Kronik

Som barn af en flygtning har jeg lært, at krig lever videre på tværs af generationer

Hvornår stopper en krig, så jeg kan se tilbage på dig rent og frit – som dit eget menneske og ikke som en bærer af et helt lands død og ødelæggelser, skriver Sidsel Welden i denne kronik, der er et brev til sin afdøde far
’Børn, der vokser op med forældre med PTSD, kan tage symptomerne på sig. Det er en måde, børn kan søge identifikation og samhørighed med forældrene på. Krigen går igen gennem generationer, længe efter freden i et land er etableret igen,’ skriver Sidsel Welden i denne kronik.

’Børn, der vokser op med forældre med PTSD, kan tage symptomerne på sig. Det er en måde, børn kan søge identifikation og samhørighed med forældrene på. Krigen går igen gennem generationer, længe efter freden i et land er etableret igen,’ skriver Sidsel Welden i denne kronik.

Cecilie Bødker

6. juni 2020

Kære far. Jeg vil skrive et brev til dig. Et brev, du aldrig kommer til at læse, fordi du er død. Jeg vil også skrive et brev til de forældre, som har børn i Danmark, men ikke selv er født her. Et brev, som jeg håber, andre børn af flygtninge vil læse. For der ligger noget mellem os – barnet og forældrene – som vi ikke kan nærme os. Ikke kan tale om.

I 2017 skrev forfatter Ocean Vuong et brev i The New Yorker til sin mor, som han flygtede med fra Vietnam til USA som toårig. Et brev, jeg som datter af en flygtning, også var nødt til at skrive. Alle lever vi videre med dele af vores forældres historie. Som barn af en flygtning er det ikke anderledes. Derfor er der også et spørgsmål, der bliver ved med at dukke op, som vi aldrig talte om, før du døde. Det er et spørgsmål, jeg gerne vil have svar på. Et spørgsmål, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal besvare. Men hvornår slutter en krig?

***

Du døde i Danmark. Langt væk hjemmefra. Langt væk fra dine elskede Andesbjerge, din varme Atacamaørken – og langt væk fra dine venner og din familie.

Mens du levede, forblev du forundret over, hvordan Danmark dog kunne være så fladt et land. Når du savnede højderne, gik du i Søndermarken, der lå bag din lejlighed – det var den maksimale afstand fra dit hjem, du kunne overskue at bevæge dig ud på alene. Du forstod heller ikke, hvordan et land kunne være så koldt og træerne så golde mange måneder af året. I stedet fyldte du dine vindueskarme med store grønne planter for at føle dig tættere på dit hjemlands natur.

***

Den krig, du levede under og flygtede fra, er for længst væk. For mig var den mange år af min barndom en spændende og fiktionaliseret historie, som jeg ikke har kunnet forbinde til virkeligheden. For dig levede krigen videre i dit sind, din ensomhed og nedbrød år for år dit nye liv her i Danmark. Et nyt liv, hvor du i høj grad var familieløs, venneløs, arbejdsløs og identitetsløs. Alt det, som du ellers gav til mig, ved at sætte mig i verden, ved at flygte til et land, som du aldrig havde hørt om før. Tusindvis af chilenere blev henrettet, fængslet og torteret. Endnu flere forsvandt og flygtede. Militærdiktaturet stod på i 17 år, men endnu 30 år efter rasede krigen stadig inden i dig, uanset hvor du forsøgte at flygte til. USA, Spanien, Danmark. Krig er en mental sygdom, ingen psykiatere kan få kontrol over

***

Jeg kan huske, engang du og jeg gik en tur. En kvinde stod på et hjørne og tiggede om penge. Mit minde om hende er, at hun så uhyggelig og usoigneret ud. Hun gik helt tæt på dit ansigt, talte til dig på spansk, hun placerede en hånd på dit hjerte. Så gav du hende 200 kr. I gadedrengehop videre ned ad vejen sprang jeg rundt, men jeg så ikke, at du ikke længere stod lige bag mig. Jeg vendte mig om, og din krop var kollapset.

Du sad foroverbøjet på jorden. Nu var det din egen hånd, der var presset mod dit hjerte. Du hyperventilerede og sagde, at vi måtte gå hjem igen. Jeg forstod ingenting, jeg forstod ikke, at det jeg så, var krigens ansigt, der råbte gennem din krop.

Senere forklarede du, at mødet med en anden chilener, der var flygtet og levede på gaden, lyden af dit modersmål midt på Valby Langgade, havde fremprovokeret billeder og minder, du kæmpede for at lægge låg på i hverdagen. Du stoppede med at tale spansk til mig, og jeg glemte hurtigt, alt jeg havde lært.

***

Engang legede jeg med min ven i din gård. Du sad indenfor i stuen, og vi kom løbende ind med legetøjspistoler, som min ven havde med hjemmefra. Som en refleks for du op, hævede stemmen og sagde, at pistoler aldrig var legetøj. Pistoler var noget, mennesker brugte til at dræbe hinanden eller til at tortere hinanden med. Du blev stille, du famlede med hænderne, som om du prøvede at fange de ord, du var kommet til at slippe fri. Du rakte os i stedet en pose med slik og en bøtte med kridt. Det kunne vi lege med i stedet for. For hvert et hop ned gennem hinkeruden huskede jeg det, du sagde. Pistoler er aldrig legetøj.

***

At flygte for livet. At flygte fra det liv, man kender. En tragedie, som flygtninge bærer med sig. Som kan udvikle sig til sygdom, angst og PTSD. Blandt andet. Det handler ikke om styrke, men om at der er grænser for, hvad mennesker kan gennemleve uden at blive mærket af det. Du kæmpede konstant med at holde minder og billeder nede. Men de mindste ting kunne få din facade til at slå sprækker. En bestemt lugt. En bestemt dato, der understregede, at nu var det 15 år siden, du forlod det sydamerikanske kontinent. At være samlet for mange mennesker på ét sted. Din egen datters barneleg.

***

Første gang jeg besøgte dig på hospitalet, har jeg været ti år. Allerede der var vores kontakt begyndt at glide ud i sandet. Når jeg var hjemme hos dig, sov du længere og længere i løbet af dagen. Vi gik sjældent ud for en dør, og jeg savnede min mor, hver gang jeg var på weekend hos dig. Jeg kan huske, hvordan du stille nikkede og rakte mig røret, hver gang jeg igen spurgte, om jeg ikke nok måtte ringe hjem til min mor. Når jeg var hjemme hos min mor, savnede jeg dig meget, men jeg havde ikke et sprog for det. I stedet befalede jeg min mor til at lave hendes spaghetti med kødsovs mere som din.

Der var noget opløftende ved at besøge dig på hospitalet. Vi fik kun lov at se dig de timer, du havde mest overskud. Vi spiste slik og kage, du fortalte os historier om din ungdom i Chile, du grinede med dit store smittende grin, så dine tænder kom til syne midt i dit sorte fuldskæg.

***

Da jeg kom ind på universitetet, sagde du, at du vidste, at jeg ville opleve al den succes, som du ikke havde adgang til her i landet. Jeg har læst dine journaler, da du døde, og fulgt din proces gennem systemet: En deroute, der gik fra en universitetsuddannelse i dit hjemland til flere ufaglærte job, til dagpenge, til kontanthjælp, til misbrug og adskillige psykiatriske diagnoser, til en enorm gæld, fordi du ikke blev tilkendt førtidspension, selv om du kæmpede for det i ti år. Da forstod jeg, at jeg kan flyve gennem mit glasloft, mens dit var bundsolidt. Det var, da du sagde til den kasseekspedient, der altid efterlignende din accent, at jeg, din datter, havde fået 12 til studentereksamen, at jeg så, hvordan du i hvert eneste øjeblik måtte kæmpe for bare en smule respekt fra dine danske medborgere.

***

Anden gang jeg besøgte dig på hospitalet, var jeg 13 år. Vi spiste hvide boller med tandsmør i kantinen. Bollerne begyndte at blive noget, jeg kunne glæde mig til. De havde stadig de boller ved din sidste indlæggelse, da jeg var 19 år.

