Læserbrev

Man kan ikke løse et demokratisk problem med en Martin Rossen

Diskussionen om Martin Rossens rolle er en vigtig principiel diskussion om magt og ansvar i politik. Derfor skal det ikke underkendes, hvor udemokratisk en foranstaltning hans rolle har været – selv hvis det var med gode intentioner, skriver professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen i dette debatindlæg
24. juni 2020

Rune Lykkeberg har i sin leder den 20. juni ganske ret i, at der har udviklet sig et behov for en mere demokratisk ledelse som modvægt til Finansministeriets magt. Men det er Martin Rossens rolle ikke en løsning på. Det hjælper ikke på et demokratisk problem at komme endnu en udemokratisk foranstaltning oveni.

Mette Frederiksen gav Martin Rossen et sæde som fuldgyldigt medlem i regeringens to vigtigste ministerudvalg: Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget, hvorfra regeringens inderkreds styrer en periferi af fagministre. Det skulle styrke styringen og koordineringen.

Problemet var bare, at Rossen var en apparatjik uden ministeransvar. Det er aldrig tidligere sket, at en ikkeminister blev fuldgyldigt medlem med magt over beslutninger, som greb ind over fagministrenes ansvar. Det har Information tidligere viderebragt misinformation om, men det er faktuelt forkert.

Det er rigtigt, at der som hovedregel altid har været embedsmænd med ved disse ministerudvalgsmøder for at hjælpe og informere. Men de har aldrig haft medansvar for beslutningerne. Rossen derimod fik magt til at træffe beslutninger, som var han minister, men var fritaget for ansvar, som var han embedsmand.

Selv i Storbritannien, hvorfra ideen om en stabschef er kommet, er det utænkeligt, at en stabschef bliver indsat i regeringens indre kabinet eller i kabinetsudvalg – her kan kun sidde ministre med ansvar over for parlamentet. Desuden har ministre i Storbritannien kollektivt ansvar. I Danmark kan en fagminister blive individuelt ansvarlig for en beslutning, som træffes af for eksempel Økonomiudvalget imod fagministerens indstilling. Magt og ansvar hænger altså ikke sammen.

Uroen om Rossen blev ikke mindre af, at han kategorisk nægtede at lade sig interviewe om sit arbejde. Det fik han nytår 2020 fagbladet Journalistens lukkethedspris for.

Man kan diskutere, om en enkelt ’partikommissær’ i de centrale ministerudvalg betød så meget. Men der er vigtige principielle spørgsmål på spil her. For den fulde konsekvens af en accept af ’partikommissærer’ uden parlamentarisk ansvar er en afgørende svækkelse af Folketingets kontrol med regeringen og de ansvarlige ministre.

Af Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab

Mette Frederiksen fik i denne uge det problem, at Martin Rossen sagde op. Hun har designet en position, som hun har gjort til en ideologisk mission, til en person, som nu er væk.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Knap
Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jo, selvfølgelig er det i et system med en udpeget regering som vores løsningen, at regeringschefen med et flertal bag sig vinder magten tilbage ved med håndgangne mænd at sætte sig på magten.
Der er nogle lidt patetiske ideer om, hvad der er demokrati og hvad ikke - samtidig med at det, der er demokrati, køres over. Uden et bagland og en udvikling af politikken med rod i vælgerne, der også gerne skulle være partimedlemmer, er demokrati i en repræsentativ udgave umulig.

søren ploug, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar