Kronik

Fri mig fra at være en af ’danskerne’

Jeg vil gerne ses som en selvstændigt tænkende og handlende myndig borger og ikke som en del af et postuleret idyllisk og homogent fællesskab, for hvem det allerede er defineret, hvad man skal tænke og føle, skriver Joen Juel Jensen i dette debatindlæg.
Når jeg får at vide, at danskerne er eller gør sådan og sådan og tænker eller føler det og det, føler jeg mig taget til indtægt for noget, jeg ikke har sagt ja til, skriver dagens kronikør.

Når jeg får at vide, at danskerne er eller gør sådan og sådan og tænker eller føler det og det, føler jeg mig taget til indtægt for noget, jeg ikke har sagt ja til, skriver dagens kronikør.

Martin Fyhn Lykke Lladó

25. juni 2020

Der har i den senere tid været en del kritik af politikere og journalisters brug af udtrykket ’danskerne’, hvor man tidligere ville have sagt ’befolkningen’, fordi det siges at være ekskluderende. Jeg bryder mig heller ikke om udtrykket, men af en helt anden grund.

Kritikken forudsætter en ret snæver definition af begrebet dansker. De, der tager afstand fra udtrykket, fordi de mener, at en del af befolkningen i Danmark ikke er omfattet af det, må jo nødvendigvis mene, at en borger i Danmark, som er kommet hertil fra et andet land, ikke er dansker. Dermed kommer de paradoksalt nok i al deres inklusionsivrighed til selv at være ekskluderende. Man kunne også forstå ’danskerne’ som ’de, der bor i Danmark’. Når man siger ’københavnerne’, tager man jo heller ikke stilling til de omtalte personers etnicitet.

Min grund til at være skeptisk over for udtrykket er en helt anden og har intet med etnicitet at gøre. Jeg ser det som et anmassende udtryk, der prøver at skabe et falsk billede af jovial homogenitet. Når jeg får at vide, at danskerne er eller gør sådan og sådan og tænker eller føler det og det, føler jeg mig taget til indtægt for noget, jeg ikke har sagt ja til, og jeg får lyst til at råbe: »Stop lige! Jeg er født og har boet i Danmark hele mit liv her og er glad for det – men er det det vigtigste, der er at sige om mig?«

Aspekter af fællesskab

Nogle vil måske mene, at det, jeg siger, bare er endnu et eksempel på den kreative klasses hippe kosmopolitisme og manglende forståelse for det nationale. Men jeg benægter ikke, at det er vigtigt for mennesker at føle sig som del af et fællesskab, og at et vigtigt fællesskab for de fleste er det land, de bor i.

Hvis det land endda er det land, man er født og vokset op i, og man som vi bor i et land, hvor ét sprog er det fremherskende, er historien, sproget og visse aspekter af landets kultur for de fleste en vigtig del af identiteten. Men jeg mener, det er vigtigt at tage afstand fra en monolitisk forståelse af det nationale fællesskab og adskille forskellige aspekter af det.

Man må skelne mellem et sprogligt, kulturelt og politisk fællesskab. Fordi de fleste i Danmark taler dansk, og de fleste, der taler dansk, bor i Danmark, er sproget den unikke ramme, som vores liv udfolder sig inden for. Men i de fleste lande er det ikke sådan. Indbyggere i USA eller Peru har nok et fælles sprog, men dels tales det også i mange andre lande, dels er der mange af dem, som ikke har det som modersmål.

Det med det kulturelle fællesskab var måske mere sandt engang. Men at der nogensinde har været en tid, hvor alle danskere havde fælles kulturelle referencerammer, er nok mest en nationalromantisk myte.

Tilbage står det politiske fællesskab. Hermed mener jeg ikke, at alle, der bor i Danmark, har samme politiske synspunkter. Det har vi heldigvis ikke – demokratiets idé bygger jo netop på, at vi ser forskelligt på tingene. Men vores liv udfolder sig inden for rammerne af den stat, vi er borgere i, og hvis styrelse vi har ret til og mulighed for at tage aktivt del i.

