Kronik

Dele af Grønland er på vej til at udvikle sig til et økologisk katastrofeområde

Til efteråret skal der forhandles en ny arktisk strategi på plads for de næste ti år. Det bør være den absolutte førsteprioritet her at sikre fredningen af store arktiske områder, skriver fire ngo-repræsentanter fra Grønland og Danmark i dette debatindlæg
Mineralefterforskning på Kvanefjeldet i Sydgrønland tilbage i 2009.

Mineralefterforskning på Kvanefjeldet i Sydgrønland tilbage i 2009.

John Rasmussen

16. juni 2020

Når regeringerne i Grønland, Danmark og på Færøerne til efteråret skal forhandle en ny arktisk strategi på plads for de næste ti år, bør fredning af de store arktiske områder, som Rigsfællesskabet kontrollerer, have førsteprioritet. Det skyldes ikke mindst, at dele af Grønland med foruroligende hast er på vej til at udvikle sig til et økologisk katastrofeområde, men også at Rigsfællesskabet holder nøglerne til fredningen af en langt større del af Arktis.

Hvert tiende år lægger Rigsfællesskabet en arktisk strategi, der tydeligt viser, hvad de danske planer for Grønland går ud på. Selv om den sidste, som er fra 2010, strækker sig over mange sider, kan den efter vores mening reduceres til ganske få linjer: I Danmark ønsker vi at fastholde Grønland i Rigsfællesskabet, så vi i de store internationale fora kan spille rollen som territorial stormagt.

Desuden ønsker vi at nedbringe bloktilskuddet mest muligt ved at åbne op for olie- og gasudvinding og minedrift overalt i Grønland.

I strategien lægges der ikke skjul på, at der er tale om store ressourcer: Grønland besidder nogle af verdens største uopdagede olie- og gasreserver og har tillige store mængder mineraler. Disse indbefatter zink, kobber, nikkel, guld, diamanter og platin, men først og fremmest enorme mængder sjældne jordarter (REE) og uran. Grønland vurderes at have 38,5 mio. ton sjældne jordarters oxider, mens resten af verden har 120 mio. ton.

Det har som bekendt gjort Grønland til skueplads for voksende friktion mellem USA og Kina, der ønsker adgang til Grønlands ressourcer.

Minelicenser i Sydgrønland

I denne sammenhæng spiller Danmark en central rolle. Danske forskningsinstitutioner har i lang tid arbejdet for at åbne Grønland op for internationale investorer. Man må dog spørge sig selv, hvorfor Danmark, der tilstræber CO2-neutralitet, i arktissammenhæng undergraver Parisaftalens målsætninger.

Beklageligvis har den grønlandske regering taget opmuntringerne til sig og i sin nyeste oliestrategi blandt andet tilladt olieudvinding i verdens største nationalpark i det nordøstlige Grønland.

Imidlertid er planerne for mineraludvinding længst fremme: Ifølge den grønlandske råstofstyrelses licensportal var der i 2019 uddelt mere end 70 storskala mineralefterforsknings- og udvindingslicenser, men efter sigende er tallet steget markant. Antallet af minelicenser i Sydgrønland, hvor man finder langt de største mineprojekter, er lidt over 30.

Sydgrønland, der har landets rigeste biodiversitet og stort set alt det grønlandske landbrugsland, beskrives ofte som »Grønlands brødkurv«. Her finder man hele fårebestanden – flere end 20.000 overvintrende får – ligesom man håber at introducere kød- og malkekvæg, når klimaet bliver mildere som følge af den globale opvarmning. Regionen har også nogle af de bedste fangstområder: Alene i den lille Kujalleq Kommune – Grønlands sydligste og den kommune, der satser mest på minedrift – blev der i 2009 og 2010 gjort næsten 90.000 fangster af blandt andet fugle, landpattedyr og sæler.

Råstofudvinding er ikke vejen til selvstændighed

Forestillingen om, at råstofudvinding kan redde den pressede grønlandske økonomi, startede i 2013, da den første uranvenlige grønlandske regering kom til magten. Den havde overbevist et lille flertal af vælgerbefolkningen om, at minedrift – og særligt uranudvinding – betød hurtige økonomiske forbedringer og selvstændighed fra Danmark.

Fokus var mest på det store sydgrønlandske Kuannersuit/Kvanefjeld REE/uranmineprojekt, som indeholder den næststørste beholdning af uran og langt den største mængde thorium i verden. Herudover rummer Ilimaussaq-komplekset, som Kvanefjeld er en del af, verdens næststørste beholdning af REE.

Faktum er dog, at minedrift i stor skala og særligt uranminedrift stiller sig på tværs af udviklingen af tre af de fire sektorer, der er centrale for den grønlandske økonomi, nemlig fiskeri og fangst, turisme og fødevareproduktion.

