Kronik

Nationalstaten er kommet for at blive – sådan kan venstrefløjen generobre den

Det er en forudsætning for socialismens politiske comeback, at demokratiet nu generobrer folkesuveræniteten fra EU’s markedstraktater og overnationale eliteorganer, skriver Magnus E. Marsdal, leder af den norske venstrefløjstænketank Manifest, i dette debatindlæg
Når et mentalt og politisk regime (som neoliberalismen) bryder sammen, bliver der trængsel ved udgangen. Hvis ikke den progressive venstrefløj fører an i den demokratiske suverænitets comeback, vil den reaktionære højrefløj – blandt andre Trump med America First og Viktor Orbán – gøre det, skriver dagens kronikør.

Når et mentalt og politisk regime (som neoliberalismen) bryder sammen, bliver der trængsel ved udgangen. Hvis ikke den progressive venstrefløj fører an i den demokratiske suverænitets comeback, vil den reaktionære højrefløj – blandt andre Trump med America First og Viktor Orbán – gøre det, skriver dagens kronikør.

Brendan Smialowski

4. juni 2020

Storbritannien forlader EU. Tysklands forfatningsdomstol udfordrer Bruxelles. I USA er republikanerne gået fra markedsliberalisme til America First. I Ungarn fortsætter den tidligere liberalist Viktor Orbán med at opbygge sin illiberale stat i nationalchauvinismens navn. Reaktionen fra flere på Skandiaviens venstrefløj er at blive mere skeptisk over for nationalstaten og mere positiv over for EU.

Vänsterpartiets stærkt EU-kritiske leder, Jonas Sjösted, nedtoner sin unionsmodstand for ikke at give de ekstreme Sverigedemokraterna »luft under vingene« (Dagens Nyheter 26.8.18).

I Norge gik flere EU-modstandere imod Brexit, fordi den britiske kamp mod EU blev anført af typer som Nigel Farage og Boris Johnson. Bør norske EU-modstandere virkelig ønske at nægte Storbritannien den demokratiske suverænitet, som de selv kræver for Norge?

Venstrefløjens forhold til nationalstaten er unægtelig kompliceret. Min hypotese er, at dette forhold også bliver helt afgørende. Her følger derfor syv teser om nationalstatens comeback.

Folkesuverænitet

1. Vi må have et principielt syn på folkesuveræniteten. Magten ligger hverken hos kongen eller Gud, men hos folket, og den kan kun uddelegeres til lederne af folket på midlertidig basis. Ingen skal tvinges til at leve under en lov, hun ikke har demokratisk indflydelse på.

Derfor kan jeg ikke støtte et system, hvor EU-domstolen suverænt kan underkende en dansk lov, som har støtte fra 100 procent af vælgere og alle Folketingets partier. Især ikke når dette juridiske overhus hersker under påkaldelse af EU-traktater, som ikke uden videre kan ændres, selv om 100 procent af danskerne (og mange andre EU-befolkninger) skulle gå ind for det.

Som tilhænger af folkesuveræniteten kan jeg ikke støtte underkastelsen under en lovgivende forsamling, som ikke er folkevalgt og som træffer sine beslutninger bag lukkede døre, som EU’s ministerråd gør.

2. Venstrefløjens kamp for suverænitet kan ikke være det samme som nationalisme. Arbejderklassen, kvinder og minoriteter kan godt være undertrykt, selv om nationalstaten er suveræn.

Mange af vores mærkesager kræver også international koordinering og solidaritet. Selv om EU’s elitestyrede institutioner stort set er uegnede til formålet, må venstrefløjen fremme internationalt samarbejde om regulering af skatteflugt og technokapitalens magt, om forpligtende klimatiltag og solidarisk kamp imod social dumping.

Venstrefløjens kamp for demokratisk suverænitet må altså fyldes med et socialt, det vil sige et klassebaseret indhold. Vores analyse er nemlig ikke, at de afgørende skillelinjer i verden går imellem de forskellige nationer.

Aktionsradius

3. Vores analyse er heller ikke, at nationalstaternes demokratiske suverænitet er irrelevant, fordi det eneste, der tæller, er noget, som hedder ’klasse’. Netop fordi klassekampen er den demokratiske venstrefløjs fundament, er kampen om suveræniteten et kernespørgsmål for den politiske kamp i vores tid. Lad mig forklare nærmere.

