Kronik

Vi har glemt, at vi skal dø. Det minder coronakrisen os om igen

I Danmark har vi stuvet døden af vejen i kirker, på hospitaler og på plejehjem – vores bevidsthed om døden er skrumpet. Det er blevet tydeligt under coronakrisen, hvor argumentet for at lukke landet handler om døden. For »hvert eneste dødsfald er en tragedie«, gentager Mette Frederiksen. Døden er skræmmende. Men den er også uomgængelig
I vores fortrængning af døden har vi fået berøringsangst med dødens økonomiske side. Når døden viser sig, bliver vi bange og kaster penge efter den, skriver kronikøren. Her er det bedemand Peter Holm fra Bedre Begravelse i Brøndby iført værnemidler.

I vores fortrængning af døden har vi fået berøringsangst med dødens økonomiske side. Når døden viser sig, bliver vi bange og kaster penge efter den, skriver kronikøren. Her er det bedemand Peter Holm fra Bedre Begravelse i Brøndby iført værnemidler.

Aleksander Klug

Debat
20. juni 2020

Forestil dig, at du føder seks børn. To af dem dør under fødslen. En tredje dør inden konfirmationsalderen. Din nabo har ikke nogen børn. Hans kone døde i barselssengen. Barnet døde kort tid efter. Hvis du er heldig, overlever du selv de seks fødsler. Og sorgen ved de mistede liv.

Det scenarie var ikke ualmindeligt blandt den brede danske befolkning for et par hundrede år siden. Døden var til stede i et omfang, som vi i dag kun kan observere i lande som Nigeria, hvor den gennemsnitlige forventede levealder er omkring 54 år.

Men i takt med at døden er blevet sjældnere og senere, er vores bevidsthed om den også skrumpet. Vi har glemt, at vi skal dø. Vi har stuvet døden af vejen i kirker, på hospitaler og på plejehjem. Den eneste måde, hvorpå vi kan tænke og tale om døden, er ved at gøre den til en sensation. Døden skal komme brasende ind over landets grænser forklædt som en »lumsk sygdom«, før vi kan tale om det menneskelige grundvilkår, som har boet her altid. Vi gør døden til en tragedie. Og døden er skræmmende. Men den er også uomgængelig.

Døden er en nyhedsbjælke

For nylig genså jeg klippet fra De Uaktuelle Nyheder, hvor Mikael Bertelsen dramatisk proklamerer, at der er kommet et telegram med nyheden om, at alle i hele verden skal dø. Og som al anden genial satire går klippet så rent i hjertet, fordi det indeholder en vis sandhed. Vi har glemt døden i en sådan grad, at den er breaking news, når den viser sig.

Vores kollektive fortrængning af døden bringer os tilbage til det uskyldige barnestadium. Jeg ser på børnene og tænker: De ved ikke, at de skal dø.

Og så snart de har lært det, skal de lære at glemme det. Karaktererne i mine bøger skubber døden foran sig overalt, hvor de færdes. Jeg insisterer på kroppens forfald og forrådnelse. Når jeg skriver, minder jeg mig selv om, at jeg og alle andre skal dø. Jeg vil gerne genskabe bevidstheden om døden. For deri ligger potentialet for samtalen om det gode liv.

Døden som politik

Problemet ved, at vi fortrænger døden, er, at vi i vores iver efter at forlænge livet tror, at vi kan forhindre døden. Og hvor det bestemt er positivt, at flere lever længere, er det farligt, hvis livets længde bliver det altoverskyggende mål. Det politiske beslutningsgrundlag skal være rettet mod det gode liv, ikke udskydelse af døden for enhver pris.

De seneste tre måneder er der i Danmark blevet truffet større politiske beslutninger end nogensinde før i mine 28 år på Jorden. Grænserne lukkes og åbnes på strenge betingelser. Forsamlingsfriheden indskrænkes. Virksomheder bliver pålagt at holde lukket. Arrangementer aflyses. Med andre ord bliver borgernes bevægelser, berøring og motorik i øjeblikket reguleret af staten.

