Kommentar

Jeg forstod ikke, hvad racisme indebar, før det blev et personligt problem

Hver gang min kæreste går ud af vores hjem i USA, bliver jeg urolig indeni, og hver gang han kommer hjem, er jeg taknemmelig. Men han ville blive irriteret på mig, hvis jeg altid viste det, for det er en realitet, hans mor og mødre til sorte døtre og sønner altid har levet med, skriver ph.d.-studerende Sandrine Rose Schiller Hansen i denne kommentar
Det, der foregår i USA, virker måske uvedkommende for nogle danskere, vi har en anden historie, og racisme bliver af flere ikke betragtet som et ’dansk problem’ (om end det er). Men hvordan vi forholder os til verden omkring os, er ikke irrelevant for den mening, vi kan tillægge vores liv og den verden, vi er med til at forme, skriver Sandrine Rose Schiller Hansen. Her ses et vægmaleri af George Floyd, New York. 

Det, der foregår i USA, virker måske uvedkommende for nogle danskere, vi har en anden historie, og racisme bliver af flere ikke betragtet som et ’dansk problem’ (om end det er). Men hvordan vi forholder os til verden omkring os, er ikke irrelevant for den mening, vi kan tillægge vores liv og den verden, vi er med til at forme, skriver Sandrine Rose Schiller Hansen. Her ses et vægmaleri af George Floyd, New York. 

Phil Noble

Debat
11. juni 2020

Det er første gang under coronakrisen, at min kæreste har været glad for, at jeg endnu ikke har været i stand til at komme hjem til vores fælles lejlighed i New York. Han er bange for, at jeg ville komme i problemer under en af de mange protester affødt af mordet på George Floyd. I hvert fald er jeg vred.

Han advarede mig en nat i vores tidlige forelskelse. Hvis vi skulle være sammen, måtte jeg være forberedt på, at jeg kunne miste ham, og hvis vi fik børn, ville der altid være en større risiko for, at de ville blive udsat for ubegrundet vold.

Han sagde det hele uden den mindste smule selvmedlidenhed. Han vidste godt, at jeg ikke forstod, hvad han sagde til mig. Siden har jeg forstået vægten af hans ord. Min kæreste er videnskabsmand, og han er sort.

Han har set ned i løbet af et sigtet tjenestevåben, er blevet tilbageholdt og har været udsat for utallige tjek, ubegrundet i alle tilfælde. Hans forhold til det amerikanske politi er det modsatte af mit. Ikke bare er hans liv potentielt altid truet, hans individualitet er totalt udjævnet. Når han står over for politiet, er det lige meget, hvem han er, han eksisterer udelukkende i det, som passer mere eller mindre på et signalement af en trussel.

Hver gang han går ud ad vores dør, bliver jeg urolig indeni, og hver gang han kommer hjem, er jeg taknemmelig. Han ville blive så irriteret på mig, hvis jeg altid viste det, for det er en realitet, hans mor og mødre til sorte døtre og sønner altid har levet med, og en realitet, jeg måske må leve med, hvis vi får børn en dag.

Måske var det hans kærlighed til mig, som endeligt afslørede de privilegier, jeg har nydt og stadig har. Jeg har ikke behøvet at tænke på racisme, jeg har ikke behøvet at tænke på europæisk kolonihistorie. Også selv om jeg teoretisk set gjorde det, behøvede jeg ikke føle smerten, det var faktisk nok ikke ’meningen’, at jeg skulle føle den.

Mulighed for forandring

Selv om det er svært at acceptere – og endnu sværere at sige højt – må jeg erkende, at jeg ikke forstod, hvor privilegeret jeg var, før jeg forlod Danmark. Og egentlig forstod jeg ikke racisme, før det blev et personligt problem. Hvis man vil være en del af et samfund, kan det virke, som om man bør elske dets illusioner, som man elsker sig selv.

Det er et tilfælde, at jeg eksisterer, præcis som jeg gør, som etnisk dansker, men det er ikke et tilfælde, at jeg kan nyde de privilegier, der kom med min herkomst. Forud ligger en lang kolonihistorie, vestlig dominans og racisme. Ja, verden som vi kender den, er formet af en historie, der går forud for os, men det er os, som fastholder den i sin form.

Jeg vil ikke sætte min lid til håbet alene, og jeg tror ikke på, at nogen trossystemer kan frisætte os eller bortforklare historiske uligheder. Men selv når min verden dirrer af usikkerhed, ved jeg, at der kan findes mening. Jeg finder den i musik, i filosofi, i min vens stemme over telefonen, i minder om velkommende arme. Jeg finder den i min kærestes øjne.

Men de øjne er blevet trætte nu, og det er mine egentlig også. Jeg tror ikke på, at det kan tillægges den menneskelige natur frivilligt at opgive privilegier for et fælles gode. Som sådan er altruisme en vidunderlig idé i sin umenneskelighed. Men selv hvis min kynisme er berettiget, er der bag abstrakte håb en konkret mulighed for forandring, og den starter med den reelle anerkendelse af vores privilegier, vores illusioner og vores fælles og individuelle projektioner.

Det, der foregår i USA, virker måske uvedkommende for nogle danskere, vi har en anden historie, og racisme bliver af flere ikke betragtet som et ’dansk problem’ (om end det er). Men hvordan vi forholder os til verden omkring os, er ikke irrelevant for den mening, vi kan tillægge vores liv og den verden, vi er med til at forme.

Jeg ville inderligt ønske, at jeg havde lært at lytte ordentligt tidligere i mit liv, for det gør ondt at anerkende ens egen stiltiende medskyld, men den smerte er en lille omkostning sammenlignet med den lidelse, det er for andre at bære min privilegerede ignorance.

Sandrine Rose Schiller Hansen er ph.d.-studerende i filosofi ved KU Leuven i Belgien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vel skrevet. Følte helt en knugen i brystet ved at læse dit indlæg.

Anders Olesen, Karen Nygård, Gert Romme, Pia Nielsen og Ron Levy anbefalede denne kommentar

Bravo! Spot on! Det er lige præcis det vi skal gøre. Se og anerkend den historie om undertrykkelse, fornedrelse og opfattelse af det hvide overmenneske, som vores modernitet og velstand bygger på. Først der kan vi af hjertet forstå, solidarisere og kæmpe med de folk, der stadig idag lider under den historie.

Anders Olesen, Karen Nygård, Gert Romme og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

"Jeg ville inderligt ønske, at jeg havde lært at lytte ordentligt tidligere i mit liv, for det gør ondt at anerkende ens egen stiltiende medskyld, men den smerte er en lille omkostning sammenlignet med den lidelse, det er for andre at bære min privilegerede ignorance."

Tak. Jeg ville inderligt ønske at jeg også havde lært at lytte ordentlig tidligere i mit liv.

Randi Christiansen

Som ikke-hvid kan man ikke en gang gå under radaren. Der er langt højere risiko for at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, end hvis man er hvid. Hvor er det rædsomt, af blot den uforskyldte hudfarve er et socialt stigma.

Denne systemfejl må korrigeres. Når sandrine mener, at menneskelig alturisme ikke rækker til at opgive privilegier, bør hun tænke på, at den kollektive menneskelige intelligens har potentiale til at indse, hvor destruktiv for alle den nuværende uorden er. En indsigt hendes indlæg er med til at fremme.