Overklassens svar på den almindelige stemmeret, som arbejderklassen tilkæmpede sig, blev i anden halvdel af det 20. århundrede at flytte de afgørende økonomiske beslutninger længst muligt væk fra stemmerettens aktionsradius. Til ’uafhængige’ centralbanker. Til ubrydelige bestemmelser om ’udgiftslofter’ og andre tvangsregler for økonomisk politik. Til overnationale organer som WTO.

Neoliberalismens politiske program var at stække massedemokratiet ved at håndhæve pengemagtens markedsfrihed over og på bekostning af folkemagtens demokratiske frihed. I den vestlige verden blev EU’s indre marked og eurosamarbejdet dette programs mest ortodokse inkarnation.

I og med at kapitalmagtens modtræk imod stemmeretten blev at undergrave suveræniteten, må det økonomisk dominerede flertals kamp nu handle om at genvinde den. De socialdemokratiske eliters retorik har i tre årtier været, at folkestyret skal genrejses med de samme metoder, som organiserede pengemagtens flugt fra stemmeretten – EU’s traktater og WTO’s dommerpanel. Denne usandsynlige teori har nu mistet sin sidste rest af troværdighed.

4. Højrepopulisterne må ikke definere venstrefløjens optik. Jeg kan ikke ændre min principielle holdning til folkesuveræniteten, blot fordi en usmagelig figur som Nigel Farage også argumenterer for samme princip. De fleste vælgere ville opfatte en sådan vaklende venstrefløj præcis, som den er: opportunistisk og principløs.

5. Nationalstatens comeback er en realitet. Den kinesiske investeringsstats økonomiske succes tvinger vestlige politikere til at vælge mellem at beholde deres markedsliberalistiske barnetro eller at bevare et levedygtigt erhvervsliv – noget, som vil kræve nationale industristrategier og en aktiv investeringsstat. Selv den mest troende tilhænger af neoliberalismens ’globalisering’ lærer gennem coronakrisen, at staten fortsat har handlekraft, og at landegrænser fortsat kan bruges til noget.

Politikere, som insisterer på at sætte overnationale markedstraktater over deres befolkningers eget bedste, vil tabe regeringsmagten i land efter land.

Traktatlåse

6. At bekæmpe reaktionær nationalchauvinisme ved at styrke EU’s overnationale markedsliberalisme er som at slukke en skovbrand med benzin.

For det første fastlåser EU’s traktater den økonomiske politik efter liberalistiske linjer på en måde, som tapper venstrefløjspartierne for mobiliseringskraft i de spørgsmål, hvor vi står tættest på arbejderklassen – de økonomiske interessespørgsmål.

Når denne EU-teknokratiske afpolitisering af økonomien fjerner disse ’klassespørgsmål’ fra dagsordenen, fyldes den i stedet af splittende ’kulturspørgsmål’, som giver højrepopulisterne mobiliseringskraft i dele af arbejderklassen.

For det andet transformerer den overnationale EU-proces økonomiske spørgsmål om modstridende klasseinteresser til nationale spørgsmål om suverænitet.

I stedet for at venstrefløjen fører an i de økonomisk dominerede klassers oprør imod et system, som er skabt af og for den økonomiske elite, kan højrefløjens demagoger omdanne energien i den sociale utilfredshed, som er skabt af kapitalismen, til nationalchauvinistisk mobilisering imod alt, som kommer ’udefra’.

EU er ikke blevet et solidarisk laboratorie til fremdyrkning af flernational harmoni, men et politisk maskineri, som producerer højrepopulismens vælgere på samlebånd.

7. Når et mentalt og politisk regime (som neoliberalismen) bryder sammen, bliver der trængsel ved udgangen. Hvis ikke den progressive venstrefløj fører an i den demokratiske suverænitets comeback, vil den reaktionære højrefløj gøre det.

At nedtone kampen for demokratisk suverænitet nu vil være en foræring til højrepopulisterne. På samme måde som den enfoldige EU-entusiasme i de veluddannede dele af Labour var en gave til Nigel Farage og Boris Johnson, vil Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna selvsagt foretrække, at hele venstrefløjen bliver EU-entusiaster. Opskriften på en styrket reaktionær EU-modstand er en svækket progressiv EU-modstand.