***

Hvornår slutter en krig? Lever den videre i mig, i en masse andre børn, der aldrig selv har set eller oplevet krigens rædsler? Hvordan kan jeg tænke på dig, uden også at se på alt det du forbinder dig med. For når jeg husker tilbage på din lille lejlighed, der altid lugtede af røg, og som havde nedslidte og hullede møbler, så er det også dér, at krigen giver sig til kende.

Når du drak en flaske vodka om dagen, og vi måtte besøge dig på psykiatrisk afdeling, var det også dér, krigen gav sig til kende. Krigen gav sig til kende i dine planter, dine nedrullede gardiner, din forkerte udtalelse af danske ord, at du konsekvent sagde »tralve« i stedet for »tredive«. Krigen sad, i måden du til sidst gik med foroverbøjet nakke på, måden, hvorpå du kæderøg i din sofa, rokkende som et dyr i et for lille bur, der aldrig kunne finde ro.

Hvornår stopper en krig, så jeg kan se tilbage på dig rent og frit, som dit eget menneske og ikke som en bærer af et helt lands død og ødelæggelser?

***

Ofte har jeg tænkt på dit liv i Danmark som et efterliv. Som om dit liv sluttede, da du flygtede fra dit hjemland. Jeg spurgte dig også flere gange, om du ikke bare skulle rejse hjem. Dit svar var: »Hjem? Hvor er hjem? Sådan et har jeg ikke længere.«

Smerten ved at se Chile, som det så ud efter Pinochets diktatur, ville være større for dig end at blive i Danmark. Du ville hellere forestille dig, at det sted, du elskede som barn og ung, stadig fandtes. Præcis som det var.

Der var også en anden grund til, at du ikke ville rejse hjem. Mig og min søster. Vi var den største grund til, at du havde noget at gøre her i Danmark. Dit liv bestod i mange år af at se tv fra din sofa. Uden familie, uden et arbejde, uden venner. Fyldt op af angst, der viste sig som anfald, hallucinationer, som du kunne dulme – ikke meget, men uendelig lidt med rusmidler. Det var det eneste, du havde at gribe fat i.

***

Mange forældre med PTSD prøver at undgå at tale om traumet. Både fordi det kan sætte dem tilbage og genopvække ulidelige minder, der kan føles som at genopleve traumet igen og igen. Men også fordi de forsøger at beskytte deres børn, fordi de føler skam over de ting, de har oplevet. Da jeg var 17 år, kan jeg huske, at jeg – endnu en gang – skulle hjælpe dig med at anke et afslag på førtidspension, og at jeg derfor læste i nogle af dine journaler. Jeg lagde papiret fra mig og sagde: »Hvorfor har du aldrig fortalt, at du er blevet torteret?« Dine øjne blev blanke, du tændte en cigaret og svarede først efter et par hvæs: »Det skulle du aldrig have vidst om mig. Glem, at du læste det.«

Det glemte jeg selvfølgelig aldrig. Men med årene udviklede jeg selv angstsymptomer, angstanfald, fik forestillinger om, at alle, jeg elskede, ville dø.

Forskningen peger på, at børn, der vokser op med forældre med PTSD, kan tage symptomerne på sig. Selv om vi ikke har oplevet de traumatiserende ting, vores forældre har, kan vi tage de ængstelige opfarende personlighedstræk med os videre. Det er en måde, børn kan søge identifikation og samhørighed med forældrene på. Krigen går igen gennem generationer, længe efter freden i et land er etableret igen.

***

Da jeg var 21 år, døde du. Jeg havde sendt dig nogle e-mails, som du ikke havde svaret på. Det lignede dig ikke. Du sad altid klar ved computeren, det var lyspunktet på din dag. Et opkald eller en e-mail fra mig eller min søster. Jeg var på vej hen til min psykolog, da det slog mig, at du ikke havde svaret. Det begyndte at gøre voldsomt ondt i min mave. Hvad nu, tænkte jeg. Jeg forberedte mig på et opkald fra en læge, der ville sige, at du var indlagt igen. Hvor slemt ville det være denne gang?