Når jeg ser på denne situation, leder jeg efter de argumenter, der ligger til grund for beslutningerne, der førte hertil. Ud fra de seneste ugers pressedækning kan jeg forstå, at argumentet ikke er sundhedsfagligt; et ord, der ellers er blevet kogt enorme mængder politisk suppe på.

Sundhedsmyndighederne anbefalede ikke den form for nedlukning, der blev foretaget. Hvad kan argumentet så være? Er det et økonomisk argument? Nej, økonomien kan vi slet ikke tale om. Den økonomiske krise er noget, vi må løse uafhængigt af sundhedskrisen – som om de to problemer er uafhængige.

Dødens pris

Argumentet handler om døden. For »hvert eneste dødsfald er en tragedie«, gentager Mette Frederiksen. Den økonomiske pris, som nedlukningen koster, kan slet ikke stå mål med prisen for de mistede liv, ja, faktisk er det slet ikke en sammenligning, som man må lave, forstår man. Nedlukningen og den gradvise genåbning af Danmark har reddet liv, og derfor er den pr. definition en god beslutning.

Og der er argumentet. Argumentet, som slutter enhver diskussion. Jeg hører argumentet fra venner og familie. Jeg læser det i kommentarspor på Facebook og på Twitter: Man kan ikke sætte en pris på et menneskeliv. Jeg ser den præmis gennemsyre regeringens såkaldte forsigtighedsprincip. For eksempel har hygiejne- og afstandskravene til folkeskolernes genåbning som konsekvens af, at der gøres mere rent på skolerne og er færre elever i lokalerne ad gangen. Har der ikke i mange år været gode argumenter for at gøre mere rent og skabe mere plads på skolerne? Argumenter om læring, trivsel og indeklima? Jo, men dette argument trumfer dem alle. Reglerne redder liv, og derfor er de prisen værd. For man kan ikke sætte en pris på et menneskeliv. Livet er ukrænkeligt. Døden må ikke findes. Det er argumentet.

Argumentet bygger på en løgn. For vi skal alle dø, og vi har alle en pris. Du, der læser denne tekst, er mere værd end et barn i Malawi. Hvis du har et hjem, er du mere værd end en hjemløs. Hvis du har et arbejde, er du mere værd end en arbejdsløs. Der er sikkert også nogen, der er mere værd end dig. Men du er dyr. For du befinder dig inden for den zone af klodens landjord, som vi kalder Danmark. Det sted, som vi har trukket en grænse omkring og kaldt vores. Du taler de dyrebare danskeres sprog. Du spiser den dyrebare mad. Du går i de dyrebare skoler, bliver behandlet på de dyrebare hospitaler og begravet i den dyrebare jord. Den jord, som ikke alle mennesker er værdifulde nok til at betræde.

Alle er ulige

For der er forskel på folk. Nogle mennesker er mere værd end andre. Det er ikke retfærdigt, men det er en grundpræmis i vores samfund. Vi gør ikke alt, hvad vi kan, for at alle mennesker på Jorden skal have lige vilkår. Det gør vi bare ikke. Vi accepterer, at der findes sult og fattigdom. Vi accepterer, at noget medicin er for dyrt i forhold til dens livsforlængende effekt. Vi accepterer, at der sker dødsfald i trafikken. Vi er ikke nødvendigvis glade for det. Men vi accepterer det. Og dermed accepterer vi også, at ikke alle kan leve lige lange liv. Det er ikke i sig selv dårligt. Og det er bestemt ikke i sig selv godt. Men det er sandt.

