Kommentar

Georg Metz: Niels Birger Wamberg 1930-2020

Afsked med den virtuose formidler
»Wamberg lå mildt sagt ikke på maven for det vedtagne og autoriteterne, og hans krav til redelighed og fornuft fornægtede sig ikke. Rimeligt skulle det være og med et vågent øje for de menneskelige svagheder. Det opstyltede, hvad tyskerne kalder gemacht, var ikke sagen,« skriver Georg Metz i denne klumme om nu afdøde Niels Birger Wamberg.

»Wamberg lå mildt sagt ikke på maven for det vedtagne og autoriteterne, og hans krav til redelighed og fornuft fornægtede sig ikke. Rimeligt skulle det være og med et vågent øje for de menneskelige svagheder. Det opstyltede, hvad tyskerne kalder gemacht, var ikke sagen,« skriver Georg Metz i denne klumme om nu afdøde Niels Birger Wamberg.

Torben Huss

Debat
19. juni 2020

»For min skyld må du blive til hvad som helst her i verden,« sagde Niels Birger Wambergs far. »Det eneste jeg ville være ked af, det var, hvis du endte som bønder i 3. akt. Du skal ikke stikke op for bollemælk.«

Som en forudanelse af kærligheden til teatret gav pastor Wamberg sønnen et godt ord med på vejen og et puf ind i livet uden bollemælk. Niels Birger indså, at hans rolle måtte være en anden end bønderne i 3. akt og blev i stedet magister i litteratur.

Til november ville Niels Birger Wamberg være fyldt 90. Han havde gerne taget den mærkedag med, livsappetitten fejlede ikke noget; det gjorde til gengæld madlyst og bevægelighed. Han strandede i sin stol, stemmen blev svag, og så kunne kroppen ikke mere.

Men næsten til det sidste sad den besøgende over for en årvågen kender af alt det, der skabte det land, som de nationalt insisterende så nidkært forlanger samling om, ofte uden at være sig det indhold bevidst, Niels Birger Wamberg holdt i hævd. For den usentimentale kritiker drejede det sig om realiteterne i stoffet uden forståelse for det enøjede overfladiske synspunkt og det absolutte udsagn i fædrelandsflomme.

Wamberg udforskede og befordrede Danmarks litterære arv. Dét var hans ærinde. Om det drejede sig om Holberg, Brandes eller Rifbjerg forstod han lektien på de skrivendes præmisser og i egen knivskarp, aldrig fordomsfuld, altid overbærende udlægning.

Eksempelvis om Søren Kierkegaard skriver Wamberg i sin mageløse essaysamling Mens tid er (2015): »Indsigten og analysen og evnen til at komme alting i forkøbet virker gloriøst i formen, men uden ethvert humant hensyn. Han herser med læseren, insisterer på at være enerverende, tamper løs på ét og samme sted i sjælen, så smerten til sidst er uudholdelig. Han generer sig ikke for at kime huset ned, han taler i munden på sig selv og udbreder sig undervejs om tavshedens barmhjertighedsgerninger med så lammende en ordmængde, at end ikke tavsheden har kræfter til at gøre sig hørbar.« Ydermere: »Skabelsesmiraklet kendte [Kierkegaard] indtil fortrolighed, og der var ingen tanke under solen, der undgik den skæbne at blive genstand for hans pernittengryneri …«

»Siger du det.«

Wamberg lå mildt sagt ikke på maven for det vedtagne og autoriteterne, og hans krav til redelighed og fornuft fornægtede sig ikke. Rimeligt skulle det være og med et vågent øje for de menneskelige svagheder. Det opstyltede, hvad tyskerne kalder gemacht, var ikke sagen.

Øverst på repertoiret stod umiskendeligt H.C. Andersen. Den verden var Wambergs. I flere udgivelser viste han digterens sammenhængende mangfoldighed i værk og levet liv. Det hele var for Wamberg logisk knyttet sammen i Andersens tætvævede helhedsværk. Kom man i den henseende i tvivl om noget, var man velkommen til at spørge. Svaret kom. Også på skrift.

Til Wambergs melankolske uro fungerede postvæsenet jo ikke mere. Kuverter, ofte med et vedhæftet citat af den anden store yndling Storm P. og med et besvaret spørgsmål på så og så mange A4-ark hamret ned på en længst afdød skrivemaskine, kom der med tiden færre af. Wamberg blev aldrig ven med elektronikken.

Foreslog man ham at prøve en bærbar, eller bemærkede man noget, der ikke stod distancen i forhold til den viden, Wamberg uden pedanteri ikke gik på kompromis med, kom det uundgåeligt: »Siger du det.«

Så skulle man trods Wambergs generøse mildhed over for venner og bekendte ikke insistere på, at H.C. Andersen havde været på Island, eller Søren Kierkegaard kun skrev dybsindigheder; hvad det nu var. Wambergs udtryk var egentlig ikke et spørgsmål, snarere en mildt korrigerende konstatering: »Siger du det.«

Dramatisk Forum

De ældre, der husker radioens Niels Birger Wamberg, husker Dramatisk Forum, det ugentlige teatermagasin 1951-80, som han bestyrede i samarbejde med en række andre fagfolk.

Radiolytterne, før tv sparkede døren ind, blev her gjort fortrolige med Wambergs indtrængende stemme i klip og indslag, når han uge efter uge dækkede den danske skueplads. Niels Birger Wamberg blev et begreb. De, der voksede op med Dramatisk Forum, glemte heller ikke samtalerne med eliten i dansk teater. Wamberg vejrede det ekstraordinære og dyrkede udvalgte aktører, der kvitterede for sympatien i venskaber med den hylende morsomme, lærde og slagfærdige magister. De fleste af de store parodierede Wamberg med enestående gehør og som sidegevinst i oplysningsprojektet. Det var aldrig kedeligt.

Ud over radioen var Wamberg lektor i litteratur på Lærerhøjskolen. Det nåede han også.

Vigtigst for ham var formentlig bøgerne, som han udgav i stimer. Wamberg skrev virtuost og som en drøm: antologier, tekstsamlinger over udvalgte emner, tit i samarbejde med hustruen Bodil Wamberg, uddrag af værker altid med fyldigt forord, hvor signaturen NBW redegjorde for baggrund og sammenhænge. Dertil kom barndomserindringerne og som antydet essays.

Niels Birger Wamberg ville vide besked. Han læste, spurgte, lyttede og tilnærmede og gjorde sig fortrolig med selv de utilnærmelige. Motivet var den faglige og personlige nysgerrighed, lærdommen også for lærdommens skyld, samlerens mani kan man sige, det nægtede han ikke. Det andet og hovedmotivet var viderebefordringen af det udforskede.

Wamberg holdt af formidlerrollen, holdt af alverdens stillede spørgsmål, elskede glæden ved at svare og tilegne sig mere viden og give den videre. Elskede også at optræde som i mange år til gavns med Ghita Nørby, hvis kunst og kærlige sans for magisteren og magisterens små særheder frydede ham lønligt lattermildt på det inderligste.

Niels Birger Wamberg var givetvis klar over, at den dannelse han repræsenterede, og som bisættes med ham i dag, havde sin plads i en anden tidsalder og ikke mere stod i pari. Det noterede han uden jammer. Forsøgte man sig med trøstende påstande, at det alt sammen sikkert kom igen, når folk blev trætte af Facebook og Twitter, kendte man svaret: Siger du det.

Savnet af de ord og alt det andet forekommer nu ubærligt. Men at have kendt Niels Birger Wamberg er også en umistelig gave.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her