Læserbrev

Vi har brug for digitale kompetencer i sundhedsvæsenet – husk det, når I søger uddannelse

Mange er draget mod de klassiske sundhedsfag som læge eller sygeplejerske, når de skal søge uddannelser, men vi har også brug for folk med ekspertise indenfor sundhedsdata og de digitale infrastrukturer, skriver studieleder på Sundhed og informatik på Københavns Universitet, Henriette Langstrup, og sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv, Katrina Feilberg, i dette debatindlæg
Debat
11. juni 2020

Værdien af vores sundhedsvæsen kan ikke undervurderes. De seneste måneder har sat to tykke streger under det faktum. Og det vil ikke være en stor overraskelse, hvis de mange unge, der skal søge uddannelse nu, er draget mod de klassiske sundhedsfag. Det er dog vigtigt, at de unge også tænker bredere end læge- og sygeplejerskefaget, hvis de ønsker at bidrage til fremtidens sundhedssektor.

Især har vi brug for, at flere unge får øjnene op for de fremtidsmuligheder, der er i en ekspertise indenfor sundhedsdata og digitale infrastrukturer. Coronakrisen har om noget gjort det klart, at data og digitalisering af sundhedssektoren er kommet for at blive. Vi har alle fulgt resultaterne af Serum Instituttets dataanalyser, mange har haft glæde af virtuelle konsultationer med læger og psykologer, og både apps til smittesporing og behandlingsstøtte har været på dagsordenen.

Kernearbejdere i fremtidens sundhedssektor bliver fagpersoner, der arbejder med at sikre de digitale infrastrukturer, der gør os i stand til at tilvejebringe og bearbejde sundhedsdata til brug for overvågning, forudsigelse, diagnostik og opfølgning – hvad end det gælder COVID-19 eller andre sygdomme.

Vi forventer, at flere unge vil søge optagelse på et studie i år. Der bliver rift om pladserne, og de unge står over for et vigtigt valg. Vores opfordring er klar: Se ud over de traditionelle sundhedsuddannelser, søg bredt og lad måske sundhedskrisen vise en ny mulighed og fremtidssikker uddannelsesvej.

Og vi appellerer til, at både uddannelsesinstitutioner, arbejdstagere og gymnasiale vejledere vil oplyse om mulighederne for vælge den digitale vej som professionel i både den private og i den offentlige sundhedssektor. På den måde kan vi nedbryde barriererne og vise de unge, at der er gode muligheder for at arbejde digitalt i sundhedsvæsenet. Her får de adgang til et jobmarked, hvor man er eftertragtet og nødvendig for et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Af Henriette Langstrup, studieleder på Sundhed og informatik på Københavns Universitet og Katrina Feilberg, sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv og medlem af aftagerpanel for Sundhed og informatik på Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her