Læserbrev

Det er urealistisk at tro, at klimakrisen ikke vil forårsage internationale konflikter

Når man advarer mod, at dystre sikkerhedspolitiske forudsigelser kan ende som selvopfyldende profetier, er jeg enig. Men jeg mener også, at det er uansvarligt ikke at åbne øjnene og forholde sig til de geopolitiske problemer, klimakrisen skaber, skriver lektor Christian Kaarup Baron
18. maj 2020

Da forfatteren Ray Bradbury engang blev spurgt om, hvorfor han skrev om fremtiden, svarede han efter sigende, at han gjorde det for at forhindre den.

Professor i international politik Ole Wæver og postdoc Tobias Liebetrau leverer i deres svar til min kronik et udmærket forsvar mod historisk determinisme. Denne position er imidlertid ikke min, om end jeg anerkender, at kronikken godt kan læses sådan.

Indrømmet, det er polemisk, når jeg skriver, at geopolitiske forudsigelser ofte er simple i deres natur, men det er hverken, fordi jeg frasiger mig menneskelig initiativrigdom eller muligheden for en ny Gorbatjov, der kan vende kortet på hovedet.

Det er, fordi klimaforandringerne afføder en række ’traditionelle’ geopolitiske problemer. Disse forekommer så presserende og forudsigelige, at det virker uansvarligt ikke at forholde sig til dem.

Wæver og Liebetrau advarer i deres replik mod, at dystre forudsigelser kan ende med at blive selvopfyldende profetier. Det er jeg enig i.

Men den modsatte tendens findes også: At man lukker øjnene for det åbenlyse, så man ikke er i stand til at gøre noget ved problemet, før det har vokset sig for stort til at håndtere.

Urealistisk

I kronikken nævner jeg en fødevarekrise, og især denne opfatter jeg som en sag, det ikke bare går at vifte væk, og hvis videnskabelige grundlag i øvrigt er forholdsvis velforstået.

Wæver og Liebetrau går i rette med min konklusion om, at verden vil være mere farlig og usikker, end vi har været vant til. Men jeg anser faktisk denne pointe for at være relativt triviel. For at tro, vi automatisk kan forvente den samme form for international politisk stabilitet under presset fra klimaforandringerne, anser jeg for uholdbart, givet omfanget af problemet.

Jeg mener også, at det er urealistisk at tro, at denne udvikling ikke i et eller omfang vil generere lokale ressourcemæssige nulsumsspil, som vil gøre det vanskeligere at undgå konflikter.

Derved ikke sagt, at vi bare skal give op. Tværtimod!

Disse udfordringer fordrer om noget en mangestrenget og bæredygtig sikkerhedspolitik, som kan være med til at fastholde fred, stabilitet og internationalt samarbejde der, hvor det er muligt.

Christian Kaarup Baron er lektor på Center for Biovidenskab og Teknoantropologi på Aalborg Universitet og forsker i præmisserne for fremtidsscenarier.

Christian Kaarup Baron forsøger på baggrund af spinkle præmisser at spå om kommende kriser og krige. Desværre risikerer vi, at hans forsimplede, pessimistiske forudsigelser bliver selvopfyldende, skriver postdoc Tobias Liebetrau og professor i international politik Ole Wæver i dette debatindlæg.
Læs også
Mange bilder sig ind, at fremtiden er uforudsigelig, men i virkeligheden er sikkerhedspolitiske forudsigelser ofte simple i deres natur. Her er fem forudsigelser, der blandt andet viser, hvordan klimaforandringer gør det umuligt at løse Israel-Palæstina-konflikten, skriver lektor Christian Kaarup Baron i dette debatindlæg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu