Kronik

Jeg blev anbragt som barn. Min voksne krop husker kun gråden, mørket og lugten af angst

I dag ville jeg have været et af de børn, som Mette Frederiksen ønsker at tvangsanbringe. Det ønsker jeg ikke for nogen. En stor del af os, der har været anbragt, forsøger at begå selvmord, og dem, der overlever, er dårligere uddannet og arbejdsløse, skriver Tonny Trip Jensen Christiansen i dette debatindlæg
Hver eneste anbringelse skal kunne retfærdiggøres og være nødvendig. Og for hvert eneste barn skal det kunne sandsynliggøres, at barnet gennem anbringelsen vil få et bedre liv, skriver dagens kronikør.

Hver eneste anbringelse skal kunne retfærdiggøres og være nødvendig. Og for hvert eneste barn skal det kunne sandsynliggøres, at barnet gennem anbringelsen vil få et bedre liv, skriver dagens kronikør.

Kennet Havgaard

26. juni 2020

Jeg var så lille, at min krop kun husker gråden, mørket, lugten af angst og smagen af metal.

Min krop husker, at gråden var de andres, og at jeg på en eller anden måde havde erkendt, at gråd førte til mere smerte. Min krop husker følelsen af at være blevet begravet levende, den krop husker den lydløse gråd, som stadig dukker op, når jeg møder et smil, et venligt ord eller blot en fremmed, som går i samme retning.

I dag ville jeg have været et af ’Mette Frederiksens udvalgte børn’, der skulle anbringes, og det ønsker jeg ikke for nogen.

Når en kommune anbringer et udsat barn, gør de, hvad de tror er bedst. Som samfund håber vi, at anbringelsen er rigtig og gennemtænkt. Men hvad hvis de blot gør, som de plejer, uden at tænke på, om de beskytter barnet eller i uvidenhed gør det modsatte?

Astrid Krag (S) forsvarer i Information tvangsanbringelserne med, at børn fra minoritetsetniske hjem er overrepræsenteret i underretningsstatistikken. Hvad hun ikke redegør for, er, om det sted, hun ønsker at anbringe barnet, er bedre.

Er den fremtid, hun tiltænker barnet, virkelig bedre? Bedre end at vokse op med en kærlig, men alkoholiseret mor? Bedre end at vokse op i en familie, som ikke har opdaget, at Danmark endegyldigt afskaffede revselsesretten i 1997?

Her er, hvad vi ved: Børn, der har været anbragt, klarer sig dårligere gennem hele livet. Fra barnsben af slås anbragte med en massiv overdødelighed på grund af selvmord og stofmisbrug, viser tal fra Rockwool Fonden og VIVE. Hele 28 procent af dem har forsøgt selvmord, mens de var i statens varetægt. Og vi ved, at de, der overlever, får en væsentlig dårligere uddannelse, og mange lander på overførselsindkomst. Det lyder ikke som en succes.

En ond cirkel

Jeg er ikke i tvivl om den gode intention, da Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale sagde: »Vi har et særligt ansvar for de børn, der har det allersværest,« men når hendes svar er, at »flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag«, så lyder det som noget andet.

Problemet har vi haft inde på livet længe. Siden 1708 har Danmark haft en lov, som skal sikre alle børn en god opvækst. Bortset fra valget af ord var indholdet i loven dengang næsten det samme som i dag. Målet var, at børn skulle vokse op til at blive fornuftige og samfundsnyttige borgere – det samme som i dag. Her 312 år senere er det endnu ikke lykkedes.

Mette Frederiksen siger det selv: »Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet.«

Men når betjenten river barnet ud af sin mors trygge favn, drukner den ellers gode intention i lyden af barnegråd og fortvivlelse. Når barnet anbringes ikke bare én gang, ikke bare to gange, men mange gange, så er det nemt at forstå barnets angst. Det er nemt at forstå, hvordan dette svigt kan forvandle et lille hjerte til en ufølsom sten. Nemt at forstå hvorfor barnet i et brændende ønske om at undslippe smerten overvejer at tage sit eget liv.

Det ser ud til, at anbringelse er barnets første skridt ind i en ond cirkel.

Vi ved, at børn, der bliver anbragt, har forældre, der selv har været anbragt. Vi ved, at 34 procent af alle anbragte kommer fra etniske minoriteter. Og vi ved, at 77 procent kommer fra familier, hvor der kun er én forælder. Vi ved, at når lavindkomstfamilier får beskåret kontanthjælpen, stiger risikoen for, at deres børn bliver anbragt, med 25 procent. Alt det står i Rockwool Fondens rapporter.

Problemerne begynder og slutter med økonomi. I dag risikerer titusindvis af udsatte borgere at få fjernet deres børn.

Kun som sidste udvej

Rigsrevisionen kritiserede i en beretning fra 2015 kommunerne for ikke at føre opsyn med anbragte børn og ikke at reagere i tide, når børn udsættes for omsorgssvigt. Er det med statsministerens ordvalg »tryghed, kærlighed og stabilitet«, når børn hvert eneste år flyttes fra plejefamilie til institution, mellem plejefamilier og mellem institutioner – ofte mange gange?

Mette Frederiksen viser, at hun kender svaret, når hun siger: »Der kan være mange opbrud. Nye plejefamilier. Flere opholdssteder. Forskellige sagsbehandlere. Skoleskift.«

Alligevel virker kommunerne ikke bekymrede, når de i forlængelse af den første anbringelse synes at sige: ’Så har vi gjort vores’. Kommunerne synes heller ikke at bekymre sig om, hvad de børn, der vælger at begå selvmord, siger med deres handling. Det system, som siger, at det har ’reddet dem', har faktisk slået dem ihjel.

Med Bistandsloven i 1976 fik kommunale sagsbehandlere overdraget det fulde ansvar for området. Nok blev de gjort eneansvarlige for alle beslutninger om anbringelse, men kriterierne har aldrig været entydige, endsige målbare.

