Klumme

Yahya Hassan gjorde mig stolt af min brune hud, mine mørke øjne og vores fælles historie

Yahya Hassan forvandlede skammen over min baggrund til stolthed og viste, at kunsten ikke er forbeholdt de hvide. Han startede et oprør i en hel generation af brune, der ikke længere er bange for at tale om barndommens traumer, skriver Mahamad-Bakher Sabah i denne klumme
»Yahya startede et oprør i en hel generation, der ikke længere var bange for at tale om traumerne. Han havde jo blottet vores hemmeligheder for hele omverdenen.«, skriver Mahamad Bakher Sabah.

»Yahya startede et oprør i en hel generation, der ikke længere var bange for at tale om traumerne. Han havde jo blottet vores hemmeligheder for hele omverdenen.«, skriver Mahamad Bakher Sabah.

Ritzau/Scanpix

Debat
5. maj 2020

Jeg græd, da jeg læste, at Yahya Hassan var død. Låste døren til toilettet og græd.

Hans mor havde lagt en video op på Facebook, hvor han, korthåret, bredskuldret og skælvende, reciterede den islamiske trosbekendelse højt og sagde:

»Jeg er født muslim, vil dø muslim, men man er måske ikke, som folk er flest. Slut, prut, finale.«

Det gik pludselig op for mig, hvor længe siden det var, at den langhårede og spinkle Yahya selvsikkert messede, at han »PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD«.

Da jeg læste hans første digtsamling, læste jeg for første gang i mit liv en bog om mig selv i vrede versaler. Han fortalte mig ikke noget, jeg ikke vidste i forvejen.

Men Yahya var mit første rigtige møde med lyrikken. Han tog min poetiske mødom og løb med den. Løb hen til min barndom i det, politikerne kalder ghettoen, hen til en ængstelig, afstraffende far, til en blid, uforløst mor, til svigt og traumer, til vold og social kontrol, til hykleriske gangsterperkere og identitetsløse præmieperkere. Yahyas ord satte ild til betonblokkene, længe før politikernes ghettoplaner ville rive dem ned.

»Det virkelig magiske ved kunst,« sagde Søren Ulrik Thomsen her i avisen, er, at den kan »tale til mennesker, der befinder sig helt andre steder i samfundet«. Det er sandt. Men Yahya Hassan talte først og fremmest til os, der lignede ham. Råt, kompromisløst, blasfemisk, ja, men også ømt og omsorgsfuldt. Som her i »LANGDIGT«, da han finder ud af, at hans søster skal giftes væk til en »GELLERUPPERKER« i et arrangeret ægteskab:

MIG JEG VED DET ER DEN FØRSTE GANG
DU ER FORELSKET
FORDI DU ALDRIG HAR VÆRET
PÅ LEJRSKOLE ELLER STUDIETUR
FORDI DU ALDRIG HAR VÆRET TIL EN FEST
FORDI DU ALDRIG HAR TALT MED EN DRENG …
SØSTER MIG JEG UNDERKENDER IKKE DINE FØLELSER …
MIG JEG SKØNNER
AT DEN FØRSTE FORELSKELSE
DEN ER DEN FARLIGSTE FORELSKELSE
NÅR DEN MUNDER UD I ET ÆGTESKAB
MED EN MUSLIM

I folkeskolen skammede jeg mig over alt det, der mindede mig om Mellemøsten. Det aggressive sprog, koranerne og tørklæderne, lugten af maden. Men Yahya gjorde mig stolt af min brune hud, mine mørke øjne og min families historie. Han mindede mig om, at vi havde en vigtig historie at fortælle, at kunsten og litteraturen også var vores. Han gav plads til brune forfattere som Sara Omar, Ahmad Mahmoud, Geeti Amiri og senest Naiha Khiljee.

Yahya startede et oprør i en hel generation, der ikke længere var bange for at tale om traumerne. Han havde jo blottet vores hemmeligheder for hele omverdenen.