***

Sådan er det måske for mange børn, der lever med en meget psykisk syg forælder. Om det så er misbrug, PTSD, angst, depression eller noget femte. Vi ved inderst inde godt, at vi har dem på lånt tid. Vi har forestillet os det mange gange. Deres død. Nogle gange håbede jeg endda på din død, andre gange frygtede jeg den mere end noget andet. Så når dagen kommer, bliver man ikke så chokeret. Det, der chokerer, er smerten, der kommer bagefter. For mit vedkommende var det måden, jeg pludselig kunne se dig på, hvordan en gennemstrømmende følelse af tilgivelse indtraf og har været i mig siden

***

Hvornår slutter en krig? Jeg vil have, den skal slutte, så jeg kan se dig i et andet lys. Jeg vil have, den skulle være sluttet, da militærdiktaturet blev erklæret ovre. Jeg vil have, krigen skal slutte, så jeg og så mange andre børn ikke skal miste deres forældre til de traumer, der aldrig kan glemmes igen, når man har været gennem krig, tortur og forfølgelser.

Sidsel Welden er journalist og studerende på den norske forfatterskole.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Ib Gram-Jensen
  • Jes Enevoldsen
  • Karen Grue
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Thomas Bindesbøll
  • Per Christiansen
  • Flemming Berger
  • John Ebbestrup Hansen
  • Fam. Tejsner
  • Eva Schwanenflügel
  • Lisbeth Glud
  • Malan Helge
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Ole Henriksen
  • Trond Meiring
  • Gert Romme
  • Olaf Tehrani
  • Anders Olesen
  • susanne christensen
  • Grethe Nielsson
  • ingemaje lange
  • Christian Mondrup
  • Troels Ken Pedersen
  • Pia Nielsen
  • Marianne Stockmarr
  • erik pedersen
  • Anne Søgaard
Vivi Rindom, Ib Gram-Jensen, Jes Enevoldsen, Karen Grue, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Bindesbøll, Per Christiansen, Flemming Berger, John Ebbestrup Hansen, Fam. Tejsner, Eva Schwanenflügel, Lisbeth Glud, Malan Helge, Dorte Schmidt-Nielsen, Ole Henriksen, Trond Meiring, Gert Romme, Olaf Tehrani, Anders Olesen, susanne christensen, Grethe Nielsson, ingemaje lange, Christian Mondrup, Troels Ken Pedersen, Pia Nielsen, Marianne Stockmarr, erik pedersen og Anne Søgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Personligt kender jeg til mennesker, dejlige, varme og rare mennesker, der har arvet hadet til andre efter en fuldstændig meningsløs krig. En krig der ikke har løst et eneste problem, men skabt tusindvis andre - herunder hadet.

Jeg kender også til andre, min far f.eks. der som pur-ung betjent undgik nazi-Tysklands anholdelse, sammen med en anden pur-ung betjent. Hvad de foretog sig i månederne på fri fod, er en ikke klarlagt for den nærmeste familie. Men de blev altså "taget" i Helsingør havn, da de var nødt til at søge sikkerhed i Sverige. Og dem, der blev taget på dette sene tidspunkt fik en ualmindelig grov behandling i Tyskland, søledes blev den anden betjent, Helmut Clausen, invalid for resten af sin tid. Men hverken man far eller Helmut har kastet skyld på nogen "fjende", i stedet plejede mine forældre omgang gennem mange år med tyske venner.

Og ser man på disse krige, så er det meget sjældent, at det er borgere, der vil udrydde andre borgere. I tidligere tider var det normalt konger og fyrster, der ville udvide deres skattegrundlag, ved at tage andre lande med magt.

Men i de sidste 150 år er det altså populistske populistiske ledere, der udpeget "fjenden, som er skyld i alt". Og dermed får et helt folk til at marchere i takt mod denne påståede "fjende".

. .

Ole Svendsen, Birte Pedersen, Karen Grue, Bjarne Bisgaard Jensen, lone hansen, Thomas Bindesbøll, Per Christiansen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Malan Helge, Finn Egelund, Dorte Schmidt-Nielsen, Kim Houmøller, Ole Henriksen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Peter Mikkelsen

Tak for en oplysende og gribende beretning.

