig selv.

Jeg er meget mere doven, end jeg troede. Mens jeg skriver det her, er det næsten 1.400 timer siden, Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned. Jeg anslår, at jeg har brugt 65 procent af den tid i sengen.

Nu hvor vi så småt begynder at åbne op igen, får jeg dårlig samvittighed over alle de ting, jeg ikke har gjort. Jeg kunne have holdt mig i form eller lært at spille guitar. I stedet for har jeg stenet, sovet og spillet computer. Det viser sig, at jeg har en rygrad som en regnorm.

Hvis der er en ting, coronakrisen også har lært mig, så er det, at succesfulde langdistanceforhold er en myte.

Alle har gået ture. Mine forældre har gået ture, mine naboer har gået ture, hele Danmark har gået ture. Men min nu tidligere kærestes forældre gik i coronapanik. I seks uger måtte vi ikke se hinanden, indtil hun en dag pludselig ville gå en tur, der ikke endte ikke lykkeligt. Det viser sig, at gåture er overvurderede.

Inden coronakrisen var skærmtid et emne, vi ofte debatterede. Nu er der pludselig blevet lagt låg på den debat.

Skærmen bliver brugt i undervisningen, til at se pressemøder og til at holde de sidste rester af mit sociale liv kørende. Jeg håber, at erfaringerne med skærmen nuancerer debatten om skærmtid fremover. Det viser sig, at computeren kan bruges til langt mere end bare Netflix.

Det er også nemt at blive ensom. I starten gik det godt med karantænen, men efter flere uger i isolation blev mit værelse nærmere til en fængselscelle. Et fængsel uden den daglige gårdtur. Computerspil sent om aftenen og den daglige undervisning blev til åndehuller. Åndehuller, hvor jeg endelig kunne se mine venner, eller i det mindste bare nogle andre end mine forældre.

Aldrig havde jeg regnet med at skulle savne skolen så meget. Det viser sig, at skolen er mere end bare lektier.

Jeg savner mit fodboldhold, mine holdkammerater og mine overambitiøse trænere, som altid meldte os til konkurrencer langt over vores niveau. Jeg savner fodbolden, uanset at vi kun skaffede os én sejr på et helt år.

Vi har fået tæsk i så mange sæsoner, at de eneste pokaler, jeg har, er deltagerpokaler. Overraskende nok for mig selv viser det sig, at jeg savner at tabe.

Lige om lidt åbner det hele igen – næsten. Jeg vil ud, og jeg vil leve. Forhåbentlig husker jeg de fem ting, jeg har lært.

Det viser sig, at jeg før har taget rigtig meget for givet.

Tue Andersen Jacobsen, elev i 9. klasse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ulla Blok Kristensen

Tak Tue, for at dele dine refleksioner
Mon ikke dit indlæg tæller for første stil om dit liv m corona !