Idet højrefløjens radikaliserede ledere nu kaster de liberale friheder fra sig som forældet ideologisk skrot, bliver det venstrefløjens opgave at bære frihedens flamme videre op igennem det 21. århundrede. Ikke bare friheden til at konkurrere, men også friheden til at regulere konkurrencen. Ikke bare markedsfrihed, men også demokratisk frihed.

Demokratiets suverænitet er denne friheds forudsætning. Stiller vi os på den forkerte side i denne strid, vil vi ikke bare sabotere muligheden for et længe savnet og nødvendigt comeback for den demokratisk-socialistiske venstrefløj. Vi lægger samtidig vejen åben for den autoritære højrefløjs nationalchauvinistiske agitation.

Magnus E. Marsdal er forfatter og leder af den norske venstrefløjstænketank Manifest. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Svendsen
  • Flemming Berger
  • Olav Bo Hessellund
  • Alvin Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Gert Romme
  • Per Christiansen
  • Mikkel Zess
  • Bent Gregersen
  • Ebbe Overbye
  • Margit Kjeldgaard
  • Ervin Lazar
  • Jens Flø
  • Trond Meiring
  • Dennis Laursen
Jakob Trägårdh, Carsten Svendsen, Flemming Berger, Olav Bo Hessellund, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjørn Pedersen, Gert Romme, Per Christiansen, Mikkel Zess, Bent Gregersen, Ebbe Overbye, Margit Kjeldgaard, Ervin Lazar, Jens Flø, Trond Meiring og Dennis Laursen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Hørning

Det er overraskende at nogle af avisens »faste« kommentatorer ikke har noget at sige til denne gennemtænkte kronik.
Sjældent læser jeg i Information at bladets egne skribenter har taget dette emne op: den demokratiske folkemagt. (Jeg kankonstatere at avisens bogstavlæser betegner folkemagt som en fejl da der kommer en venlig rød streg under.
Chefredaktøren gør sig alle mulige anstrengelser og forsøg på at skrive »den fortælling« som kan overleve dagen i morgen, en uge – og måske – noget der har relevans ved årets udgang.
Hvorfor ikke gøre som folkedemokraten Marsdal, der præcisere –folkemagtens demokratiske frihed«, som det der vil være – og altid være – alle folks ubevidste eller bevidste kompas i dagens trængsler.

Martin Sørensen, Alvin Jensen, Karsten Lundsby, Trond Meiring, Thora Hvidtfeldt Rasmussen og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Bea Gustafson

Tak. Jeg vil printe denne kronik, og have den med som mentor, når jeg fremover, som stærkt venstresnoet, møder kritik for at være EU modstander.

Martin Sørensen, Alvin Jensen, Karsten Lundsby, Trond Meiring, Mikkel Zess, Thora Hvidtfeldt Rasmussen og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Jørn Pedersen

EU er ikke en demokratisk størrelse, det er et marked, der skal styres økonomisk. Den økonomiske styring bliver mere og mere centraliseret.
Jeg tror, at vi skal være fuldstændig klar over, at interessen i EU ikke velfærd for alle mennesker, men det er økonomisk vinding på alle niveauer.
Da man gerne ville have det tidligere Østeuropa ind i EU, så var det ikke af interesse for menneskene i de berørte lande, men det var en udvidelse af markedet, således at dem, der havde meget, kunne få endnu mere.
Således drejer det sig om magt og økonomi.
Europa er et fantastisk område på verdenskortet, men lad være med at ødelægge det ved vækst, økonomi og system, hvor mennesket glemmes i svinget.
Overgang til Euro fra nationalmønt har især gjort de latinske lande fattige, og der har ikke nogen som helst mulighed for at styre deres egen økonomi, men så kan de jo sættes under administration!
Udtrykket EU eller kaos er meget uheldigt. Hvorledes kan vore folkevalgte hele tiden arbejde på at sælge Danmark til EU.
Europas lande skal samarbejde og hjælpe hinanden, men de skal ikke styres centralt af pampere i Belgien.
Jo større organisationer jo mindre demokrati.
Det arbejdes mere og mere hen imod økokrati eller finansiokrti!

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Erik Winberg, Alvin Jensen, Trond Meiring og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at alt er en fase - en slags overgang fra et statement til et andet. Og jeg tror absolut ikke på, at nationalstaterne, som vi nu kender dem, vil findes i al fremtid.

