Kronik

Den anmassende digitalisering af undervisningen risikerer at få store sociale konsekvenser

Når vi til efteråret genoptager undervisningen på universitetet, vil en del af den foregå online. Men den digitale fornufts forhastede indtog i skole- og uddannelsessystemet trænger til at blive problematiseret, skriver Tine Fristrup, Jens Erik Kristensen og Steen Nepper Larsen, lektorer ved Aarhus Universitet, i dette debatindlæg
Der lægges op til fortsat udstrakt brug af fjernundervisning, når undervisningen på universiteterne genoptages til efteråret, hvor der af smittehensyn ikke vil være plads til alle studerende i auditorierne. »Med en halvering af antallet af studerende ville det ellers være muligt at generobre det sociale rum i undervisningssituationen efter nedlukningen. For ud over at undervisningen har en faglig orientering, så giver den liv til en akademisk socialiserings- og dannelsesproces,« skriver dagens tre kronikører.

Der lægges op til fortsat udstrakt brug af fjernundervisning, når undervisningen på universiteterne genoptages til efteråret, hvor der af smittehensyn ikke vil være plads til alle studerende i auditorierne. »Med en halvering af antallet af studerende ville det ellers være muligt at generobre det sociale rum i undervisningssituationen efter nedlukningen. For ud over at undervisningen har en faglig orientering, så giver den liv til en akademisk socialiserings- og dannelsesproces,« skriver dagens tre kronikører.

Arkivfoto: Dennis Lehmann

10. juni 2020

Når vi til efteråret genoptager undervisningen på universitetet, vil det komme til at ske som en form for blended learning, hvor fjernundervisning suppleres med tilstedeværelsesundervisning på mindre hold. De sundhedshygiejniske foranstaltninger kan kun overholdes gennem en afstandtagende undervisningspraksis, men i auditorierne er der ikke længere plads til alle studerende, som i øvrigt stille og roligt er øget i antal over det sidste årti ’begrundet’ i en snæversynet økonomisk rationalitet.

Med en halvering af antallet af studerende ville det ellers være muligt at generobre det sociale rum i undervisningssituationen efter nedlukningen. For ud over at undervisningen har en faglig orientering, så giver den liv til en akademisk socialiserings- og dannelsesproces, der dog fremover ser ud til at blive koloniseret af den digitale fornuft.

Jesper Balslev skrev i 2018 en nu højaktuel bog med titlen Kritik af den digitale fornuft. I denne kronik går vi videre i hans fodspor, for den digitale fornufts forhastede indtog i skole- og uddannelsessystemet trænger til at blive problematiseret.

Ikke mindst fordi den digitale fornuft med den langstrakte coronakrise som bagtæppe er begyndt at gøre sig gældende som en ny norm for undervisnings- og uddannelsespraksis. Undtagelsestilstandens ’nødvendighed’ skal tilsyneladende fremme den digitalisering af undervisning og didaktik, som man har talt om og investeret enorme midler i de seneste årtier.

Regulært selvmål

Alt det upåagtede, der også foregår i undervisningens interaktioner – gestik og mimik, overføringer og modoverføringer, som gør universitetslivet besværligt og udfordrende såvel som begejstrende og overvældende – muliggør skabelsen af en socialitet, hvori man skal lære at orientere og involvere sig og forholde sig til hinanden.

Men i stedet for at gøde dette scenarie risikerer den aktuelle og anmassende digitalisering af undervisningslivet at udarte sig i et regulært selvmål. Den er amputerende, og det handler om at forstå, hvad det er, der ’amputeres’.

Når sundhedshygiejnens afstandskrav foreskriver nye adfærdsregler for det sociale – i form af fysisk distancering – udfordres involveringen. Men umiddelbart trues involveringen ikke af, at vi skal være færre studerende samlet i undervisningen – tværtimod, det kunne faktisk øge involveringen på trods af distancen.

Man skal have sovet i timen for ikke at have opdaget, at det fremtidsscenarie, der tegner sig, også er funderet i et styrings- og organisationsprincip, hvori regnearkene har kronede dage. For det koster rundt regnet dobbelt så meget at mindske antallet af studerende på de enkelte hold.

Så selv om vi principielt kan forbedre rammerne for studielivet både socialt og pædagogisk, så bliver det (igen) økonomien, der får lov til at spille førsteviolin. Så nu står den på blended learning med en overvægt af digitale løsninger.