Torben Lindegaard, Ole Svendsen, Birte Pedersen, Karen Grue, lone hansen, Thomas Bindesbøll, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Jeg vil nu hellere distancere mig noget fra den krig der sluttede for 75 år siden.
Selvom der jo stadig er stor opmærksomhed om den.

Alma Bekturganova Andersen

Det var vigtigt for mig at høre historien om din far. I vores projekt Besøg på modersmål har vi mødt flere ensomme ældre flygtninge,som har tabt relationer til sine børn. Vi kan lidt bedre forstå hvordan det kan være, og forstå lidt bedre hvordan vi kan reagere på deres livshistorie.

Vivi Rindom, Peter Mikkelsen, Ole Svendsen, Birte Pedersen, Karen Grue, lone hansen, Thomas Bindesbøll, Per Christiansen, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@ Jan Henrik Wegener,

Alt er jo som øjnene, der ser det- - Også dette som du ser med dine øjne.

I vores nuværende opholdsland, vi har 2, er II. verdenskrig ikke på nogen måde et overstået kapitel i historien. Selvfølgelig fik man dengang fat i de mest bestialske forbrydere, - prægtige mænd men også kvinder, der tog børn under 5-7 år fra mødrene i Jasenovac koncentrationslejren, og smed dem direkte ind i ovnene, medens mødrene så på.

Men selve den ånd, der drev disse fanatiske Ustaše- mænd og kvinder, er absolut ikke udryddet. Den bliver regelmæssigt, som netop nu, trukket frem, og fremført som nationens rigtige helte. Og dem, som ikke mener det samme, de "elsker" ikke nationen, og bør ikke have lov til at være her.

Lige nu er dette igen blevet aktuelt. For statsadvokaten, der netop er udnævnt af regeringspartiet, det gamle reformerede fascistparti, har netop på opfordring af ministre, fastslået, at det er helt legalt at anvende den gamle ustaše-hilsen.

Dette svarer faktisk til, at den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, godkender, at man frit kan anvende den gamle nazi-hilsen. Og det er vist helt utænkeligt.

Jes Enevoldsen, Ole Svendsen, Birte Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Claus Nielsen, Thomas Bindesbøll, Per Christiansen, Flemming Berger, Fam. Tejsner, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Voungs brev til sin mor i Vietnam fås også som bog :) og på dansk, se her:

https://www.saxo.com/dk/vi-er-kortvarigt-smukke-her-paa-jorden_ocean-vuo...

"Vi er kortvarigt smukke her på jorden" er Ocean Vuongs smukke og gribende historie om en vietnamesisk-amerikansk søns opdagelse af sin families historie i Vietnam og sit dybe, komplekse bånd til hans mor."

Enig i kronikkens budskab om at krige kan vare i 100 år (eller mere) rent mentalt...

Karsten Aaen

Jeg har en kommentar til det her citat:

"Engang legede jeg med min ven i din gård. Du sad indenfor i stuen, og vi kom løbende ind med legetøjspistoler, som min ven havde med hjemmefra. Som en refleks for du op, hævede stemmen og sagde, at pistoler aldrig var legetøj. Pistoler var noget, mennesker brugte til at dræbe hinanden eller til at tortere hinanden med. Du blev stille, du famlede med hænderne, som om du prøvede at fange de ord, du var kommet til at slippe fri. Du rakte os i stedet en pose med slik og en bøtte med kridt. Det kunne vi lege med i stedet for. For hvert et hop ned gennem hinkeruden huskede jeg det, du sagde. Pistoler er aldrig legetøj."

Og det er den her:

Engang for flere år siden, så jeg i mit tv, en amerikans serie, der hed noget i retning af There grows a tree in Brooklyn, bygget over en forfatters opvækst i netop Brooklyn; drengene leger med geværer - som drenge jo gør - og de rejser sig igen, når de er 'døde' ; en af naboerne kommer så og siger til dem, at når man er i rigtig krig, så rejser man sig ikke igen - og that's the difference between playing war and real war :(

Aldrig har jeg glemt det - og jeg tror helle, at de to drenge nogensinde glemte det :(

Birte Pedersen, Karen Grue og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Artiklen, eller kronikken her, kan måske få mange mennesker i DK til at forstå - med hjertet! - hvordan det er at være flygtning, hvordan det er at være barn af en flygtning, og at vi her DK (og i Norge) ikke bare lige kan sende flygtninge fra f.eks. Syrien, Afghanistan, Iran, Irak mm. og mv. hjem igen, når der er fred - fordi problemerne - nissen - om man vil! flytter med :( - forstået på den måde, at selvom de flytter hjem igen, når der er fred i landet, vil problemerne, politisk. økonomisk, socialt, mentalt, og psykologisk stadig være der!