Vi kunne skrive digte, vi kunne få 20 minutter i Deadline, vi kunne få hele Hvide Danmark til at lytte uden at sælge vores sjæl til djævlen, sådan som Danmarks dengang eneste yndlingsperker, Naser Khader, ifølge de fleste, han delte hudfarve med, havde gjort det i to årtier.

Forbandede flygtningeforældre

Den første og eneste gang, jeg mødte Yahya, var i Istanbuls lufthavn i 2014. Vi stod med et par meters afstand, da vi fik øjenkontakt. Jeg smilede. Dengang kunne de fleste muslimer, blinde af hans islamkritik, ikke fordrage ham. Han var allerede blevet jagtet og overfaldet flere gange, så mit skæggede ansigts smil må have overrasket ham. Han smilte tilbage og spurgte, hvor jeg skulle hen. Jeg skulle til Iran, han skulle til Israel. Vi havde begge nogle timer til næste fly og satte os i lufthavnens lounge.

Vi snakkede om dumme perkere og dumme danskere. Om at vi kom fra hinandens naboghettoer, Trillegården og Bispehaven. Han ville tale om islams guldalder og recitere sit yndlingsvers fra Koranen. Jeg ville tale om et af mine yndlingsdigte:

JEG SPILDER TYVE LITER MØRKE
OG EN BARNDOM OP AD VÆGGEN
EN STENALDERHÅND EN PAPERBACK-KORAN
MÅSKE VILLE JEG HAVE ELSKET DIG
HVIS JEG VAR DIN FAR OG IKKE DIN SØN

Yahyas historie er ikke kun hans, den tilhører tusindvis af drenge i de udsatte områder. Tag bussen til Mjølnerparken, toget til Vollsmose eller Bispehaven, og du vil møde yahyaer, mindre kritiske, men med samme historie. Børn af den forbandede generation af flygtningeforældre, der var for traumatiserede af krig og flugt til at give deres børn kærlighed, omsorg og ro.

Yahya formåede heller ikke at lade traumerne stoppe ved sig selv, og det gik især ud over kvinderne i hans liv.

Det er hverken politikernes, kulturelitens eller muslimernes skyld, at Yahya ikke er her længere. Men det muslimske miljø tog ubarmhjertigt imod ham. Jeg tvivler på, at han døde som muslim. I »VANTRO«, et smukt digt fra hans sidste digtsamling, skriver han:

JEG BÆRER TROEN SOM TVIVLEN
TVIVLER PÅ TROEN OG TROR PÅ TVIVLEN
VI ER FOR MANGE OM FRELSEN MIN BROR
DET ER FOR SENT AT BLIVE MARTYR BROR
JEG KORSFÆSTER MIT FODFÆSTE I DEN FORHEKSENDE EKSTASE

At Yahya til sidst bekendte sig til islam, var hans sidste forsøg på forsoning med baglandet. Og når man læser unge muslimers reaktioner på sociale medier, virker det til, at det lykkedes. De har taget ham til sig som en bror i islam.

Hans død er et ufatteligt tab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Flot skrevet
Hanne Pedersen

René Hansen, Karen Grue, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Ulla Blok Kristensen

Tak for din personlige beretning !
Fik Yahya s første digtsamling til min 60 års fødselsdag. Den gjorde et stort indtryk !

Ete Forchhammer , Nette Skov, ingemaje lange, Karen Grue og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

<3 tak <3

Niels Christensen

Tak

Christina Elle

Hvor er det bare et utroligt fint indlæg. Han har gjort en stor forskel for mange - han har gjort det lovligt at tale om det forbudte.

TAK Mahamad-Bakher Sabah - for et modigt og varmt minde om en helt unik ung digter,
som under stor smerte åbnede op for en "dynamit farlig" men nødvendig ytringsfrihed - for alle i samfundet. Han var/er dyrebar !

Kære Mahamad-Bakher Sabah! Tak for dit indlæg. Yahya var og er en stor berigelse for europæisk litteratur.