Kronik

Jeg bliver kaldt mønsterbryder. Nogle gange tvivler jeg på, om det har været det hele værd

Fordi jeg på trods af en hård opvækst og psykisk sygdom har klaret mig godt i skolen og fået en kandidatgrad i jura, bliver jeg kategoriseret som en mønsterbryder. Men selv om det kan ligne en succes, har jeg en følelse af ikke at høre til nogen steder, skriver jurist Salah Said Atris
»I min barndom var jeg på et tidspunkt oppe at skændes med mine forældre over, at vi ikke havde råd til noget tøj, som jeg ønskede mig. I et vredesudbrud lovede jeg mine forældre, at jeg aldrig ville ende på offentlig forsørgelse. For at dette skulle lykkes, blev jeg nødt til at få mig en uddannelse.«

»I min barndom var jeg på et tidspunkt oppe at skændes med mine forældre over, at vi ikke havde råd til noget tøj, som jeg ønskede mig. I et vredesudbrud lovede jeg mine forældre, at jeg aldrig ville ende på offentlig forsørgelse. For at dette skulle lykkes, blev jeg nødt til at få mig en uddannelse.«

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
13. juni 2020

I august 2019 havde jeg en af de lykkeligste dage i mit liv. Jeg var lige blevet jurist. Efter mange års kamp med psykisk sygdom lykkedes det mig endelig at få min uddannelse i hus.

Jeg havde flere indlæggelser bag mig, mange tabte kampe og nederlag. Det hele startede i 2010 – måske lidt før. Det var i hvert fald i 2010, jeg første gang stiftede bekendtskab med et psykiatrisk hospital.

Omkring et år forinden var jeg startet på mit drømmestudium. Jeg var ivrig for at gøre et godt stykke arbejde. Jeg fik hurtigt et studiejob, som jeg var rigtig glad for. Men så ramlede det hele.

Jeg havde depressive og ubehagelige tanker. Nogle venner havde rådet mig til at opsøge hjælp, så jeg troppede op på den lokale psykiatriske modtagelse. Her blev jeg indlagt og fik senere min diagnose: paranoid skizofreni.

At være indlagt var en blandet følelse. Endelig fik jeg den hjælp, jeg havde brug for. Men på samme tid følte jeg mig malplaceret. Jeg var jo en ressourcestærk person, der læste på en af de mest prestigefyldte uddannelser i Danmark.

Psykisk sygdom kan ramme os alle. Men da jeg kom ud i verden igen, opdagede jeg, at den var præget af fordomme, og at psykisk sygdom var et tabu. Det kom ikke kun fra bekendtskaber og fremmede. Det kom også fra venner og familie. Du har da ikke brug for den medicin? Du fejler intet. Kun Gud kan helbrede dig!

Kringlet vej

At bede en psykisk syg om ikke at tage sin medicin svarer til, at man ikke tager sin hjertemedicin, hvis man har hjerteproblemer. Det kan have alvorlige konsekvenser, hvilket jeg selv oplevede nogle år senere.

Jeg var træt af at være syg. Jeg ville ikke tage min medicin længere. Jeg ville være et normalt menneske. Men der gik ikke længe, før jeg fik symptomer igen: paranoide tanker, angst og vrangforestillinger. Jeg blev endnu en gang indlagt. Lettere modvillig begyndte jeg at tage min medicin igen, og efter en lang og ubehagelig periode kom jeg stille og roligt på fode.

Nu var jeg jurist. Som så mange andre nyuddannede var jeg også lidt skræmt over, hvad fremtiden bød mig. Jeg fik et job nogle få måneder efter. Men på grund af tabuerne omkring psykisk sygdom, og på grund af frygten for aldrig at komme i job fortalte jeg ikke om min sygdom.

Historier som min bliver ofte portrætteret som succeshistorier: Den psykisk syge, der lykkedes med at komme igennem en uddannelse og komme i job. Sådan en vej er dog ofte kringlet, man møder mange nederlag på sin vej, og der er ingen sikkerhed for, at det rent faktisk ender med succes.

Efter nogle måneders arbejde som nyuddannet måtte jeg også igen se mig slået af min psyke og måtte sygemelde mig fra arbejdet.

