I Ellebæk straffer staten mennesker uden dom for at være uønskede i det nationale fællesskab

Der findes en offentlig institution i Danmark, hvor menneskerettighederne krænkes systematisk. Det konkluderede Europarådets Torturkomité (CPT) efter et besøg i Udlændingecenter Ellebæk i januar.

Kernen af kritikken er, at Danmark frihedsberøver mennesker, som hverken er dømt eller mistænkt for kriminalitet i en fængselslignende institution. Forholdene i Ellebæk er tilmed beskrevet som værende blandt de værste i Europa og endda mere kummerlige end forholdene i de danske fængsler, komiteen besøgte.

I rapporten blev Ellebæk erklæret uegnet for mennesker og indeholder desuden beretninger om faldefærdige og beskidte rum og selvmordstruede mennesker, der sættes nøgne og isoleret i observationsceller i dagevis.

I regeringens svar til rapporten understreges det, at »formålet med en administrativ frihedsberøvelse er at motivere en udlænding til at samarbejde om deres administrative udvisning«, og at de »som en generel regel kan ende deres frihedsberøvelse ved at samarbejde med myndighederne«.

Frihedsberøvelsen i Ellebæk, som skal være så »utålelig som mulig«, falder dermed ind under, hvad skiftende regeringer ynder at kalde »motivationsfremmende foranstaltninger«.

Politisk ansvar

Tirsdag har Folketingets Retsudvalg modtaget et brev fra os og 30 medunderskrivere, alle med direkte kendskab til eller faglig ekspertise angående Ellebæk, hvori vi samstemmigt kritiserer Udlændingecenteret og kommer med en række anbefalinger til forbedringer.

Blandt underskriverne er der 11 udlændingeretsadvokater, fem læger, fem forskere, en præst og en række organisationer, herunder Retspolitisk Forening og Amnesty Danmark.

Anledningen for brevet er, at regeringen stadig mangler at svare på de dele af Torturkomiteens rapport, der går på den systematiske nedbrydning af de frihedsberøvedes mentale helbred, såvel som de institutionelle rammer for dette. Det skulle de have gjort senest i maj måned. Derudover er et åbent samråd i forlængelse af rapporten, oprindelig planlagt til den 26. marts, blevet udskudt på ubestemt tid.

Vi, Ellebæk Kontaktnetværk, er initiativtagere til brevet, som udspringer af vores dokumentation af forholdene i Ellebæk baseret på samtaler med de frihedsberøvede selv. I løbet af det seneste år har vi besøgt 18 personer i Ellebæk og været i kontakt med adskillige flere.

Anbefalingerne i brevet er en opsummering af bemærkninger fra de frihedsberøvede og civilsamfundsaktørerne og går blandt andet på, at der skal være systematisk torturudredning og identifikation af ofre for menneskehandel, ingen isolationsfængsling, væsentlig kommunikation på sprog, som den frihedsberøvede forstår ved brug af professionelle tolke, fri adgang til udendørsarealer, adgang til egen telefon, og at grundbemandingen i Ellebæk skal bestå af socialpædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere.

Fængselslignende forhold

Mange af de frihedsberøvede i Ellebæk er afviste asylansøgere, og de er overbeviste om, at de ingen fremtid har i det land, de danske myndigheder vil udvise dem til. Ofte er det stærkt traumatiserede mennesker: Nogle er ofre for tortur i deres hjemland, andre er traumatiserede efter år på flugt. Nogle lykkes det at tvangsudvise. Det gælder dem, der kommer fra lande, som Danmark har en udsendelsesaftale med, for eksempel Afghanistan.

Andre lande har Danmark ingen aftaler med, og det eneste formål med fængslingen er her at presse den indsatte til at lade sig ’frivilligt’ hjemsende ved at gøre deres tilværelse i Danmark så utålelig som mulig. I de fleste tilfælde ved de indsatte ikke, hvor længe de skal være fængslet.

