Klumme

Jeg krydsede Øresund, og afstanden mellem Danmark og Sverige har aldrig føltes så stor

At rejse til Sverige er for tiden en kontroversiel handling, men bevæbnet med håndsprit og coronaangst foretog jeg rejsen for at hente mine efterladte ejendele. Aldrig har grænsen mellem Danmark og Sverige forekommet så virkelig som nu, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
Jeg synes selv, det er okay at tage til Sverige, så længe man holder afstand og god håndhygiejne. Vi er jo trods alt naboer, og hvad er en grænse andet end en dum streg, nogen har trukket, siger jeg til mig selv. Men jeg kan samtidig godt forstå, at rejsen kan provokere dem, der gør alt for at overholde anbefalingerne, skriver Mathilde Moestrup i denne klumme.

Jeg synes selv, det er okay at tage til Sverige, så længe man holder afstand og god håndhygiejne. Vi er jo trods alt naboer, og hvad er en grænse andet end en dum streg, nogen har trukket, siger jeg til mig selv. Men jeg kan samtidig godt forstå, at rejsen kan provokere dem, der gør alt for at overholde anbefalingerne, skriver Mathilde Moestrup i denne klumme.

Sarah Hartvigsen Juncker

9. juni 2020

»Jeg fik fat i håndsprit,« skriver min far lettet, inden vi begiver os hen over en for tiden meget omdiskuteret landegrænse: Øresund.

Jeg for at hente mine ting på skriveskolen Biskops Arnö, hvor jeg boede inden corona, min far for at passe sit arbejde i Uppsala. Indtil for blot tre måneder siden rejste vi begge ofte hen over denne grænse.

Men for tiden er det en kontroversiel handling at tage til Sverige. Ikke bare på grund af det paradoksale i. at svenskere kun kan komme til Danmark med et anerkendelsesværdigt formål, imens danskere frit kan rejse ind i Sverige. Men også fordi sundhedsmyndighederne på grund af COVID-19 fraråder denne rejse, og at den, der alligevel vover sig over sundet, altså nemt kan blive udsat for udskamning og social udstødelse.

Jeg synes selv, det er okay at tage til Sverige, så længe man holder afstand og god håndhygiejne. Vi er jo trods alt naboer, og hvad er en grænse andet end en dum streg, nogen har trukket, siger jeg til mig selv. Men jeg kan samtidig godt forstå, at rejsen kan provokere dem, der gør alt for at overholde anbefalingerne.

Derfor er håndspritten vigtig. Ikke kun som virusafværgende foranstaltning, men som argument for, at det ikke var så slemt, vi tog afsted: Vi tog alle forholdsregler, sprittede konstant, vi badede i sprit.

Syndens hule

Min far kører bilen, vi krydser grænsen, og jeg tjekker DR’s nyhedsapp: Den allerførste artikel handler om, hvorvidt man kan tillade sig at tage til Sverige. Artiklen er en slags reportage fra en facebookgruppe med danske ødegårdsejere, der diskuterer sagen indædt.

Senere kører vi ind på en rasteplads. Vejret er strålende. Folk virker afslappede, lidt for afslappede. Jeg mærker coronaangsten murre.

Jeg er typen, der mener vi har mere til fælles med svenskerne, end vi tror, og som himler med øjnene over begrebet ’svenske tilstande’. Men for en gangs skyld er der noget om snakken. Landets smittetal er ubestrideligt det højeste i Norden.

Og denne gang er rollerne vendt om: Hvor Danmark før har været et mekka for festlystne svenskere, er ’Forbudssverige’ nu blevet den syndens hule, danskere tager til for at gå i fitnesscenter og på shopping – med risiko for at pådrage sig COVID-19.

Vi spritter og spritter.

De svenskere, vi taler med undervejs, tager temperaturen på, hvordan landet opfattes uden for dets grænser. »Må I godt komme ind i Danmark igen?« spørger en fra personalet på Biskops Arnö. »Vi kan vel ikke komme til Danmark,« bemærker en anden fortørnet. »Er I så hunderædde for at være her?« spørger ejeren af det hotel, vi overnatter på i Uppsala.

Spørgsmålene udpensler afstanden mellem os, de forskellige situationer.

»Vi tager det lugnt,« lyver jeg og går i store buer uden om folk; bliver bekymret over de morsomme plakater, der hænger overalt i Uppsalas gader, hvorpå den nødvendige afstand mellem folk udmåles i et bestemt antal fisk eller pølser.

Grænsen har aldrig syntes mere virkelig

Dagen efter skal jeg mødes med en ven, men en lille kradsen i halsen får mig til at aflyse. Min corona-angst er helt oppe at ringe. Jeg har fået et nervøst tic ved øjet; det har jeg ikke haft siden 2017, da jeg skulle starte som praktikant på denne avis.

Først sent om aftenen går jeg en tur. Uppsalas gader er tomme, rene. Jeg føler mig pludselig meget langt borte fra hjem. Jeg har en surreel følelse, der minder om den, jeg havde, da jeg som 20-årig rejste alene til Latinamerika; en slags hjemve. Erkendelsen af, at verden er stor og farefuld, afstanden mellem her og der frygtindgydende lang.

I løbet af det sidste år har jeg foretaget denne rejse mindst 15-20 gange; mit dobbeltliv på Biskops Arnö og i København var en realitet. Nu fremstår den tid som en usandsynlig drøm. Og grænsen mellem Sverige og Danmark har aldrig syntes mere virkelig.

På vej hjem i bilen får jeg pludselig en stærk trang til at lytte til dansk musik. Jeg sætter Minds of 99 på, Peter Sommer, C.V. Jørgensen.

Ved grænsekontrollen bliver vores pas ikke tjekket, i stedet bliver vi spurgt, om vi taler dansk. »Om vi taler dansk,« bemærker min far kritisk bagefter, men jeg tænker ikke så meget over det lige der.

Jeg ved, at grænser på mange måder er fiktive. Men i det øjeblik er jeg fuldstændig spundet ind i fiktionen, lykkelig for at krydse grænsen til Danmark, for at komme hjem.

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Hver mandag eftermiddag
Læs også
Allerede tidligt i den svenske coronadebat blev det formuleret sådan, at unge menneskers liv i fremtiden blev stillet op over for ældre menneskers liv her og nu.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Poul Anker Sørensen
David Zennaro og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Mig bekendt så fraråder de svenske sundhedsmyndigheder at man ikke rejser mere end 2 timer fra sit hjem/bopæl. Så det er ikke kun de danske myndigheders anbefalinger I er ligeglade med, også de svenske myndigheders anbefalinger, I ikke tror gælder for jer.

Havde vi i DK de samme anbefalinger om max 2 timers rejse fra hjem, ville jeg ikke med den bedste samvittighed kunne besøge al min famlie i DK/Jylland.