Kronik

Dansk-afrikaner: For at overvinde racismen skal vi genvinde en stolthed over os selv

En vigtig del af kampen mod racisme er også kampen for at genfinde stoltheden over os selv, vores kultur og vores historie, så racisme ikke i samme grad kan røre os, skriver Lassina Badolo i dette debatindlæg
Lassina Badolo er født i Burkina Faso, har studeret i Belgien og har boet i Danmark i 22 år sammen med sin danske kone og parrets to børn.

Lassina Badolo er født i Burkina Faso, har studeret i Belgien og har boet i Danmark i 22 år sammen med sin danske kone og parrets to børn.

Britta Andersson

Debat
27. juni 2020

Drabet på George Floyd under en politianholdelse har udløst en hidtil uset bølge af protester og demonstrationer mod racisme verden over. Først i USA, men nu over hele kloden, ikke mindst her i Europa.

Selv om der er generel konsensus om, at protesterne skal foregå fredeligt, har der været tilfælde af både fysisk og verbal vold. Det har startet en diskussion om nødvendigheden af vold og mange kilder har advaret om, at vold kan være kontraproduktivt for bevægelsen ledet af organisationen Black Lives Matter.

Som afrikaner i Europa lider jeg under en anden og mere subtil form for racisme og kan derfor ikke sige, hvordan afroamerikanere skal kæmpe deres kamp mod den voldelige form for racisme, som de har været udsat for i et utal af generationer i USA.

Mit indlæg går derfor ikke på, hvilken slags kamp der skal føres i USA. Men som et aktivt medlem af det afrikanske samfund i Danmark, hvor denne diskussion også bliver taget, har jeg tænkt over, hvordan jeg bedst kan bidrage til debatten. Og selv om jeg hader at fortælle om mit personlige liv offentligt, er jeg overbevist om, at det er gennem mine personlige erfaringer, at jeg bedst kan oplyse om et så komplekst problem, som racisme er.

Kæmpestor familie

Jeg blev født i Burkina Faso. Vi var en familie på fire – mor, far, storesøster og mig. Men siden voksede familien med adskillige børn og nu har jeg mere end 20 brødre og søstre. Mine forældre har aldrig gået i skole og min storesøster gik kun i skole i to år. Fordi jeg var en dreng, fik jeg lov til at fortsætte.

Folkeskolen skulle bare overstås. I udskolingen blev jeg ramt af den klassiske teenagerkrise med mere fokus på fodbold end skolen. Efter afgangseksamenen i gymnasiet besluttede jeg mig for at flytte fra min hjemby til hovedstaden Ouagadougou for at studere. Der havde jeg en rollemodel i min fætter Ousmane, som var i gang med sit første år på medicinstudiet på Ouagadougous Universitet.

De tre år på gymnasiet i Ouagadougou var de hårdeste år i mit liv og dem, der har lært mig mest. Blandt andet lærte jeg, at man kan studere selv under svære betingelser. Ousmane forsørgede en familie på omkring ti med sit universitetsstipendium på cirka 375 kroner om måneden. Selv i 1980’erne var det ikke nok, og det betød, at der var mange dage, hvor man måtte møde sulten op til undervisning.

De mange bøger, jeg læste i både udskolingen og på gymnasiet, vækkede min nysgerrighed og et ønske om at udforske verden. Derfor var valget af mit universitetsstudium udelukkende baseret på muligheden for at komme til at studere i udlandet.

Efter et års forgæves forsøg på at studere farmaci i Dakar – det blev forpurret af en politisk krise – fik jeg muligheden for at studere på Bruxelles Frie Universitet.

Mødet med Europa

Sammen med 13 andre fra Burkina Faso, hovedsageligt fra fattige familier overalt i landet, befandt vi os nu midt i Europa med 120 klassekammerater, hvoraf 100 var europæere. Dette var første gang, jeg fik et rigtigt forhold til europæere udover et par kontakter med præsten i skolen og et par europæiske skolelærere i Burkina Faso.

Disse få kontakter havde sammen med det billede af Europa, som vi så i fjernsynet, givet mig en opfattelse af, at europæere havde en højere status end folk som mig. På kollegiet, hvor vi boede, var der for os ikke meget andet at gøre end at studere, så vi studerede uophørligt igennem hele året og ved årets afslutning var fire ud af de seks studerende med de bedste karakterer fra Burkina Faso. Vi var ikke mindre intelligente end europæerne. Vi klarede os endda bedre og dominerede toppen af klassen.

Efter dette første år på universitetet var jeg blevet fri af det mindreværdskompleks, som ingen bevidst havde lært mig, men som er udbredt blandt os afrikanere. Det er formentlig resultatet af næsten 400 års slaveri og cirka 100 års kolonisering. Den historie er en stor byrde, og det påvirker ens selvværd.