Hvorfor? Fordi den digitale fornuft for indeværende falder sammen med den økonomiske fornuft, der sjovt nok også falder sammen med den sundhedspolitiske fornuft. I denne triangulering af fornuftsformer bliver afstandsproblematikken håndteret gennem digitale løsninger, der kan vise sig at være endnu mere økonomisk rentable, fordi antallet af studerende kun begrænses af båndbredden.

Sig selv nok

Vi kunne kalde det blend in learning for at indikere det forhold, at man som studerende ikke træder frem i undervisningen og hverken sætter noget eller sig selv på spil, men derimod risikerer at blive sig selv nok.

Præcis her falder det opdragende og socialiserende element i den dannelse, der også pågår på universitetet, til jorden. Universitetets dannelse af den studerendes karakter, der principielt ikke handler om karakterer, men om dannelse af en autonom individualitet, skævvrides til digital servicering af den enkeltes isolerede læring og kompetenceudvikling.

Når CBS og Københavns Universitet peger på onlineundervisning som fremtidens undervisningsstandard, rykker den enkelte studerendes læring, kompetenceudvikling og strategiske behov i centrum. Samme fleksibilitet og tilpasning finder man inden for telemedicinens verden. Hvor teleslyngen tidligere skulle kompensere for høretab med henblik på at højne deltagelsen i det sociale liv, har de headset, vi påfører os, netop ikke den sociale deltagelse som omdrejningspunkt.

Tværtimod afgrænses vi fra den sociale ’støj’ ved at lukke af for de andres indtrængen. Men når vi fjerner os fra alt det ’forstyrrende’ og principielt lærerige, vil de mellemmenneskelige og sociale læreprocesser visne bort. Hvordan lære at leve med andre mennesker, og hvordan blive et bedre menneske iført headset, når man primært er ’til stede’ som én, der forfølger en individualiseret læringsplan?

Kommer denne nærmest autistiske tilstand til at udgøre fundamentet for fremtidens digitaliserede uddannelser, så vil det ikke kun være de studerende, der rammes og lammes, men også underviserne.

Hvordan fastholder underviseren sin orientering i det digitale ’rum’, når den mister sin stedsans og famler i blinde blandt nedtrykte tegn og piletaster på overoplyste sider? Tid, sted og situation hænger ikke længere sammen gennem en social afstemning i rummet, og når kroppe og blikke ikke længere bindes til hinanden gennem affektive bindinger, hvad sker der så med vores orienteringssans?

Den digitale demens

Det paradoksale er, at de digitale bindinger binder os sammen ved at skille os ad. Men det kan ikke mætte os socialt at være ’sociale på afstand’; det har de seneste tre måneders isolation demonstreret.

Hvad angår undervisningen, kan man måske driste sig til at sige, at det er ånden, der overskrider det rent individuelle og adskilte og forbinder os, selv om vi er alene i vores kroppe og bevidstheder, som fortabes i digitaliseringen af undervisningen. Ånd kan kun i begrænset form opstå eller formidles gennem et medie. Det gælder også undervisningens dannelsesprocesser.

Når den digitale fornuft sætter sig igennem, mister undervisningens sanselige dimensioner og orienteringer sansen for de sociale afstemninger. Vi får helt sikkert brug for nye orienteringsredskaber, herunder specialpædagogiske støtteforanstaltninger, der som didaktiske krykker kommer til at understøtte etableringen af en ny digital didaktik og undervisningspraksis.

Inspiration til modstand mod dette triste og åndløse fremtidsscenarie kan formuleres med afsæt i den tyske hjerneforsker Manfred Spitzers bog Digitale Demenz. Den digitale demens breder sig, når vi ikke længere udfordres i og af den fællesmenneskelige socialitet. Når vi ikke kan udfolde os i det sociale – i de mange mellemværender, der hele tiden opstår mennesker imellem – så visner en del af vores hjerne, fordi vi ikke mobiliserer den sociale orienteringssans.

Med Spitzer i hånden kan vi argumentere for, at en kvalitetsforbedring af undervisning og uddannelse hverken kan begrundes eller fremmes gennem den digitale fornuft. Tele(ud)dannelsen vil tværtimod sætte sig igennem som ren digital ufornuft.

