Klumme

Cummings afslører en politisk klasse, der ved, at konsekvenser er for almindelige mennesker

At Boris Johnsons særlige rådgiver, Dominic Cummings, brød coronarestriktionerne, viser den udbredte kynisme i toppen af britisk politik. Hvilken tiltro kan man have til et demokrati, hvis ledere kan bøje loven og fordreje sandheden efter behag, skriver James Butler i dette debatindlæg
Ledemotivet for Cummings har altid været, at det liberale demokrati er et bedrag: Debat og høringer er kun påskud for at knægte folkeviljen, skriver James Butler.

Ledemotivet for Cummings har altid været, at det liberale demokrati er et bedrag: Debat og høringer er kun påskud for at knægte folkeviljen, skriver James Butler.

John Sibley

Debat
3. juni 2020

Der er et særligt øjeblik i alle politiske skandaler i Storbritannien, hvor der melder sig et intenst ubehag: Det øjeblik, hvor det går op for én, at vedkommende nok slipper af sted med det.

Ubehaget skyldes ikke alene de åbenlyse løgne og stanken af hykleri, der breder sig fra højeste sted. Det retter sig også imod de smørrede grin, der tydeligvis bunder i en overbevisning om, at konsekvenser kun er for almindelige mennesker, hvorimod alle, som betyder noget, kan regnes for sikre allierede og indforståede. Accept er forudsat – ja, er selve kriteriet for, om man er insider og professionelt magtmenneske. Forargelse er omvendt det sikre kendetegn på den lallende amatør.

Elendig regeringsførelse og metodiske løgne er ny normalitet i britisk politik. Premierminister Boris Johnsons løgnagtighed og dovenskab er legendarisk. Mindre velkendt er hans talent for at omgive sig med absolutte middelmådigheder i sin indkreds: hans særlige rådgiver Cummings – denne selvimponerede fantast og dilettant; undervisningsminister Gavin Williamson, der som en anden tegneserieskurk holder en kæmpemæssig rovedderkop som kæledyr på Westminster; eller konspirationsteoretikeren Suella Braverman, der som justitsminister har erklæret »kulturmarxismen« krig og svoret at knække de »ikkefolkevalgte dommeres magt«.

Problemet stikker dybere end individuelle politikeres brister. Det udspringer af et indspist partibureaukrati, af partier, der har mistet deres brede forankring i civilsamfundet. Der findes dog også en helt simpel forklaring: Politikere er i stigende grad blevet immuniseret imod konsekvenserne af deres egne løgne.

Konservative forklarer gerne denne amoral med et tilsvarende forfald i hæderlighed blandt borgerne. Populære forklaringer spænder over alt fra ’lighedsdoktrinen’ til ’politisk korrekthed’ og ’moralsk slaphed’, ’normnedbrydning’ og tab af evnen til selvstændig tænkning. Liberale peger ofte på svækkede institutioner, penges korrumperende indflydelse på politik og regeringsapparatets forældede styringsmodeller.

Ingen af disse forklaringer er dog fyldestgørende.

Det mest slående ved vor epokes løgnere og middelmådigheder er selve den skamløse kynisme, der er kommet til at definere politikken. Kynikerens indforståede glimt i øjet er det nye grundlag for borgerlig politik i Storbritannien. Ingen tror længere på, hvad de selv siger, eller tror, at andre politikere tror på det.

En så gennemtrængende kynisme er prisen for årtiers gennemgribende afpolitisering: påstanden om, at ideologi er uddateret, at markedets logikker er hævet over politiske kampe, og at politik blot er en teknisk uenighed mellem konkurrerende hold af teknokrater. Afpolitiseringen har frembragt en mere professionaliseret politik med snævrere rekrutteringsveje og et snævrere fokus for det politisk gennemførlige.

Elitebedrag

Men når vi afskærer os fra mulighederne for væsentlige politiske forandringer, antager den folkelige modvilje i stigende grad antipolitiske former og fjerner sig fra demokratiske drøftelser som legitime midler til interessevaretagelse.

Hele denne forfaldshistorie sættes i grelt relief af Cummings-skandalen: Ledemotivet for Cummings har altid været, at det liberale demokrati er et bedrag: Debat og høringer er kun påskud for at knægte folkeviljen. Loven angår kun de idioter, der ikke har hjerne til at omgå den, og påkaldelser af retsstatsprincippers universalitet er bare endnu et elitebedrag.

Demokratier kan være skrøbelige konstruktioner. Brydes forbindelsen mellem handlinger og konsekvenser i politik, vil desillusionen over demokratiet kun vokse sig dybere, især blandt unge og dårligt integrerede.

Pandemien har mindet os om, at vi ikke er isolerede individer, og at vores valg og handlinger kan få store konsekvenser for andre.

Måske har den også reaktualiseret en anden ’umoderne’ sandhed: Politiske kampe er igen blevet vigtige. Vi vil ikke acceptere love, der rummer smuthuller for rige og magtfulde. Statsmagten er stærk, ikke svag, og ingen har privilegeret adgang til den i kraft af rang og velstand.

Hvis det bedrøvelige syn af ministre, der bøjer loven og fordrejer sandheden for at forsvare en ikke-folkevalgt rådgiver, kan lære os noget, er det dette: Konsekvenser betyder noget.

© The Guardian og Information

James Butler er medstifter af Novara Media

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Jensen

Cummings, Messerschmidt, Støjber, Vermund, .......

Dan Jensen, peter juhl petersen, Michael Christensen, Susanne Kaspersen, Ole Henriksen, Arne Albatros Olsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Ilja Wechselmann

jeg respekterer Jacob Illeborgs hyppige og som regel vel-researchede redegørelser for engelsk politik, men jeg kunne ønske mig en skarphed som i James Butlers indlæg - især med dokumentation for de mest skarpkantede påstande. Der er alt at komme efter. For den britiske - for slet ikke at tale om den US-amerikanske - politiske udvikling er ikke blot skræmmende. Den er farlig for freden og sikkerheden i vores del af verden. På med vanten Jacob og tak til James Butler
mvh Ilja Wechselmann

Dan Jensen, peter juhl petersen, Michael Christensen, Susanne Kaspersen, Lars Koch og Poul Anker Juul anbefalede denne kommentar