Ankestyrelsens anbringelsesstatistik viser, at kommunerne angiver to grunde til, at de anbringer: årsager hos forældrene og årsager hos barnet. Når sagsbehandlerne i 49 procent af tilfældene angiver »utilstrækkelig omsorg« som årsag og i 28 procent af tilfældene angiver »udadreagerende adfærd«, så ved ingen, hvad det betyder. Uden entydige og ufravigelige kriterier har vi gjort det umuligt at varetage det enkelte barns tarv.

Anbringelse bør kun bruges som sidste udvej. Det skal være undtagelsen, ikke normen.

Hvorfor bliver der ikke gjort mere for de udsattes økonomi, når vi nu ved, at der en direkte sammenhæng mellem en families økonomi og dens risiko? Vi bør forlange noget bedre.

Børn betaler prisen

I perioden fra 1985 til 2018 er der sket et fald i antallet af anbragte børn, men desværre skyldes det ikke, at systemet er blevet bedre. Selv om der i perioden er blevet gennemført adskillige ’forbedringer’, har det ikke gjort nogen forskel.

Andelen af børn, som anbringes, er ikke faldet. Den ligger stabilt på omkring én procent af alle unge mellem nul og 17 år, viser tal fra Rockwool Fonden. Uden en dybere analyse af tallene er det nærliggende at tro, at de ’forbedringer’, man har indført, ikke har gjort noget ved det egentlige problem.

Uheldigvis har skiftende regeringer altid været mere optaget af at vaske hænder end at gøre noget effektivt. Ved at flytte ansvaret for praksis til kommunerne har de skabt sig selv en syndebuk, som de, når det er politisk belejligt, kan pådutte ’forbedringer’, og når det så går galt, kan skyde skylden på.

Mette Frederiksens udtalelse om, at »flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag«, lyder som netop sådan en forbedring. Som masser af regeringer før denne vil man gerne fremstå handlekraftig og menneskelig. Om de foreslåede ændringer så gør en forskel og hjælper dem, som det rent faktisk handler om, er tvivlsomt.

For at berettige noget så voldsomt som en anbringelse, er det ikke nok at stikke en fugtig finger i vejret. Hver eneste anbringelse skal kunne retfærdiggøres og være nødvendig. Og for hvert eneste barn skal det kunne sandsynliggøres, at barnet gennem anbringelsen vil få et bedre liv. Et bedre liv end det ellers ville have fået, hvis anbringelsen ikke havde fundet sted.

Målet med anbringelse har altid været at sikre, at udsatte børn får de samme muligheder for uddannelse, arbejde og familieliv som andre børn. Lige nu sker det ikke. Vi har endnu til gode at se, om det nogensinde vil lykkes.

At vi har haft systemet siden 1708 synes ikke at have lært os meget. Vi bliver ved med at gøre, som vi plejer, og vi bliver ved med at undre os over, at det ikke virker.

Skal børnene blive ved med at betale prisen?

Tonny Trip Jensen Christiansen er tidligere anbragt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Claus Nielsen
  • Hanne Utoft
  • Alvin Jensen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Andersen
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Dorte Sørensen
  • Arne Albatros Olsen
  • David Adam
  • Steffen Gliese
  • Marianne Rosendahl Erichsen
  • David Zennaro
  • Trond Meiring
  • Lillian Larsen
Flemming Berger, Claus Nielsen, Hanne Utoft, Alvin Jensen, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Thomas Andersen, Claus Bødtcher-Hansen, Dorte Sørensen, Arne Albatros Olsen, David Adam, Steffen Gliese, Marianne Rosendahl Erichsen, David Zennaro, Trond Meiring og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Else Marie Arevad

Ja, hver eneste anbringelse skal være sbsolut nødvendig for barnet. Barnet har krav på en god og tryg opvækst, og det stiller store krav til de mennesker, som har barnet i deres varetægt.
Tonny, du skriver, at anbragte børn klarer sig dårligere gennem hele livet. Det kan der jo være flere grunde til. Dels et dårligt miljø i anbringelsen, dels også de traumer, børnene måtte have med fra deres biologiske forældre. Og ville de samme børn have klaret sig bedre gennem hele livet, hvis de var blevet hos forældrene?

Claus Bødtcher-Hansen

26/jun/2020

Kære Tonny Trip Jensen Christiansen,
tak for et super godt og seriøst indlæg,
ud fra dine helt egne erfaringer !

Jeg kunne godt ønske mig, at lige netop
du blev tilbudt ansættelse som supervi-
sor, gerne på såvel konkret som over-
ordnet plan, i en relevant forvaltning !!

Jeg ønsker dig alt det bedste !!!

Kærlig hilsen
Claus

Alvin Jensen, Steffen Gliese, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Thomas Andersen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Vægtigt indlæg... så har vi også denne vigtige vinkel på sagen. Der findes mange udsagn der peger i stik modsat retning, og ingen personlig historie rummer "sandheden".

Selv om indlægget både er ærligt og vigtig, er det kun en lille flig af det billede der skal males, før vi rigtig ved noget om emnet, og dette billede bliver aldrig færdigt.

For mig, bliver det aldrig et spørgsmål om for - eller imod anbringelse. Det er sagen simpelthen for kompleks til. Økonomisk frisatte, fagligt kompetente sagsbehandlere, samt individuelle sagsbehandlinger og løsninger er eneste vej frem.
- - -
PS
Utroligt enfoldig, at indlede artiklen med at skrive, at Mette Frederiksen ønsker at tvangsanbringe børn. Det reelle ønske er helt åbenlyst, at hjælpe børn der lever under kummerlige forhold, til at få en bedre tilværelse, gennem lettere adgang til anbringelse, hvor dette er den bedste løsning.