Denne form for frihedsberøvelse kaldes for »motivationsfremmende fængsling«. Nogle kommer ud igen og får aldrig asyl i Danmark, men kan se frem til at ende deres dage på et andet dansk udrejsecenter, mens andre får medhold i deres sag og tilkendt asyl.

Fælles for alle er imidlertid, at de ikke er i Ellebæk for at afsone en straf for en kriminel handling. Alligevel opfatter samtlige af dem, vi har talt med, Ellebæk som et fængsel, og de stiller sig ofte uforstående og frustrerede over for, hvorfor de som ikkekriminelle skal adskilles fra familie og venner og tilbringe måned efter måned bag tremmer.

Det er dog ikke så mærkeligt. For personalet og offentligheden tror tilsyneladende også, at Ellebæk er et fængsel, da det administrativt sorterer under Kriminalforsorgen.

Det lader altså til, at den eneste forskel på Ellebæk og et fængsel er, at de indsatte hverken er kriminelle eller mistænkte for kriminalitet, men alligevel sidder under samme vilkår som varetægtsfængslede.

Motivationsfremmende tortur

Overordnet er det vores og brevets øvrige bidragyderes klare opfattelse, at frihedsberøvelse i Ellebæk er ekstremt nedbrydende og potentielt traumatiserende for de indsatte. I Ellebæk straffer den danske stat mennesker uden dom for at være uønskede i det nationale fællesskab.

Eksistensen af et sted som Ellebæk er dybt alvorlig. De fire forskere fra AMIS konkluderer i deres bilag til brevet, at frihedsberøvelse ud fra et migrationsrelateret grundlag hverken er effektivt fra et hjemsendelses- eller samfundsmæssigt perspektiv. Ved i stedet på systematisk vis at nedbryde disse mennesker psykisk, ødelægger man deres mulighed for at tage stilling til egen situation.

Brugen af motivationsfremmende fængsling modsætter sig desuden Danmarks betrængte selvopfattelse af at være et dydsmønster på menneskerettighedsområdet.

Ellebæk er både resultatet af en bevidst beslutning om at bevæge sig ind i en juridisk gråzone, hvor man afprøver grænser for, hvad der kan betegnes som tortur, og hvor meget det er muligt at udhule diverse menneskerettigheder for at kontrollere, hvem der opholder sig i Danmark.

I disse dage ser vi konsekvenserne af denne politiske linje. Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mindede under Instrukskommissionens afhøring af hende om, at regeringen blev født med et ønske om at gå til kanten af de internationale konventioner og i visse tilfælde udfordre dem. Er det et ønske, den nuværende regering vil videreføre? Det er i alle fald, hvad justitsminister Nick Hækkerup (S) giver udtryk for.

Vores brev til retsudvalget indeholder en række anbefalinger til at forbedre forholdene i Ellebæk. Dette skal imidlertid ikke læses som en blåstempling af Ellebæks juridiske status som institution.

En institution for ikkekriminelle migranter, der hører under justitsministeriet, drives af Kriminalforsorgen, har fængselsbetjente som personale og fungerer som et fængsel, er i direkte modstrid med menneskerettighedskonventionen.

På tidligere kritik af forholdene i Ellebæk har man fra regeringens side besvaret selvmord ved at dække vandrørene til, så man ikke længere kan hænge sig i dem og desuden været hurtige til at give de indsatte skylden for generelt mislighold af de fysiske rammer i Ellebæk.

Vi anbefaler, at retsudvalget ved det kommende samråd vil adressere den juridisk selvmodsigende situation, institutionen Ellebæk udgør – en institution som psykisk nedbryder mennesker for at presse dem ud af landet.

Konventionerne blev rigtignok skrevet i en anden tid end vores. Netop derfor er det af afgørende betydning, at vi i dag ikke bare fortolker dem retvisende, men også lever op til den ånd, de blev skrevet i.

Anna Fjordbøge, Camilla Lynge, Clara Nepper Winther, Elisabet Kass, Emma Klöcker-Gatzwiller, Gustav Johannes Hoder, Jens Bay, Julie Stokholm, Maria Dommer og Matilde Ettrup, Medlemmer af Ellebæk Kontaktnetværk.