Klumme

Mens magthaverne diskuterer, om racisme findes, gør de intet for at bekæmpe den

Vi kan godt lade, som om der er uenighed i Folketinget, når nogle siger, racisme findes, og andre siger, den ikke gør. Men det er en pseudodiskussion, der udelukkende tjener til at udskyde debatten om, hvordan vi bekæmper racisme i Danmark, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i dette debatindlæg
»Findes det i vores samfund? Ja, det gør det. Er det et problem? Ja, det er det,« sagde Mette Frederiksen (S) om racisme under Folketingets afslutningsdebat. Men vil hun gøre noget ved det? 

»Findes det i vores samfund? Ja, det gør det. Er det et problem? Ja, det er det,« sagde Mette Frederiksen (S) om racisme under Folketingets afslutningsdebat. Men vil hun gøre noget ved det? 

Mads Claus Rasmussen

Debat
27. juni 2020

»Findes det i vores samfund? Ja, det gør det. Er det et problem? Ja, det er det.«

Sådan sagde Mette Frederiksen (S) om racisme og diskrimination i Folketingets afslutningsdebat i sidste uge. Og hun var ikke alene om at konstatere racismens eksistens. Også formanden for partiet Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, proklamerede dens tilstedeværelse.

»Det kan ingen være i tvivl om. Der findes racisme i Danmark,« sagde Ammitzbøll, hvis nystiftede partis værdiprogram ikke nævner racisme med et ord.

Til gengæld understregede Pia Kjærsgaard, at der bestemt ikke findes racisme i Danmark, alt imens Pernille Vermund mente, at der findes racisme herhjemme, for der er »idioter over det hele«.

Vermund og Kjærsgaard er altså »uenige om racisme i Danmark«, skriver Ritzau.

Men er spørgsmålet om, hvorvidt racisme findes, en rigtig diskussion? Finder man virkelig den store uenighed i forskellen mellem Kjærsgaards og Vermunds holdninger?

Den fransk-algierske politiske filosof Rancière har en interessant definition af uenighed. I sin bog La Mésentente: Politique et philosophie skriver han, at uenighed ikke er »konflikten mellem en, der siger hvid, og en anden, der siger sort. Det er konflikten mellem en, der siger hvid, og en anden, der også siger hvid, men derved ikke forstår den samme ting«.

Den afgørende uenighed i racismedebatten finder man ikke i Folketinget, men mellem Black Lives Matter-aktivisterne ude på gaderne og den øverste magthaver, Mette Frederiksen.

Begge parter siger det samme: Racisme findes og er et problem. Men de mener ikke det samme.

For hvor udsagnet for aktivisterne betyder, at vi så er nødt til at omskabe samfundet i solidaritet med dem, der lider under denne racisme, er racismen for Mette Frederiksen tilsyneladende den slags problem, man som landets mest magtfulde person kan konstatere findes, uden at skulle føle ansvar for at handle.

Momentum

Statsministeren har siddet ved magten i et år, og hendes eneste antiracistiske tiltag har været at lufte intentionen om at indføre en officiel definition af antisemitisme i Danmark. Definitionen blev i øvrigt kritiseret af eksperter for at beskytte Israel mod kritik.

Når Mette Frederiksen siger, at racisme findes, uden at føle trang til at tale om, hvad løsningen så er, taler hun om racisme, som om den var en uhelbredelig sygdom; et beklageligt, men uomgængeligt vilkår. Og på den måde ender hun ved samme konklusion som gode gamle Pia K. og alle de andre: Vi skal ikke gøre noget. 

Det er belejligt for det danske folketing at gøre racismedebatten til en pseudodebat om, hvorvidt racisme findes eller ej, for så slipper de for at diskutere, hvordan man bekæmper den. Så kan Socialdemokratiet med flere virke, som om de befinder sig på den ’rigtige side’, når de siger, racisme findes.

Men at konstatere, at der findes racisme i Danmark, er ikke i sig selv progressivt eller forandringsskabende, det er kun den absolutte begyndelse. Derefter kommer det egentlige arbejde med at ændre denne tilstand.