Viggo Okholm

Reelt er de ringen "rigtige" løsninger for børn der lider, for tabet vil desværre flere gange være dobbelt fordi barnet både fjernes fra de biologiske,som langt de fleste børn er følelsesmæssigt tilknyttet uanset hvor trist det kan være,set for udenforståendes syn.
Det fjernede barn sættes så i pleje hos mennesker det ikke kender og disse mennesker er måske "forkerte" og så kan man starte forfra. Institutioner (børnehjem) kan måske være bedre,vel at mærke,hvis de ansatte der er arbejder sammen i harmoni-men hvordan sirer man det?
Vi har et parti Respektpartiet,som ikke er opstillings berettiget,hvor lederen i den grad fokuserer på problematikken og e roverbevist om at det er i hjemmet der skal hjælpes meget langt hen ad vejen.
Jeg er ikke altid enig med hende,men hun har en pointe. Hvis jeg lige springer så er vores syn på flygtninge jo i den retning nemlig at hjælpen skal ske i "hjemmet" eller tæt der på. Her er det så det modsatte princip.
Vi skal vel til at erkende om det er mennesket i centrum det gælder altså barnet eller økonomien

Jeppe Lindholm

Et barn oplever verden meget anderledes end en voksen. Og langt mere intens.

Flemming Berger, Alvin Jensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

- Else Marie Arevad

Ville de fleste anbragte børn have klaret sig bedre, hvis de var blevet hos forældrene?

Ja. Utallige undersøgelser (fra SFI, nu Vive) har vist at udsatte børn i samme omstændigheder som børn der bliver anbragt, faktisk klarer sig bedre.

Steffen Gliese

Hvis man skal hjælpe familierne, er man i hvert fald nødt til at komme væk fra det lov-og-orden-paradigme, der hersker, hvor et regelcirkus som hovedregel står i vejen for den optimale hjælp. Vi har ellers altid holdt os for gode til at tro, at man kan regulere sig til alting, men vi har desværre fået en logik, især blandt de, der burde tage ansvaret, at de forsøger med alskens krumspring at smyge det af sig igen, fra politikere, der ikke vil være ansvarlige for drift af offentlig virksomhed, ned til den enkelte lokale leder, der kan gemme sig i opfyldelse af regelsæt (hvad jeg dog godt vil indrømme, at de færreste på det niveau bryder sig om: de vil virkelig gerne bare kunne løse opgaven optimalt for borgeren).

Hanne Utoft, David Adam og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Maja Hovedskou

Else Marie Arevad: sidste undersøgelse viste at skræmmende 99% af de anbragte endte i fængsel eller i store misbrug de fik under anbringelsen. (2000-2018) Tallet for børn i socialt dårligt stillede familier lød i samme periode kun på 18%. Der er ingen tvivl om at staten er en gøgemor. Derudover fjerner man nu børn direkte efter fødslen og anbringer dem på børnehjem, selv om man ved fra undersøgelser igennem 30 år, at den ene ting folk på dødsgangen har til fælles er at de ikke havde en mor de første 14 dage efter fødslen.

Flemming Berger, Alvin Jensen, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Undskyld, men det her bliver lidt langt og lidt rodet... Men som tidligere anbragt har jeg brugt ret megen tid på at undersøge hvordan anbringelser påvirker børn og unge, og foreløbig er tilknytningsteori det, der giver mest mening. Så her er min oplevelse af årsagen til problemerne med anbringelser fra et tilknytningsteoretisk perspektiv...

EN TRYG BARNDOM

Når Mette Frederiksen og Astrid Krag igen og igen fremhæver at alle børn har brug for en tryg barndom, så rammer de både hovedet på sømmet, og misforstår samtidig fuldstændig hvad tryghed er for et barn. Når anbragte børn og unges liv forværres af anbringelser, er det netop fordi at anbringelser kan være det mest utryghedsskabende et barn kan opleve. Ikke fordi at anbringelser objektivt set er utryggere end det barnet fjernes fra, men fordi at anbringelser opleves mere utrygt end hvad barnet er vant til.

Psykologerne John Bowlby og Mary Ainsworth udviklede tilknytningsteorien fra slutningen af anden verdenskrig og op gennem `60erne, og mange andre tilknytningsteoretikere har siden arbejdet videre med deres tanker.

Det interessante med denne psykologiske teori er at den fra starten forenede forskning indenfor evolution, behaviorism, neurologi og whatnot med psykologiske teorier. Teorien er i modsætning til mange andre psykologiske teorier baseret på konkret forskning. Teorien er også dejlig simpel; hvis du ikke har en tryg barndom, påvirker det dit liv som voksen.

Og teorien er dejlig konstruktiv; hvis man kan hjælpe forældre med at skabe tryghed i relationen til deres barn, kan barnets subjektive tryghed (som er forudsætningen for at udvikle selvtillid og selvværd) hurtigt ændres til det bedre.

Tilknytnings-teorien handler i bund og grund om at forældre skal regulerer barnets følelser og dække barnets behov. Det skal have mad, når det er sultent, sove når det er træt, varmes når det fryser osv. Og det skal trøstes, når det er bange, ked af det eller uroligt. Forældrene skal genkende, accepterer og reagerer på barnets følelser, hvilket viser barnet at følelserne kan reguleres. På den måde oplever barnet at det er værd at elske, og at det altid kan få hjælp når nødvendigt.

Når barnet bliver ældre og skal undvære forældrene, er det netop visheden om at forældrene altid vil beskytte barnet, der gør det i stand til at regulerer egne følelser som frygt, vrede og tristhed. Når barnet lærer at regulerer egne følelser, får barnet selvtilliden til at kunne klare sig selv. Og når det ikke kan klare sig selv, så vil det altid kunne få hjælp. Det udvikler positive ”indre arbejdsmodeller” (forestillingen om sig selv, andre og ens relation til andre) som er forudsætningen for at blive en velfungerende voksen.

Det er sådan jeg fortolker "tryg tilknytning"; At barnet / den unge kan regulerer egne følelser, og ved at det kan få hjælp, når følelserne er for voldsomme til at regulerer selv.

De fleste trygt tilknyttede børn og voksne har oplevelsen af at de altid kan få hjælp fordi at de er værd at elske; det er kulminationen af en opvækst med en tryg tilknytning. Og opfattelsen af at være værd at elske er naturligvis også forudsætningen for at udvikle en tryg tilknytning og positive indre arbejdsmodeller.