At mere råstofudvinding skulle være vejen frem, blev skudt i sænk i 2014, hvor en rapport fra Københavns og Grønlands UniversitetTil gavn for Grønland – fastslog, at 24 samtidige storskalamineprojekter ville være nødvendige for at udfase og erstatte støtten fra Danmark. Et storskalaprojekt ville skulle udvikles og sættes i gang hvert andet år.

Rapporten konkluderede også, at en råstofbaseret økonomi ikke er økonomisk bæredygtig: Når mineindustrien efter nogle år begynder at gå tilbage, befinder Grønland sig i den samme økonomiske situation som før, men med færre ressourcer. Det er senere bekræftet af andre kilder.

Brug for ny strategi

Problemet er, at den grønlandske befolkning og det flertal, der ikke ønsker råstofudvinding, fordi det på sigt vil ødelægge Grønlands sårbare miljø, efterlades uden valgmuligheder. Det kunne imidlertid forhindres relativt let og for små midler, hvis der blev arbejdet for det. 

EU har – i det mindste på papiret – udviklet en arktisk miljø- og bæredygtighedsstrategi, der ikke har noget at forholde sig til, fordi Grønland ikke er tilstrækkeligt integreret med EU. Cirka 90 procent af Grønlands eksport (hovedsageligt fiskeriprodukter) går til det europæiske marked – og Grønland har allerede et partnerskabsprogram med EU, så det burde være naturligt at have et tæt forhold.

Imidlertid vil Danmark hellere lade USA og Kina ødelægge Grønlands miljø fremfor at arbejde for, at Danmark i samarbejde med Grønland, Færøerne og EU freder så meget af det arktiske område som muligt og forbyder minedrift i stor skala (småskalaprojekterne har færre miljømæssige skadevirkninger) og olie- og gasudvinding.

I denne forbindelse er det bekymrende, at den danske regering er villig til at gå linen ud og ikke blot sætte det grønlandske, men hele det arktiske miljø på spil ved på vegne af Rigsfællesskabet at modsætte sig FN’s globale havbiodiversitetstraktat, der vil kunne bidrage til, at Det Arktiske Ocean ikke bliver overfisket og brugt som losseplads.

Naturligvis skal den grønlandske befolkning kompenseres økonomisk, hvis man fravælger råstofudvinding i stor skala, men det vil kun være et greb i lommen for EU. Omkring en fordobling af det eksisterende bloktilskud (cirka 3,5 mia. kr. årligt) vil efter al sandsynlighed være tilstrækkeligt. Samtidigt kan det blive vejen til selvstændighed for Grønland, hvilket de fleste af de grønlandske politiske partier ønsker.

Følgelig burde Grønland, Færøerne og Danmark i samarbejde med EU udvikle en strategi for Arktis, der sigter mod at frede så meget af området som muligt. EU-parlamentet støtter allerede ideen om et arktisk naturbeskyttelsesområde med Antarktis-traktaten som forbillede, og den grønne gruppe i EU-Parlamentet har til en vis grad haft de samme ideer, som er beskrevet her.

I princippet kunne beskyttelsen af Grønlands fysiske miljø, der dækker et areal halvt så stort som EU (hvis man indregner planerne for fredningen af det arktiske havmiljø, bliver det dog større), være et af fyrtårnsprojekterne i EU’s grønne pagt, der allerede nu omfatter nogle af EU’s nabolande.

Der bliver mulighed for at diskutere disse ting, når den nye arktiske strategi skal vedtages senere på året. Man kan kun håbe, at den ikke bliver som den gamle.

Erik Jensen er talsmand for URANI NAAMIK (Uran nej tak) i Nuuk

Niels Henrik Hooge er medlem af NOAH Friends of the Earth Denmark

Mariane Paviasen er forkvinde for URANI NAAMIK i Narsaq

Hans Pedersen er biolog i VedvarendeEnergi

'Hver dag arbejder vi benhårdt på at blive økonomisk selvbårne, så vi kun oplever kustoder, når vi går på landets mange interessante museer. Vores råstoffer er en af mulighederne', skriver tre ministre fra den grønlandske regering i dette debatindlæg.
Læs også
»Ideen om Arktis som et særligt fredeligt sted, hvor interessekonflikter bliver løst i mindelighed og dialog mellem stater, har været fremherskende i mange år. Fra 2014 og frem er denne opfattelse imidlertid kommet under pres,« siger Mikkel Runge Olesen, seniorforsker ved DIIS og projektleder på analysen 'Stormagtskonflikternes indtog i Arktis'.
Læs også
Fokus rettes med tiltagende styrke mod Nordpolen og den arktiske region. Det handler om potentielt store forretningsområder, og det handler især om sikkerhedspolitik. Øst kommer tættere på vest, og i kulissen står kineserne, der ikke helt ved, hvordan de skal komme ind i kampen om at dominere Arktis.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Erik Karlsen
  • Anne Albinus
  • Bjarne Jørgensen
  • lars søgaard-jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Erik Karlsen, Anne Albinus, Bjarne Jørgensen, lars søgaard-jensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"I denne sammenhæng spiller Danmark en central rolle. Danske forskningsinstitutioner har i lang tid arbejdet for at åbne Grønland op for internationale investorer. Man må dog spørge sig selv, hvorfor Danmark, der tilstræber CO2-neutralitet, i arktissammenhæng undergraver Parisaftalens målsætninger."