I stedet for at omfavne de digitale løsninger i uddannelsessystemer må vi vende blikket andre steder hen og udnytte de muligheder, der opstår, når den tvetydige parole om, at vi skal passe på den anden, gøres gældende som en ny orienteringsform i det sociale. Herunder ikke mindst forsøge at gentænke og praktisere en undervisningsform – uden på forhånd at tabe orienteringssansen.

Tine Fristrup, Jens Erik Kristensen og Steen Nepper Larsen er lektorer ved DPU, Aarhus Universitet og tilknyttet Forskningsenheden i Pædagogisk Samtidsdiagnostik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Bjørn Pedersen
  • Jon Mangerel
  • Hanne Utoft
  • Carsten Munk
  • Tina Peirano
  • Lise Lotte Rahbek
Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Jon Mangerel, Hanne Utoft, Carsten Munk, Tina Peirano og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Nørgaard Andersen

Digital fjernundervisning er for pædagogikken, hvad mikrobølgeoven er for gastronomien!

Fortrinsvis en nødløsning i en snæver vending.

Det er min opfattelse efter jeg som gymnasielærer gennem mange år med jævne mellemrum gennemført fjernundervisning/virtuel undervisning/digital undervisning.

Hans Houmøller, Christel Gruner-Olesen, Carsten Bjerre, Viggo Okholm, Ulla Søgaard, Frank Hansen, Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt, Susanne Kaspersen, Niels Johannesen, Hanne Utoft og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Digital praksis blæser dørene op for en smalsporet og individcentreret forelæsningspraksis, den giver adgang til litteratur og kilder, som man tidligere kun vanskeligt kunne komme på sporet af, den giver fællesskab med folk, der dyrker de samme professionelle forskningsfelter og er på den måde med til at løfte forskningsfællesskaber med bidrag fra mange dele af verden - og på den måde være udsøgt antidiskriminerende og egalitære.
Det forekommer mig, at vi hører munkenes brok over, at den trykte bog nu ødelægger håndskriftets æstetiske og håndværksmæssige overlegenhed - og værst af alt: giver de forudsætningsløse adgang til at læse noget, de måske ikke kan tåle.

Jan Nielsen, jens peter hansen, Jeppe Gordon, Erik Jensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

@ Steffen Gliese: Har du undervisningserfaring online og offline? Det er et reelt spørgsmål.

Jeg har selv haft store visioner til online undervisning lige indtil jeg selv prøvede det nu her under Covid (som underviser). Det er nu min klare holdning, at online undervisning på ingen måde kan erstatte undervisning i klasselokalet, og jeg er overbevist om, at de studerendes faglighed falder direkte heraf, for ikke at tale om de indirekte effekter af manglende interaktion de studerende imellem, som omtales i artiklen.

Selvfølgelig er der mulighed at nå mennesker, som ellers ikke har mulighed for at få kvalificeret undervisning, og selvfølgelig kan der suppleres med online forelæsninger (jeg gør selv brug heraf), men meget går tabt. Der skal bestemt tages en debat om digitalisering af undervisning!

Carsten Munk, Hans Houmøller, Bo Klindt Poulsen , Carsten Bjerre, Viggo Okholm, Ulla Søgaard, Frank Hansen, Anders Reinholdt, Susanne Kaspersen, Hans Aagaard og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Når sundhedshygiejnens afstandskrav foreskriver nye adfærdsregler for det sociale – i form af fysisk distancering – udfordres involveringen. Men umiddelbart trues involveringen ikke af, at vi skal være færre studerende samlet i undervisningen – tværtimod, det kunne faktisk øge involveringen på trods af distancen."

Min 19 årige søn er i færd med at dimittere fra gymnasiet og har deltaget i en hel del digitaliseret undervisning de seneste måneder. Adspurgt om hans oplevelser hermed, fortalte han at den digitale undervisning har bevirket at de elever, som sjældent ytrer sig i klasseværelset, ytrer sig endnu mindre når undervisningen er digital, mens de meget ytrende elever forcerer deres deltagelse. Han fortalte også at det modsatte gjorde sig gældende når de i små hold (sidst i forløbet) rent faktisk havde klasseundervisning; de normalt stille blev mere involverede og de normalt meget aktive gav mere plads. Og samspillet mellem eleverne fungerede meget bedre; de kom meget mere i dybden og fik hørt mange flere forskellige perspektiver i løbet af undervisningen. Fra hinanden og fra underviseren.