Desuden er det vigtigt at gøre sig klart, hvad der menes med det ofte anvendte udtryk »danske værdier«. Det forekommer at være en rodebunke, hvor man kan placere alt fra Kim Larsen og Guldhornene til andelsbevægelsen og ytringsfriheden. Det vil tydeliggøre begrebet, hvis man skelner mellem de emotionelle, instrumentelle og etiske værdier.

Hvis jeg for eksempel siger, at den danske natur for mig har værdi, hævder jeg ikke, at den på nogen meningsfuld måde kan siges at være bedre end den afrikanske savanne, kun at jeg personligt godt kan lide den. At jeg foretrækker at være i en dansk bøgeskov frem for på savannen, er noget rent subjektivt.

Hvis jeg siger, at det danske sundhedssystem er værdifuldt, mener jeg derimod nok, at det praktisk fungerer bedre end sundhedssystemet i for eksempel USA. Og siger jeg, at det danske demokrati er værdifuldt, betyder det noget helt andet, nemlig at jeg finder den danske styreform etisk højerestående end den i Dubai eller Kina. 

Det danske fællesskab kan altså bestå af mange mere eller mindre vigtige aspekter.

Resultat af handlinger

Naturligvis tror jeg ikke, at hver eneste person, der siger ordet ’danskerne’, har en velgennemtænkt ideologisk dagsorden. Men jeg tror, at udbredelsen af udtrykket afspejler samfundets strømninger, selv om vi ikke er bevidste om det.

Begrebet skal ses i sammenhæng med den afpolitisering af sociale og økonomiske modsætninger i samfundet, som er sket i de sidste 30-40 år. En persons placering i samfundet blev tidligere set som et resultat af menneskers handlinger og derfor noget, der kunne ændres ved menneskers handlinger.

Nu fokuserer man i højere grad på de iboende træk som køn, hudfarve, seksualitet og religion. Sådan afledes opmærksomheden fra de grundlæggende politiske magtstrukturer, og de grundlæggende undertrykkelsesmekanismer fremstår som noget, der bare er der og ikke kan ændres. 

Men uden en sammenkobling af den helt nødvendige kamp mod diskriminering og undertrykkelse af personer på grundlag af køn, seksualitet, etnicitet og så videre med kampen for at ændre de politiske og økonomiske magtforhold i samfundet bliver førstnævnte kamp i sidste ende harmløs, fordi alle parter bedømmes på deres iboende træk i stedet for deres handlinger. Her behøver man blot tænke på de i tiden meget populære livsstilseksperter, der med stor autoritet udtaler sig om, hvordan grupper af mennesker er og på den måde trivialiserer og uskadeliggør ideologiske og kulturelle brydninger.

Myndig borger

Det at være indbygger i et land og del af et samfund er en kompleks størrelse. Vi har alle det til fælles, at vi er borgere i samme land. Derudover er vi medlemmer af andre fællesskaber med ofte modstridende interesser og vidt forskelligt syn på vigtige aspekter af tilværelsen.

Det sproglige og politiske fællesskab skulle gerne være rammerne om synspunkternes fredelige brydning, og det er fint, hvis vi kan lære at forstå hinanden. Men vi hverken kan eller skal blive enige om alting – hverken når det gælder, hvilken mad eller musik vi godt kan lide, hvordan vi skal indrette samfundet mest retfærdigt, eller hvordan vi bedst udnytter økonomiske, teknologiske og menneskelige ressourcer til at nå de mål, vi gerne vil nå.

At tale om ’danskerne’ vil give os en følelse af at være en del af en gruppe, der har de vigtigste ting til fælles, et kollektiv, der handler og føler som et sådant. Derfor virker det omklamrende og infantiliserende.

Jeg vil meget have mig frabedt at blive set som en del af et postuleret idyllisk og homogent fællesskab i stedet for som en selvstændigt tænkende og handlende myndig borger i et samfund, hvis nuværende indretning er et resultat af andre menneskers valg og handlinger før min tid, og hvis fremtidige indretning bliver et resultat af mine og andres valg og handlinger nu.