UTRYG TILKNYTNING OG PSYKISKE LIDELSER

Hvis man har en utryg tilknytning, altså oplevelsen af at ens forældre / omsorgspersoner ikke kan beskytte en fra indre og ydre trusler, så lærer man at man kun kan regne med sig selv (utryg undvigende tilknytning) eller at man ikke kan klare sig uden andre (utryg ambivalent tilknytning). Og hvis man som f.eks utryg undvigende tilknyttet oplever en situation hvor man IKKE kan klare sig selv, så er man ikke i stand til at opnå en følelse af tryghed igen. Og så kommer stress (konstant aktivering af frygtsystemet pga en trussel man ikke kan håndtere), angst (frygt for trusler man ikke kan håndtere), depression (erkendelse af at man ikke kan få det bedre).

Og ja, jeg forsimpler sikkert psykologi vildt meget lige her, men faktisk er det veldokumenteret at langt de fleste med psykiske lidelser har en utryg tilknytning PLUS et traume før udviklingen af psykopatologi. Noget de fleste anbragte har oplevet før eller i forbindelse med anbringelsen.

Samtidig er det veldokumenteret indenfor udviklingspsykopatologi at et traume ikke er determinerende for et menneskes udvikling, hvis mennesket efterfølgende mødes med kærlighed, respekt og forståelse. Eller på dansk; hvis du har haft en lortebarndom og anbringes et sted, hvor du oplever en tryg tilknytning, så behøver din lortebarndom ikke udvikle sig til et lorteliv.

Når man høre mønsterbrydere, så fortæller de alle at de mødte en voksen, som accepterede dem for hvem de var, og støttede dem osv. Når man snakker med anbragte, og tidligere anbragte, så savner de hovedsageligt at blive elsket og accepteret for hvem de er. Altså, at opleve en tryg tilknytning, hvor de ALTID kan regne med at få den støtte og hjælp, man behøver i løbet af en opvækst.

Men det kan det danske anbringelses-system tilsyneladende ikke give dem… Det er ellers ikke særlig indviklet (imo).

LYDHØRHED

Da Mary Ainsworth forskede i spædbarnets tilknytning i Uganda, opdagede hun at det ikke var ”modervarme” der var det afgørende for børnenes trivsel. Det var lydhørhed. Da afrikanske mødre havde markant mere fysisk kontakt til børnene, blev de også bedre til at aflæse børnenes signaler. De var ikke sødere eller kærligere end de amerikanske mødre, men de opfangede og forstod hurtigere barnets behov og reagerede mere tilfredsstillende på dem, simpelthen fordi at var tættere på børnene. Og børnene var derfor generelt tryggere end deres amerikanske jævnaldrene.

Det kan ikke understreges kraftigt nok at lydhørhed overfor barnet er væsentligt vigtigere end en kærlig og varm mor. Som nævnt tidligere kan mødre til utrygt tilknyttede børn være både kærlige og varme, men det gør ikke den stor forskel, hvis de ikke reagerer hensigtsmæssigt på barnets tilknytningsadfærd.

Det var opdagelsen af vigtigheden af lydhørhed, som senere blev grundlaget for begrebet ”mentaliserings-evne”: at sætte sig i barnets sted, forstå barnets virkelighedsopfattelse, at dele barnets perspektiv, og dermed udvise lydhørighed for barnets behov. Uanset hvor barnlige de behov opleves af den voksne.

I praksis: barnet ser en edderkop og bliver bange. Den kærlige mor samler barnet op og trøster det, men siger at du skal ikke være bange for edderkopper, de gør dig ikke noget. Moren er måske varm og kærlig, men hun er IKKE lydhør, da hun underkender barnets følelser.

Den lydhøre mor samler barnet op, trøster barnet, men siger at edderkoppen ser uhyggelig ud (anerkender og kommenterer barnets følelser), og jeg forstår godt at du bliver bange. Men de er slet ikke så farlige. De kilder bare.

Altså, man kommunikerer at man forstår og anerkender årsagen til barnets frygt, og regulerer derefter barnets utryghed. Big difference.

DIMENSIONER AF LYDHØRHED

Ainsworth lavede skalaer for mødrenes kontakt med børnene; hvor megen øjenkontakt havde de, hvor megen fysisk kontakt havde de, hvor meget verbal kontakt havde de, men kunne konkluderer at typen af kontakt ikke gjorde nogen forskel. Barnet kræver ikke nødvendigvis konstant fysisk nærhed, men at omsorgspersonen er tilgængelig, når barnet har BRUG for fysisk nærhed.

Hvad der i virkeligheden gjorde forskellen på god og dårlig omsorg, var om mødrene reagerede på børnenes signaler, hvor hurtigt de reagerede, hvordan de reagerede, og om de respekterede / accepterede barnets ønske om tryghedsskabende kontakt/regulering.

Hun kaldte det de fire dimensioner af lydhørhed.
1) lydhørhed – mangel på lydhørhed overfor barnets signaler: Morens respons skal afhænge af situationen. Er barnets signal en invitation til leg, skal morens respons være legende. Er barnets signal en invitation til nærhed, skal morens respons være nærhed. Vil barnet hellere udforske omgivelserne, skal moren lade barnet gøre det.
2) Accept – afvisning: Barnet kan gøre ting som moren ikke bryder sig om, men barnet skal altid accepterer barnet fuldt ud, selvom hun tager afstand fra adfærden. Altså, ikke noget med at jeg kan ikke lide dig når du slår mig. I stedet; jeg elsker dig ubetinget, men kan ikke lide at du slår. Kritiser barnets handlinger, aldrig barnets person.
3) Samarbejde – indblanding: man respekterer og lytter til barnet, og er indstillet på kompromiser der efterkommer barnets ønsker. Men man er stadig autoriteten, og træffer de beslutninger der er bedst for barnet.
4) Tilgængelighed – ignorering: Man skal være tilgængelig, også psykisk. Og når man ikke er fysisk tilgængelig, skal barnet vide at barnet altid er til stede i den voksnes bevidsthed. Barnet må aldrig vente på den voksnes opmærksomhed i længere tid end det kan klare. Jo mindre barnet er, jo hurtigere skal man reagerer. Man skal være tilgængelig, og man må aldrig ignorerer barnet.