Som artiklen er inde på, giver Coronakomplekset afsæt til en øget digitalisering af undervisningssektoren, og det forlyder mange steder fra at der skal satses og investeres langt mere på den digitale undervisning, selvom det bliver dyrt. Og spørgsmålet er vel om det, i et længere perspektiv, ikke også bliver dyrere end det vil være at investere i en uddannelsessektor, hvor klasse- og holdkoefficienten flugter de gennemgående og indiskutable erfaringer om at der max må være 16-18 elever i en fælles undervisning.

Hans Houmøller, Jeppe Gordon, Carsten Bjerre, Ulla Søgaard, Jon Mangerel, Jan Weber Fritsbøger, Lars Madsen, Anders Reinholdt, Susanne Kaspersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Niels Jakobs

MUNDBIND
Må omsider nu gerne bruges i DK - luftfarten brød blokaden - så kan auditorier altså fyldes igen. Men tilliden til studenterne mangler vel, også til dem..?

Steffen Gliese

Det har jeg faktisk, Jens Jensen, og min konklusion er, at det ikke fungerer godt, fordi det ikke gennemføres efter nogle for eleverne gennemskuelige retningslinjer, på i hvert fald HF- niveau, hvor vi udførte et pilotprojekt med fjernundervisning, og da det blev for radikalt: 'blended learning'.
På den anden side genoptog jeg selv studier for nogle år siden, men stoppede af forskellige andre årsager - som dog ville have kunnet imødegås bedre, hvis man i langt højere grad var kommet videre med interaktive studieformer. Det er, for mig at se, i høj grad et spørgsmål om skoling og socialisation, og her er der en ikke ubetydelig grad af sentimentalitet og længsel efter forne tider - samtidig med at forskningen indenfor en lang række fag tonser derudad netop i kraft af teknologiens muligheder, ikke mindst på det ofte negligerede humanistiske område.

Jan Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Jesper Frimann Ljungberg og Erik Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis man nu starter med at halvere optaget på universiteterne, og derefter gør dem fri af erhvervslivet, så er man allerede nået et langt stykke af vejen med at gøre dem samfundsnyttige.

Viggo Okholm

Jeg har delt artiklen da jeg synes den er væsentlig. uanset det "nemme" og ind imellem nødvendige i en ny tid,så er det sociale samspil mennesker imellem livsnødvendig efter min opfattelse.
Nu kan der så også ske det at strømmen går i en personlig eksamen, og ja en ung genbo i mit område må nu ti re eksamen af samme årsag.l .

jens peter hansen

I min høje alder læser jeg tysk på KU. Vi har fra marts i år, altså ca. 2/3 af tiden haft digital undervisning. Nu kendet vi jo lærerne og de fleste studerende fortsatte fra efterårssemestret, så alle kendte næsten alle. Undervisningen havde flere fordele. Vi fik handsout, powerpoints og talepair på nettet. Vi fik oftere pdf'er i stedet for powerpoints, vi skulle/kunne give vores besyv med skriftligt og kommentere uddybe studenteroplæg, hvad der gav mulighed for diskussion, men også fastholdelse af synspunkter. Der var også zoommøder som fungerede næsten på niveau med tilstedeværelse og som efter min opfattelse sjældent fysisk eller digitalt gav ret meget. I tilbageblik hvor mærkeligt det end måtte forekomme så gav den større skriftlighed langt bedre redskaber til overblik end traditionel klasseundervisning. Det gav jo også de studerende tid til at tænke sig om og over tid komme med deres indlæg, og ikke mindst det kunne begrænse de selvpromoverende begavede men totalt irrelevante brushoveders evige brok, da deres opposition nu kunne fastholdes og vejes.
Selvfølgelig er socialt samvær vigtigt, men den digitale mulighed for skriftlig fastholdelse skal da endelig beholdes og gerne gøres obligatorisk.

olivier goulin

Hvis jeg var forelæser for det hold på billedet, så ville jeg bede de unge damer om at klæde sig ordentlig på, når de kommer til min forelæsning. Men de er måske lige vendt tilbage fra måneders online undervisning?

/O