Mønsterelev i skolen

I gymnasiet blev jeg kendt som mønsterbryderen. Jeg kom fra en flygtningefamilie, der tilhørte det laveste sociale lag i samfundet. Mine forældre havde ingen uddannelse og havde kun haft meget lidt kontakt med arbejdsmarkedet. Min familie var dysfunktionel og præget af konflikter og vold.

Men jeg klarede mig godt fagligt. Jeg fik gode karakterer, og jeg blev hyldet for mine bedrifter i gymnasiet med et legat. Det lignede en succeshistorie udefra, men jeg havde jo samtidig en masse laster. Hele mit liv har jeg læst og hørt om de her succeshistorier, og undret mig over, hvordan man bare kan lægge alle sine laster bag sig? Der må være noget, disse mennesker ikke fortæller?

Da jeg til en studenterfest talte med nogle venner om, hvordan jeg havde klaret mig, brød jeg sammen i gråd. Jeg havde jo ikke fortjent denne anerkendelse. Jeg havde levet et dobbeltliv.

I mine yngre år hang jeg ud med andre utilpassede drenge. Jeg voksede op i et socialt boligområde. Her var det mere reglen end undtagelsen blandt os drenge, at man røg hash, tog stoffer, røg i slagsmål og begik kriminalitet. Jeg modtog blandt andet min første (og heldigvis eneste) dom ikke lang tid efter, at jeg var kommet over den kriminelle lavalder. Det var for vold.

I store dele af min skoletid fik jeg dog ofte at vide, at mit hoved var skruet godt sammen, hvilket selvfølgelig også gjorde min vej igennem skolesystemet lettere.

Intet menneske er perfekt

Hele min opvækst har været præget af traumer og en følelse af ikke at høre til. Det var ikke kun i skolen, at jeg levede et dobbeltliv. Derhjemme vidste mine forældre heller ikke, hvad der foregik uden for hjemmets vægge. Jeg skulle altså både lægge låg på mig selv i skolen og derhjemme.

En del af de paranoide forestillinger, jeg har haft, har blandt andet været, at mine dystre hemmeligheder skulle komme frem, at jeg skulle konfronteres med dem og udskammes offentligt.

Andre paranoide forestillinger omhandlede situationer, hvor jeg følte mig omtalt i medierne. Jeg kunne få følelsen af, at det var mig, der havde begået det mord eller den voldtægt, som blev omtalt i nyhederne. Selv om det ikke var sandt, virkede det overbevisende på mig.

Jeg er ikke noget perfekt menneske og har aldrig været det. Selv i dag træder jeg ved siden af.

Men ofte lægger man unødvendigt pres på mennesker som mig, mønsterbryderne. Vi skal helst gå forrest og vise vejen. Men mennesker som mig har det ikke godt med pres. Det kan ende galt.

I min gang i psykiatrien har jeg ofte skullet trænes i at acceptere mig selv, som den jeg er. Med alle de fejl, jeg har. Det har ikke været en nem proces, når jeg har været vant til, at omgivelserne har haft høje forventninger til mig. Selv i dag har jeg ikke helt accepteret det faktum, at intet menneske er perfekt.

Jeg har også skullet lære at acceptere de traumer, jeg er vokset op med, og tilgive mig selv og mine omgivelser. Volden og de svigt, jeg havde i min barndom og gennem min opvækst. Vreden over min fortid. Heller ikke disse følelser har jeg lært at håndtere endnu.

Ikke altid en lykkelig historie

I min barndom var jeg på et tidspunkt oppe at skændes med mine forældre over, at vi ikke havde råd til noget tøj, som jeg ønskede mig. I et vredesudbrud lovede jeg mine forældre, at jeg aldrig ville ende på offentlig forsørgelse. For at dette skulle lykkes, blev jeg nødt til at få mig en uddannelse.

I mine teenageår var den sociale uretfærdighed, jeg mødte, også med til at få mig til at blive trodsig. Jeg ville ikke have, at mine fremtidige børn fik samme opvækst som mig. Jeg husker også tydeligt en lærer i gymnasiet, der fortalte, at uddannelse ofte gjorde mennesker mere opmærksomme på deres rettigheder, hvilket kunne ende i personlige og samfundsmæssige oprør. Det var disse oprør, jeg higede efter, og det var denne bevidsthed om rettigheder, jeg kunne finde på jurastudiet.