Birk Danø skrev for nogle måneder siden et indlæg i denne avis, hvori han opfordrede Mette Frederiksen til at tale til befolkningen mod racisme, for eksempel den racisme som mennesker med asiatisk ophav udsættes for i forbindelse med coronakrisen. Med det momentum Frederiksen har lige nu, ville det utvivlsomt have en effekt.

Det ville være et oplagt sted at starte. Men Frederiksen kunne også lukke Ellebæk og Sjælsmark, afskaffe ghettoloven, undskylde for Danmarks kolonifortid og offentligt gå ud og fordømme det grusomme mord på en dansk-tanzaniansk mand på Bornholm i sidste uge.

At udrydde racisme sker ikke fra den ene dag til den anden, og jeg vil ikke påstå, at jeg har løsningen. Det er et stort arbejde, vi som samfund har foran os. Men så længe racismedebatten reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt racisme findes eller ej, sker der ikke andet, end at arbejdet forhales.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Peter Holm

What matters?.
Efter mange har deklameret, at ”Gud er død”, har de haft travlt med at gøre op med alle fortidens synder – så de (måske) med en intens indsats kunne blive renset og blive ”gode”. Små guder selv - kunne man fristes til at sige.
Således også nu med det forsøgte opgør med racetænkning – den strukturelle racisme – som vi alle er bærere af.
Ikke at jeg vil negligere vores ( her Danmarks) koloniserings historie – men jeg vil dog påstå, at arvesynden under ét indeholder betydelige større og indgribende elementer.
Jeg er tilhænger af, at man sætter sig ind i historien og bliver klogere på, hvem vi er, og hvad vi kommer fra.
Men jeg er ikke bare ureflekteret tilhænger af troen på, at vi kan frigøre os fra den – undskylde den eller lignende.
Det er et sobert projekt – men for mig at se en umulighed.
Syndere på forskellig måde har vi som mennesker altid været – det er så at sige en del af grundlaget for menneskelig eksistens.
Der er en grund til vores ”Frygt og Bæven” som Kierkegaard beskæftigede sig med.
Så vejen videre må gå gennem ydmyghed – lyder måske lettere depressivt, men det er det egentlig ikke.
Så ja ”Black Lives Matter” – det skulle vel egentlig være overflødigt at fastslå.
Men ydmyghed ”matters more” – og den sørgelige (og glædelige) sandhed er, at vi er og bliver ikke guddommelige af egen vilje og gennem egne handlinger.
EN lille vittighed til sidst. ”Hvordan får man Gud til at grine?” – og svaret lyder: ”fortæl ham om dine planer”.
Og nej: Gud er ikke død,.

Den offentlige Mening er en galopperende krikke, altid på vej ud af moralens smalle sti, snart ude i den venstre rabat, snart den højre.

Min tidlige opvækst bar præg af en fortids moralisering, hvor børn og damer tav i forsamlinger, og Emma Gad underviste i autoriteternes regelsæt for korrekt social omgang. Religionen satte stadig snævre grænser for livets udfoldelser og glæder. 'Bed og Arbejd' - sværere var det ikke.

Min mor fortalte mig tidligt, at min vilje lå i hendes håndtaske, og der blev den liggende indtil min konfirmation.

Så blev jeg endelig konfirmeret til den nye lyd fra rock&roll og krikken kom fri af rabatten. Ørerne fik adgang til et helt nyt kropsligt univers, og det samme skete for øjet, fordi også kvinderne blev fri. Det føltes virkeligt som vi alle, ungdommen først, mistede et åg af ubærlig tyngde. Autoriteterne skrumpede og det sociale samvær på tværs af alt og alle havde fede tider. Vi tænkte, talte og opførte os frit i en tid med vilde eksperimenter på alle områder, og måske snittede krikkens hove rabatten i den anden side af vejen.

Den elendige krikke er i hvert fald godt på vej tilbage ud i min barndoms rabat med synden og den påtvungne dårlige samvittigheds tunge åg, og min vilje er på vej tilbage i Den offentlige Menings trange håndtaske. Surt show.

Det eneste håb er, at krikkens mareridt sandsynligvis altid foregår i slalom, så måske den næste generation...