Mary Ainsworth definerede tryghed som ”barnets oplevelse af tilknytningspersonens tilgængelighed i det aktuelle øjeblik”. Altså barnets subjektive oplevelse, og ikke bare omsorgspersonens fysiske tilgængelighed, men også psykiske tilgængelighed. Det er grundlaget for at danne den trygge base, hvor barnet tør forlade forælderen for at udforske omgivelserne. Og det gælder nærmest indtil man flytter hjemmefra som voksen, og senere i ens voksenliv.

Man bliver mere modig og selvsikker, når man ved at man altid kan få hjælp hos ens omsorgspersoner, om de så er venner, kærester eller familie.

PROBLEMET MED ANBRINGELSER

Da mange tilknytningsteoretikere også arbejder med børnepsykologi og børns udvikling, støder man i de fleste bøger og artikler på ønsket om en hurtig indgriben, evt tvangsfjernelse, og gerne så tidligt som muligt, da et yngre barn har større muligheder for at knytte sig til en ny omsorgsperson end et ældre. Samtidig er man meget bevidst om at det faktisk ikke er svært at arbejde med en forældres omsorg, og at man forholdsvis nemt kan ændre et barns utrygge tilknytning til en tryg tilknytnings. Der er dog i det seneste år kommet en opfattelse af at man giver forældrene for store chancer og anbringer for få børn, eller anbringer dem for sent. Samme problematik har været oppe at vende i Australien, hvor man diskuterer om tvangsadoptioner ved barnets fødsel er at foretrække fremfor anbringelser og målrettede indsatser. Konklusionen har været den samme blandt australske og danske eksperter; ofte får udsatte børn og forældre ikke den nødvendige hjælp pga et underfinancieret socialt system, og den manglende hjælp er en konkret årsag til at børn og unge anbringes.

Problemet med anbringelser er at de sjældent virker. De fleste undersøgelser om anbringelsesområdet viser at anbringelser har ingen eller negativ effekt når det gælder om at bryde den sociale arv. Tidligere anbragte ligger tårnhøjt i alle statistikker om social mistrivsel; kriminalitet, ledighed, hjemløshed, misbrug, psykiske lidelser og selvmord. Undersøgelser om unge anbragtes udsathed viser at over en fjerdedel at attenårige forsøgt selvmord, og over en tredjedel af anbragte piger har været udsat for seksuelle overgreb. Næsten halvdelen af alle anbragte unge har selvskadende adfærd som f.eks cutting. Statistikkerne svinger alt efter anbringelsessted og anbringelsestidspunkt, men selv blandt de mindst udsatte, dem der blev anbragt som spæd og er opvokset i en stabil plejefamilie, er selvmordsraten og seksuelle overgreb utrolig højt. Her har en femtedel forsøgt selvmord som 18-årige, og næsten en fjerdel af pigerne har været udsat for seksuelle overgreb. Da 1-5% fjernes pga seksuelle overgreb, er det ret tydeligt at anbringelsen ikke formår at beskytte de unge.

Som Bowlby fandt frem til i `50, så har separationen fra en omsorgsperson stor betydning for barnets senere trivsel, især hvis der ikke etableres en ny tilknytningsrelation. Tilknytningsforskningen har senere vist at det er nemmest at skabe en ny tilknytningsrelation jo tidligere man skifter omsorgsperson, og udviklingspsykologi har dokumenteret at svigt og traumer ikke er determinerende, så hvorfor går det anbragte børn så skidt, selv når de anbringes tidligt?

Der er ikke megen tvivl om at en anbringelse er en traumatiserende begivenhed i et menneskes liv, men jeg har ikke kunne finde nogle undersøgelser om hvorfor og hvordan traumet påvirker den unge psykologisk.

Men en interessant opdagelse var at det faktisk rammer forældrene hårdere psykisk at få fjernet et barn end hvis barnet døde. Årsagen er en uafsluttet og vedvarende sorgproces; man når aldrig igennem processen, som ender med accepten af at den afdøde ikke længere er en del af ens liv, og kan ”erstattes” af en anden relation. Man kunne forestille sig at børnene har en lignende reaktion, at en anbringelse opleves som en uafsluttet sorgproces, hvor sorgen aldrig bliver bearbejdet. Altså en ubearbejdet traumatisk hændelse, der giver barnet en tilknytningsforstyrrelse i form af desorganiseret tilknytning, da barnet ikke udvikler en relation til den nye omsorgsperson, som skal erstatte den gamle.

I børns tilfælde handler det dog ikke om at erstatte en relation, da børn udvikler flere tilknytningsrelationer. Forudsætningen for at udvikle en tryg tilknytning (og dermed en brugbar indre arbejdsmodel med følelsesregulering og hele molevitten), er stadig de samme.

En tilknytningsrelation :
1. er konstante over tid
2. rettes mod en specifik person, som ikke er udskiftelig
3. har følelsesmæssig relevans for individet
4. er kendetegnet ved at personerne søger hinandens nærhed
5. indebærer at personerne oplever ubehag ved ufrivillig separation
6. at den person, der er tilknyttet, søger tryghed, trøst og beskyttelse hos sin tilknytningsperson.

Et anbragt barn oplever ikke altid at relationen til sin nye omsorgsperson er konstant over tid, eller at den vil være konstant over tid. Hensigten med en anbringelse er som udgangspunkt at der skal arbejdes på en hjemgivelse, altså at barnet skal hjem og bo hos sine biologiske forældre igen, når barnets eller forældrenes problemer er blevet løst. Barnet, plejeforældrene og de biologiske forældre ved at relationen vil ændre sig, men ikke hvornår. De biologiske forældre vil ofte love barnet at det snart skal hjem igen, de realistiske plejeforældre vil sikre barnet at forældrene elsker barnet, og at barnet kun er anbragt indtil forældrene har fået styr på deres problemer. Da forudsætningen for en tryg tilknytning er barnets forestilling om at omsorgspersonen ALTID vil være der, og altid vil hjælpe når nødvendigt, er en tryg tilknytning i de fleste plejerelationer ikke mulig.