Og jeg tror, at over tid vil en række EU-lande fortage tilnærmelser til hinanden, og på sigt danne Europas Forenede stater. Måske først og fremmest lande med fælles valuta.

Og disse forenede stater kan sagtens leve i EU sammen med lande, der ikke er kommet så langt i deres udvikling. Og for nationalstaterne er det måske en fordel, at nogle lande går forud i udviklingen.

Annette Hjort Knudsen

Hvilken uhørt fornøjelse at læse en kronik, der krystal- og klokkeklart udtrykker præcis, hvad min EU-skepsis går ud på!

Vi skal samarbejde på tværs af landegrænser - men vi skal gøre det med respekt for mangfoldighed og nærdemokrati. Vi behøver ikke gøre alting ens for at gøre det godt. Og pengemagt skal selvfølgelig ikke have vetoret over den politiske. Mangfoldighed (også indenfor Europa) kan tværtimod være berigende - også for politikudviklingen. Det giver mulighed for at blive inspireret og tænke nyt. Med begge ben solidt plantet i det nære demokratis lokale forankring og selvbestemmelse.

Og vi kunne som sidegevinst nøjes med at rejse i Europa for at opleve andre måder at gøre tingene på - i stedet for at flyve luften tyk af CO2 i jagten på det anderledes, altimens vi renser vores eget nærområde for ethvert særpræg. Den progressive nationalstat må og skal erstatte både den nationalchauvinistiske og den udemokratiske markedsstyring.

Stor tak til Magnus E. Marsdal for de klare ord!

Søren Ferling, Carsten Svendsen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Trond Meiring, Flemming Berger, Martin Sørensen, Erik Winberg, Randi Christiansen, Claus Bødtcher-Hansen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Tilsyneladende er EU's beslutningsproces ved at sande grundigt til -
det nederlandske Parlament har stemt NEJ til en handelsaftale med Mercosur:
Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay.

Mercosur har været forhandlet i 20 år; men er nu stødt på grund i ratificeringsprocessen, som i EU er eenstemmighed i Rådet - alle 27 lande skal sige JA.

Østrig forventes også at ville sige NEJ ....
så Kommissionenes troværdighed som fremtidig aftalepartner er lig 0.

Det værste er, at de 4 udviklingslande ikke får mulighed for at placere deres produkter på EU's indre marked.
Det kunne de ellers godt have brug for i disse tider med den protektionistiske Trump som præsident i USA. Trump er imod alle aftale- og regelbaserede ordninger imellem handelsblokke.

Næh - kom til Washington én af gangen, så ta'r vi forhandlingerne mano a mano.

Randi Christiansen, Jonatan Pedersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

et europæisk fællesskab hvor vi lærer af hinanden og handler med hinanden er et gode, det er jo en god ide at købe det man bruger så tæt på som muligt,
men et EU som handler om at skabe vækst i økonomien og hvor markedet dikterer hvordan samfundene indretter sig, og med en totalt idiotisk regel om at er et produkt tilladt i et land så er det automatisk tilladt i hele EU til stor skade for forbrugersikkerheden, er EU direkte skadeligt,
den modsatte regel derimod hvor et forbud i et land medfører forbud i hele EU ville omvendt gavne,
efter min mening er forbrugerbeskyttelse vigtigt,
til gengæld er det ikke godt hvis industrien har helt frit spil, til at sælge inferiøre produkter og decideret farlige produkter som sprøjtemidler og tvivlsom kemi, blot fordi et land ikke beskytter sine forbrugere godt nok.
og så er frihandelsaftaler med fjerne lande altså heller ikke godt der burde være en global afgift på transportafstand således at man tilskyndes til at købe sine varer så tæt på som muligt, idag køber vi det meste fra lande langt væk på grund af lave lønninger,
en international mindsteløn ville virkelig kunne gavne klimaet og samtidig gavne befolkningen i fattige lande. og hvis det skader økonomien vil det jo gavne miljøet/klimaet

Claus Bødtcher-Hansen

04/jun/2020

Kære alle sammen ...

Bevar Danmarks suverænitet:

Bevar alle vore fire forbehold
i relation til vort medlemskab
af EU ... ellers skal vi ud af EU.

