Kronik

Det har konsekvenser, når coronahåndteringen næsten udelukkende laves af sundhedseksperter

Det er primært sundhedsfaglige eksperter, der har rådgivet myndighederne om corona-håndteringen. Derfor har strategien haft mangler, for sundhedsvidenskaben kan ikke svare på, hvordan vi oplyser borgerne, hvad der styrer vores adfærd, og hvordan initiativer får folkelig opbakning, skriver Olav Hesseldahl, cand.mag. i filosofi, og Vincent F. Hendricks, professor i filosofi
Unge nyder det gode vejr på Islands Brygge. Danske unge har fået frataget deres sommer med festivaler og anden festivitas. Derudover har vores ungdom følt sig forbigået i genåbningen, når højskoleelever og 1.- og 2. g’ere har måttet vente med at vende tilbage til hverdagen, mens storcentre og frisører har været åbne.

Unge nyder det gode vejr på Islands Brygge. Danske unge har fået frataget deres sommer med festivaler og anden festivitas. Derudover har vores ungdom følt sig forbigået i genåbningen, når højskoleelever og 1.- og 2. g’ere har måttet vente med at vende tilbage til hverdagen, mens storcentre og frisører har været åbne.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

17. juni 2020

Der findes en pandemiplan, som blev opdateret i 2013. Den har navnet Beredskab for pandemisk influenza.

Selv om planen er en vejledning, er ambitionen, som navnet antyder, at fungere som en national strategi, udarbejdet for at forberede samfundet på en pandemi: Hvordan skal det danske samfund og de danske myndigheder reagere? Hvem gør hvad?

Det er i træskolængder den plan og det teoretiske bagtæppe, den danske regering har fulgt de seneste måneder. Pandemiplanen fungerer som en art samfundets drejebog.

Gruppen bag planen består af relevante repræsentanter fra flere områder. Der er kliniske ekspertiser fra for eksempel Statens Serum Institut, repræsentanter fra sundhedssektorens arbejdsstyrke som Dansk Sygeplejeråd eller Danske Regioner, samt mere operative enheder som Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.

Det, der er iøjnefaldende ved gruppen, er, at det primært er en sundhedsfacetteret palette af eksperter, der rådgiver myndighederne om, hvordan vi inddæmmer, opsporer og behandler smittede og deres kontakter.

Sammensætningen vidner om et privilegeret fokus på de rent medicinske og biologiske aspekter. Men hvad med moralske, etiske, juridiske, økonomiske, psykologiske, sociale, kulturelle, adfærdsmæssige og kommunikative aspekter af en pandemi?

Flere grupper i samfundet er ikke blevet fanget af pandemiplanens tentakler. For eksempel havde skituristerne fra Nordsjælland malet coronakortet rødt i velhaverkommuner som Hørsholm, Rudersdal og Gentofte, mens pandemien langsomt, men sikkert vandrede mod den københavnske vestegn og dermed tegnede konturerne af det billede, flere eksperter har af coronavirussens sociale slagside. Kunne myndighederne have handlet eller kommunikeret anderledes?

Konspirationsteori og polarisering

Pandemiplanen har ellers en velbeskrevet og omfattende opgave, der består i at »sikre adækvat og kontinuerlig kommunikation med beslutningstagere, sundhedsvæsenet og befolkningen«.

Hvordan sørger man for, at befolkningen ikke bare bliver raske, men også oplyste? Hvordan sørger man for folkelig forankring af forskellige initiativer? Hvordan sørger man for, at en lockdown ikke gør, at nogle grupper føler sig forfordelt eller stigmatiserede i nutid eller fremtid?

Kommunikationen bør være lettilgængelig og specifikt med sårbare målgrupper for øje. Med det in mente er det værd at spørge til, hvorvidt pandemigruppens sammensætning giver de rette betingelser for at sikre den kommunikative forankring i samfundet?

I USA har pandemien pustet til massive konspirationsteorier, der blandt andet kobler COVID-19 og 5G-netværket, men det har også ført til demonstrationer mod myndighedernes håndtering. Mænd bevæbnede med rifler krævede i slutningen af april at få adgang til Repræsentanternes Hus i Michigan i protest mod coronavirusrestriktioner. I Danmark udviser vi heldigvis større tillid til hinanden, og der er ingen revolte på vej. Men vreden, konspirationsteoriernes udbredelse og en generel polarisering er en mulig konsekvens.

Danske unge har fået frataget deres sommer med festivaler og anden festivitas. Derudover har vores ungdom følt sig forbigået i genåbningen, når højskoleelever og 1.- og 2. g’ere har måttet vente med at vende tilbage til hverdagen, mens storcentre og frisører har været åbne.

Hvad efterlader det hos den danske ungdom? Hvordan forholder de sig til generationel solidaritet og det danske fællesskab? Giver det dem håb eller had? Statsministeren har holdt en tale til den danske ungdom, hvor hun takker dem for at have hørt efter og lyttet til myndighedernes anbefalinger. Men talen sætter ikke spørgsmålstegn eller åbner en kanal til unges hjerter.

Manglende fokus på åbning og fremtid

Spørgsmålene om konsekvenserne af pandemien hober sig op. Ville myndighederne være bedre rustet, hvis det faglige grundlag i pandemigruppen var mere mangfoldigt?