Joen Juel Jensen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ruth Gjesing
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Hans Larsen
  • Werner Gass
  • Lillian Larsen
  • Carsten Mortensen
  • erik pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
Ruth Gjesing, Maj-Britt Kent Hansen, Hans Larsen, Werner Gass, Lillian Larsen, Carsten Mortensen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Tanghus

Min anbefaling er med forbehold.
DF var først til bevidst at bruge udtrykket "danskerne", siden er det blevet overtaget af stort set alle partier.
Det område, jeg bor i, er stærkt socialt opdelt. På den ene siden af vejen bor middelklassen i villaer, på den anden side, i de knap så dyre lejlighedsblokke, bor lavtlønnede, syge parkeret på kontanthjælp, og førtidspensionister. På den side bor der i sagens natur flest ikke-grisefarvede.
Uden at vide det, er jeg temmelig sikker på, at mange der føler sig ekskluderet af den nationalromantiske retorik.
Så lad os dog gå tilbage til at bruge "befolkningen" eller bedre endnu "os/vi alle".

Poul Erik Pedersen, Werner Gass, Søren Dahl, Lillian Larsen, Birgit Fuglsang, Trond Meiring, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Frank Borchorst anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Joen Juul Jensen

Det er en rigtig god observation du gør gældende :

"Min grund til at være skeptisk over for udtrykket er en helt anden og har intet med etnicitet at gøre. Jeg ser det som et anmassende udtryk, der prøver at skabe et falsk billede af jovial homogenitet. Når jeg får at vide, at danskerne er eller gør sådan og sådan og tænker eller føler det og det, føler jeg mig taget til indtægt for noget, jeg ikke har sagt ja til, og jeg får lyst til at råbe: »Stop lige! Jeg er født og har boet i Danmark hele mit liv her og er glad for det – men er det det vigtigste, der er at sige om mig?"

Sådan tror jeg, mange andre har det.
Ordet "danskerne" er blevet approprieret af danske nationalister, ved partier som Dansk Folkeparti, og senest Nye Borgerlige.

Det har nået sin store udbredelse via næsten alle danske medier, som alt for ofte sætter en ære i at tale politikerne efter munden.

Joen Juel Jensen, Marianne Jespersen, ole eising, Maj-Britt Kent Hansen, Poul Erik Pedersen, Werner Gass, Søren Dahl, Herdis Weins, Ete Forchhammer , Lillian Larsen, Thomas Tanghus, Trond Meiring, Tommy Clausen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

’Til et folk, de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker,
sig fra folket udelukker’.

Grundtvig, der hverken brød sig om tyskere eller franskmænd, kærer sig ikke om juridiske spørgsmål, når han skal opstille skillelinjen, og det morsomme er bl.a. at det alt for radikalt for nutidens national-konservative.

Hans udtryk - folket - blev for nogle årtier siden regnet for uopslideligt af nogle, som var trætte af det, men de tog altså fejl, for nu er det blevet »danskerne«, og det er selvfølgelig for at understrege den juridiske skillelinje mellem dem, der er indenfor og dem, der ikke er. Man behøver blot at høre på Kåre Quist for at blive klar over, hvad man uspurgt bliver taget til indtægt for, hvis man er "indenfor".

Man kan udmærket være en juridisk del af »danskerne« samtidigt med, at man har en subjektiv grund til ikke at regne sig selv dertil, eksempelvis fordi man ikke har øret eller ilden i Grundtvigs forstand, og en objektiv juridisk som bl.a består i, at man har statsborgerskabet men ikke valgretten. Ørenlyd i den den national-konservative larm får man dog ikke af den grund. De kværner bare videre.

Joen Juel Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Dahl og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Så du vil have dig frabedt at blive set som "dansker" fordi nogle nationalister har en monolitisk forståelse af hvad det ord skal og bør associereres med? Beklager, men du er dansker uanset om du vil være det eller ej. Jeg har ingen anelse om hvorfor du tror at dem der associerer med gældende nationalromantiske myter har en monopolitisk "definitionsret" på hvad det vil sige at være dansk.

Hvis du ikke er i stand til både at være del af kulturfællesskab OG være en selvstændig, myndig handlende borger, så har du min medlidenhed... til at starte med, for jeg tror ikke på at der skulle findes noget modsætningsforhold. Der kan ikke eksistere et demokrati uden et demos. Demos er folket, folket er i vort tilfælde dansk (og grønlandsk og færøisk), men dansk er andet end Morten Koch-idyl, pseudo-historie og Dansk Folkeparti.

