Klumme

Jeg elskede Fatamorgana. Ikke Morten Bo

Jeg gik et år på fotoskolen Fatamorgana og elskede det. Ikke på grund af lederen, Morten Bo, som tirsdag trak sig efter anklager om mobning og chikane. Skolens største aktiv er nemlig ikke ham. Det er den særlige kultur, som eleverne har skabt, skriver journalist Christian Bennike i dette debatindlæg
Det er ikke Morten Bos strategiske mobning, der har gjort skolen unik. Det er det sociale miljø. Og det betyder også, at Fatamorgana kan eksistere uden Morten Bo. Heldigvis, skriver Christian Bennike.

Det er ikke Morten Bos strategiske mobning, der har gjort skolen unik. Det er det sociale miljø. Og det betyder også, at Fatamorgana kan eksistere uden Morten Bo. Heldigvis, skriver Christian Bennike.

Jacob Ehrbahn

Debat
24. juni 2020

For ti år siden tilbragte jeg et år på fotoskolen Fatamorgana, som lige nu er så meget i vælten.

En række tidligere elever har fortalt Politiken, hvordan skolens grundlægger og enevældige leder, Morten Bo, i årevis har mobbet og hånet studerende, som han har set sig sur på. Han har ydmyget dem og frosset dem ude. Tirsdag trak han sig fra skolen.

Jeg tvivler ikke på, at anklagerne er sande. Jeg så selv noget lignede. Men for mig handler historierne om Morten Bo ikke kun om en grænseoverskridende underviser. Det er også fortællingen om et særligt kunstsyn, der har spillet fallit. Og om en type pædagogik, der har vist sig at være unødvendig.

Da jeg gik på Fatamorgana, mødtes vores hold hver fredag til ’billedgennemgang’ i det store lokale på første sal. Sammen med Morten Bo brugte vi hele dagen på at diskutere de fotografier, vi havde taget i løbet af ugen.

Et foto var aldrig bare et foto for Morten Bo. Han så dig i dine billeder. De var ikke en repræsentation af en virkelighed, men en personlig Rorschachtest. En todimensionel manifestation af din psykologi.

Et foto af to mennesker på en bænk viste måske, at fotografen var neurotisk. Eller liderlig. Kærlig, skræmt, legesyg, kontrær, manisk, nonchalant … Vi var vores billeder, og jo mere ærlige og personlige, de var, desto bedre.

I begyndelsen var jeg fascineret af Morten Bos metode. Jeg var vokset op med en Jim Morrison-plakat over min seng og troede stadig, at kunst handlede om store personligheder. Og derfor mente jeg også, at en kunstskole havde til opgave at gøre eleverne til netop det – personligheder.

Men det viste sig hurtigt, at al den fokus på ’det personlige’ – på ærlighed, inderlighed og psykologi – flyttede fokus væk fra værket og over på os. Fra sag til person.

Det blev navlepillende for nu at bruge et ladet udtryk.

Og der opstod det, som Frederik Stjernfelt har kaldt æstetiske »erstatningskriterier«: I stedet for at vurdere kvaliteten af et værk på, om det siger noget interessant om verden, vurderer man det som en test af kunstnerens personlighed.

Er han tilstrækkeligt ærlig? Provokerende? Konsekvent? Nyskabende? Kompromisløs?

Så bliver kunst indholdsløst.

På en kunstskole som Fatamorgana betyder det, at skoleforløbet bliver en slags terapi. De vordende kunstnere skal jo lære at ’finde sig selv’. At være ærlige, kompromisløse og så videre. Og underviserens opgave bliver at forme elevernes psykologi.

Så kan det pludselig forsvares at mobbe eller ydmyge, fordi det tjener et højere formål. Underviseren bliver selv en slags kunstner – hans værk er eleverne.

Det gælder ikke kun for Fatamorgana. Noget lignende kan siges om den ’flerkameralinje’ på Filmskolen, som Arne Bro i mange år stod i spidsen for. Her skulle de studerende vende kameraet imod sig selv, bygge deres egne fysiske universer og portrættere familie, venner og kærester. Naturligvis med den forskel, at Arne Bro ikke er blevet anklaget for at køre psykisk terror på sine elever.

Boede i kælderen

Jeg elskede at gå på Fatamorgana. Men det skyldtes ikke Morten Bos metode, det skyldtes de andre elever.

Fatamorganas succes bliver ofte kædet sammen med Morten Bos person. Hans demonstrativt spraglede tøj og evne til at forme unge fotografers bevidsthed. Men jeg tror, at Fatamorgana er lykkedes af nogle helt andre grunde.

Mortens Bos fejl er nu blevet åbenlyse, men han er rent faktisk lykkedes med noget vigtigt: Han har opbygget en kultur på skolen, hvor eleverne i fællesskab får ansvar og tillid.

Vi sad til timelange fællesmøder, hvor vi sammen satte rammerne for skolen, som vi så bagefter fik stor frihed til at udfylde.

Vi brugte hele nætter på at redigere billeder sammen. I en periode boede et par af eleverne fra mit hold bogstaveligt talt i skolens kælder.

Vi arrangerede selv fester og udstillinger. Og ryddede op dagen efter. Vi var en gruppe, der stablede en hel fotofestival på benene – vi fik hjælp af skolen, men det foregik på eget initiativ.

Der var et stærkt sammenhold. Vi udviklede et fælles sprog, når vi brugte hver fredag på at tale om hinandens fotografier. Vi hjalp hinanden. Vi lærte at lære af hinanden.

Det er ikke Morten Bos strategiske mobning, der har gjort skolen unik. Det er det sociale miljø. Og det betyder også, at Fatamorgana kan eksistere uden Morten Bo. Heldigvis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Netop. Men folk vil gerne se geniet, hvilket er let, fremfor kunsten, som er svær.

Claus Bundgaard Hansen, Marianne Stockmarr, ulrik mortensen og Mikael Aktor anbefalede denne kommentar
Claus Bundgaard Hansen

Folk skal lære at sige fra og ikke være så bange
Det starter der