Plejeforældre opleves heller ikke som u-udskiftelige. Både fordi at barnet allerede har erfaret en separation fra det vigtigste og tryggeste menneske i deres liv, men også fordi at plejeforælderen bliver betalt for at udføre deres arbejde som barnets forælder. Jeg oplevede som anbragt utallige konflikter imellem mine plejeforældre og kommunen, og mine plejeforælder og min biologiske familie. Der var snakke om at finde bedre plejeforældre, trusler om at jeg skulle flyttes til en anden plejefamilie, og senere konflikter om plejervederlag, hvor mine plejeforældre truede med at stoppe som forældre hvis de ikke fik mere i løn. De fleste anbragte erfarer hurtigt at plejeforældrene er udskiftelige, og mange anbragte oplever at skifte plejefamilie eller institution.

Selvfølgelig kan plejeforældre have følelsesmæssig relevans for plejebarnet. Men har barnet erfaret at relationen ikke er konstant, og at plejeforældrene kan udskiftes, er det sværere at knytte sig følelsesmæssigt til plejeforældrene. Man har allerede oplevet mindst et brud i en vigtig følelsesmæssig relation med sorg og utryghed. Barnet vil ofte beskytte sig selv mod en lignende oplevelse ved at undgå en følelsesmæssig tilknytning til sine nye udskiftelige og ikke-konstante omsorgspersoner.

Et barn som beskytter sig selv mod sorg, vil også undgå nærhed med plejeforældrene. Og vil sandsynligvis ikke føle ubehag ved separationer.

Det er ikke umuligt at danne en ”ægte” tilknytningsrelation til sine plejeforældre, og mange plejebørn gør det også i løbet af anbringelsen, når de erfarer at de med stor sandsynlighed vil blive boende hos plejeforældrene indtil de bliver myndige. Men hvis der er en sammenhæng mellem anbragte unges mistrivsel som voksne og manglende tryg tilknytning i opvæksten, er der sandsynligvis at det anbragte barn oplever en eller flere traumatiserende begivenheder i opvæksten (bla.a. adskillelsen fra de biologiske forældre), og ikke efterfølgende udvikler en tryg tilknytning til sine nye omsorgspersoner, hvilket umuliggør bearbejdelsen af traumet (aka regulering af ubehagelige følelser), som bliver en voldsom belastende begivenhed, som barnet vil gøre alt for at undgå igen. Barnet vil ganske enkelt undgå at knytte sig til andre mennesker, da det frygter at genopleve traumet.

Og som man har opdaget i forskningen af psykopatologi, så er det ofte et traume med manglende tryg tilknytning der leder til senere psykiske lidelser og sociale problemer.

Mary Ainsworth mente at LYDHØRHED er forudsætningen for en tryg tilknytning.

Lydhørhed kræver plejeforælderens indlevelse og forståelse af barnets indre verden. Det er hamrende svært at leve sig ind i et anbragt barns virkelighed. Man kender ikke barnets opvækst, barnets forældre eller barnets miljø. Barnet har brug for oplevelsen af at de biologiske forældre elsker barnet, og opfattelsen af forældrene er ofte markant anerledes end systemet og plejeforældrenes opfattelse af forældrene. Hvis forældrene ikke er enige i anbringelsen, og har negative følelser overfor den familie, som har ”taget” deres barn, oplever barnet ofte en loyalitetskonflikt, ikke ulig den et barn står i hvis det har forældre der skal skilles eller lignende. Barnet får informationer om de biologiske forældre og plejeforældrene, som det ikke kan dele med dem, uden at det har konsekvenser for relationerne. Hvis en biologisk mor hader plejemoren, vil barnet ikke kunne dele forælderens følelser uden at plejemoren vil ændre adfærd, fortælle andre om plejemorens opfattelse, eller ændre adfærd i relationen til plejemoren. Barnet går rundt med hemmelige følelser, negative følelser, truende følelser, og når man oplever ubehagelige følelser bliver man frustreret over de mennesker, der fremprovokerer følelserne.

Hvis barnet oplever sorg over separationen fra de biologiske forældre, vil plejeforældrene ofte ikke anerkende sorgen. Der er jo en grund til at barnet er anbragt, og plejeforældrene har aldrig oplevet den side af de biologiske forældre, som barnet savner. En typisk respons kan være at plejeforældrene giver udtryk for at forstå barnets savn, men samtidig underkende og afviser barnets følelser ved at understrege at plejeforældrene nu har ansvaret og nok skal passe ordentligt på barnet. Det er, som i eksemplet med forældrene som afviser et barns frygt for en edderkop, en afvisning af barnets virkelighed. Affektregulering er at tage barnets følelser ind, anerkende hvorfor de er opstået, bearbejde dem, og give dem tilbage til barnet i formindsket form. Det er hamrende svært, når det handler om voksne mennesker, der har gjort et barn man holder af fortræd.

Jeg overdriver måske hvor svært det er for et barn at skabe en tryg tilknytningsrelation til plejeforældrene, men når man ser dårligt det går tidligere anbragte, må det være et oplagt område at reflekterer over. Et trygt tilknyttet barn har oplevelsen af at forældrene ALTID vil være tilgængelige når nødvendigt. Et anbragt barn ved at plejeforældrene (eller pædagogerne på institutionen) kun er tilgængelige hvis barnet opføre sig ordentligt, og at plejeforældrene kun er tilgængelige i en begrænset periode, og at plejeforældrene kun er tilgængelige så længe kommunen betaler deres løn.

Samtidig viser de fleste fortællinger om mønsterbrydere, at det udsatte barn har oplevet en voksen, som ville barnet. En voksen, som giver udtryk for at kunne lide barnet, som accepterer barnet trods barnets vanskeligheder, og som skaber en relation til barnet der ikke involverer betaling, men kun handler om at den voksne kan lide barnet. Det er en ægte tilknytningsrelation, der får barnet til at føle sig værd at elske, forstået, accepteret og tryg. Hvis barnet kan opnå tryghed hos en voksen, vil det kunne få hjælp af andre voksne.