At DU har internaliseret DF's "danskhed" som den eneste mulige måde at være dansk på, er tragisk, men den kan aflæres. Du udtrykker ikke så meget "en hip kosmopolitisme" som du udtrykker en "uigennemtænkt kosmopolitisk selviscenesættelse". Det du "vil have dig frabedt", er noget der først og fremmeste kommer fra dig selv. Drop den nationalistiske internalisering af "dansk", og observer hvad det vil sige at være dansk udfra de interaktioner du faktisk SER og kan konkludere ved selvsyn eksisterer blandt ægte, levende danskere. At der findes et "os", og at du er del af et "os", er på ingen måde en afvisning af du er et selvstændigt "dig".

Dorte Sørensen

Bjørn Pedersen , du virker som en der ved hvad danskhed er. Hvad er det så - jeg kan kun se 2 ting sproget og vort flag.
Alle de andre ting , der oftes bliver nævnt som ytringsfrihed, religionsfrihed osv... osv... er da ikke af dansk oprindelse.

Carsten Munk, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Dorte Sørensen
Du falder netop også selv i den nationalistiske fælde. Det at være dansk har intet med en liste af diverse ting der definerer vores nationale "essens". Det er simpelthen bare at der er et "os" der hedder danskere. Det er bare et os der tilfældigvis hedder danskere. Andre "osser" hedder f.eks. masai, eller kikuyu, eller japanere.

At ting og fænomener er opfundet andetssteds er i konteksten af etnisk karakter, ligegyldige sandheder. Det der betyder noget, er hvordan vi bruger dem, hvordan VI tænker dem. Vores danske foreståelse af hvad ytringsfrihed (skal/bør) indebære er f.eks. ikke delt verden over. Hvis vi opfinder et koncept i Danmark, der bliver brugt på en særligt måde i... Yemen, så er deres særlige anvendelse af "vores" opfindelse ikke længere dansk, den er blevet yemenitisk. Over tid vil den ændre sig mere og mere, og til sidst vil det måske være den yemenitiske fortolkning af opfindelsen/ideen, der bliver populær i verden.

Dorte Sørensen

Bjørn Petersen tak for svaret.
Men alle de værdier som flere påstår er danske er jo netop ret internationale og ikke en danskværdi alene. Hvorfor ikke glæde "os" over at mange hylder de samme principper.

Fx. er det ret "sjovt" at kvindernes vilkår bliver af fx. DF opslået som en gammel dansk værdi og de muslimske lande har middelaldre forhold for kvinder.
Når Danmark først fik lige arveret mellem mænd og kvinder i 1920ërne. Osv.....
Først med Kildeskatten fik gifte kvinder deres egen skatteopgørelse osv....
Det var først omk. 1970'erne ,at kvinderne fik mere lige forhold - og så har "vi" jo ingen gang fået ligeløn endnu selv om det blev vedtaget i Folketinget i 1970'erne.
mvh.

Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Dorte Sørensen
Jeg glæder mig såmend også over at mange f.eks. hylder ytringsfrihed og lighed, og lign. internationale principper. Ved ikke hvorfor jeg ikke skulle gøre det? DF har i årenes løb sagt en masse vrøvl om dansk historie. F.eks. da de udtalte at den danske krone havde tusind års historie på bagen, og at de - forkæmpere for ytringsfrihed som de var - helt uironisk ville lave en lov om at forbyde hån af "danske symboler". Man kan ikke elske noget man putter op på en pedestal. Det er det der er forskel på at være nationalist og bare at være national.

Eva Schwanenflügel

Bjørn, jeg mener du har misforstået, hvad Joen Juul Jensen prøver at gøre opmærksom på..
- Her ville det være fedt, hvis forfatteren selv blandede sig :-)

I en glimrende analyse af Støjberg og hendes spin, (som alle burde læse, fordi den kan bruges i alle retoriske sammenhænge), skriver professor i retorik Carsten Kock bl.a. :

"Bestemt form ligger i den lille stavelse -ne; på engelsk udtrykkes bestemthed med kendeordet the. Bestemthed er et fantastisk påvirkningsmiddel, særligt i betragtning af, hvor lille det er.