I dag får jeg dog ofte følelsen af, at det måske ikke har været det hele værd. Uddannelse gør ikke nødvendigvis en lykkelig, og nogle gange ville jeg ønske, at jeg var blevet i den socialklasse, som jeg var født ind i. Jeg føler stadig ikke, at jeg hører til nogen steder.

Som historien har vist, ender oprør sommetider med kaotiske tilstande. Og det er sådan et personligt oprør, jeg havde begivet mig ud i, og som mundede ud i et kaos i mit hoved.

Historien om mønsterbryderen med en psykisk sygdom er ikke altid en lykkelig historie med en lykkelig afslutning. Historien om mønsterbryderen kan også være en historie om en person, der ender med et mentalt sammenbrud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ulla Blok Kristensen

Stærk personlig beretning. Selvom der er en verden til forskel og mindst en generation, så er problemstillingen, om ikke at høre til genkendelig. Jeg tror mange såkaldte “mønsterbrydere” kan genkende sig selv i dette. Det har sin pris, at tage en uddannelse og flytte sig i forhold til, hvor man kommer fra. Håber du finder dig til rette og forhåbentlig kan du bruge din uddannelse til gavn for dem, der har færre ressourcer end du.

Triman Kaur, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Lotte Tvede, Hanne Kristensen, Birte Pedersen, Anne Søgaard, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Ole Henriksen, Herdis Weins, John Damm Sørensen, Therese Hagen, Susanne Kaspersen, erik pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Eller også finder du andre måder at bidrage til samfundet på. Der er mange andre måder end ved lønarbejde. Den erkendelse kan måske lette lidt af trykket.

Triman Kaur, Steffen Gliese, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Begrebet mønsterbryder er i dag ikke andet end samfundets bevis for for at "udsatte" mennesker kan når de vil. Hvis man ikke kan opnå succes, så er det sandsynligvis fordi at man ikke gider eller fortjener det. Det er the american dream, liberalismens naive menneskesyn og Nietzches herre-moral i fuld effekt; De rige og magtfulde fortæller sig selv at de fortjener deres rigdom og magt fordi at de er bedre end andre mennesker. Når underklassen påpeger at verdens resourcer er uretfærdigt fordelt, kan magten pege på mønsterbryderne og sige at "alle kan opnå succes, når de kan og vil". Det er altså ikke nødvendig vis "systemet" som er skyld i ulighed. Ulighed skyldes at visse mennesker er bedre end andre (og overhovedet ikke at de også har bedre forudsætninger for at opnå succes end andre).

Det er pisseflot at du har fået en kandidatgrad i jura, men du lever stadig i et samfund, som ikke forstår de forhindringer, du i modsætning til mange af dine medstuderende har skulle, og stadig skal, håndtere. Du har jo bevist, at man kan få succes når man tager sig sammen... Hvordan kan du så påstå, at din opvækst i underklassen er en forhindring for at klare sig på samme vilkår som resten af samfundet?

Som du kan fornemme er jeg i en situation ikke ulig din. Og jeg fortæller mig selv at begrebet mønsterbryder er et falsum. Nogen gange er man en mønsterbryder, nogen gange er man ikke. Det er en konstant kamp. Og den bliver ikke nødvendigvis nemmere af, at man tidligere har vist, at man har evnerne til at bevæge sig væk fra ens udgangspunkt.

Er problemet så at man er skuffet over sig selv? Eller er problemet at vi vokser op med myten om at man kan bryde den sociale arv (og få et godt liv) når man tager sig sammen?

Alle oplever kriser, de ikke kan håndtere selv. De fleste kan få hjælp til at håndtere krisen af det miljø, de er vokset op i. Andre må få hjælp af et samfund, som dybest set stadig tror at man kan bryde den sociale arv, når bare man tager sig sammen.

If you can´t change yourself, change the world.

Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Jørgen Greve, Lotte Tvede, Peter Ramsgaard, Kim Vildnis, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Hanne Utoft, Flemming Berger, Viggo Okholm, Ole Henriksen, Anders Olesen, ingemaje lange, Pia Nielsen, Ruth Sørensen, Freja Jensen, Susanne Kaspersen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

ps; tak for en modig, vigtig og ærlig kronik.

Steffen Gliese, Jørgen Greve, Lotte Tvede, Peter Ramsgaard, Kim Vildnis, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Anders Olesen, ingemaje lange, Herdis Weins, Ole Svendsen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
charlotte keck

Hej Salah
Tak for din fine og ærlige kronik. Jeg har også arbejdet mig igennem uddannelsessystemet, som barn af forældre uden en studentereksamen.
Det har sin pris, nogle mennesker tager afstand fra en, fordi de ikke magter det sprog man kommer til at bruge og ikke kan håndtere, at man har opnået en viden, som man ikke skal skjule
bare for at blende ind.
På den lange bane vil du ikke fortryde, at du har læst. Det har givet dig en viden og nogle interesser i livet, som gør det hele bedre. At du kan skrive denne fantastiske kronik og dermed
hjælpe andre er bare et lillebitte resultat af, at du har læst og studeret.
God vind fremover. Du vil senere se, hvor stor gavn din uddannelse giver dig.

Steffen Gliese, Jørgen Greve, Lotte Tvede, Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Karen Nygård, Torben Lindegaard, ingemaje lange, Herdis Weins, Pia Nielsen, Therese Hagen, Ole Svendsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Young-suk No

Livets betingelser kan være så hård at man bukker under uanset evner. Selv om man fik kærlighed og forståelse, er det svært nok at leve sit liv med alt det indebærer. Børn af flygtninge hvis forældre lider under voldsomme traumaer, skal have bedre støtte; i form af støtte-/ fosterfamilie fra allerede børnehaven hvor de får den kærlighed og forståelse som børnene af flygtninge har i høj grad behov for. Samtidigt helt fra starten af deres ankomst, skal man tilbyde terapeutiske samtaler for forældrene; for at forstå sin egen situation og være mere bevidst om hvor ødelæggende det er for børn at se sine forældre lide under voldsomme traumaer. Så børnene har bedre chance for at overkomme den svære livsbetingelse i at have forældre med traumaer og får muligheden for at leve deres eget liv med stadig livsglæden i behold.

Peter Ramsgaard, Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Hanne Utoft, Flemming Berger, Viggo Okholm, Anders Olesen, Pia Nielsen, David Adam og Ole Svendsen anbefalede denne kommentar
Ole Svendsen

Tak for en virkelig stærk og personlig beretning.
Du har ærlighed, mod, en god uddannelse og et godt hoved.
Derfor kan livet stadigvæk være pisse svært, og du har bestemt også haft, og har, mange kors at bære.

Når man sammenligner, hvad du har opnået i forhold til de andre på jura studiet, så kan man slet ikke sammenligne. Det svarer til at dine med-jurister er kravlet op på et højt fjeld, mens du har besteget Mount Everest.

Men det er ikke dine præstationer, eller mangel på samme, der gør dig værdifuld. Du er et værdifuldt menneske - i og med at du er til. Og du fortjener et godt liv - i og med at du er til.
Du fortjener at blive elsket - i og med at du er til.
Det kan hjælpe dig, hvis du dagligt siger disse bekræftelser til dig selv. Det har i hvert fald hjulpet mig.

Når mit liv har været meget svært, har det tit hjulpet mig at spørge mig selv: Er der NOGET i denne situation, jeg kan vælge at bruge til noget godt. Det er let nok at få øje på alle besværlighederne. Men ved at spørge mig selv, om der er NOGET i krisen, jeg kan bruge til noget godt. Så finder jeg som regel et svar - nemlig, at det ER der. Det har hjulpet mig gennem store kriser. Desuden er der noget sandt i, at jo større krisen er, jo større juvel gemmer der sig i krisen.

Den smerte du oplever kan gøre dig til et langt dybere og mere forstående og kærligt menneske, end hvis det meste bare flaskede sig.