Så lad os nu lade være med at lade, som om vi ikke taler om økonomi. Lad os nu anerkende, at mennesket også er en økonomisk ressource. For så længe økonomien har eksisteret, så længe vi har gjort forskel på dit og mit, har der været en prissætning af menneskelivet. Lad os anerkende, at vi alle sammen siger: Dette æbletræ er mit. De æbler, der vokser på det, er mine. Og hvis du vil have del i æblernes livsforlængende og livsforherligende kvaliteter, ja, så må du hoste op med noget af tilsvarende værdi – et æsel eller et digt.

Dødens debat

Jeg tror, at vi i vores fortrængning af døden har fået en berøringsangst med dødens økonomiske side. Når døden viser sig, bliver vi bange og kaster penge efter den. Jeg tror, vi må anerkende, at skønt de beslutninger, der er blevet truffet, givetvis har reddet nogle liv – så vil de koste nogle andre. Det er måske ikke et regnestykke, man kan lave. Men det er en diskussion, vi skal have.

For når vi taler om at redde liv, taler vi om at udsætte døden. Så lad os tage dødens debat. Hvorfor er netop denne dødsrisiko mere kostbar end alle andre dødsrisici? Hvordan har vi netop nu penge til en koste-hvad-det-vil-tilgang, når vi tøver i forhold til for eksempel klimakrisen, som også vil koste menneskeliv?

Lad os erindre døden og livets skrøbelighed igen. For jo før vi anerkender, at udskydelse af døden aldrig i sig selv bør blive målet, jo før kan vi begynde at tale om det gode liv. Lad os træffe beslutninger, der giver gode liv, og lad så forlængelsen af livet være en sidegevinst. Og lad os ærligt lægge argumenterne for beslutningerne frem i stedet for at gemme dem bag skinhumanistiske klicheer om livets ukrænkelighed og dødens tragik.

Erling Nørkær er forfatter og psykolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Der er forskel på døden. Der er den enkelte(s) død og massedøden ien pandemi. Den enkeltes død kan vi beregne økonomisk, men konsekvenserne af massedød i en pandemi af en hidtil ukendt sygdom/virus kan ikke forudberegnes. Det kan konsekvenserne af en atomkrig heller ikke.

Kim Houmøller, Henriette Bøhne, Torben K L Jensen, Tommy Clausen og Niels Makholm anbefalede denne kommentar
Tommy Clausen

Et mennske liv er ikke større end et flugeskid i unervierset .......

Christian De Thurah

Det, der skrives i indlæggets sidste del om coronabekæmpelsen, er absolut værd at diskutere, men indledningens ord om, at vi i dag har fortrængt døden, har glemt, at vi skal dø, er jeg ikke enig i, selv om man tit hører påstanden. Det, der er sket, er snarere, at synet på døden har ændret sig. Hvor den før var overgang til det næste liv, er den i dag for mange et punktum. Et vilkår, som man ikke kan stille noget op imod. Man kan forhale det, og det gør vi så, men ikke undgå det. Derfor giver det ingen mening at spilde en masse tid på at forholde sig til det. Energien er bedre brugt på det liv, vi har her og nu.

Erik Fuglsang, jens peter hansen, jørgen djørup, Birte Pedersen, Dennis Tomsen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Som i ying og yang er døden en del af livet - som sorg var i familien for bare 50 år siden - det der er privatiseret som resten af livet er for arbejdsmarkedet.

Claus Bødtcher-Hansen

20/jun/2020

Kære Venner,
som jeg ser det og forstår det, består et
menneske af Sjæl, Sind og Krop, og når
kroppen ikke kan mere, "flyver" Sjælen,
efter en pause, videre/fødes i et nyt liv :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Niels-Simon Larsen

