International kommentar

Drop retorikken om ’hvide privilegier’ – den afleder fra racismens rodproblemer

Den glædelige og store medvind for antiracismens sag kan bane vej for reelle sociale forandringer – men det forudsætter en reel forståelse af, hvordan racistiske praksisser vokser ud af sociale ulighedsstrukturer, skriver forfatteren Kenan Malik i dette debatindlæg
’Ikke kun afroamerikanere bliver ofre for systemet. Over halvdelen af ofrene for amerikanske politidrab er hvide, og deres andel vokser. Analyser når da også frem til, at indkomstniveau snarere end race er den afgørende risikofaktor: Jo fattigere man er, jo højere er risikoen for at blive dræbt,’ skriver Kenan Malik i dette debatindlæg.

’Ikke kun afroamerikanere bliver ofre for systemet. Over halvdelen af ofrene for amerikanske politidrab er hvide, og deres andel vokser. Analyser når da også frem til, at indkomstniveau snarere end race er den afgørende risikofaktor: Jo fattigere man er, jo højere er risikoen for at blive dræbt,’ skriver Kenan Malik i dette debatindlæg.

Kerem Yucel

Debat
19. juni 2020

Det går stærkt nu. For seks år siden så et flertal af amerikanere politidrab på sorte mistænkte som ’isolerede hændelser’. Nu vurderer tre ud af fire, at problemet er ’systemisk’. På to uger er støtten til Black Lives Matter, BLM, vokset mere end i de seneste to år. Snarere end at mobilisere Trumps kernevælgere har urolighederne i amerikanske storbyer svækket præsidenten – indtil videre uden at forværre polariseringen i landet.

Ikke blot har den offentlige mening rykket sig. Det har også ikoniske institutioner: NFL-ligaen fortryder nu igennem de seneste fire år at have fordømt, når footballspillere har markeret deres protest mod racistiske drab ved at knæle under afspilningen af nationalsangen. Motorsportsligaen NASCAR, hvis racerløbstribuner er bastioner for trumpisme, har bandlyst sydstatsflag. Virksomhed efter virksomhed tilkendegiver nu offentlig støtte til BLM.

Holdningsskreddet er positivt i den forstand, at racisme i videre omfang nu erkendes og forkastes. Der er en fælles forståelse af, at udtrykket Black Lives Matter ikke betyder, at ’kun sorte liv har værdi’, men ’at alle liv har værdi og derfor også sorte liv’.

Populisme

At holdninger, man troede dybtliggende, flytter sig så hurtigt, er sjældent. Utvivlsomt skal det aktuelle skred da også ses på baggrund af et febrilt politisk landskab, hvor polariseringer og omskiftelighed indskriver sig i samme tendens: Politikken har løsrevet sig fra sine sociale forankringer – et fænomen, der er blevet intenst diskuteret under de seneste års populismedebatter i en kontekst, der har omhandlet arbejderklassevælgernes mere labile, mere skiftende politiske loyalitet.

Med tabet af sine klasseforankringer handler politikken i dag ikke bare om økonomi og materiel fordeling, men i højere grad om kulturel og psykologisk angst. I en tid besat af identitetspolitik kan sociale forurettelser blive deformeret til en frygt for at lide kulturelle identitetstab.

Politik har altid trukket på symboler, ritualer og skuespil. Men man kan i dag få den tanke, at den er ved blive ædt op af skuespil. Et eksempel: Snarere end at kæmpe mod ’racisme’ taler mange i dag imod det, der betegnes som ’hvide privilegier’.

Racismens problem er socialt og strukturelt: De racistiske praksisser har indlejret sig i retspraksisser og institutioner. Nu risikerer accentueringen af ’hvide privilegier’ at forskyde problematikken til at handle om personers og gruppers psykologi.

»Hvide mennesker – I er problemet,« skriver Chicago Tribune-klummisten Dahleen Glanton. Hvide kan kun forstå racismens realiteter i det omfang, de »erkender egen skyld og involvering«, insisterer den britiske forfatter Laurie Penny.

Vi ser nu også, at hvide mennesker vasker sorte religiøse lederes fødder som udtryk for egen syndsbevidsthed og angerfuldhed. Muligvis får aktørerne det bedre med sig selv ved at deltage i dette identitetspolitiske teater. I mellemtiden efterlades magt- og diskriminationsstrukturerne intakte.

At anse hvide mennesker – alle hvide mennesker – for at være ’skyldige og involverede’ fordrejer problematikken til skade for den antiracistiske sag. I USA viser opgørelser fra retssikkerhedsgruppen Sentencing Project, at sorte amerikanere både anholdes og retsforfølges i højere grad end hvide amerikanere og typisk også idømmes strengere straffe. Sorte risikerer også i højere grad at blive dræbt af politiet.

Men undersøgelser viser også, at denne større sårbarhed for sorte ikke uden videre kan forklares ud fra hvide menneskers holdninger, ja ikke engang ud fra hvide betjentes. Den er frem for alt et resultat af et retsvæsen, der lider under en indgroet strukturel uretfærdighed.

Klasseskel

Ikke kun afroamerikanere bliver ofre for systemet. Over halvdelen af ofrene for amerikanske politidrab er hvide, og deres andel vokser. Analyser når da også frem til, at indkomstniveau snarere end race er den afgørende risikofaktor: Jo fattigere man er, jo højere er risikoen for at blive dræbt.

Andre undersøgelser har tilsvarende vist, at den chokerende talstærke amerikanske fængselsbefolkning snarere skal forklares ud fra klasse- end ud fra raceskel. Men da afroamerikanere i uforholdsmæssigt stor grad tilhører arbejderklassen og er fattige, vil de også være mere udsatte for fængselsstraf og drab.

’Race’ og ’klasse’ er som kausale kategorier flettet sammen. Minoriteter udgør en integreret del af de lavere socialklasser, hvor man ofte deler de samme erfaringer af myndighedsovergreb. Race og klasse former menneskers liv på komplekse måder, der ikke kan sættes på enkle formler.

Symbolik og ritualer er vigtige, men uligheder må ikke blive reduceret til spørgsmål om ’hvide privilegier’ eller ’hvid skyld’. Vil vi finde nye og faste politiske forankringer, må vi tænke videre end til identitet og psykologi. Så må vi igen fokusere på sociale og materielle modsætninger.

Kenan Malik er forfatter, journalist, debattør og foredragsholder.
© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spot on fra Kenan. Italesættelsen af hvide mænd er direkte racisme fremmende, fordi den så åbenlys forkert, for alle de hvide mænd der ikke er priviligerede. Selv i Danmark er der utallige hvide mænd, der kan se at både andre hvide mænd, men også kvinder og farvede er meget mere priviligerede end de selv er.
Det er smart for de mere økonomisk liberale, at få skubbet debatten hen på et spørgsmål om farve istedet for økonomisk ulighed. Altså udenom det væsentlige, der ville begrænse de stærkt privilegerede.

Thomas Tanghus

Der er gode argumenter i indlægget, men jeg synes det drejer sig hen på samme spor, som argumentet om, bevægelsen skal hedde Black Lives Matter, eller All Lives Matter, og i sidste ende istedet for at nuancere debatten, afsporer den.