Den vigtigste beslutning i mit liv traf jeg i en stor krise. Nemlig at begynde at elske og acceptere mig selv, som jeg nu engang er. Det er den største gave, og den ønsker jeg også for dig. At du begynder at elske, acceptere og tilgive dig selv, i og med at du er til. Over tid giver dette en masse selvværd, og det er det bedste fundament til at komme i gennem livet på.

Men det er hårdt arbejde. Der dukker jævnligt noget nyt op, som skal kigges på. Men i enhver krise er der mulighed for udvikling. Og det at øve sig i at elske, tilgive og acceptere sig selv som man er, og elske, tilgive og acceptere andre, som de er. Det er meget helbredende og livsbekræftende.

Det er ikke altid let, men det er alligevel godt at prøve - så godt man nu kan i situationen.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i dit liv.

Lone Hansen, hannah bro, Lotte Tvede, Peter Ramsgaard, Kim Vildnis, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Nette Skov, Viggo Okholm, ingemaje lange, Arne Albatros Olsen og David Adam anbefalede denne kommentar
Anne Abrahamsen

Du kan finde hjælp hos Katie Byron - The Work - hendes "little book" findes på dansk og andre sprog.
Du kan også finde hjælp med EFT/TFT - prøv Lars Mygind Institute - køb hans "Løsninger ved hånden" eller søg på www.selfhelpfortrauma.org og brug det gratis materiale.
NLP kan også hjælpe dig - Core Transformation NLP

Venlig hilsen bruger 446849

Jeg genkender meget i den følelse du har ikke at høre til. Jeg tror problemet også nogen gange ligger i at man har manglet koderne for social omgang. Fordi det ikke er kommet ind så at sige med modermælken,- når man ikke har kunnet lære det som noget naturligt ved at iagttage sine forældres sociale liv med andre - men har været nød til at lære det gradvist- når intet er foræret og det betyder at identitetsarbejdet som vi alle bøvler med især i de helt unge år bliver langt sværere.

Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Karen Nygård, Torben Lindegaard og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Mønsterbryderdiskursen er et politisk projekt, som dels har (haft) til formål at affeje offentlige/politiske debatter af klassesamfundets destruktive dynamikker og dels har faciliteret en socialpolitik funderet på forestillingen/kravet om at 'mønstre' skal brydes for at mennesker i udsatte positioner/livsvilkår oplever forbedringer af deres livskvalitet. En individualisering og privatisering af klassesamfundsproblemer, som er at ligne med en (geskæftig) tanke om at fordi der findes én oase i ørkenen, så kan hele ørkenen plastres til med oaser.

Pia Nielsen, Ole Svendsen, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kære Salah, tusind tak for din personlige og indsigtfulde historie.

Det kan være endog uhyre svært at leve op til omgivelsernes forventninger, både de negative og positive.
Ofte reagerer vi i trods snarere end af lyst, som du selv er inde på.

Og måske er det i virkeligheden hér, svaret skal findes på at du stadig føler dig udenfor, til trods for tilsyneladende succes som såkaldt 'mønsterbryder'?

Du mangler stadig at definere dig selv i forhold til et fællesskab, netop på baggrund af ønsker og behov, indre som ydre..
Interesser kan også definere fællesskaber.
Og venskaber.
Bare én god ven kan være umådelig betydningsfuld.

Så er der også retfærdighedsfølelsen. Den kan i mange situationer vende blikket udad, istedet for selvkritisk indad.
At kæmpe for en sag er altid godt.

Sidst men ikke mindst; psykiske lidelser er allemandseje.
De fleste har kendskab til, eller er pårørende til en person med den ene eller anden psykiske tilstand, der ikke - for at sige det mildt - accepteres, hjælpes eller godkendes i konkurrencesamfundet.
Desværre bliver de underliggende negative sider af udviklingen pt underkendt.

Dermed ikke være sagt, at alle psykiske lidelser med et trylleslag kunne afhjælpes ved et mere lige samfund, men mange stigmaer burde være mulige at undgå.