Svar må alt andet lige være kontrafaktisk, men man kan konstatere, at vægten af medicinsk ekspertise i pandemigruppen er tung. Samme billede tegner sig i Norge, hvor alle 22 eksperter i den rådgivende pandemigruppe kommer fra de medicinske områder og i Storbritannien, hvor den 25 personers store gruppe dog har én psykolog og én adfærdsforsker. Tyskland er den store undtagelse, da filosoffer, historikere, teologer og jurister også rådgiver regeringen.

Sammensætningen af den danske pandemigruppe er udtryk for et stort fokus på bekæmpelse og inddæmning – og mindre på åbning og fremtid. En anden og mere tværfaglig sammensætning af pandemigruppen vil alt andet lige give et mere holistisk grundlag at rådgive regeringen ud fra.

Imødekommer regeringen det, behøver formålet med den danske pandemiplan ikke at være anderledes. Men spørgsmålene, diskussionerne, analyserne kan være bredere. Lige såvel som de hygiejniske og medicinske aspekter af en pandemi er vigtige, gælder det også for kommunikative, moralske, eksistentielle, etiske og juridiske aspekter.

Og altså bør den diagnose, pandemigruppen stiller for samfundet, være bredere, så den samfundsmedicin, regeringen ordinerer til det danske samfund, er bredere funderet.

Vi foreslår, at der også inviteres teologer, filosoffer, sociologer, jurister, psykologer, økonomer, historikere, adfærdsforskere og kommunikationseksperter med i pandemigruppen. Det vil selvsagt give en større pandemigruppe, men også ruste Danmark bedre til den fremtidige pandemi, som vi alle ved kommer til at ramme verdenssamfundet.

Olav Hesseldahl er cand.mag. i filosofi, engagementsdirektør i Ungdomsbureauet, og Vincent F. Hendricks er professor, dr.phil., ph.d., leder, Center for Information og Boblestudier, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • S.G Thorup
  • Marie Mollerup
Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, S.G Thorup og Marie Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Hvad efterlader det hos den danske ungdom? Hvordan forholder de sig til generationel solidaritet og det danske fællesskab? Giver det dem håb eller had? Statsministeren har holdt en tale til den danske ungdom, hvor hun takker dem for at have hørt efter og lyttet til myndighedernes anbefalinger. Men talen sætter ikke spørgsmålstegn eller åbner en kanal til unges hjerter.

Mine unge tyskmedstuderende venner på vej til 3. semester gik til vaflerne på Amager Starnd i går. De havde selv organiseret det hele. Jeg var ikke med, men de havde det vist pragtfildt og var næppe klar over at de havde grund til at hade samfundet. Men mon ikke de bekymrede kunne overbevise dem om at de var blevet snydt....... etc.

jens christian jacobsen

Uanset medlemskab af 'pandemigruppen' i DK er der ingen der forhindrer Vincent og andre humanister i at undersøge netop deres vinkler på pandemien.

Steffen Gliese, Henning Kjær og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
Aleksander Høst-Madsen

Elsker beskrivelsen af ekspertgruppen: "en sundhedsfacetteret palette af eksperter" med "et privilegeret fokus". Ville en anden sammensætning af ekspertgruppen medføre en mindre politisk håndtering af krisen? Måske, men det er kontrafaktisk.

Steffen Gliese

Nu skal der jo mindre diskuteres og så meget des mere handles. De udtalelser fra filosoffer, teologer m.fl., vi har oplevet, har alle været mærkeligt defaitistiske og snarere udtrykt sig om pandemien som et vilkår, vi må underordne os. Såre metafysisk, men ikke særlig løsningsorienteret.

Jørgen Mathiasen

Der står i den tyske grundlovs første artikel, at menneskets værdighed er uantastelig. Det skriver man i en grundlov, når man har KZ-lejre i den historiske bagage og ønsker at drage en lære af det.
Det er derfor en konsekvens af forfatningen, at Forbundsrepublikken og dens medier under pandemien har bedt medlemmer af det etiske råd om refleksioner og vurderinger. Det er også en konsekvens af de etiske udfordringer man fra Tyskland har kunnet iagttage både i Italien og i Frankrig, nemlig de valg sundhedssystemet og i anden omgang resten af samfundet står over for, hvis man ikke kan give alle den livreddende behandling, der er brug for.

Hvordan det danske beredskab stiller sig til til dette problem, ved jeg ikke, - man kan åbenbart finde på at sende ubrugelige respiratorer som "hjælp", men det siger sig selv, at et overbelastet sundhedssystem i DK er konfronteret med de samme etiske problemer, som de europæiske naboer har oplevet, og da der faktisk er historiske eksempler på en betydelig hårdhændethed i den danske håndtering af sådanne problemer, så er der grund til at inddrage etikken i et pandemisk beredskab.

jens peter hansen

Fra sundhedsmyndighederne er det udtalt at man kun satte mennesker der kunne leve videre i respiratorer, men ingen hvis død blev udsat. Sådan er det faktisk også nu..Jørgen Mathiasen, hvad er det for nogle hårdhændede metoder du hentyder til ?

Jørgen Mathiasen

Det er eksempelvis danske lægers behandling af tyske flygtninge efter 2. verdenskrig og K. K. Steinckes raceplejeprogram.