I 1999 afsluttede jeg så min ph.d. i farmaci, og i 2000 fik jeg mit første job i en dansk medicinalvirksomhed. Efter 16 år som forsker i medicinalindustrien og en periode som lektor på Københavns Universitet er jeg nu ansat i et tysk firma som chef for et hold forskere, der udvikler ny medicin mod kræft. 

Så målt på europæiske eller vestlige værdier har jeg haft succes. Jeg har et godt job. Jeg har en dejlig hustru, som jeg har to dejlige – nu voksne – børn med. Men jeg møder stadig racisme og mistro.

Hverdagens racisme

Det er, som om det er lovligt at være racist, når det kun er mod enkelte individer. Når kvinder tager fat i deres tasker, når jeg kommer ind på en restaurant. Når jeg bliver stoppet i en europæisk lufthavn og tilbringer 30 minutter i kontrollen, mens mit danske pas bliver undersøgt uden nogen forklaring, selv om jeg spørger. Når politiet kommer ind i en fyldt lufthavnsbus lige efter ankomst og stiler direkte mod mig som den eneste for at tjekke mine papirer, eller når en turist løber efter mig, fordi hun tror, at jeg vil stjæle hendes voksne søns sko på stranden og bagefter – foran mine børn – undskylder sig med, at det gør ’min slags’ i det land, hun bor i.

Mine oplevelser ovenfor er fra flere forskellige europæiske lande, og ikke fra Danmark, men dermed ikke sagt, at den slags ikke finder sted her. Og disse handlinger er ikke ulovlige, men det gør dem dog ikke mindre racistiske. Og hvordan kan man så vinde mod den racisme, der ikke kan håndteres med loven?

Min analyse af racismen er, at den har to aspekter på det individuelle niveau: Der er racisten, der fejlagtigt tror – bevidst eller ubevidst – at han eller hun er overlegen, og så er der offeret, som fejlagtigt tror – bevidst eller ubevidst – at han eller hun er underlegen.

Det er meget vigtigt at kæmpe for en lovgivning, som er retfærdig og ikkediskriminerende i de lande, hvor der er strukturel og vedtaget diskrimination. Men lovgivning alene ændrer desværre hverken racistens eller offerets perspektiv, når det kommer til denne type oplevelser.

Som afrikaner kan man ikke bare selv ændre på racistens synspunkt gennem argumentation eller andet. I racistens øjne vil afrikanere altid være på den anden side. Så for at vinde kampen har jeg brug for en ’insider’. Jeg har brug for mine hvide venner til at sprede en positiv og ligeværdig attitude, når de møder mig og andre sorte.

Kampen mod mig selv

Men udover at bruge ’insidere’ skal man også arbejde med sig selv. Man skal genvinde en stolthed over sin identitet, sine rødder, sit kontinent, sin farve og historie.

Afrika har en historie, der er blevet afvist. Men jeg ser det som vores pligt at lære den at kende til bunds, være stolte af den og omfavne den. De fleste samfund i Afrika er bygget på en historie og en kultur, der måske er mindre værd med hensyn til penge, men ikke desto mindre er det rygraden i vores identitet, og disse værdier skal vi omfavne.

For vi kan aldrig slå racismen, hvis vi ikke har fundet stoltheden hos os selv. Med denne stolthed vil racisten bare være en idiot, som ikke har nogen idé om, hvem vi virkelig er.

Vi skal slås for at komme racismen til livs, og vi skal kæmpe sammen med alle, der inderligt ønsker den her ændring. Vi sorte må ikke falde ned i den ’bekvemme’ rolle som ofre, der beder om hjælp for at løse vores problemer.

Vi skal være lederne af vores egen kamp for frihed og danne partnerskab med enhver, som har samme mål. Målet er at afskaffe racisme. Leve i en civiliseret verden. Alle sammen. Med lige rettigheder og respekt. Uden racisme og mistro.

Lassina Badolo er ph.d. i farmaci og afdelingsleder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@ Poul Kristensen.

For at komme tilbage til definitionen af demokrati. Det var ikke Wikipedias synspunkt men dit jeg sigtede efter.
Du mener der bør være fri tale, fri presse.
Mener du eksempelvis som da TV-2 igår fik forbud mod sende fra et plejehjem og Ekstra Bladet nu bliver kaldt til høring for deres rolle ?
Du mener de fleste skal have mulighed for at stille op. Hvem er det så der ikke skal have mulighed ?
Er du klar over det beregnet til at koste en milliard kroner at stille op til valgkamp i USA hvis man har præsident-amnitioner ? Hvor mange almindelige mennesker har råd til det ?

