Kommentar

Verden er blevet så stille, at vi hører hinanden som aldrig før

Corona fik en pandemisk stilhed til at sænke sig over landet. Der blev så stille, at vi lagde mærke til nye, irriterende lyde. Stilhed er ofte den ønskede modpol til støj. Men karantæneperioden viser, at vi må nuancere den modstilling, skriver tre lydforskere i dette debatindlæg
Ssshhh. Kan du huske, hvordan det lød, da gaderne lå øde hen, da samfundet var sat i stå?

Ssshhh. Kan du huske, hvordan det lød, da gaderne lå øde hen, da samfundet var sat i stå?

Astrid Maris Rasmussen

30. maj 2020

Der har været et fald i seismisk lyd efter COVID-19-udbruddet, sådan beretter geologer verden over.

I de forgangne uger har bynære observatorier i Bruxelles, Genève og Zürich delt billeder af faldende støjkurver, der som tavse vidnesbyrd beretter om en pandemisk stilhed som følge af de massive ændringer i vores hverdagslige bevægelsesmønstre efter virussens indtog.

Også det blotte øre kan registrere en markant ændring i vores auditive univers efter udbruddet. Vi lever i en konstant strøm af lyd. Men som fisken, der næppe registrerer vandet omkring sig, tænker vi til daglig ikke over denne aktivitet. Vi kalder denne type lyd for ’baggrundslyde’, fordi de trænger sig i baggrunden, om bag de lyde, som fanger vores opmærksomhed: Emma, som kalder fra trampolinen, fordi hun har slået sig, eller kaffemaskinens snøften, der indikerer, at Nespressoen endelig er klar.

Når baggrundslydene smyger sig så ubemærket om vores øvrige levede liv, skyldes det, at vi for det meste helt ubevidst, konstant inddeler lyde i kategorier: baggrund/forgrund, vigtig/uvigtig, kendt/ fremmed. Hvis vi var lige opmærksomme på alle lyde hele tiden, ville vores hjerner brænde sammen.

Man kan sige, at vi har en art permanent støjfilter installeret i hjernen. Men med det i mente, at den konstante filtreringsproces er mere kompleks end et fysisk filter. Den sker nemlig på baggrund af et samspil mellem tidligere lytteerfaringer, kulturelle koder, lydens interne karakteristika samt vores muligheder for at reagere på lydene.

Baggrundslydene opdager vi af den årsag som regel først, når de ændrer sig. Mange kender sikkert det fænomen, at det først er, når gæsterne er gået, at man ved den pludseligt opståede stilhed registrerer, hvor høj larmen egentlig var. Og det er netop dén type vidnesbyrd, som fyldte i de indledende karantænedage, især fra bybefolkningen: Idet der blev markant færre biler på gaderne, oplevede folk ikke blot mindre støj. De følte sig nedsunkne i en mærkbar stilhed.

Pandemien kunne både sanses og mærkes som andet end den beskrevne sygdom med feber og hoste, på samme måde som den afstand vi nu skal tage til hinanden er »et stykke ingenting, der kan mærkes«, som Gudrun Marie Schmidt beskriver det i et essay i Politiken.

Kæmpemikrofoner i væggene

Den pandemiske stilhed er en ændring af vores auditive miljø. Den kan ikke blot registreres, men også sanses på niveauer, vi ikke altid er bevidste om. Det skyldes, at lydene ikke blot rammer vores ører, men også sætter aftryk i vores krop, især hormonsystem og puls. Af de årsager kan støj have en negativ effekt på ens helbred. Det kan man blandt andet læse i WHO’s rapporter.

Trafikstøj er en af de store sundhedsudfordringer i storbyerne, så mindskningen heraf under karantænen har givetvis haft en positiv effekt på befolkningen. Efterhånden som stresshormonerne forlader kroppen, bliver nattesøvnen bedre, hvilket flere personer, vi har talt med, beretter om. Eftersom vores hjerne er yderst plastisk, vil den hurtigt tilpasse sig de nye lave støjniveauer. Det bliver derfor interessant at følge, hvad der sker, når hverdagen vender tilbage, og støjniveauerne igen stiger.

De mange vidnesbyrd, vi har indsamlet om lydmiljøet under karantænen, er dog ikke kun positive. Ud af stilheden er der for mange vokset nye irriterende eller bekymrende lyde: Den hosten, man ikke før tænkte særligt over, har nu fået en ildevarslende grundtone. Og flere berettede, at de på grund af isolationen hørte naboens lyde tydeligere end før. En fortalte, at i hans ensomhed føltes væggene som kæmpemikrofoner, der forstærkede især en særlig irriterende latter, som vel også havde været der før karantænen.

Når talen falder på støjforurening, er stilheden ofte den ønskede modpol. Men den pandemiske stilhed, som sænkede sig over landet i karantæneperioden, viser, at vi må nuancere den modstilling: At stilhed faktisk ikke findes, men i virkeligheden er et rigt nuanceret lydtapet, som sindet knapt registrerer, men som kroppen reagerer prompte på.

Vores pejlemærke bør ikke være den rigide skelnen mellem stilhed og støj, når vi skal lave sunde lydmiljøer. I stedet bør vi operere med baggrunds- og forgrundslyde, som to nuancer holdt i skak af et komplekst, evigt aktivt, men også yderst plastisk og formbart ’støjfilter’.

Det vi bør sigte imod i vores privatliv, i vores arkitektur, byplanlægning, skole og arbejdsmiljøer er derfor ikke blot at reducere støj. Vi bør snarere vække den sanselige opmærksomhed ved at skabe lydmiljøer, hvor baggrunds-/forgrundsdynamikken kan trænes, trives og udfoldes.

Anette Vandsø, Marie Koldkjær Højlund og Morten Breinbjerg er lydforskere ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitetet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
Trond Meiring, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer