Giv ordet til de stille elever

»Du skal bare sige noget mere,« siger læreren optimistisk og klapper opmuntrende den stille elev på skulderen. Det ved den stille elev jo godt – for det er ikke første gang, hun har hørt det.

Problemet er bare, at det er lettere sagt end gjort at ’sige noget mere’ for en stille elev, for det skyldes sjældent angst eller mangel på noget at tale om, og lærerens velmenende råd er i virkeligheden udtryk for en manglende forståelse for elevens personlighed.

Det gør det endnu sværere at »sige noget«, når man oplever at blive kritiseret for sin personlighed. Der er selvfølgelig elever, der virkelig er bange for at »sige noget« i klassen, men hvis der er tale om decideret angst, er det psykologhjælp, der skal til, og noget, der ligger uden for lærerens kompetencer.

Men for helt almindelige stille elever, der (for) sjældent siger noget i timerne, tror jeg, det handler mindre om angst end om personlighedstype og læringsstil. Når stille elever hele tiden opfordres til at »sige noget mere«, møder de en opfattelse af, at det ikke er godt nok at være mere stille. Faktisk frygter jeg, at introverthed bliver den nye diagnose i skole- og uddannelsessystemet.

Men at være introvert er ikke et handicap, og det er jo først i mødet med krav om at være mere ekstrovert, at det bliver et problem at være introvert. Spørgsmålet er, hvordan vi som lærere skal håndtere introverte elever, uden at de på den ene side bliver sygeliggjort og på den anden får en undskyldning for at sige endnu mindre.

At tage ordet

Jeg var selv den stille pige i klassen – både i folkeskolen, i gymnasiet og på de videregående uddannelser. Jeg var ikke passiv, som jeg af og til fik at vide af lærerne. Jeg var aktivt lyttende og arbejdede konstant på at fordøje det, jeg hørte og læste. Når jeg ikke »sagde noget«, var det fordi, jeg ikke var parat. Og når jeg var klar, var det som regel for sent – for så var der én af de mere ekstroverte elever, der havde taget ordet.

Og det er lige præcis det, det handler om: at tage ordet. For når nogen tager ordet, tager de jo også ordet fra nogen, blandt andet de introverte elever. Problemet er bare, at det ikke nødvendigvis hjælper noget at give ordet til den stille elev, hvis hun ikke er parat til eller indstillet på at skulle sige noget lige nu.

Som lærere har vi et stort ansvar for også at give de stille elever de bedste betingelser for at deltage i undervisningen og dermed ruste dem til et liv på arbejdsmarkedet.

Vi kan begynde med at tage elevernes personlighedstyper med i vores didaktiske overvejelser og give de stille elever lidt mere albuerum i undervisningen. Det kan vi gøre på flere måder. Vi kan give mere tid til refleksion i undervisningen, for eksempel ved at give eleverne to-fem minutter til at tænke over, hvad de mener, inden de skal udtrykke sig mundtligt i klassen. Det vil give de stille elever den tid, de har brug for til at formulere det, de gerne vil sige. Og det vil give mere ekstroverte elever mulighed for at tænke, før de taler.

Alternativt kan de ekstroverte elever, som ofte har ordet i deres magt, hjælpe de mere introverte med at formulere deres tanker. Det er en øvelse, der både kræver og giver gensidig tillid og respekt, og den tilgodeser samtidigt både intro- og ekstroverte elever. I det hele taget er små, mundtlige øvelser i par lettere at kapere for introverte elever end diskussioner i plenum. Når der kun er to, der taler, er der et mere naturligt råderum for refleksion.

Ekstroverte skal give plads

Introverte skal i højere grad end ekstroverte leve op til nogle vedtagne normer, særligt i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Det belønnes til mundtlig eksamen, til jobsamtalen og i fredagsbaren at være rap i replikken. Men den introverte, der har brug for tid til at tænke, før han eller hun taler, risikerer oftere at blive opfattet som usikker og nølende og dermed straffet med en lavere karakter eller et jobafslag, end rimeligt måske er.

Og derfor er det ikke nok at opfordre stille elever til at »sige noget mere«. Vi må skabe rum til de stille elever i undervisningen, så de kan komme på banen i deres eget tempo.

Det vil samtidig give de mere ekstroverte (eller støjende elever, fristes man som introvert til at kalde dem …) en mulighed for at »sige noget mindre« og dermed få mere tid til fordybelse – noget, som de måske oftere bør opfordres til, på samme måde som introverte skal motiveres til at »sige noget mere«.

Lise Heidemann Andersen, cand.mag. og mag.art. Underviser i dansk som andetsprog.