Det forudsætter nemlig et antal ting – det præsupponerer, siger sprogfolk. Bestemthed forudsætter, 1) at det omtalte findes, og 2) at vi modtagere godt véd, hvad der tales om, og 3) at det, der siges, for eksempel om personer i flertal, gælder alle dem, der tales om.

Man generaliserer kort sagt, helt upåfaldende, uden at begrunde sin generalisering. Man får alle i den omtalte gruppe ind under en eller anden opfattelse bare ved hjælp af denne lille dims – som på dansk ikke engang er et selvstændigt ord."

Altså prøver Joen Juul Jensen ikke at frasige sig at han er dansk, eller dansker.

Han forsøger at problematisere det lille 'ne' i slutningen af ordet, der pludselig æder hans egen selvopfattelse råt ved at inkludere ham i et "vi alle"-begreb, der udover at være anmassende inkluderende, på samme tid tillige ekskluderer alle andre udenfor den nationale, etniske 'stamme'.

Med andre ord, han bliver taget til indtægt for en uspecificeret fællesnævner, og dermed bortfalder hans individuelle borgerskab og udraderes i plathed.

Man kan være dansk og dansker, uden at behøve at finde sig i at tilhøre en eller anden grå masse, nemlig "danskerne", politikerne bruger som forudindtaget spin.

Retorik professor: Sådan spinner Støjberg sig uskyldig"
https://videnskab.dk/kultur-samfund/retorikprofessor-saadan-spinner-stoe...

Thomas Tanghus, Joen Juel Jensen, Ete Forchhammer , Jørgen Mathiasen, Ebbe Overbye, Trond Meiring, Bjørn Pedersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Eva, hvis artiklen henviser til det Carsten Kock skriver i det du citerer, lægger jeg mig skam fladt ned og undskylder for misforståelsen over for Joen Juel Jensen. Dansker-ne er rigtig nok en noget størrere og mere "anmassende inkluderende", som du skriver, størrelse end "danskere", som er sprogligt set mere vagt defineret.

Thomas Tanghus, Steffen Gliese, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er præcis de ting, du lægger vægt på, der er det ærkedanskeste af alt, og som har givet os et fælles velfærdssamfund som referenceramme - med rødder langt bagud i samfundsformationer, hvor man forenede sig og trak på samme hammel, men ikke som en grå masse, som netop individer med hver deres færdigheder, personligher og livstydninger at gå ind i fællesskabet med.
Den danske mentalitet er ikke liberalistisk og den er ikke socialistisk, den er netop kooperativ, og det er dette samarbejde mellem frie individer, der på visse områder har gjort os til et langt mere attraktivt samfund en så mange andre.
Foranlediget af et portræt af vores land i New York Times for en lille måneds tid siden, diskuteredes det på livet løs, at der er så meget, som vi tager som en selvfølge, andre beundrer os for - og gerne vil modellere ud fra deres egne forudsætninger.

Carsten Munk, Bjørn Pedersen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- og i øvrigt er det ganske skrækkeligt med dette 'danskerne', som også Thorning benyttede tidligt og silde. Jeg har det dog anderledes: jeg synes, at politikerne skal holde sig til 'vi'.

Eva Schwanenflügel

Steffen Gliese, det lyder som en ganske interessant artikel fra New York Times, har du eventuelt et link?

Jørgen Mathiasen

De mange fastholdere (i Rifbjergs forstand), man er omgivet af, vil ikke tillade et valg af identitet. Man er fanden galeme dansker (hvis man altså er det), og flytter man til udlandet, ændrer det ikke noget, for så er man bare udlandsdansker. I udlandet møder man de samme fastholdere, subjektet er bare skiftet fra "vi (danskere)" til 2. person "I ...". Så længe man diskuterer med fastholdere og hjemmefødninge, kommer man ingen vegne.

Intellektuelle, forfattere eller kunstnere er i ikke så få tilfælde blevet eksilerede, og det kan føre til alvorlige skader (Adorno), i andre tilfælde kan de være frigørende (van Gogh), og det er snarere det frigørende, der har hovedrollen i en sjælden analyse som Hans Boll-Johansens om frankofiliens metamorfoser (danskere som afskyr Frankrig, danskere som sætter Frankrig højere end Danmark, danskere i Frankrig, som afskyr Danmark etc.), hvor en ny identitet eller en tillægsidentitet vokser frem gennem valg, som er selvbestemte fremfor påtvungne.

Steffen Gliese, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Jørgen Mathiasen

Virkelig spændende perspektiver.

Fremmedgjorthed er det et udtryk for det nationale, eller er det mere diffust?
Hvad medfører etnicitet, fx hvis man er adopteret?

Jørgen Mathiasen

@Eva Schwanenflügel
Adorno og Horkheimer vendte - efter nogen tøven - med en betydelig skepsis hjem fra eksilet, og de havde for en periode en pakket kuffert stående. Thomas Mann tøvede endnu længere, og han, der havde erklæret, at Tyskland var der, hvor han var, vendte aldrig tilbage fra eksileringen til en fast bopæl i Tyskland, men slog sig i sine sidste år ned i Schweiz. En rest af mistillid kunne aldrig mere overvindes.

Hvis etniciteten er synligt anderledes, vil omverdenen med jævne mellemrum helt uopfordret forklare en, at man ikke er et ægte medlem af fællesskabet (Martin Henriksen-syndromet). Det kan ikke undgå at påvirke identiteten og synet på fællesskabet, og kan naturligvis føre til et regelret brud. - Spørg en sort amerikaner!

I mindre radikale tilfælde, hvor der stadigvæk er meget store kulturforskelle forbundet med forskelligheden i etnicitet - en koreaner, som er adopteret af danske forældre, kan det være en tung process at skabe sig en tillægsidentitet, hvad mange minoriteter jo også gør os opmærksom på, og man vil utvivlsomt føle sig i bedre selskab hos sådanne, der især betragter grænser som markeringer af jurisdiktioner fremfor noget andet (kosmopolitter).

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Her er linket. Jeg synes, at den for én gangs skyld faktisk er nøjagtig helt ned i detaljen - men der er selvfølgelig ting, vi selv i dag er utilfredse med, som den ser fra perspektivet af 'det endnu værre', der hersker andre steder.

Steffen Gliese

jeg må indrømme, at jeg er hyggenationalist - og jeg tror ikke, at store stater er en lykke for nogen, dertil er de alt for magtfulde og alt for svære for den almindelige befolkning at påvirke i gunstig retning for 'de mange'.
Vores ulykke har været, at vi har haft politikere og embedsmænd, der har fulgt en ideologisering af samfundet uden lige igennem et kvart århundrede, som er også aldeles fremmed, og de har gjort det for at 'harmonisere' os med lande, der er langt mere middelmådige i deres opgave med at skabe et inkluderende samfundsfællesskab.
For mig er den racisme, der har udviklet sig, af ganske ny dato, og dens grundlag er kun delvis fælles med andre, ældre racismer: vi tror ikke på raceforskelle, men vi har oplevet en udvikling af velfærdssamfundet til det ringere, som det har været let at kæde sammen med en voksende andel af ikke-vestlig bosætning, selvom de to ting ikke har noget med hinanden at gøre.
Derimod har vore politikere undladt at forlange de undtagelser fra EU, som befolkningen ønskede, i stedet for nogle, vi ville have haft fordel af. Jeg er ikke tilhænger af et eneste af de fire forbehold, men jeg er bestemt modstander af, at den danske befolkning som den nok eneste i i fællesskabet har måttet se sine sociale foranstaltninger og befolkningens indbyrdes solidaritet blive forringet til fordel for værdier, vi aldrig har haft om umådelig rigdom og massivt overforbrug.
Vi burde aldrig have accepteret andet end minimumsregler, så vi kunne have undgået nogle ganske alvorlige spændinger i landet, som desværre går ud over dem, der er uden årsag til dem.