I sidste afsnit ridses nogle vigtige forhold op:
“ Jeg tror, vi må anerkende, at skønt de beslutninger, der er blevet truffet, givetvis har reddet nogle liv – så vil de koste nogle andre.”
Ja, rigtigt, men den modenhed har vi ikke politisk. Jeg har i hvert fald ikke hørt om den. For det første skal vi have at vide, hvor mange der er døde af ren corona, og hvor mange af andre sygdomme i forbindelse med corona. I første tilfælde antagelig under 100. Derefter kommer det svære med at regne ud, hvor stor en psykisk belastning nedlukningen har forvoldt. Det er et umuligt regnestykke, og der er ingen stemmer i det for en politiker, så det tales der ikke om.
Man forholder sig kun til det, der kan måles og vejes. Det, der kan tænkes, er privat. Man må altså ikke spørge, hvor meget coronanedlukningen har ødelagt af folks liv. Der er nemlig ingen svar på det. Det er overladt til vores egne tanker, og hvis man blander klimakrise ind i det, er man usaglig. Det er der desværre for få, der er...

Sonja Marie Tandrup Jensen og Steen Simonsen anbefalede denne kommentar

Hvem er "Vi"? - Har "vi" det? Mon ikke forfatteren bør tale for sig selv. Mon ikke de fleste af os, der er så heldige at blive over 70, har oplevet dødens nærhed hos slægt, venner, kollegaer, naboer osv.
så lad være med at tage mig til indtægt for dette generaliserende "vi"

Erik Fuglsang, christen thomsen, Rikke Nielsen, Kim Houmøller, jørgen djørup, Birte Pedersen, Anina Weber, Dennis Tomsen, jens peter hansen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg dør af kedsomhed ved endnu engang at se det fremført, at død er tabu, vi snakker ikke nok om død, og når vi snakker om død, er det på den forkerte måde og trafikulykke og sensation.

Guess what: Alle ved, at de skal dø. Det er blot ikke alle, der tror, at de er de eneste med den erkendelse og derfor betragter død som noget synderlig interessant. Død sker, shit happens.

Erik Fuglsang, christen thomsen, Rikke Nielsen og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Nille Torsen

Statsministeren startede ganske vist med at tale om liv, men hun stoppede ikke der. Hun fortsatte med at påpege risikoen for at sundhedssystemet kunne bryde sammen og at folks tillid til myndighederne kunne gå samme vej. Dette er ikke kun en hypotetisk risiko. Det skete i Italien og der er nu en reel mulighed for at en folkeafstemning kan sende Italien ud af EU. Det var den risiko som fik Merkel til at vende på en tallerken og efterlade Mette (og Søren) og lille Jep(pe) alene tilbage på perronen uden billet. At Covid-19 har potentiale til at ændre den politiske verdensorden og bringe typer som Salvini til magten, går over CEPOS's forstand og langt ind i Jakob Elleman's.

Steffen Gliese, Arne Lund og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Du har kun et liv ad gangen !

Claus Bødtcher-Hansen, Lasse Semler og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

nu er folk jo vildt forskellige, men for mig har hverken nedlukningen eller selve pandemien været nogen form for belastning, ud over selvfølgelig min bevidsthed om at nogen er blevet ramt og nogen savner de afdøde,
men sorgen er jo den samme uanset årsagen til at nogen dør, så et corona relateret dødsfald er vel ikke værre end hvis man dør i trafikken, og vi går jo ikke og sørger hver dag fordi vi ved at der er nogen som er døde hver dag.

jens peter hansen

Jeg er 75 min kone 74, rundt omkring mig dør der hele tiden venner, gamle kolleger og familiemedlemmer. Jeg tror at jeg og mange af mine jævnaldrende tænker på døden dagligt. Hvad mener den 28 årige med at døden er gemt væk. Skal ligene ligge på gaden ? Det unge menneskes ønske om at at tale om døden og foragt for os som ønsker at udsætte det uafvendelige fatter ikke en skid af hvad det vil sige at blive gammel med den daglige glæde ved livet, en glæde der er helt anderledes end den unges livslyst og artikelskriverens lommefilosofiske ønske om erkendelse døden som et vilkår. Døden i den grad oppe at vende hos os gamle, den er der hele tiden lige for næsen af os. Tak for at jeg ikke tænkte på den som 28 årig og befri mig for bedrevidende psykologer der ikke er istand til at sætte sig ind i hvad livet er for den der snart skal dø.

