Klumme

Naturen er alle vegne – selv i en gammel bøtte cremefraiche

Coronakrisen har angiveligt fået mange til at opdage naturens glæder. Med god grund. Naturen giver velvære og forebygger sygdom, og så er den overalt – også der, hvor vi dårligt nok ænser det, for eksempel i en gammel bøtte cremefraiche, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme
Menneskers genopdagede forbundethed med naturen er ikke bare et følelsesmæssigt behov i en tid med mere eller mindre indespærring i boligen. Stadig flere videnskabelige studier viser, at vi ikke ville kunne eksistere uden.

Menneskers genopdagede forbundethed med naturen er ikke bare et følelsesmæssigt behov i en tid med mere eller mindre indespærring i boligen. Stadig flere videnskabelige studier viser, at vi ikke ville kunne eksistere uden.

Henning Bagger

Debat
2. juni 2020

Et kor af medier forkynder, at folk i disse coronatider er begyndt at tilbringe meget mere tid i naturen. Her kan man mødes og holde afstand i frisk luft, ja, jeg har endda læst om unge mennesker, der vælger at mødes i skovlysninger i stedet for på cafeer og restauranter.

Artiklerne er ledsaget af fromme håb om, at naturinteressen vil være vakt én gang for alle, så folk i fremtiden vil passe meget bedre på den, opholde sig mere i den og mindre foran computerskærmen, at det kort sagt vil gå fremad for det grønne liv som et resultat af erfaringerne med COVID-19.

Det håb kan man jo kun tilslutte sig i en verden, hvor menneskers destruktive aktiviteter stort set kan spores overalt. Selv på bunden af Marianergraven, 11 kilometer under havets overflade, er der fundet spor af plastik.

Men menneskers genopdagede forbundethed med naturen er ikke bare et følelsesmæssigt behov i en tid med mere eller mindre indespærring i boligen. At vi er forbundet med resten af naturen i en grad, så vi ikke ville kunne eksistere uden, viser stadig flere videnskabelige studier.

Og jo mere biologer finder ud af om de millioner af organismer, som lever i og på os, desto sværere bliver det at opretholde illusionen om os som enkeltstående individer. Der er ingen, der kan leve alene uden denne hær af de mest forskelligartede fremmede mikrober, der bebor os. Det har håndspritten ikke ændret ved.

Ugeavisen Die Zeit omtalte den 7. maj et studie, endda et dansk et, der omfatter en million mennesker, og som viser, at man, hvis man er vokset op med parker, enge og skov omkring sig, har 55 procents lavere risiko for at udvikle psykisk sygdom.

En amerikansk undersøgelse har påvist en tydeligt mindre koncentration af stresshormonet kortisol, hvis deltagerne opholdt sig 30 minutter om dagen i det grønne. Og hos 20.000 repræsentativt udvalgte briter viste der sig en signifikant sammenhæng mellem deres velbefindende og den tid, de opholdt sig i naturen. To timer om ugen var nok.

Endelig har japanske videnskabsmænd målt en forhøjet koncentration af immunceller i blodet, når forsøgspersonerne en nat igennem indåndede planternes forsvarsstoffer, de såkaldte terpenoider.

Allerede i 1980’erne opdagede man, at patienter hurtigere fik det bedre, hvis de havde udsigt til noget grønt, og man fandt endda ud af, at mandlige fanger sjældnere faldt tilbage i kriminalitet efter endt afsoning, hvis de fra deres celle havde haft udsigt til marker og træer, end hvis deres gittervindue vendte ud mod den indre fængselsgård. Endelig har man også fundet ud af, at mennesker, som lever i nærheden af træer og enge, føler sig mindre ensomme og sjældnere får diabetes, kroniske smerter og migræne.

Anerkend fremmedhed

Naturen er alle vegne. Man åbner en bøtte med cremefraiche, der har stået i køleskabet lidt for længe: Fine grå mugtråde med en lille sort prik i enden har benyttet lejligheden til at vokse og udvikle sig. Livet findes overalt.

Spørgsmålet er, hvor meget af det vi forstår. Angiveligt findes der hestehviskere, og der findes folk, der hævder at vide, hvad træer tænker. De føler sig sikkert vældigt i pagt med naturen, men burde en virkelig pagt med naturen ikke snarere bestå i at omgås det, vi ikke forstår respektfuldt og anerkende, at vi lever i ubrydelig forbundethed med det?

Går man lidt filosofisk til værks, må man indse, at vi jo selv huser en masse fremmed, som vi end ikke ved om. Så læren må vel være at anerkende fremmedhed som et værdigt aspekt af alt levende.

Jeg ved ikke, hvad træer tænker, og jeg snakker heller ikke med roserne. Men det gør vældig meget ved mit humør, at nevadarosen er sprunget ud, og at den japanske viburnum ved havedammen har åbnet sine lysende håndflader, uden at jeg bilder mig ind, at det sker for min skyld, eller at jeg ved hvorfor.

Jeg har selvfølgelig en mistanke om noget med insekter, for også planter er afhængige af resten af naturen. Hvad enten de ved det eller ej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her