Kommentar

Dem, der investerer deres arbejdskraft, bør have reel indflydelse på virksomhederne

De ansatte satser store dele af deres liv på deres arbejdsplads, så hvorfor skulle de ikke også sidde med ved bordet, når beslutningerne tages, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
'På mange danske arbejdspladser er magtforholdet ikke så tydeligt. Og heldigvis for det. Men det juridiske forhold er reelt det samme som i lande med mere hierarkiske arbejdspladskulturer: Det er chefen – udpeget af virksomheden kapitalejere – der bestemmer. Medarbejderne har ingen formel ret til demokratisk indflydelse,' skriver Pelle Dragsted.

'På mange danske arbejdspladser er magtforholdet ikke så tydeligt. Og heldigvis for det. Men det juridiske forhold er reelt det samme som i lande med mere hierarkiske arbejdspladskulturer: Det er chefen – udpeget af virksomheden kapitalejere – der bestemmer. Medarbejderne har ingen formel ret til demokratisk indflydelse,' skriver Pelle Dragsted.

Gorm Branderup

Debat
25. juni 2020

Hvorfor skal dem, der investerer kapital, have større indflydelse i et selskab, end dem som investerer deres arbejdskraft?

Det spørgsmål rejste jeg forleden på Twitter, hvilket udløste en for det forum sjældent spændende ideologisk debat.

Der har siden folkestyrets etablering altid været et mærkeligt paradoks mellem vores rolle som borgere og som arbejdstagere. Som borgere har vi ret til at øve indflydelse på vores samfund og opfatter os selv som kompetente nok til at deltage i beslutninger om alt fra skattesystemet til udenrigspolitikken. Men når vi træder ind på vores arbejdsplads, er det i en rolle, som mere minder om undersåtter i et oplyst enevælde.

På mange danske arbejdspladser er magtforholdet ikke så tydeligt. Arbejdsgivere ser en værdi i at inddrage medarbejderne og uddelegere beslutningskraft. Og heldigvis for det. Men det juridiske forhold er reelt det samme som i lande med mere hierarkiske arbejdspladskulturer: Det er chefen – udpeget af virksomheden kapitalejere – der bestemmer. Medarbejderne har ingen formel ret til demokratisk indflydelse.

Men hvorfor er det egentlig sådan? Det er måske rimeligt nok, at dem, der investerer kapital, har indflydelse på virksomheden. Men hvorfor skal de medarbejdere, der investerer deres arbejdskraft, deres motivation og deres fysiske og mentale helbred ikke have samme indflydelse? Deres arbejdskraft er mindst lige så vigtigt for selskabet som investorernes kapital.

Arbejdstagers risiko

Et typisk argument for den skæve magtfordeling er, at det er aktionærerne, der tager risikoen. Men argumentet er ikke stærkt. For de fleste større aktionærer diversificerer deres ejerskab med en bred aktieportefølje. Deres risiko, hvis virksomheden krakker, er således begrænset. Helt anderledes er det for medarbejderne. Hos dem er risikoen koncentreret. De mister ikke bare hele deres indkomst, hvis virksomheden lukker. Den knowhow, som de har bygget op i relation til de unikke opgaver på virksomheden, mister også sin værdi.

Selv hvis man accepterer risikoargumentet, bør man spørge sig selv, om en ulige fordeling af risiko er et tilstrækkeligt argument for, at medarbejderne skal holdes uden for indflydelse på den arbejdsplads, hvor de bruger en god del af deres vågne timer.

Men ville man kunne ændre dette magtforhold?

Ja, selvfølgelig. I den offentlige debat fremstilles den måde, selskaber er organiseret på, som noget nærmest naturgivent. Men selskaber er ikke præpolitiske konstruktioner, som politikere så bagefter forsøger at regulere. De er selv politiske. Det er således selskabsloven, som sikrer aktionærerne retten til at møde op på generalforsamlingen og vælge ledelsen. Det er med andre ord ikke et spørgsmål om at regulere eller ej, men om hvordan vi regulerer.

Og selskabsloven er faktisk tidligere blevet ændret for at give medarbejderne en vis medindflydelse. I 1973 fik ansatte i selskaber med over 50 ansatte ret til at vælge to medlemmer til selskabets bestyrelse, og senere blev rettighederne udvidet, så medarbejderne i dag har ret til at vælge en tredjedel af bestyrelsen.

Det har dog ikke ændret ved magtforholdet, hvor bestyrelsesmedlemmerne valgt af aktionærerne fortsat altid kan majorisere de medarbejdervalgte. Men de historiske lovændringer viser, at man kan ændre på magtfordelingen i selskaberne.

I de seneste år har debatten om virksomhedsdemokrati fået nyt liv. Ét af de mest spændende forslag kommer fra den belgiske arbejdsmarkedsforsker Isabelle Ferreras, som med inspiration fra den politiske sfære foreslår, at større selskaber skal styres gennem et tokammersystem. De beslutninger, som i dag enerådigt tages af kapitalinvestorerne, skal således i stedet godkendes i to kamre: et kammer valgt af aktionærerne og et kammer valgt af medarbejderne. Begge kamre skal have vetoret på alle afgørende beslutninger. På den måde balanceres magten mellem dem, som investerer kapital, og dem, som investerer arbejdskraft, og begge gruppers interesser varetages, når der tages beslutninger i selskabet.

Der kan sikkert rejses mange indvendinger mod forslaget. Men sikkert er det, at et demokrati, der stopper ved indgangen til virksomhederne, er utilstrækkeligt. Ufuldstændigt. Ufærdigt.

Hvis vi tror på demokrati som den bedste styreform, må det være naturligt, at denne styreform også overtræder tærsklen til vores arbejdspladser, så de ikke længere udgør et demokratifrit område.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pelle Dragsted skriver om manglende indflydelse på arbejdspladsen for arbejderne - her på de private arbejdspladser. Men efter min opfattelse står det ikke spor bedre til på de offentlige arbejdspladser eller i kooperationen for den sags skyld. Jeg vil foreslå, at vi starter med nogle kvalificerede initiativer dér - her behøver kapitalinteresser ikke stå i vejen for dels demokratisk indflydelse dels substantielle arbejdsmiljøforbedringer. Begge dele lader meget tilbage at ønske.

Thomas Tanghus

Et godt eksempel er Logik & Co https://logik.dk
Et lidt ældre klip fra TV2/Lorry https://www.tv2lorry.dk/nyheder/05-01-2011/1930/logik-co