Når jeg har læst om gode anbringelser, har de biologiske forældre og plejeforældrene haft en god relation. Plejeforældrene har ikke erstattet de biologiske forældre, men er blevet barnets ”ekstra” forældre. Som beskrevet tidligere, kan flere tilknytningsrelationer forstærke barnets tryghed. Når de biologiske forældre ikke slår til, kan man få hjælp af plejeforældrene, og omvendt. Når plejeforældrene ikke forstå barnets følelser, kan de biologiske forældre hjælpe. Uanset hvad, oplever barnet at der er voksne, som vil hjælpe.

Det er min oplevelse at mange plejefamilier ønsker at erstatte forældrene (ligesom de fleste forældre ønsker at være de vigtigste i barnets liv.) Det er derfor vigtigt igen-igen at understrege at kærlighed og tilknytning ikke er det samme. Man kan sagtens elske en forælder, som ikke giver en tryghed. Men man kan ikke opnå tryghed hos en voksen, som ikke elsker og forstår een.

I dag skal man lave en underretning, hvis man føler at barnets udvikling er truet, og de fleste der arbejder med børn, har holdningen at det er vigtigere at barnet får en tryg opvækst selvom det kræver at barnet udsættes for en separation.

Så ja. Udsatte børn skal have en tryg barndom. Men tryghed er ikke kun trygge rammer, men også følelsen af at være elsket, forstået og beskyttet, og netop her bliver anbringelser traumatiserende for mange børn og unge. Man burde kigge på konsekvenserne af anbringelser med tilknytningsteorien i baghovedet.

hanne plaschke, Dorte Haun Nielsen, Flemming Berger, Viggo Okholm, Ole Laursen, Anne Katrine Carlsen, nils valla, Mette Conradsen, Hanne Utoft, Alvin Jensen, Marie Vahl Hansen, Jeppe Lindholm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

David Adam, du rammer situationen knivskarpt. Det kan man desvære ikke altid sige om alle mulige fagfolk, som skal tage sig af et barn i utrygge rammer. Det er på en måde såvel simpel som logisk, hvad der er barnets behov. Men i realiteterne ser det desvære alt for tit anderledes ud.

Der bliver brugt oceaner af faglig ressourcer på området. Og derfor kan jeg godt undre mig der ikke opnås bedre resultater. Og når man så oveni ret ofte kan læse om meget uheldige situationer om misbrug af plejebørn på forskelligvis, så kan jeg ikke lade være med at tænke, det for ofte sker børn overlades til de forkerte hænder. Vi har ikke bygget en velfærdsstat, som tilgodeser børnenes trivsel godt nok. Men det er nok ikke sådan lige til at ændre fra dag til morgen. Alle har nærmest kun fokus på materielle goder og penge. Mennesket i det "moderne" glemmes ofte helt.

Det er faktisk klimaforandringer om igen. Her er det ligeledes kun økonomisk vækst og business-as-usual som endnu står i første række. Sikke dog et spild af det gode liv, som vi sagtens kunne have, hvis vi ville unde os og hinanden det.

Hvorfor nøjes med blomster, fred og kærlighed, når vi jo kan få krig, konkurrence og kapitalisme.

hanne plaschke, Flemming Berger, Steffen Gliese, nils valla, Hanne Utoft og David Adam anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Problemet i Danmark er ikke mangel på hjælp. Men at du ikke kan få den hjælp du har brug for og beder om. Du kan KUN få den hjælp fagekspertisen mener du har behov for. Hvad du selv mener betyder intet. Det forvirre jo også kun prosessen for fagekspertisen at skulle lytte til dig og måske endog ligefrem inddrage dig i dit eget liv.

Jeg husker tydeligt Tønder sagen. Her turde kommunens fagekspertise ganske enkelt ikke gribe ind af angst for at blive udstillet og til grin og hvad nu hvis... Og så noget sker jo ikke i ordentlige Tønder med Venstre og Konservative som den bærende ideologi. Lidt som den katolske kirke. Der sker sådan noget jo heller ikke - Den der lever skjult, lever jo godt. I stedet lod de sagen køre videre helt ud over kanten. Men sikkert meget menneskeligt. Særligt i et bureaukrati, som er vigtigere en sagen. Et bureaukrati, hvor alle er overbefordret.

Claus Nielsen, David Adam og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Av- den klumme skar i hjertet.

Livets største katastrofe er når børn og forældre rives fra hinanden.

Jeg mener, uanset hvor dårlige biologiske forældre fremstår, er lige præcis de, bedst egnet som forældre for egne børn.
Om så børn går for lud og koldt vand, sågar få smæk af fordrukken forælder, kan de alligevel følelsesmæssig være så knyttet til forældrene det rent børneplageri fjerne dem.
DEt samfundet i stedet burde gøre, er sætte alle samfundskræfter ind på hjælpe disse familier til at kunne forblive sammen. Forældre og deres børn er genetisk sammenhængende, kan umuligt skilles uden skade sker på både børn og forældre. (man havde ikke observans på slike ting i tidligere tider).

Uanset hvor velmenende en plejefamilie fremstår, bliver plejebarnet aldrig andet end anden-rangs borger i den familie, med afstand til børnene der, hvilket afføder både savn, mindreværd og følelsen af ikke at høre til.
Et bedre alternativ til familiepleje vil være en form for "børnehjem" (lad nu være med tænke på børnehjem i gamle dage). Fordelen med børnehjem er de alle, så at sige, er i samme båd. Det giver sammenhold som igen giver styrke. En stor del af de ellers mest almindelige lidelser, tvangsfjernet plejebørnene bærer på resten af livet, undgåes.

Men for langt de fleste børn vil en barndom sammen med forældrene være så laaangt det bedste og må så koste hvad det koster. Det i sidste ende økonomisk prioritering.

(skal retfærdigvis skrive nogle familier falder udenfor mine beskrivelser og kræver således helt tredje løsninger)

Anton Rasmussen

Jeg er kommunal Børne og Familiechef.
Jeg er meget glad for denne debat og vil gerne i kontakt med folk der vil være med til at sætte fokus på krav til de muligheder der skal være for udsatte børn og familier. Det er åbenbart at de tilbud vi har i dag ikke er tilstrækkelige. Kvaliteten er for ringe i både anbringelse og familierettede indsatser. Email: rasmussenanton@gmail.com

hanne plaschke, Steffen Gliese, René Arestrup, David Adam og nils valla anbefalede denne kommentar
René Arestrup

For mig at se, består en væsentlig del af problemet i vildfarelsen om at 'professionaliseret omsorg' er en fuldgod erstatning for den psykologisk set nære relation, der eksisterer mellem børn og deres forældre. Uanset omstændigheder i øvrigt.