Kærlig hilsen
Claus

Søren Ferling, Carsten Svendsen, Martin Sørensen, Randi Christiansen og Jannick Sørensen anbefalede denne kommentar

For et par årtier tilbage var globalisering et moderne ord. Højre populismen vil gerne føre kamp mod "the establishment". Men spørgsmålet er om kampen og nationalstaten overhovedet skal være venstrefløjens svar? Venstrefløjens agenda har altid været internationalisme. Proletaren har ikke noget fædreland.. På et forunderligt sæt var den neoliberale dagsorden også international. Kapitalen kender ikke til grænser og vil ikke begrænses.

Jeg har svært ved, at se at en neonational fortolkning skulle byde på væsentlige svar. Næsten alle de problematikker vi tumler med fra klimakrise til corona krise har et internationalt snit

Det er muligt, at delelementer af identitet er indlejret i det nationale, men ellers er verden da rig på problemstillinger som må løses i en international kontekst. Og nope - jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af EU: Men jeg øjner dog en nyorientering i misforstået nationalisme, som jeg gerne så venstrefløjen holdt sig fri af.

Den nationale agenda har aldrig været de ubemidledes sag, og der som den blev det er historien rig på, at det endte rent galt..

Randi Christiansen

Jan boisen - 'tænk globalt, handl lokalt' er et af socialisternes bon mot'er.

Og jo, proletaren har et hjem, man kan godt kalde det et fædreland, en decentral enhed, en selvstyrende region, som er under ansvar for helheden og nødvendigvis må være solidarisk med de andre.

"Venstrefløjens agenda har altid været internationalisme." Naturligvis, alt andet er ubegavet.

Det er ikke enten eller men både og. Med retfærdig magtudøvelse opnås tilpasning til biotop/habitaterne, og kamp om ressourserne vil ikke være nødvendig.

Men den teknologiske udvikling har medført et for stort befolkningstryk, og når dette kombineres med en forvaltning, som ikke tilgodeser alle anpartshavere, dvs alle borgere, er det selvfølgelig opskriften på konflikt. Ansvaret er hos magten.

jan henrik wegener

Hvorfor skal "venstrefløjen" erobre eller generobre nationalstaten(hvis det er en generobring besad "venstrefløjen" den vel en gang. hvornår)?
Kunne spørgsmålet ikke hellere stilles hvad der er at foretrække for vore samfund?
Og også hvad Schweits, Norge eller Albanien for den sags skyld har brugt al deres "Folkesuverænitet" til de seneste lidt under 30 år.

Jørgen Mathiasen

Jeremy Corbyn var ikke valgbar for vælgerne i den røde mur, og derfor har den engelske arbejderklasse sammen med den britiske overklasse sendt Boris Johnson ind i parlamentet med et flertal på 80 mandater. Johnsons inkompetence, arrogance og pseudointeresse for arbejderklassen har, endnu inden den internationale bilindustri lukker sin produktion i UK (der blev lavet 197 biler i april måned), under sundhedskrisen gjort UK til det hårdest ramte samfund i verden efter USA, hvor en anden, der løber om hjørner med arbejderklassen, regerer. Det blev ikke Corbyn, som løftede den pædagogiske opgave at forhindre dette forløb, og udenfor den boble, han befandt sig i, troede ingen på, at han kunne gøre det.

Der står i artikel 23 i den tyske grundlov, at Forbundsrepublikken støtter den europæiske forening gennem den europæiske union. Det er ikke noget die Linke eller SPD vil have ændret endsige de venstreorienterede akademikere, som stemmer på Die Grünen. Der er andre måder at være venstreorienteret på i Europa, end den Marsdal gør sig til talsmand for:

Hvis der er partier, som kan stå i spidsen for en grøn omstilling, vel at mærke en, som ikke bare indsætter mere effektive fyr i danske parcelhuse, men en som sætter en stopper for klimaændringerne på globalt plan, og samtidigt kan forhindre større dele af arbejderklassen i de vigtigste europæiske lande i at vælge mere eller mindre højreradikale partier, så er det de socialdemokratiske, men læg lige mærke til, at sætningen står i konjunktiv, for der er ingen garanti for at det lykkes. Det er hverken tilfældet i Tyskland, Frankrig eller Storbritannien, og nu var det i ind
ikativ-modus.