Joen Juel Jensen

Eva Schwanenflügel, det er sjovt, at du nævner det med bestemthedsendelsen. I den oprindelige version af min artikel kom jeg netop også ind på det. Men redaktøren var ikke så meget for det, som det stod, så vi blev enige om at droppe det af pladshensyn. Men faktisk synes jeg selv, at min argumentation er blevet lidt mangelfuld uden det.
Et substantiv kan på dansk med hensyn til bestemthed optræde i tre former: Nøgen form (hus), med ubestemt artikel (et hus) og med bestemt artikel (huset). I flertal: huse, nogle huse, husene.
Hvis substantivet i flertal bruges som subjekt, bruges den nøgne form oftest, når man fremsætter et generisk udsagn: Huse har vinduer, tag og en eller flere døre.
Formen med nogle bruges, når man fremsætter et udsagn om en delmængde af arten huse, som er bekendt for den talende, men ikke forventes at være bekendt for den, man taler til (Der ligger nogle huse i udkanten af byen), eller en tænkt mængde af huse (Jeg vil gerne kigge på nogle huse fra 1920’erne, hvis her ellers er nogle). Hvis man udtaler det med ekstra tryk, udtrykker man, at man netop ikke taler om alle huse i verden: Nogle huse har to døre.
Formen med bestemthedsendelsen bruges enten til at tale om en vis mængde af huse, men nu om en mængde, der formodes at være bekendt for den man taler til (Husene er hvide og har rødt tag), eller til at tale om alle huse inden for en vis kontekst: Husene er blevet dyrere i de sidste par år = Husene her i byen eller husene her i landet.
På samme måde kan "danskerne" betyde 1) De danskere, som vi allerede har omtalt. Hvis vi befinder os i et andet land, taler vi måske om en gruppe danskere, som opholder sig et bestemt sted: Danskerne bor på den gade der. Danskerne er ude at gå tur lige nu. 2) Alle danskere inden for en vis kontekst. Og hvis vi befinder os i Danmark, er den mest oplagte kontekst at forstå det ud fra, med mindre andet angives: Alle danskere her i landet.
Og nej, Bjørn Pedersen, min kritik af udtrykket har netop ikke noget at gøre med, at jeg ikke selv skulle føle mig som dansker. Jeg er dansk statsborger, født i Danmark af forældre, der begge er født i Danmark, har dansk som modersmål, tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, har boet hele mit liv i Danmark, har gået i den danske folkeskole, elsker den danske sangskat og den danske litteratur, kan kongerækken udenad, foretrækker som nævnt den danske natur og det danske klima fremfor subtropiske og tropiske ditto, kan lide at spise marinerede sild, smørrebrød, frikadeller med sovs og kartofler - kort sagt, jeg lever op til enhver tænkelig definition på en dansker! Og jeg har egentlig ikke lyst til at være noget andet end dansker!
Men jeg vil bare gerne selv bestemme, om jeg vil kunne lide det ene eller det andet. Og jeg mener, man skal have lov til at bo her og være borger og med til at bestemme, selvom man har et andet modersmål (men man skal selvfølgelig kunne tale, læse og skrive dansk på et højt niveau), har en anden religion eller ingen religion, ikke spiser svinekød eller måske slet ikke spiser kød, foretrækker indisk, arabisk eller kinesisk musik eller måske metal eller country frem for Carl Nielsen eller Kim Larsen.
På græsk har man to ord for folk: ethnos og demos. Ethnos er nationen, nationaliteten, defineret som kulturelt, sprogligt og/eller afstamningsmæssigt fællesskab, mens demos er folket forstået som politisk fællesskab, som mængden af borgere. Jeg hverken benægter eller fornægter ethnos, jeg mener bare, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det er en størrelse, som kan være svær at definere. Den bedste definition er nok, når alt kommer til alt, Grundtvigs, som blev citeret i et tidligere indlæg i denne debattråd. Og ethnos og demos er sjældent sammenfaldende!

Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Joen Juul Jensen

Mange tak for denne uddybelse af din oprindelige tekst.
Du har helt ret, forkortelsen af din kronik fremmede ikke just forståelsen, og den retoriske fælde blev overset af visse læsere.

Det er sjældent en analyse af politikernes retoriske tricks udfoldes i medierne, især efter DR-Detektor røg af skærmen.

Godt du lige blandede dig i debatten, det sker desværre alt for sjældent at kronikører her i Information intervenerer ;-)