Steffen Gliese, Erik Fuglsang, christen thomsen, Rikke Nielsen, Arne Lund, Kim Houmøller, jørgen djørup, Sven Elming, Tina Peirano, Anina Weber og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

tjah der er endda nogen som tror på et liv før døden ;o)

Niels-Simon Larsen

Jeg er 79. De siger, vi taler for lidt om døden. Nå, hvad er der at tale om? Jeg har sagt til mine børn, at der ligger en konvolut i kommodeskuffen med navne og telefonnumre til de relevante og de sange, der skal synges. Jeg vil ikke have salmer. Alligevel kan jeg jo ikke forhindre nogen i at synge, Under dine vingers skygge, men skidt med det så.
Mette siger, at ethvert dødsfald er en tragedie. Det kan man også sige om enhver fødsel, så det er politisk tragisk (ikke en tragedie) for hendes coronapolitik. I virkeligheden er det naturligt og godt, at vi gamle dør, for det er grotesk at der bliver holdt liv i os langt ud over forfaldsdatoen. Derfor har jeg underskrevet en erklæring om ikke at forlænge mit liv i al evighed. Der er desværre prestige i en høj gennemsnitsalder, og nogle tjener penge på os som rene grøntsager.

Et meningsfuldt liv er det eneste, der er værd at tale om, men det er for tåget, pløret og udflydende for os at beskæftige os med. Det er tragisk, at isen smelter, temperaturen stiger, artsrigdommen falder, klimaflygtninge eksisterer og at børnene ikke har nogen fremtid. Ikke at vi gamle stiller træskoene en dag.
Karen Syberg skrev for et stykke tid siden om pastor Grosbølls sidste dage. Han bad sine venner komme og takkede dem for de gode stunder. Se, det var værd at skrive om.

Erik Fuglsang, Arne Lund og Steen Simonsen anbefalede denne kommentar
Steen Simonsen

Jeg synes det er en rigtig god kronik som bidrager med perspektiver der i den gra har været fraværende i Informations dækning sf Coronakrisen
Der er nemlig ikke rigtigt at alle dødsfald der kan relateres tilnCorona er en tragedie
Men udsagnet om at det er en tragedie har netop fortrængt de dilemmaer der har været i nedlukninhspolitikken
Vi er alle blevet underlagt den logik at nu er vi sammen om at undgå de tragedier der følger af coronadødsfald, mens andre dødsfald, måske forårsaget af nedlukningen fortrænges
At “ vi” som samfund gemmer døden væk, synes jeg netop coronakrisen har vist. Gamle, demente og alvorligt syge har fået lov at dø isoleret fra deres nærmeste, kun omgivet af professionelle
Jeg er 67 og har i kraft af min alder haft døden tæt på mange gange. Det hindrer mig ikke i at forstå Erling Nørkærs kronik, hvis pointer jeg er meget enig i
Jeg mener vi altid, solidarisk og demokratisk må slås for og arbejde for at udvikle betingelserne for det gode, indholdsfyldt og værdige liv og det er ikke det samme som at udskyde døden længst muligt

jens peter hansen

Steen Simonsen, der har da i usædvanlig høj grad været fokus på at man ikke kunne besøge sine
kære på plejehjem. Måske ikke i Information, men alle andre steder. 25 % af alle dør hjemme, lidt færre på plejehjem og resten på sygehus. Det sidste sted ligge de færreste ret lang tid, da man stort set bliver sendt hjem når man er blevet udredt. Skulle man have givet lov til at alle kunne besøge hvem som helst på hospitalet ??