PS.
Du skal ikke beklage dine stavefejl. Jeg kan sagtens læse dem, og forstår hvad du mener :-)

Poul Kristensen

@nils valla: ja, det lagde jeg også mærke til. Jeg gætter på at det er noget med at de personer der blev filmet ikke ønskede det eller at plejehjemmet eller kommunen brugte en paragraf i den retning for at undgå offentliggørelse. Det er vanskeligt at lave lovgivning der dækker i begge retninger. Hvis så kommunerne faktisk har forsøgt at skjule noget, passer det jo fint med min påstand om at mennesker er nogen skiderrikker.

Ja, små børn fx. Folk der er erklæret sindssyge,måske? Folk i fængsel?

Obama og Hillary og demokraternes nuværende præsidentkandidat rejste beløbene uden særligt besvær. Og ingen af dem var velhavende.

@Poul Kristensen.

Folk kan sagtens være skidderrikker, hvis det er hvad de vil.
Men jeg tror ikke folk inderst inde ønsker være en.
Ansvaret er taget ud af folks hænder. DEt offentlige klarer skærene, eller burde.
Den store efterkrigsgeneration fik personlige friheder. En stat til at passe sine børn og gamle mens de selv kunne realisere idealerne.
Nu er alle deres børn, der dybest set var sendt hjemmefra hele barndommen, blevet voksne og konsekvensen af opdragelsen blev, de selv sender forældrene væk i pleje.

Men spørgsmålet er om man kan kræve den totale ytringsfrihed samtidig med man ønsker en tredelt magtstruktur.
Hvis bare man selv kan vælge hvornår man skal rette ind efter retsinstansen (som eksempelvis Ekstrabladet valgte ikke at gøre), bliver det jo rent tag-selv-bord, vælger selv hvornår man vil rette ind.

Obama og Hillary har hver sit etableret parti i ryggen.
Der er jo reelt ingen mulighed for almindelige mennesker uden penge på lommen kan stille op med alternativ politik. Hvilket reelt set betyder USA har to-parti-system, som du så kan vælge betegne som dobbelt så godt som NordKoreas :-)

Poul Kristensen

@nils valla: Selvfølgelig kan man det. Jeg kan slet ikke se hvad det har med en tredelt magtstruktur at gøre. I Danmark vælger vi at forbyde folk at sige grimme ting om andre. Det er mine øjne en fejl.

USA har ikke noget to-parti system. At folk for det meste ender med at stemme på et af de to partier er et udslag af amerikanernes - i mine øjne uberettigede - angst for at deres stemme skal gå til spilde. Og der er hver eneste valgår hundredevis af mennesker der stiller op for mindre partier eller som selvstændige. Fx Det grønne parti, The Libertarian Party, Federalist Party, Democratic-Republican Party, National Republican Party, Democratic Party, Whig Party, Republican Party og mange flere. Slå det op på google.
Du kunne lige så godt hævde at I Danmark har vi også et toparti system fordi alle statsministre vælges fra en af de to sider.

@ Poul Kristensen.

De små partier over-there, eksponeres overhovedet ikke i samme grad som de to store. Eksponering koster nemlig penge.

Mht til vores hjemlige "system" anser jeg det for flertals-diktatur, hvor minoriteter sjældent høres.
Når så, en gang imellem, store partier indgår komprommis med mindre, opstår gerne noget helt
tredje ingen i sig selv har ønsker om.

Svar mig ærligt, har Danmark et godt "system"? Har du livet du drømmer om?

Poul Kristensen

@nils valla: Eksponering koster meget lidt hvis du har følgere. Kan du fx huske million-man marchen i Washington?

Hvis ingen har ønsker om det, hvorfor opstår det så?

Nej, det er netop ikke et flertals diktatur. Fx. er det relativt nemt at få et parti i folketinget (Noget mange mener er dumt eftersom de påstås at lave rod i den, se bare på ham Paludan der lige er blevet fængslet)
Problemet er, at jo bedre et demokrati fungerer og tager hensyn til folks ønsker, desto mere mindre bliver minoriteterne. Og desto underligere.
Jeg mener, at der fx sikkert går mange pædofile rundt og føler sig overset og trådt på. Eller hvad med dem der der ikke kan finde kærester, og så bliver gale på kvinder og skyder dem, jeg kan ikke huske hvad de kalder sig.
Så det er som med en sportsvogn, desto hurtigere den er, desto sværere bliver det at presse mere hastighed ud af den.
Men derfra og så til at vælge den nord koreanske vej, det virker lidt desperat.

Foretrækker du et demokrati med håndsoprækning? Det har de nogen steder i Schweiz og det fungerer da fint. Og vist også et par steder i UK. Det har ulemper, som fxs. at flere af de steder hvor de har håndsoprækning har kvinderne stadigvæk ikke valgret og systemet er desuden tilbøjelig til at blive virkelig meget konservtivt.

