Jeg kan ikke lide, når der er noget i vejen med fuglene i haven

Så fløj det første kuld svaleunger fra reden. Fuldstændig som sædvanlig: Tre er fløjet, tilbage sidder to små krystere, der ikke vover at forlade hjemmets trygge bo, til slut er der kun én tilbage. Næste morgen, når man kommer ud, er reden tom.

Også ungerne i naboreden er hoppet ud, men det ville være synd at sige, at de flyver. De sidder på den presenning, vi har sat op i portrummet til beskyttelse af vores sagesløse cykler, der ellers ville være overskidt af deres små svaleungebæer, som nu i stedet ligger i en pænt stor sort-hvid dynge på det presenninghjørne, der befinder sig under reden. Svaleunger skider virkelig meget, hvilket dog er knap så mærkeligt, eftersom de uafbrudt bliver fodret. Men tre af ungerne sidder der altså også. Under cyklerne på jorden sidder endnu en, forældrene fodrer den stadig. Man undrer sig. For hvis de ikke kan flyve endnu, hvorfor er de så ikke blevet oppe i reden? Eller kan de flyve, hvis bare de turde? Iagttagelse af fugle rejser mange spørgsmål.