Viggo Okholm

Nu er corona krisen så et påskud til at tage en omgang indsigt omkring livet som sådan.
Jeg synes det er et fint oplæg til eftertanke, hvilket vel allerede nu fremgår i forhold til indlæggene.
Jeg er så fuldt ud enig i at regeringen gjorde som den gjorde, men samtidig synes jeg det er ret nødvendigt at se døden i øjnene en gang imellem.Jeg selv er snart 75, men føler mig slet ikke klar til at sige farvel og jeg aner intet om hvad der sker ud over det at jeg skal væk og min krop forsvinder på den en eller anden måde. jeg ved at "verden" går glip af mine "guldkorn" og er der et andet liv eller videreførelse af de frø eller sind jeg har er det måske en gevinst.Som opvokset i den kristne kultur med alle afskygninger af den tro og nu på mine ældre dage som buddhist har jeg klart opgivet at forstå eller beskæftige mig for meget med den side.
Jeg har i min buddhisme helt sagt fra over for at "øve mig" som man bl.a. gør i det tibetanske og diamantvejen. Men jeg har været med i en meditation et par gange og visualiseret mit forfald.
Det var det personlige indspark, men vi bør vel altid gøre os klart at det at blive født indebærer døden og så er vores formål med at leve vel i mange tilfælde helt forskelligt eller?

Mads Kjærgård

Nej vi har ej! Og "ethvert dødsfald er en tragedie." Squ da ikke når det sker i Mellemøsten eller et bryllup i Afrika får et dronestyret missil i hovedet! Døden har ikke betydet noget før, så hvorfor nu? Fordi det var hvide, der fik en lille lille bitte forsmag? Men i Mellemøsten fik de en stor, mens Hannemand spiste basser foran X-factor skærmen. Verden er mærkelig, og ikke på den gode måde!

Rikke Nielsen

Jeg er ikke enig i præmissen og i konklusionen. Vi har ikke glemt døden. Vi lever alle med døden hver dag. Måske mest repræsenteret via andres skæbner, eftersom os, der kan læse dette, er dem, der overlevede - indtil videre. I min liv har jeg mistet mange pårørende og venner, har været ved at miste mit ene barn og boede i den forbindelse en uge på en børnehjerteafdeling (det må I selv fantasere jer til), har været tæt på kvinder, der har mistet deres nyfødte, tæt på mennesker i alle aldre, der har kroniske og farlige sygdomme og hele tiden skal passe på. Alle I andre kan fortælle lignende historier. Vi lever qua vores velfærdssystem, og i et land i fred, komfortabelt med døden og ser ikke syge, sultne og døde på gaderne, men de fleste af os har det alligevel inde på livet i vores små selvstændige universer.

Men i enhver ungdom er der (gudskelov) også en fandenivoldskhed, som selvfølgelig også har kunnet mærkes under corona, og os der er tættere på døden og har levet længere med døden omkring os, værdsætter nok også livet i højere grad.

Håndteringen af corona har i højere grad handlet om håndtering af noget ukendt, hvor der er valgt et forsigtighedsprincip, hvilket for mig giver rigtig god mening indtil virus' magt og kraft er kendt. Det har snarere handlet om at sikre den offentlige ro og orden, og om at sikre, at vores samfund og sundhedsvæsen ikke brød sammen under en stor sygdomsbyrde. Antallet af døde har været mindre vigtig i den forbindelse bortset fra den sammenhæng, der er mellem antallet af døde og belastningen af sundhedsvæsenet.

christen thomsen

Man ser det for sig: Erling Nørkær opsøger IKKE lægen, hvis han går hen og bliver syg. For - herregud - tag det som en mand, Erling, - vi-skal-jo-alle-dø.
Nørkær blander en masse ting sammen, der ikke hører sammen, og reducerer det til en-dimensional, naiv, 'psykologiserende', forklaring.

Steffen Gliese

Enhver krise kræver øget opmærksomhed og løfter derigennem vores viden til nye højder. Alene af den grund bekæmper vi alskens farer, der opstår.