Ja, jeg synes Danmark har et af de absolut bedste systemer i verden. Danmark, Finland, Norge og Island har sammen de bedste systemer jeg ihvertfald kender. (Bemærk det gabende hul hvor der skulle have stået Sverige. Jeg er faktisk ikke engang sikker på at det Sverige har, kan kaldes for demokrati. Det opfylder alle reglerne, flere end Danmark ifølge demokratilisten (Hvor Nordskorea i parentes bemærket ligger aller, allernederst), men der er nogen ting om gruppepres som Sverige har tons af og som ikke er med i den liste)

Og ja, jeg er rigtig godt tilfreds med mit liv. Hvad med dig?

Du er glad for det danske system og tilfreds med livet. Så selvfølgelig, ikke den store grund til forandring.
Jeg er også tilfreds med mit liv. Hvilket jeg nok ville været uanset hvem som styrer landet.
Selvom jeg er "fattig" pensionist, føler jeg mig som herrer i eget liv.

Dem som er født med synspunkter der kun deles af få andre har ikke særlig meget at bruge vores tilfredshed til. Forestil dig du i alle livets essentielle spørgsmål kun deler synspunkter med ganske få andre. Forestil dig ingen politikere luftede dine synspunkter i tinget. Hvad glæde skulle det så give dig at flertallet bliver hørt og har det godt? Fordi nogen tilhører minoiteter er deres liv vel ikke mindre værd for dem end dit er for dig?
Man behøves ikke være syg fordi man tilhører minoriteten. Men dem der ER syge, sædelighedsforbrydere og andre "kategorier", skal have hjælp. Al den hjælp de behøver.
Desuden behøves du ikke tro sædelighedsforbrydere stemmer anderledes end dig selv.

Jeg er enig i det kompliceret med håndsoprækning :-)
Og jeg har ikke lige en løsning som tilgodeser alle.
Netop derfor jeg tidligere skrev vi mennesker er lavt udviklet. Vi klarer ikke at leve sammen, side by side. Vi tror vi personligt reelt kan eje dele af jordkloden (ha-ha). Vi mener det gælder om at komme først til råstofferne, så ejer vi dem.
Jeg tror vi engang i fremtiden lever uden styring ovenfra. Regering vil mere handle om administration.
Hver mand sin egen lykkesmed, men med et bedre udviklet og rummende væsen end idag. I en åben og fri verden uden grænser og privat ejendomsret.

Poul Kristensen

@nils valla:
Det du skrev med at sådan ville du nok også have det uanset hvem der styrede landet er tegn på at du har levet i et godt land hele dit liv. Tillykke med det. Men det har de færreste.
Og jeg er da helt enig med dig i at antisociale skal hjælpes så meget vi kan. Det at jeg synes at folk er nogen skiderrikker er ikke det samme som at man ikke kan passe på dem og holde af dem. Det betyder bare at man aldrig skal regne med at de opfører sig ordentligt. Men det med at man ikke kan glædes over demokrati mm hvis ens grundholdninger er anderledes end alle andres på "alle essentielle punkter" (hvad det så betyder) tror jeg ikke følger. Psykopater regnes jo for rigtigt grimme personer, men det er faktisk ikke korrekt. Psykopater kan føle kærlighed til alle, hvor "almindelige mennesker" typisk kun kan føle kærlighed til den nærmeste familie. Alle andre sociale følelser er bare opdragelse og leveregler. Tænk på vikingerne hvor det var helt indenfor det socialt acceptable at slå folk i hovedet med en økse. Ja, mere end det, det blev regnet for socialt attråværdigt hvis du gjorde det tit og ofte når du var på togt.
Men jeg håber da du får ret i din teori om at vi bliver bedre og bedre.

At racismens rødder er ældgamle, bevidnes af det Gamle Testamente.
I 1.Mosebog 9, 18-29 kan man læse:
Noas sønner, der gik ud af arken,var Sem, Kam og Jafet;Kam blev far til Kana'an. De tre var Noas sønner, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning.
Agerdyrkeren Noa var den første, der plantede en vingård.
Da han drak af vinen, blev han beruset, og blottede sig inde i sit telt.Kana'ans far Kam så sin far nøgen og fortalte det til sine to brødre udenfor.
Sem og Jafet tog så en kappe over deres skuldre, gik baglæns ind og tildækkede deres nøgne far. De vendte ansigtet bort og så ikke deres far nøgen. Da Noa vågnede af sin rus, og blev klar over, hvad hans yngste søn havde gjort mod ham, sagde han: "Forbandet være Kana'an! Den usleste træl skal han være for sine brødre". Og han sagde:"Lovet være Herren, Sems Gud! Kana'an skal være deres træl. Måtte Gud skaffe Jafet plads, så han kan bo i Sems telte. Kana'an skal være deres træl".

Sider