Selvfølgelig er det voldsomt for et barn at blive fjernet fra forældrene, uanset hvor inkompetente forældre, de er. Det er så en omkostning, der kan være nødvendig, men hvis man dernæst overlader børnene til institutioner eller plejefamilier, med en professionel tilgang til begrebet omsorg, risikerer man at gøre ondt være.

Det er en ekstremt krævende opgave at tage et omsorgssvigtet barn under sine vinger. Og det kræver under alle omstændigheder langt mere end ro, renlighed og regelmæssighed. Det kræver et menneskeligt format, som man umuligt kan forvente fra alle.

Flemming Berger, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Claus Nielsen og nils valla anbefalede denne kommentar
Nikolaj Nissen

Socialdemokratiets mål om flere og tidligere anbringelser er en klar fejlslutning. En anbringelse kan i nogle tilfælde være en nødvendig løsning, men som det så fint står skrevet, skal hver eneste anbringelse kunne retfærdiggøres og være nødvendig.
Desværre har mange af de børn, unge og familier der ender i denne meget ulykkelige situation ofte ikke fået den rigtige støtte, inden vi som system ender med at ty til denne meget indgribende foranstaltning.

Mit bud er, at vi hurtigst muligt skylder at opkvalificere de indsatser der står før en anbringelse, da mange af de tilbud der for nuværende kommer forinden ofte ikke er tilstrækkelige

(læs evt. denne kronik hvor jeg uddyber mine tanker: https://www.altinget.dk/social/artikel/familiecenter-drop-nu-snakken-om-...)

hanne plaschke, Steffen Gliese, nils valla, David Adam og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

- Mads Kjærgård

Det må du gerne uddybe. Jeg har hørt mange udtale at kommunerne tjener penge på anbringelser, men når man kigger på refusionen fra staten, er det (imo) tydeligt at anbringelser er en kæmpe udgift for kommunen.

Dorte Haun Nielsen, Ditte Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Vigtigt, at når det er nødvendigt, at anbrigelsen sker så tidligt som muligt. Og at det så ikke ender med hjemtagelse, ny anbringelse x flere, men at der bliver een fast base i barnets liv. Kender flere familieplejer, der har fået "fjernet" et barn, fordi det skulle hjem til noget, der i længden ikke var anderledes end det, der årsagen til at barnet blev fjernet. Hvorpå det senere blev fjernet igen. Det fremmer ikke trygheden for børn og unge at blive flyttet efter forældres/offentlige instansers forgodtbefindende. Det bliver så svært for dem at have tillid og tiltro til voksne, når man udsættes for en behandling, der tager mere vare på voksnes tarv.
Og så spekulerer jeg på, hvordan barnet/den unge ville have klaret sig i skole mv. hvis det fortsat var blevet i hjemmet. Flere har magtet at skrive bøger og fortælle om det helvede, det var at vokse op i dysfunktionelle familier. Det er med til at give indsigt, når man hører det fra hovedpersonen selv.

@ Lone Hansen.
Hvordan undgår man hjemtagelse af et barn ?
Der er kun et svar:
Det gør man ved ikke at anbringe barnet ude.

Dorte Haun Nielsen

Som socialrådgiver, der også tidligere har været involveret i sådanne sager om anbringelse, vil jeg sige, at David Adams indlæg kun bekræfter, hvad de fleste af os formentlig er intuitivt helt klar over: Anbringelse/fjernelse af et barn fra forældrene er IKKE et gode; er ikke en god løsning; er ikke noget positivt. Men hvis vi ikke vil det, er vi samtidtig som samfund nødt til så at acceptere, at nogle børn lever under ekstremt kummerlige, forsømte, abnorme og beskidte forhold, som jeg tvivler stærkt på vil afhjælpes af bedre økonomi, og hvor familien ikke er indstillet på eller formår at tage imod anden form for støtte (fordi tro mig, det forsøges altid først, i årevis). Og kan/vil vi acceptere det?

Dorte Haun Nielsen

Med andre ord: Jeg tror der er en uudtalt konsensus om, at det faktisk ikke nødvendigvis er for barnets skyld men fordi vi ikke kan tillade os bare at se på, at et barn forsømmes; at et samfund ikke kan være med sig selv ikke at gøre noget - selv vel vidende at det noget, man gør, er eet onde ud af to mulige..

Dorte Haun Nielsen

Jeg synes at det er ærgeligt når debatten begynder at handle om børn skal anbringes eller ej. SELVFØLGELIG skal nogle børn fjernes fra deres forældre. Problemet er de mange dårlige anbringelser, der skader børnene mere end de hjælper. En anbringelse er ikke nødvendigvis et onde ud af to mulige, hvis man fik en bedre forståelse for at det ikke handler om trygge rammer, men trygge relationer. Trygge rammer opleves ikke særligt trygge, hvis den anbragte ikke oplever de forudsætninger for trygge relationer, som jeg beskrev i min tidligere post.

@ Dorte Haun Nielsen.

Men hvad hvis slet ikke det er barnet vi bør fokusere på, men i stedet forældrene ?

Urene, beskidte forhold er mere noget der trigger udeforstående end barn som lever i det.
Men hvad hvis samfundet yder rengøringshjælp, madlavnings/indkøbs-hjælp, skoling/uddannelse af forælder ?
Oveni kan der være behov for læge/psykolog.

Med den form for hjælp skal man ikke uroe sig for barnet, der så at sige er bygget til nok at hænge på, klare sig igennem. (ligesom de fleste forældre kan leve på vide deres barn har det godt kan børn således også leve på vide deres mor og far har det godt).

Ovenstående snert af "forslag" er muligvis ikke billigere. Men hvorfor er det også lige slike ting skal gøres op i penge? Barnets/familiens ve og vel bør prioriteres på lige fod med sundhed og uddannelse.