Jeg kan ikke lide, når der er noget i vejen med fuglene i haven

Så fløj det første kuld svaleunger fra reden. Fuldstændig som sædvanlig: Tre er fløjet, tilbage sidder to små krystere, der ikke vover at forlade hjemmets trygge bo, til slut er der kun én tilbage. Næste morgen, når man kommer ud, er reden tom.

Også ungerne i naboreden er hoppet ud, men det ville være synd at sige, at de flyver. De sidder på den presenning, vi har sat op i portrummet til beskyttelse af vores sagesløse cykler, der ellers ville være overskidt af deres små svaleungebæer, som nu i stedet ligger i en pænt stor sort-hvid dynge på det presenninghjørne, der befinder sig under reden. Svaleunger skider virkelig meget, hvilket dog er knap så mærkeligt, eftersom de uafbrudt bliver fodret. Men tre af ungerne sidder der altså også. Under cyklerne på jorden sidder endnu en, forældrene fodrer den stadig. Man undrer sig. For hvis de ikke kan flyve endnu, hvorfor er de så ikke blevet oppe i reden? Eller kan de flyve, hvis bare de turde? Iagttagelse af fugle rejser mange spørgsmål.

Og ak! Lige ved siden af døren ud til portrummet ligger en død unge. Hvorfor den er død, er uigennemskueligt, men den ligger der altså, så man bliver lidt forstemt, når man træder ud. Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at samle den op – måske håber et irrationelt barn indeni, at den bare er besvimet og lige om lidt vil vågne op igen og flyve. Mens voksne mig godt ved, at den er stendød.

I det hele taget kan jeg ikke lide, når der er noget i vejen med fuglene. Hvert år går man og længes efter det første kvidder i portrummet. Men i år er der, foruden den nu døde svaleunge, også en hun, der åbenbart ligger på golde æg. Det var endda den første rede, der blev indtaget. Efter nogen tid begyndte svaleparret imidlertid at bygge endnu en lille rede ved siden af, således at de fik en art toværelses lejlighed, og så lagde hunnen sig på den nye, lillebitte rede. Stadigvæk uden, at der er kommet nogen unger.

Klodset og yndefuldt

Hvert år går man også og spejder efter, hvornår det hvide vipstjertepar lander på gårdspladsen. Jeg har mine udkigsposter inde i huset, så jeg kan stå og iagttage dem på gårdspladsen uden at forstyrre. Og endnu er det ikke slået fejl, at der render to vipstjerter rundt på gårdspladsen klokken fem om morgenen med deres pudsige hovednikkende gangart og pludselige hop. De jager insekter op, hvorefter de forfølger dem i luften. Det ser på én gang klodset og yndefuldt ud. Kan beskues fra køkken og badeværelse.

Det lille vindue i hjørnet ved stuehusets sydmur vender til gengæld lige ud til vinen, hvor de har etableret sig i år. I en gammel solsorterede. Vipstjerter ynder åbenbart at genbruge de andre fugles reder, i det mindste har de tit gjort det her hos os. Vi har for mange år siden sat en vipstjertekasse med de korrekte mål op på østgavlen, men den har de lige fra begyndelsen valgt at ignorere, og nu har den i årevis været beboet af en gråspurv. Måske vil vipstjerterne bare helst være på gårdspladsen, hvor der selvfølgelig også er trygt. Porten er lukket, så der ikke er adgang for de fire katte, der dagligt og natligt patruljerer vores have.

Men i år har den ene vipstjert mistet stjerten. Så vidt jeg kan se, er det hunnen. Den har mindre sort på hovedet end den anden, og det svarer til den ornitologiske beskrivelse af kønsforskellen. Så det er nok en hun, der piler rundt og tilsyneladende uanfægtet vipper med sin bare rumpe. Jeg har flere gange stået og iagttaget hende længe for at se, om hun kan flyve uden hale, hun er jo en trækfugl og skulle gerne kunne trække sydpå, helt ned til Middelhavet, til efteråret. Men endnu har jeg kun set hende foretage det lille flyvehop op i reden.

Gad vide, hvad der er sket? Og kan en vipstjertehale vokse ud igen? Jeg har forsøgt at finde ud af det, men endnu har jeg ikke fundet nogen beskrivelse af fænomenet: Vipstjerten uden stjert.

Selv om det vel ikke kan være første gang i vipstjertehistorien, at en fugl har mistet sin hale?