Nej, man må ikke. Man bør, belært af utallige erfaringer, forstå at der intet reelt ønske blandt hverken danske eller europæiske magthavere er om at skabe den nødvendige omstilling (hvilket bl.a. betyder en voldsom nedbringelse af både landenes og deres befolkningers forbrug). Man skal bare forstå at de lyver, når de hævder at de gerne vil redde miljøet og kloden. Det er ikke så svært - og samtidig slipper man for at belemre sig selv med alt deres udenomssnak og manipulerende vrøvl.

Klaus Lundahl Engelholt, Arne Albatros Olsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Hvorfor går den danske stat ikke ind med f.eks. 100 eller måske 200 milliarder kr. i investeringer i råstofindvinding i den grønlandske undergrund, med undtagelse af olien vel nok? Selvfølgelig i overensstemmelse med det grønlandske folk og i tæt samarbejde med det grønlandske selvstyre. Begge parter kan få et afkast af investereringen og sikre 1.000 vis af nye arbejdspladser for grønlændere på Grønland. Og ikke mindst vil det kunne holde USA og Kina ude af Grønland.

Det kunne være en win/win situation for såvel Grønland som Danmark.

arne tørsleff, Morten Madsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

'I Danmark ønsker vi at fastholde Grønland i Rigsfællesskabet, så vi i de store internationale fora kan spille rollen som territorial stormagt.'

Ja, i hvert fald indtil en af de rigtige stormagter siger BUH!

Peter Beck-Lauritzen

JL's oplæg er da interessant og så kan USA & Kina købe varene til verdensmarkedspris, ligesom alle andre. Grønland er afhængig af bloktilskuddet fra DK, hvilket forvaltes bedre i sammenligning med deres canadiske frænder. Om grønlænderne ønsker mere tilskud/afhængighed fra DK eller EU, står i modsætning til deres ønsker om selvstændighed.
Tilskuddet idag er på ca. 70 t.kr per grønlænder, må give dem en følelse af afhængighed, så en fornuftigt egen udvinding af råstoffer, vil være en god løsning.
Olie og gas er nok på vej til at blive passe', svært at pris-konkurrere med på verdensmarkedet.

Peter Beck-Lauritzen

PS: når I skal til at udvinde råstoffer, så husk en passus om, at området skal efterlades, som de så ud før udvinding. Så undgås miljøsvineriet, som ved de amerikanske baser!

Finn Jakobsen

Helt ødelæggende for ligeværdige relationer mellem Grønland og Danmark er de udbredte danske forestillinger om, 1) at Danmark er kapabel til at værne om Grønland, 2) at Danmark kan levere passende løsninger til Grønland mht offentlig forvaltning, erhvervsudvikling, råstofudnyttelse, uddannelse, social omsorg osv.osv. Man må tit tage sig til hovedet over det danske storhedsvanvid.

Finn Jakobsen

Helt ødelæggende for ligeværdige relationer mellem Grønland og Danmark er de udbredte danske forestillinger om, 1) at Danmark er kapabel til at værne om Grønland, 2) at Danmark kan levere passende løsninger til Grønland mht offentlig forvaltning, erhvervsudvikling, råstofudnyttelse, uddannelse, social omsorg osv.osv. Man må tit tage sig til hovedet over det danske storhedsvanvid.

René Arestrup

Hvis Grønland har ressourcer af strategisk vigtighed for stormagterne, skal de nok få fingre i det. På den ene eller på den anden måde.

Og Danmark kan hverken gøre fra eller til.

René Arestrup, det har du næsten ret i - og dette forhold skyldes jo bl.a. at Danmark ikke har en progressiv og fredsorienteret, konfliktmæglende og ressourceøkonomisk politik. Ellers ville vi formentligt godt, sammen med bl.a. de nordiske lande og andre, kunne give et kritisk modspil som har effekt. Ihvertfald langt mere effekt end at lægge sig på maven mens man beskriver positionen som bl.a. 'samarbejdsorienteret' og 'realistisk'.