Klumme

Kampen mellem frygt og lyst: De afklædte kroppe er tilbage i det offentlige rum

At lukke ned og at åbne op igen: Det her forår har påvirket vores forhold til kroppen, både vores egen og andres. Vi vil have afstand, men vi vil også have nærhed. Grådigheden er blevet større, men det er frygten også, skriver journalist og forfatter Julie Top-Nørgaard i denne kommentar
’Det er næsten for meget, eller det er for meget, det er for tæt, er det ikke, vi kan lugte andre mennesker igen. Så tæt er vi på hinanden. Det er den appetit, der pludselig virker så voldsom, både vores egen og de andres,’ skriver forfatter og journalist Julie Top-Nørgaard i denne kommentar.

’Det er næsten for meget, eller det er for meget, det er for tæt, er det ikke, vi kan lugte andre mennesker igen. Så tæt er vi på hinanden. Det er den appetit, der pludselig virker så voldsom, både vores egen og de andres,’ skriver forfatter og journalist Julie Top-Nørgaard i denne kommentar.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Debat
22. juni 2020

Pludselig er der alle disse kroppe omkring os, varmen har fremkaldt dem, alle disse lemmer, så mange maver og rygge og baller, så mange bryster og fødder og hænder. Så mange muskler, så meget fedt, og først og fremmest så meget hud, vi smyger os forbi de andre på badebroen, vi smiler undskyldende, det sidder stadig i os, frygten for de andre, frygten for deres hud, deres udåndinger, deres væsker.

Tanken om, at de andre kan være smittede, inficerede, farlige. Tanken om, at vi selv kan udgøre en risiko.

Men noget andet presser sig på, en grådighed efter sol, varme, nøgenhed eller i hvert fald delvis afklædthed, vi lægger kjolerne på det varme træ, vi breder håndklæderne ud, vi lægger os, så lange vi er.

Det er næsten for meget, eller det er for meget, det er for tæt, er det ikke, vi kan lugte andre mennesker igen. Så tæt er vi på hinanden. Det er den appetit, der pludselig virker så voldsom, både vores egen og de andres.

Jeg betragter en ung pige i badedragt, badedragten har print af de indre organer, alting er placeret på rette anatomiske sted, der er lever og tarme og lunger, den ligner en af skolens anskuelsestavler, men malet på en rigtig krop, den er konkret, et billede af, hvad der findes i netop denne krop, under dette menneskes hud, jeg flytter blikket væk, jeg har ikke bedt om at se ind i den krop, ligesom jeg ikke har bedt om de andres afklædte kroppe, eller det har jeg måske alligevel, siden jeg ligger på denne badebro ved havnen sammen med alle de andre.

Vi slipper kontrollen

Det er ligesom, når vi om lidt hopper i vandet, det er på sin vis alt for meget, alle nerveender skal vækkes med et drøn, huden skal vækkes overalt, hele dette vidtstrakte sanseapparat, vi er svøbt i, hele dette musklernes og fedtets hylster.

Det er for meget og alligevel vidunderligt, vi gør det, fordi vi har lyst, men vi har også ulyst, vi mærker modstanden lige i det sekund, vi skal til at hoppe, kroppen, der protesterer, huden, der vil have lov til at være i fred. Men vi gør det, vi stiller os på kanten og tæller ned i kor, og så springer vi, slipper kontrollen det øjeblik.

Og vi fortryder i luften, altid, det splitsekund, mens vi hænger der og intet kan gøre, vi fortryder inderligt og desperat, men der er ingenting at stille op, vores kroppe trækkes mod det kolde, så rammer vi vandet, noget detonerer, måske er det os selv, og så omslutter det os, det er et chok, men ikke så slemt, som vi frygtede, vi lader os opsluge af det kølige, næsten kolde, vi overgiver os, mens kroppene først synker, og så stiger op igen, vi får hovedet over, det var da ikke slemt, siger vi og mener, det var vidunderligt, vi kravler op ad stigen, huden synger og snurrer, op til alle de fremmede kroppe, vi snor os ind og ud mellem fremmede ben og rygge, langt hår og håndklæder, sandaler og skoletasker.

En ny ambivalens

Vi lægger os på de tørre håndklæder og lukker øjnene, vi strækker kroppene, lemmerne, vi lukker de andre ude og mærker kun os selv, den lille skælven efter det kolde, gåsehuden, der sitrer.

Vi ligger helt stille og lader solen varme os op, langsomt, vi skygger med en hånd, for selv gennem øjenlågenes tynde hud er lyset for skarpt. Sådan ligger vi lidt. Ubevægelige og tavse i larmen fra de andre, teenagernes snakken og børnenes plasken. Varmen får fat. Musklerne smelter.

Det brænder i huden. Vi ligger og udholder det, indtil vi ikke kan mere. Så rejser vi os op, tager tøj på. Snor os ind og ud. Maver, lår, fødder. Lugten af varm hud. Stadig denne blanding af grådighed og uro, sult og bekymring. Arme, ben, rygge, nakker. Det varme træ under fodsålerne. Jeg tørrer mine hænder af i kjolen, som om det gør nogen forskel.

Vi vil have nærhed, og vi vil have afstand, vi giver slip, og vi holder fast. Det er en ny ambivalens, modsatrettede impulser, som lysten til at røre ved et elektrisk hegn. Med den er vi forandrede, og sommeren er forandret med os.

Julie Top-Nørgaard er forfatter og journalist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Dejligt at havbade og bassinbade igen. Krop og sjæl hænger sammen i vandet. Omsorgsfuldt at holde afstand til andre badende som man jo nødig vil smitte med bakterier, svamp og vira. Omsorgsfuldt at sæbe sig ordentligt af og spritte flader ordentligt af. Omsorgsfuldt at holde bekymringen ud, tåle angsten.