Det lyder muligvis noget fortærsket, men du er ikke alene :-)

Ole Svendsen, Ole Frank, Kim Vildnis, Estermarie Mandelquist og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Rasmus Sørensen

Hej Salah :-)

Jeg vil ikke kommentere på dit livsforløb, hverken dit udgangspunkt, forløb eller hvor du står nu, men kun udtrykke min stolthed over at du har taget den uddannelse du har, med de monumentale forhindringer du har været udsat for.
Det bliver tit diskuteret hvorfor der er en nedgang i mængden og niveauet af dem der gennemfører en længere videregående uddannelse, og DU er det bedste eksempel jeg har mødt længe :-)
Du gennemførte din længere videregående uddannelse, fordi du havde en intern/personlig forpligtelse til dine børn og de generationer derefter. Du så hvordan dit/jeres liv var mens du var barn/ung og besluttede dig for at du ville gøre alt hvad du kunne for at dine efterfølgere kunne undgå det.
Hvis jeg kunne over medierne, ville jeg trykke din hånd, og prise dig herfra og til enden af tiden, for det.
Paranoid skizofreni er, eller nærmere, kan være, som en sammenligning for de folk der ingen forståelse har for det. som at, hvis man ikke er medicineret, ikke ved hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi...
Nu nævner du det ikke, Salah, men auditoriske og visuelle hallucinationer er almen del af ubehandlet paranoid skizofreni...
Hvem, uden psykiske lidelser, kan forstille sig at være i en social situation, og ikke være 100% sikker på at det du hører eller ser, er det der faktisk sker i andres optik?!
Men du, Salah, lyder stadig som om du lider under problematikken med jeg vs. dig... :-)
Hvis du kan genkende den situation at en samtale med en person i en social sammenhæng, giver dig mere stress end at skulle skrive din kandidatafhandling, og at du bruger en større del af din person og dit overskud når du er i, hvad burde være hyggeligt lag, sammen med venner eller familie...
Så lider du under det der KAN defineres som, ’det underudviklede JEG/EGO’...
Din selvopfattelse er styret af dine antagelser omkring hvad andre tænker/mener om dig, i stedet for den modsatte, at din selvopfattelse er skabt af dig selv, og andre folks antagelser og tanker er en sekundær tanke der kun indgår i de relevante sociale situationer... :-)
Min anbefaling til at gøre at du muligvis vil føle at du hører til, er at tvinge dig selv til at overskride dine grænser, og ignorere dine indlærte regler omkring hvad du må gøre, og hvem du må omgås, og håbe at du kan være så heldig at møde mennesker du føler et tilhørsforhold til, uden familiære bånd, og uden sociale klasse bånd, men kun ’personlighedsbånd’, i.e. Du har lyst til at tilbringe tid med dem, og den tid du tilbringer med dem føles som at høre hjemme, og de føler det samme... :-)
Beklager ordgydelsen, men jeg foretrækker at være specifik i mine ytringer:-)
Mvh
Rasmus B. Sørensen

P.S.
Salah, fra din start, med de forhindringer du har haft, og frem til det du har opnået, er det DIG der har ret til at bedømme andre, og ikke omvendt :-P, glem endelig ikke det :-)

Steffen Gliese

En god måde at 'redde sig selv på' kan være at gøre sig klart, hvad man gerne vil beskæftige sig med, når man vælger uddannelse; men når man er jurist, er der mange ting, man kan kaste sig over og komme i berøring med, der passer til de ideer og tanker, man har - og hvor man derigennem kan opbygge gode relationer til ligesindede, der vil forstå at sætte pris på det, man kan bidrage med ud fra sit unikke ståsted.

Karen Schultz

Tak for din kronik Salah. Jeg genkender dette med at være hjemløs mellem to verdener og overvejer, om ikke det mon er manglen på tryghed og kærlighed i opvækstmiljøet, der gør en fremmed overfor at komme hjem på besøg af og til. Jeg har i hvert fald med undren set andre såkaldte mønsterbrydere have stor glæde af at besøge forældre og anden familie i det gamle miljø.
Jeg har skrevet romaner om det, og det har været en befrielse at fortælle det lige som det er: At det udefra tager sig fandens flot ud, men indadtil er en daglig overvindelse at leve op til at være hende den dygtige.
Knus fra mig til dig!