International kommentar

Masseturismen har bragt Venedig på randen af et sammenbrud

I kanalbyen håber en svindende del af venetianere på, at COVID-19-krisen kan blive det vendepunkt, der kan føre deres by, dens kulturarv og særlige livsform ind i en ny æra af grøn og bæredygtig turisme, skriver forfatter Neal E. Robbins i denne kommentar
’Venedig og mange andre destinationer behøver en ny turisme, der fremfor alt må indrettes på at komme de lokale beboere til gode. En turisme, der ikke er organiseret omkring spekulanters, udlejeres og tilrejsendes krav,’ skriver forfatter Neal E. Robbins i dette debatindlæg.

’Venedig og mange andre destinationer behøver en ny turisme, der fremfor alt må indrettes på at komme de lokale beboere til gode. En turisme, der ikke er organiseret omkring spekulanters, udlejeres og tilrejsendes krav,’ skriver forfatter Neal E. Robbins i dette debatindlæg.

Fabrizio Bensch

Debat
23. juni 2020

Før COVID-19 var turistbranchen verdens største jobsektor: Et ud af 11 mennesker arbejdede i turisme og forbundne erhverv. Efter COVID-19 vil branchen rejse sig på ny. Men spørgsmålet er, om alt igen bør blive, som det var.

Før pandemien blev det vurderet, at det globale antal turister ville nå op på 1,8 milliarder pr. år i 2030. I 1950 var tallet 25 millioner. Turisme skaber og understøtter job og kan være vital for samfundsøkonomier på fjerne og historiske steder.

Men turisme kan også være en pestilens. Især for skrøbelige destinationer som Machu Picchu i Peru og for mange historiske bykerner som New Orleans og Dubrovnik og Venedig. Sidstnævnte by tager hvert år imod 30 millioner besøgende. Det er alt for mange: Masseturismen er blevet en ødelæggende kraft, der trækker store og stigende veksler på lokalbefolkning, kulturarv og miljø.

Invasion

I månederne før pandemien interviewede jeg venetianere om deres dagligdag. En fælles beklagelse gik igen: Siden 1990’erne har voksende masseturisme drevet lokale indbyggere ud af byen, skabt tæt trængsel på gader og pladser, drevet boligpriser op på absurde niveauer og ødelagt det lokale butiksliv, som nu næsten alene er indrettet på at servicere turister med sandwiches og souvenir.

Turisterne er overalt. De invaderer bryllupper, dåbsceremonier og begravelser i byens kirker. De gamle sociale bånd, som Venedig engang nød godt af, byens særlige rytme og unikke kunsthåndværk, er kun skygger af, hvad de var engang.

De millioner af turister, der kommer til Venedig, presser miljøet ved at producere bjerge af affald, ved deres forøgede brug af vaporetti-færger og vandtaxier, ved at belaste de århundredgamle bygninger og ved fugten fra deres kollektive ånde på byens kunstværker. De hundredvis af besøg fra gigantiske krydstogtsskibe, nogle med plads til 4.000 passagerer, øger luftforureningen og skaber øget erosion i områdets sårbare lagunemiljø.

Befolkningstallet i Venedig, som efter Anden Verdenskrig var på 170.000, er i dag på 52.000. De tilbageværende venetianere er stolte over at bo i en så vidunderlig by og føler tiltro til, at deres kultur vil overleve stormløbet. Men de begræder også, hvad de mister med affolkningen: Næsten 1.000 om året fraflytter i disse år byen. Et Venedig uden venetianere – det vil sige uden et betydeligt antal fastboende – frygtes at blive en realitet allerede i 2030.

Spekulation

Turisme var engang en godartet levevej for Venedig, men dette begyndte at ændre sig for godt 30 år siden, da globaliseringen satte ind med billige flyrejser, hurtig kommunikation og accelereret udveksling. Forvaltningen af byen blev prisgivet markedsmekanismerne med kun beskeden regulering, og Venedig blev bytte for omfattende ejendomsspekulation.

Venetianerne kæmper i dag for deres by. De presser på for at få politikernes hjælp til at sætte et loft for antallet af besøgende, regulere boligmarkedet skrappere og forbyde de Airbnb-udlejninger, der er med til at drive de lokale ud.

Hvad de forlanger, er et nyt fokus på bæredygtighed, herunder skabelse af job i andre sektorer gennem diversificering af økonomien, flere grønne beskyttelsesforanstaltninger, et forbud mod de største krydstogtsskibe og tiltag, der kan sikre det lagunemiljø, som er altafgørende for Venedigs livsform.

Fokus for denne kamp er blevet skærpet under den månedlange respit, som COVID-19 har ført med sig: Pludselig har byen genfundet sin tabte ro, og fiske- og fugleliv er vendt tilbage til de før så overtrafikerede kanaler. Nu er håbet, at pandemien kan blive det vendepunkt, venetianerne har sukket efter.

Venedig og mange andre destinationer behøver en ny turisme, der frem for alt må indrettes på at komme de lokale beboere til gode. En turisme, der ikke er organiseret omkring spekulanters, udlejeres og tilrejsendes krav.

Det betyder også, at vi – de besøgende – må holde op med at se turisme som vores ubestridelige ret og tage medansvar for at opretholde en bæredygtig livsform. Måske kan vi ikke besøge alle steder, når det passer os.

Vi må acceptere lokale livsformer og et langsommere tempo. Vi må lære at se destinationer som menneskers hjem og ikke bare attraktioner. Vi må lære at gøre os bedre bekendt med lokale forhold på de steder, vi gerne vil besøge. Og ja: Vi bør boykotte steder, som med myndighedernes velsignelse er kommet i helt masseturismens vold på bekostning af det lokale miljøs sundhed og lokalbefolkningens trivsel.

Hvad vi behøver, er en ny grøn turisme, der kan hjælpe skrøbelige destinationer til at overleve, så unikke byer som Venedig og deres rige kulturarv kommer til at overleve, så også kommende generationer kan få glæde af dem.

Neal E Robbins er forfatter til bogen ’Venice, an Odyssey: Hope and Anger in the Iconic City’, der udkommer i juli.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her