:(

Peter Mikkelsen, Ole Svendsen, Birte Pedersen, Karen Grue, lone hansen, Thomas Bindesbøll, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Jo, jeg ser det rigtig nok med mine øjne.
Når jeg overhovedet kommenterer her er det netop til dels på grund af min egen og noget af min families baggrund. Den viser for mig at se vanskelighedenr med generaliseringer over temaet "flygtning". Oplevelse eller ønske eller vilje til distance indebærer ikke en påstand om at "alt er overstået".

Thomas Bindesbøll

Jan Henrik Wegener,

Det bliver hurtigt til ret ukonkret "skyggeboksning", når man / du (og formentlig af egne gode og humane grunde, respekt for det!), ikke bliver mere konkret i din kommentar.

Derfor ved vi andre ikke noget om dine egen families barske historie.

Måske du skulle taget springet ud, og forfatte noget mere konkret, så vi andre får en anden vinkel med. Ved godt det kan være svært, men prøv måske alligevel...? Det ville være fint :-)

Den foreliggende artikel / personlige beretning af Sidsel Welden er da under alle omstændigheder bare så hjerteskærende menneskelig, så man blot må knibe en tåre og få lyst til at give hende et stort kram.

Hvor uhyre flot for et "barn" således som her at få sat svære ord på både et eget, personlig tab af en god far. Samt meget fint desuden at minde om alle andre og lignende skæbner, verden rundt: "Den evige flygtning".....

Jeg kender også selv til en del af andre. lignende og samme skæbner. Lige fra min egen salig modstandsfars bedste venner, mange af dem på evig mental "flugt" fra de værste oplevelser under 2. verdenskrig, herunder også i KZ...

Videre til min egen voksne verden og møderne med både chilenske, argentinske, centralamerikanske politiske flygtninge. Fine menesker, ofte frygtelige ting igennem.

I 1990erne kom flygtningene fra borgerkrigene i Ex-Jugoslavien hertil: Bosniere, der var drevet etnisk bort fra egen landsby; men også flygtende serbiske krigsdesertører, der IKKE ville være med i Milosovic’s og Mladic’s blodige etniske "udrensning" derhjemme. Gæt hvordan det gik for samme flygtende serbere, der blot blev sendt hjem igen. Iskoldt. Slå op i arkiverne, gerne en "graverjournalist", der ved et lykkens træf, skulle finde denne lillebitte posting på et internet-forum-

Men alt i alt:
Altid samme saga af "evig krig" - og/eller i hvert fald ofte evigt dårlige "krigsnerver" (et til alle tider meget bedre og mere menneskeligt udtryk endt den forbandede kliniske kolde betegnelse "PTSD" ?)=?)&¤%?!
Kald det dog i stedet - både mere humant og langt mere mundret & menneskeligt - for hhv "krigsnerver", "torturnerver", "frygtnerver", "samvittighedsnerver" (herunder at have overlevet, når ens egne bedste venner og frænder IKKE havde klaret det)...

Senere møder med flygtede bl.a. iranske oppositionelle, flygtede kurdere, afghanere, tibetanere.
Igen-igen. Nye baggrunde, men generelt set samme dybt menneskelige fortælling om aktive og utroligt modige mennesker,,,, der ikke blot lod/lader sig kue af diverse forbryderiske diktatorer.

De flygtende og helt glemte tjetjenske flygtninge har i to årtier været blandt mine mange hjerterørende møder med utroligt modige og fine mennesker, meget langt fra de infame fjendebilleder, som deres diktatorer (Putin / Kadyrov) har tegnet af dem. De arme tjetjenere kunne efter 20 års forfærdelige overgreb godt fortjene sin egen video på DR over deres ekstremt grumme skæbner, voldtægt, mord, tortur.... Ved ikke hvorfor specielt de er blevet totalt glemt - også af store dele af den ellers humanistisk bevidste del af det poltiske liv i Danmark

Senest bor der hernede om hjørnet hvor jeg bor nu syriske flygtninge, indkvarteret i et gammelt skolehjem. De fleste flygtet fra fascist Assad og hans grusomme styre. Endnu en konflikt som desværre ikke trækker mange mennesker på gaden. Man kan godt undre sig. Der er en åbenbar forskel på hvilke flygtninge, hvilke menneskeskæbner, og hvilke overgreb, der får fokus.

En del af denne forskelsbehandling kan "tørres af" på de såkaldte "Mainstreammedier", men ikke alt. Der er desværre også mange andre skjulte mekanismer, hvor visse dele af denne verdens mange forfulgte / flygtninge nyder mere opmærksomhed end så mange andre, der ikke er så gode til at iscenesætte sig selv.

Således kan cirklen sluttes. Nej det er aldrig "overstået" at være flygtning - eller være børn af flygtninge. Men hatten af for alle dem, der forsøger at bevare sin værdighed. Inklusive at skrive et skrive et så fint og følsomt essay som gjort ovenfor, af Sidsel Welden.

Det er blot at tage hatten af - i mangel af bedre udtryk, når ord føles fattige.
God vind, Sidsel !

Peter Mikkelsen, Ole Svendsen, Birte Pedersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Det er da rigtigt at jeg har været ukonkret og tilbageholdende.Det har jeg fundet mange grunde til.Èn af disse grunde er at det har passet mig fint i forbindelse med debatter at være en "hvemsomhelst" med synspunkter og holde min person og familiebaggrund udenfor.Ikke skabe bestemte forventninger til hvilke synspunkter og grunde til disse jeg personligt måtte have. Hvem ved. Jeg kunne jo skuffe nogen ved at være langt mindre følsom og empatisk end jeg "burde"?
Eller noget andet.
Når jeg så alligevel har peget på min egen families baggrund er det blandt andet for at give et eksempel på at det billede "man" - medierne - stort set giver ikke dækker det hele.Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem krige og "fjerne lande og kulturer".
Mine forældre: dansk og norsk. Oprindeligt begge opvokset i protestantiske miljøer.Længerevarige uddannelser og relativt godt stillet økonomisk så vidt jeg ved af. Født i årene umiddelbart før 2. Verdenskrig og besættelsen af Danmark og Norge.
Min mors og hendes ca. 10 år ældre søstre: Norsk på mødrene side, tysk far. Boede nogle år i de områder som blev sovjettisk zone.
Min egen tilværelse er formet helt indenfor de senere årtiers skandinaviske-mest danske rammer.
Alt dette gør mig ikke automatisk til "flygtningenes advokat" eller at jeg bifalder en hvilken som helst "humanistisk" dagsorden. Fordi "flygtninge" gennem så mange år har været så debatterede, med meget politiske dagsordener bag, tror jeg der hos en del mennesker må være dannet meget bestemte opfattelser både af "hvem"(flygtninge/pårørende) det drejer sig om og vel også "deres" holdninger, opfattelser o.s.v.

Thomas Bindesbøll

Jan Henrik Wegener,

Tak for fin kommentar, både humanistisk og gennemtænkt. Jeg forstår og respekterer dit synspunkt. I sidste ende er det også konkretiseret til, hvem der er flygtning - og hvornår. Altsammen et spørgsmål om til hvilke tider (sagde historikeren her), hvor nogen måske banker på din egen famile-dør, landsbyens, naboens - eller den store verdens dør.

Hver ting til sin tid. Vi har alle vor (familie) historie. Den lille historie i den store Verdenshistorie

Synes blot det er en gentagelse værd lige at sende en rose til Sidsel for hendes fine essay og "brev til egen far", som skrevet ovenfor. Det kan kun bevæge de fleste hjerter, Uanset hvad. Måske andre kunne følge efter, med egen historie.

Bedste hilsener -
Thomas